0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Kampen for LGBT-rettigheder foregår i Europa-Parlamentet: »Det er grænseoverskridende at arbejde med mennesker, der har så inhumant et menneskesyn«

17. september 2021

Det går bagud med LGBTQI-rettighederne i flere europæiske lande, og Europa-Parlamentet er blevet en af værdikampens slagmarker. Men hvordan bekæmper man den demokratiske tilbagegang, når familielov er et område, hvor det er landene og ikke EU, der bestemmer? Tre danske europaparlamentarikere tyer til juridiske smuthuller, sløve retssager og symbolpolitik i kampen for menneskerettigheder og minoriteter.

Det er Pride-parade i København, og det føles, som om hele byen fester med. De regnbuefarvede flag blafrer fra snart hver en bus, bygning og flagstang i byen, fra Folketinget til 5A og Dansk Industri. Folk i farverigt tøj vandrer rundt og udveksler knus, kindkys og kolde dåseøl. Selv solen er i festhumør. Fra en blå himmel kaster den gyldne sensommer-stråler over optoget.

På Israels Plads i København, lige bag Nørreport, gør et optog ledet af SF sig klar til at gå mod Fælledparken og tilslutte sig de andre. I mængden, mellem sambadansere og boomboxe, folketingspolitikere og ungdomsparti-aktivister, står Kira Peter-Hansen. Med sin farverige T-shirt og sit ungdommelige udseende kunne hun snildt være en af den gruppe af feststemte unge, der står rundt om ladcykel med et musikanlæg og varmer op til optoget.

Men faktisk er SF-politikeren Kira Peter-Hansen nok en af de tilstedeværende, der er mindst tilbøjelig til at glemme, at dagens optog ikke kun er en fest, men også et slag i en kamp, som endnu ikke er kæmpet færdig. Som europaparlamentariker i Bruxelles - i øvrigt den yngste nogensinde - arbejder hun nemlig dagligt med at sikre LGBTQI-personers rettigheder i et Europa, hvor de i nogle lande er under et helt andet pres, end de er i Danmark.

»En stor del af mit arbejde på det her felt er symbolsk, for hvor end vi gerne ville, så kan vi ikke lovgive os ud af alle problemerne«, siger Kira-Peter Hansen.

Udover at gå til Pride-optog i forskellige lande og at poste på sociale medier så består det symbolske arbejde i at lave resolutioner, parlamentarikerne på forhånd ved, ikke vil blive til lov, men som sætter fokus på de angreb på LGBTQI-rettigheder, der er i visse lande. Eksempelvis erklærede Europa-Parlamentet i marts 2021, at hele EU er en LGBTQI-frihedszone. Det skete, efter over 100 polske kommuner og regioner har erklæret, at de vil være fri for det, de kalder LGBTQI-ideologi og -propaganda.

»Den symbolske kamp er kun et af de spor, vi bruger i Parlamentet for at lægge pres på lande som Polen og Ungarn, hvor menneskerettighederne er under pres. Det rykker måske ikke så meget konkret, men det er et diplomatisk pres, og det er vigtigt«, siger Kira Peter-Hansen.

Europa-Parlamentet består af 705 medlemmer, som kommer fra 27 forskellige medlemslande. De fordeler sig på syv forskellige politiske grupper. Danmark har 14 parlamentarikere, og deres plads i grupperne er fremhævet her.

ECR: De Europæiske Konservative og Reformister. Ingen danske partier indgår her.

ID: Identitet og Demokrati. Her indgår Dansk Folkeparti.

EPP: Det Europæiske Folkepartis Gruppe. Her indgår Konservative.

RE: Renew Europe Group. Her indgår Venstre og Radikale Venstre.

GRØNNE: Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance. Her indgår Socialistisk Folkeparti.

S&D: Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet. Her indgår Socialdemokratiet.

GUE: Venstrefløjsgruppen i Europa-Parlamentet. Her indgår Enhedslisten.

NL: Løsgængere udenfor de politiske partier.

Råb, spyt og ophedede debatter

Det er ikke kun de politikere, der kæmper for at beskytte og styrke LGBTQI-rettighederne, der tyer til symbolske handlinger. Det gør de politikere, der modarbejder rettighederne også, og scenen for kampen er ofte Europa-Parlamentet. Under Europa-Parlamentets månedlige plenarsamlinger i Strasbourg kan debatten på området udvikle sig så voldsomt, at den til tider minder mere om et slagsmål eller et skænderi end en plenarsamling.

