Kampen for magten i EU: Politikerne vil bestemme, men kriserne driver dagsordenen

Det kunne ligne politisk teater, da EU-kommissionsformanden Ursula von der Leyen midt i september gav sin årlige tale til Europa-Parlamentet. Ursula von der Leyen holdt skiftevis den timelange tale på fransk, engelsk og tysk, bag hende stod Europas blå flag med gule stjerner, og en vis del af talen bestod af ros til Kommissionen selv. Alligevel sad parlamentarikerne klar med spidse ører og åbne notesblokke.

»Ursula von der Leyen startede med at forklare, hvor godt det er gået i forhold til corona. Det kan man synes om, hvad man vil, men i virkeligheden er det ikke så interessant. Det, der til gengæld er interessant, er, at talen løfter sløret for, hvad vi kan forvente fra Kommissionen det næste år. Den har eneret på at foreslå nye lovforslag, så det er dét, jeg lytter efter i von der Leyens tale«, fortæller Niels Fuglsang, der som socialdemokratisk europaparlamentariker var en af de politikere, der sad i Strasbourg og fulgte talens gang.

Det samme gjorde journalister, forskere og lobbyister i Bruxelles, og efterfølgende publicerede alt fra tænketanke til aviser og statsministre deres take på talen. Kommissionens eneret til at fremsætte lovforslag betyder nemlig, at det som udgangspunkt er Kommissionen, der driver dagsordenen, og det er netop, fordi talen ses som en slags blueprint for, hvilke lovforslag der er på vej, at kommissionsformandens årlige tale i september og den efterfølgende livlige debat i Parlamentet tillægges så stor betydning af alle involverede parter.

Morten Helveg Petersen, europaparlamentsmedlem for Radikale Venstre, fulgte også talen tæt. Mens dele af talen som regel er dedikeret til den konkrete EU-lovgivning, så fylder spørgsmålene om, hvad EU skal være og kunne, og hvordan EU skal agere globalt, som regel også en del. Det var også tilfældet i år. Ursula von der Leyen dedikerede store dele af talen til at sætte fokus på emner som klima, migration, krisen i Afghanistan, bekæmpelsen af skattely og coronapandemien, og det glædede Morten Helveg Petersen.

»Det, der gennemsyrede talen - og det, som jeg godt kunne lide - det var hendes fokus på, at de her store problemer, vi står overfor, skal løses der, hvor de løses effektivt. Og det er altså i fællesskab, når vi snakker pandemier, når vi snakker klima, når vi snakker sikkerhed, når vi snakker migration, og når vi snakker de her store dagsordener«, siger Morten Helveg Petersen.

Globale problemer giver europæisk eksistensberettigelse

Det globale fyldte med andre ord mindst lige så meget som det fælles-europæiske eller nationale i talen. Morten Helveg Petersen er enig med Ursula von der Leyen i, at et stærkere EU med mere fokus på fællesskab vil stå stærkere i verden, og han peger på coronapandemien som et eksempel på det:

»Netop pandemien viser, at det er fælles, at vi kommer i mål. I starten af coronapandemien så vi en helt uskøn konkurrence om værnemidler mellem medlemslandene, men efter at vi begyndte at samarbejde, er vi kommet stærkt igen, og nu eksporterer vi de ting, vi hamstrede, til resten af verden. Det er et eksempel på, hvordan vi i fællesskab kan rykke mere, men det forudsætter jo, at alle landene vil det og en gang imellem tænker mere på det fælles end det nationale«.

Også socialdemokratiske Niels Fuglsang mener, at der på nogle punkter skal være mere samarbejde og dybere integration i EU. Han glædede sig over, at klimakrisen og kampen mod skattely fyldte så meget i kommissionsformandens tale:

»Jo mere globaliseret verden er, jo mere er der brug for globale løsninger, og nogle af de vigtigste dagsordener i vores samfund - klimaet, bekæmpelsen af skattely, reguleringen af multinationale selskaber og tech-giganterne - det er globale dagsordener, som ikke kan løses af ét land alene«, siger Niels Fuglsang.

»Apple har en markedsværdi, der er langt større end Danmarks BNP, og vi står for en forsvindende lille del af verdens drivhusgasudledning. Selvfølgelig har vi brug for at stå sammen og regulere for at løse de udfordringer«, siger Niels Fuglsang.

De store, globale problemer er dermed ikke bare en prøvelse for EU, de er også med til at styrke samarbejdets eksistensberettigelse. Det siger Rasmus Nørlem Sørensen fra organisationen DEO, Demokrati i Europa Oplysningsforbundet:

»Det giver noget pondus til EU, at det er der, der er et forum for at debattere de globale udfordringer. Det er i EU, man har kunnet slå ned på store emner, landene ikke kan løse selv - skattely er et godt eksempel«, siger han.

Det er imidlertid lige så meget af nød som af lyst, at det forholder sig sådan, mener han:

»Hvis der skal komme løsninger på de her globale emner, så bliver EU nødt til at levere dem, for der er ikke nogen andre, der vil lovgive på det niveau om eksempelvis klima og tech. Så EU er virkelig nødt til at levere«, siger Rasmus Nørlem Sørensen.

Niels Fuglsang er enig i, at løsningerne er nødt til at komme fra EU. Han mener, at EU har sovet i timen og peger på, at det allerede har haft negative konsekvenser for EU og Europa, når ikke der er fælles front udadtil. Og derfor er han glad for, at både EU-institutionerne og borgerne skal diskutere EU’s rolle på den globale scene den kommende tid - så er der nemlig en chance for, at EU kan komme ind i kampen:

»Det er et kæmpe problem ikke at have en fælles linje, når vi eksempelvis i gas-samarbejdet med Rusland og i forbindelse med Kinas opkøb af kritisk infrastruktur i vores medlemslande oplever, at vi bliver spillet ud mod hinanden, og at nogle af landene kan købes for en slik. Vi har ikke nogen fælles politik overfor de her magter, der i den grad handler samlet og strategisk overfor os. Det er vildt bekymrende, og virkelig noget, vi burde tage en diskussion om og få styr på«, siger Niels Fuglsang.

Konference vil afhjælpe smertensbarn

Kampen om dagsordenen og om kompetenceområder har præget det interne tovtrækkeri blandt EU-institutionerne i årtier. Men ét er spørgsmålet om, hvem der skal have lov til at fremsætte hvilke lovforslag. Der er en anden debat, der udspiller sig samtidig, og den handler ikke om den konkrete lovgivning i EU, men snarere om, hvad rammerne for lovgivningen - og EU - skal være.

Det er den debat, der fik Rasmus Nørlem Sørensen fra DEO til at følge Ursula von der Leyens tale med lige så stor interesse som parlamentarikerne. Han arbejder nemlig med at øge demokratiet i Europa, og for tiden er der en konference i gang, der handler om netop de spørgsmål.

Konferencen om Europas Fremtid er en serie af debatter og borgerdrevne idé-indsamlinger, der bliver afholdt fra maj 2021 og lidt over et år frem. Debatterne skal ledes af borgerne selv, for formålet med konferencen er at øge borgerinddragelsen i det europæiske samarbejde i en sådan grad, at det hverken er Kommissionen eller Europa-Parlamentet, der driver dagsordenen i Europa - det skal borgerne nemlig gøre.

»Det har altid været vanskeligt for EU at involvere borgerne, det har været en slags smertensbarn, men der er tre grunde til, at vi ser den her konference nu«, siger Rasmus Nørlem Sørensen fra DEO.

»Den første er Brexit, for briternes exit fra EU har gjort spørgsmål om, hvad EU skal være, hvor dybt vi skal integrere os med hinanden, og hvad vi overhovedet kan blive enige om, hyperaktuelle. Den anden er den franske præsident Emmanuel Macron, som har haft et ønske om at gøre den ideologiske debat spillevende i en tid, hvor ideologierne dør, og som har taget ønsket om at være i dialog med befolkningen med sig fra Paris til Bruxelles. Og den tredje er Ungarns premierminister Viktor Orban, som har gang i et opgør med demokratiet. Det opgør har rejst spørgsmål om, hvad de europæiske værdier er, hvad vi vil sammen, og hvordan EU skal forholde sig til enkeltlande, som ligesom nægter at tage del i de europæiske værdier, vi ellers troede vi allesammen var enige om«, siger Rasmus Nørlem Sørensen.