Det har Marianne Vind, som er socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet, været vidne til, til sin store forbløffelse. Hun havde nemlig ikke forventet, at hun i Parlamentet skulle deltage i debatter, hun troede hørte de forrige århundreder til.

»Der har været nogle voldsomme diskussioner i Europa-Parlamentet, hvor folk har råbt og spyttet i salen. Det har været forfærdeligt at overvære. Jeg har homoseksuelle kollegaer i Parlamentet, og det er dybt chokerende at sidde og lytte til parlamentarikere, der synes, de skal udryddes«, siger Marianne Vind.

Hun havde heller ikke forestillet sig, at hun skulle lave politik - eksempelvis gå til udvalgsmøder, forhandle om lovforslag, stemme til plenarsamlinger og lægge pres på de øvrige EU-institutioner - med politikere, der har så ekstreme holdninger. Men det skal hun, for Parlamentets 705 medlemmer tæller alt fra intersektionalistiske feminister på den ydre venstrefløj til politikere, der rumsterer på den yderste højrefløj i østeuropæiske lande og mener homoseksualitet er en synd, der skal forbydes. Det er sjældent at se så ekstreme holdninger blive fremsat af politikere i vesteuropæiske lande, men i Europa-Parlamentet møder de to fløje hinanden. Derfor er Parlamentet blevet en kampplads for en af de største værdimæssige kampe, der for tiden udspiller sig i Europa.

»Vi skal ikke være hellige, for vi har også diskrimination i Danmark. Der er stadig homoseksuelle par, der bliver overfaldet på gaden, og i små provinsbyer i Danmark er der unge, der ikke tør springe ud. Men vi har ikke myndigheder, der går den samme vej, og det er det, vi er oppe imod andre steder«, siger Marianne Vind.

»Det er meget grænseoverskridende at skulle arbejde sammen med mennesker, der har så inhumant et menneskesyn. Jeg er blevet flov over at opdage, at vi i Europa har lande, der har de holdninger, for jeg troede virkelig vores holdninger i EU var på et meget højere niveau«.

Netop fordi Parlamentet ofte er det sted, der lægger scene til den europæiske kamp om værdier og menneskerettigheder, har de symbolske handlinger stor betydning, selv når de ikke fører til konkrete lovændringer. Det siger Marlene Wind, ekspert i europæisk politik ved Københavns Universitet.

»Selvfølgelig er der på det her område tale om symbolske handlinger og erklæringer, men det er ikke ligegyldigt, at Europa-Parlamentet gør de her ting. Det er med til konstant at lægge pres på Kommissionen og Rådet for at gøre noget«, siger Marlene Wind.

De sidste par år har hun fulgt den kamp, der er om demokratiske rettigheder i EU, og hun mener, at Europa-Parlamentet har udviklet sig markant som følge af den:

»De senere par år er Europa-Parlamentet trådt mere og mere i karakter netop i spørgsmål, der handler om rettigheder, brud på retsstatsprincipperne og kritik af den demokratiske tilbagegang. Der er det Europa-Parlamentet snarere end Kommissionen, Rådet eller de nationale politikere, der har været sin opgave voksen. Europa-Parlamentet har spillet en ret stor rolle de sidste par år i forhold til at være en form for moralsk løftet pegefinger«.

I 2019 lavede Europa-Kommissionen en undersøgelse af, hvordan det står til med den sociale accept af LGBTI-borgere i EU-landende.

Et af spørgsmålene var:

I hvor høj grad er du enig eller uenig med det følgende udsagn:
Bøsser, lesbiske og biseksuelle bør have samme rettigheder som heteroseksuelle?

Tilbageskridt på europæisk plan

En lille kilometer fra Israels Plads, på Rådhuspladsen, står der en landmand i smart tøj og  regnbueflag på kinderne. Han hedder Asger Christensen, og udover at være landmand er han europaparlamentariker for Venstre. Og så er han far til en søn, der er homoseksuel, hvilket har gjort ham til en lidt usædvanlig stemme i kampen for LGBTQI-rettigheder.

Da han startede i politik, var LGBTQI-rettigheder ikke det, der fyldte mest i hans valgkamp. Men efter Asger Christensens søn og hans kæreste for tre år siden blev overfaldet og slået ned i et tog udenfor København - fordi de ikke skjulte, de var kærester - blev LGBTQI-rettigheder til en hjertesag for den jyske politiker.

»Det var faktisk et chok for mig, for jeg troede, Danmark var kommet længere«, fortæller han om overfaldet.

»For mig handler det om at beskytte de grundlæggende menneskerettigheder, og at folk skal have frihed til at tænke, tale, tro og elske, dem de vil, uanset køn«, siger Asger Christensen.

Nu er han en af forkæmperne for LGBTQI-rettigheder i Europa-Parlamentet, og ligesom Kira Peter-Hansen foregår den kamp til dels via taler, symbolske resolutioner og sociale medier. En anden del foregår i danske aviser, såsom da Asger Christensen og Kira Peter-Hansen indsendte en fælles kommentar til Berlingske, hvor de foreslår, at EU-kassen skal lukke i overfor lande, hvor der er angreb på borgernes menneskerettigheder.

Kommentaren var et svar på den bevægelse, der har været i lande som Polen og Ungarn de sidste par år, hvor LGBTQI-rettighederne har været under stigende pres fra regeringspolitikere og civile. I Polen har der været hadefulde kommentarer rettet mod miljøet fra den siddende præsident og andre politikere, og over 100 kommuner og regioner har erklæret, at de vil være LGBT-ideologi-fri zoner, hvor åbne tegn på eksempelvis homoseksualitet ikke er velkomne i det offentlige rum. I Ungarn har parlamentet ændret forfatningen, sådan at LGBTQI-personers rettigheder er blevet indskrænkede. I Rumænien er det blevet forbudt at forske og undervise i kønsidentitet. LGBTQI-organisationer er blevet modarbejdet i mange af landene, og der har været voldelige angreb på enkeltpersoner.

Normalt bevæger Kira Peter-Hansen og Asger Christensen sig på hver sin fløj i Parlamentet, og de er før tørnet sammen i debatter om blandt andet klima og landbrug. Det er med andre ord ikke hver dag, at den unge SF’er fra København og den veletablerede Venstre-mand fra Jylland er enige. Men de betragter begge LGBTQI-rettigheder som helt basale menneskerettigheder, der er under så konkrete angreb, at det er umuligt at sidde det overhørig.

Kræver smuthuller at lovgive på området

Når det kommer til det europæiske samarbejde, så er der nogle områder, hvor EU har meget at skulle have sagt, og medlemslandene mindre. Det gælder eksempelvis handelspolitikken, fiskeripolitikken og internationale aftaler. Der er nogle områder, hvor EU og medlemslandene har lige meget at skulle have sagt, fordi de har såkaldt delt kompetence. Her finder vi langt de fleste politiske områder, såsom arbejdsmarkedspolitik, miljø, landbrug, energi, forskning, udviklingspolitik og det indre marked. Og så er der de områder, hvor EU har meget lidt at skulle have sagt, og hvor medlemslandene derfor kan lovgive - og gøre - som de vil, næsten helt uden at skele til EU.

Sådan et område er familieloven, som en del LGBTQI-rettigheder ligger under. EU-landene kan eksempelvis selv lovgive om ægteskaber, som blandt andet kan give personer af samme køn mulighed for at blive gift eller registreret som partnere. På samme måde har landene nærmest ubegrænset råderet, når det kommer til regler om juridisk anerkendelse af køn. Og det betyder, at det er markant sværere for europaparlamentarikerne at arbejde med det område end med de fleste andre.

»Det er enormt svært at komme igennem med den helt konkrete lovgivning - som på mange måder er det politiske rugbrødsarbejde, jeg virkelig har lyst til at lave - på det her område, fordi EU ikke har kompetencer på området«, siger Kira Peter-Hansen.

»Vi har meget lidt at skulle have sagt, når det kommer til familielovgivning, så vi må bruge alle mulige smuthuller for at forsøge at sikre folks rettigheder«.

Arbejdet i Europa-Parlamentet foregår i høj grad via de mange udvalg, der beskæftiger sig med forskellige politiske områder. De udvalg, Kira Peter-Hansen fra SF og Marianne Vind fra Socialdemokratiet er medlem af, fokuserer blandt andet på arbejdsmarkedspolitik og beskæftigelse. Og her kommer smuthullerne ind. For mens EU altså ikke kan lovgive på medlemslandenes vegne, når det kommer til familielov, så har alle EU-lande skrevet under på, at alle EU-borgere har ret til at bevæge sig frit inden for EU.

Den rettighed er der imidlertid mange LGBTQI-personer, der får modarbejdet, hvis de eksempelvis ønsker at flytte til et land, der forsøger at begrænse LGBTQI-personers rettigheder. De kan eksempelvis opleve problemer med, at landet ikke vil anerkende juridisk, at to mennesker af samme køn lever i et romantisk forhold, at et barn kan have to forældre, der begge har det samme køn, eller at en partner eller ægtefælle af samme køn ikke tæller som den nærmeste familie, som må komme på besøg på hospitalet i tilfælde af akut sygdom.

»Vi roser den frie bevægelighed vildt meget i EU, men faktum er, at der er en stopklods for mange ægtepar af samme køn eller trans-ægtepar, hvis de vil flytte til visse lande. Der er klokkeklare regler om, at der ikke må være hindringer for fri bevægelighed, men det her er en hindring«, siger Marianne Vind.

Hun kommer fra fagforeningsverdenen, og derfor har et af hendes politiske hjertebørn altid været et mere lige arbejdsmarked. Det er imidlertid først i de senere år, at hun for alvor også er begyndt at fokusere på, hvor ulige og diskriminerende arbejdsmarkedet kan være mod LGBTQI-personer.

»Det kan godt være, at familielov ikke er en af EU’s kompetencer, men det er den vandrende arbejdskraft, som vi roser så meget«, siger Marianne Vind.

Ved at fokusere på arbejdsmarkedspolitik, som i modsætning til familielov er et område, hvor EU har kompetence, kan man på den måde lovgive på området.

»Vi kan ikke gå ind og bestemme, at nogle lande skal begynde at tillade ægteskaber mellem to mennesker af samme køn. Men på grund af princippet om fri bevægelighed kan vi kræve, at de lande skal anerkende sådan et ægteskab indgået i et andet europæisk land, for ellers hindrer de den fri bevægelighed«, siger Marianne Vind.

Det er samme taktik, Kira Peter-Hansen benytter sig af.

»Jeg går især igennem beskæftigelsesudvalget, når jeg vil arbejde med noget konkret lovgivning, der kan sikre folks rettigheder«, fortæller Kira Peter-Hansen.

»Der kan vi gøre ret meget. Når vi taler om fri bevægelighed kan vi eksempelvis sikre, at den rent faktisk er fri for alle, også for regnbueforældre eller transkønnede børn. Så på den måde kan vi i Europa-Parlamentet helt konkret kæmpe for LGBTQI-rettigheder, også selvom EU egentlig ikke har kompetence på området«, siger hun.

Den strategi, mener Marlene Wind, er den helt rigtige:

»Det er en meget, meget klog strategi hele tiden at have for øje, hvordan man kan finde alle mulige andre håndtag, man kan skrue på for at få sin politik igennem, selvom EU ikke har kompetence på området«, siger Marlene Wind.

Retssager og magtesløshed

Europa-Parlamentet er ikke alene i sin kamp for LGBTQI-personers rettigheder i Europa, og denne sommer indledte Europa-Kommissionen en sag mod Polen og Ungarn, fordi Kommissionen mener, at landene med deres LGBT-lovgivning begår brud på deres egne borgeres rettigheder. De polske byer, der har meldt ud, at de vil være fri for LGBT-ideologi, er blevet afvist at få støtte fra EU til bysamarbejder.

Der er også indledt EU-sager mod begge lande - de såkaldte artikel 7-sager, som kan fratage et EU-land stemmeretten i Ministerrådet - på grund af deres øvrige brud på retsstatsprincipperne. Men de har kørt i årevis, og fordi de to lande kan støtte hinanden ved at blokere for sanktioner, da disse kun kan indføres ved enstemmighed, har det endnu ikke ført til nogen resultater.

Nu har Europa-Parlamentet fået indført en regel, der skal gøre det muligt hurtigere at straffe lande, der bryder de grundlæggende værdier, og straffen skal være økonomisk - den såkaldte retsstatsmekanisme, som går ud på, at medlemslandene skal efterleve EU’s fælles værdier - og menneskerettigheder - for også at få del i EU’s fælles midler:

»For første gang i historien har vi fået indbygget en regel i 7-års-budgettet, som slår fast, at vi kan gå ind og tage nogle af strukturfondsmidlerne fra de lande, der ikke overholder menneskerettighederne. Det er en politisk sejr, for det er første gang i den europæiske historie, at det er sket, og det giver os et værktøj i kassen, når vi kæmper for at få lande til at overholde Lissabontraktatens principper«, siger Asger Christensen.

Den beslutning har også været med til at gøre, at Marianne Vind føler sig mindre magtesløs overfor lande som Polen og Ungarn, end hun - og Parlamentet - tidligere har gjort.

»Der er to veje til at påvirke politikken i de her lande. Den ene er at bruge smuthullerne - altså at fokusere på de områder, hvor vi har kompetence, som den frie bevægelighed. Den anden er økonomi«, siger Marianne Vind.

»Når lande ikke overholder de demokratiske spilleregler i Europa, så skal vi kunne komme efter dem økonomisk. Jeg tror allerede det har fået en del polske borgmestre til at ryste på hånden, at vi har frataget dem midler, efter de indførte de her forfærdelige LGBT-fri zoner. Økonomi betyder rigtig meget«, siger Marianne Vind.

Hvert år laver ILGA-Europe også et såkaldt regnbue-kort, hvor de vurderer 49 europæiske landes officielle politik i forhold til at sikre lige rettigheder for LGBTQI-personer og tildeler dem farver efter, hvordan det står til. Se mere om, hvordan kortet laves, på rainbow-europe.org.

Kræver kulturændring og ikke kun lovgivning

På trods af retssagerne og den politiske modstand fra store dele af EU har både Polen og Ungarn imidlertid fortsat deres kurs på området.

»Jeg føler mig helt vildt magtesløs, og det tror jeg hele - eller i al fald store dele - af EU-systemet gør. Vi har i årevis prøvet at komme igennem med artikel 7, men det er ikke lykkedes, fordi de beskytter hinanden, og nu skal retsstatsmekanismen stå sin prøve«, siger Kira Peter-Hansen.

Hun føler sig splittet, for mens hun på den ene side kæmper for at indføre sanktioner, så tror hun på den anden side, at problemet - og løsningen - skal findes et andet sted.

»Det er jo især det kulturelle, der afgør, hvordan det er at leve som LGBT-person i forskellige lande i Europa«, siger Kira Peter-Hansen.

»Og jeg tror ikke, der er nogen, der bilder sig ind, at man kan ændre kulturer gennem økonomiske sanktioner. Måske kan man tage toppen af isbjerget væk, men det er jo svært, for kulturelle forandringer kommer nedefra«.

Også Asger Christensen mener, at Europa-Parlamentet skal fokusere på meget mere end lovgivning, hvis forholdene for LGBTQI-personer skal forbedres.

»At tro, at vi kan lovgive os frem på det her område - det tror jeg simpelthen ikke på«, siger Asger Christensen. »Selvfølgelig skal vi beskytte folks grundlæggende rettigheder, men det kræver i den grad også en holdningsbearbejdning af samfundene«.

Den kulturændring i nationalstaterne skal blandt andet ske ved at have svære samtaler, mener Asger Christensen. Det var i en artikel i Landbrugsavisen, at Asger Christensens familie fortalte om overfaldet på sønnen. Efterfølgende kunne Asger Christensen mærke, hvordan det satte skub i en kulturændring i det miljø.

»Jeg har aldrig fået så meget respons på noget, som vi fik på den artikel«, fortæller han.

»Der var mange, der sagde, at det var godt, at vi stod frem og fortalte om vores følelser. Og på et en konference kom der en landmand hen til mig. Han var dobbelt så stor som mig, og han gav mig et kram og fortalte, hvordan hans bror havde taget sig selv af dage, fordi han havde været homoseksuel og ikke kunne leve i det miljø. Det gjorde stort indtryk«, siger Asger Christensen.

Han står tæt på Axelborg, hvor Landbrug & Fødevarer holder til. Også her vajer regnbueflaget, ligesom det gør det fra Folketinget, for anden gang nogensinde. Det ser Asger Christensen som tegn på, at kulturændringerne kommer - men også, at de tager tid:

»Det har taget 30 år for Danmark at komme dertil, hvor vi er nu med det her. Der er en proces i gang i andre lande nu, og den proces tager tid. Men jeg tror på, at det kan lykkes, så længe vi i fællesskab arbejder for det«.