Mark Zuckerberg gik i gymnasiet, da loven for digitale tjenester blev vedtaget: Nu er en ny (endelig) på vej
De sidste 20 år er både sociale medier og onlinehandlen eksploderet. Reglerne, der skal regulere dem, er dog ikke fulgt med. Det vil EU-institutionerne ændre på, og våbnet er et nyt regelsæt, der skal være en grundlov for den digitale verden i Europa.
E-handelsdirektivet. Det lyder lige så forældet, som det er. Det er den lovgivning, der i 20 år har fastlagt de grundlæggende spilleregler for digitale tjenester i EU, og som navnet afslører, har lovgivningen et par år på bagen. Mens de digitale platformes udbredelse de seneste årtier er eksploderet, har lovgivningen på området stået mere eller mindre stille.
Da direktivet blev vedtaget, udgjorde onlinehandel en brøkdel af, hvad den gør i dag, og Mark Zuckerberg gik i gymnasiet. Hverken Facebook eller de fleste andre sociale medier, som millioner nu scroller igennem dagligt, fandets dengang.
I dag ser verden anderledes ud. Europæiske borgere kan købe varer med hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende stoffer online. Der er ikke gennemsigtighed med annoncer, algoritmer og datahøst. Tech-firmaerne bag de sociale medier er langsomme til at fjerne ulovligt indhold som hævnporno og terror-relateret materiale, og internettet flyder over med kopivarer og konspirationsteorier, propaganda og hadsk tale.
Der er ikke noget at sige til, at et direktiv, der blev vedtaget, før mange digitale tjenester overhovedet blev opfundet, har svært ved at regulere dem. For at råde bod på det vil EU nu have en ny, digital grundlov, der skal omskrive reglerne for det digitale marked og formulere et nyt regelsæt for alt fra sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram til online-handelsplatforme som Amazon og Wish.
Og regelsættet, der består af to lovgivningspakker – Digital Services Act (DSA) og Digital Markets Act (DMA) – skal turde lægge sig ud med de tech-giganter, der ikke har været i stand til eller interesseret i at regulere sig selv, mener flere danske europaparlamentarikere:
»Vi skal turde lægge arm med tech-giganterne, for vi må ikke spilde den her chance for at få nogle bedre, strammere og mere demokratiske regler for de her platforme«, siger Christel Schaldemose, som udover at være socialdemokratisk parlamentsmedlem er udvalgt af Parlamentet til chefforhandler på den nye DSA-lov.
Mens DSA-loven er rettet mod digitale tjenester, så skal DMA-loven regulere digitale markeder ved at se på konkurrenceforholdene mellem de store tech-giganter og mindre spillere på markedet. Christel Schaldemose har store forhåbninger til forhandlingerne med Ministerrådet – hvor EU-landenes regeringer er repræsenteret – som forventes at munde ud i en aftale i løbet af første halvdel af 2022. Men hun er også nervøs, for der er meget på spil:
»Hvis vi ikke får nogen ordentlige regler nu, så misser vi chancen, måske i en årrække«, siger Christel Schaldemose.
Det europæiske digitaliseringsindeks viser, hvordan den digitale udvikling spreder sig i Europa.
Der er mange forskellige parametre – blandt andet, hvor mange individer mellem 16 og 74 år, der køber ting (både fysiske produkter og digitalt indhold) online. Tallene er fra 2019.
Kilde: www.digital-agenda-data.eu.
Samme regler online og offline
Der er ikke noget at sige til, at DSA- og DMA-lovforslagene er komplekse lovpakker, for det område, de skal regulere, er vidtrækkende. Et af hovedpunkterne er, at lovpakkerne skal gøre udbyderne af digitale tjenester mere ansvarlige for det problematiske indhold, der spredes via deres platforme, fra kopivarer til konspirationsteorier.
Virksomhederne bag sociale medier skal eksempelvis kunne garantere, at de hurtigt vil fjerne ulovligt indhold, der spredes via deres platforme, uanset om der er tale om hævnporno eller hadtale. Og platforme som Amazon og Wish, der fungerer som netbutikker, skal kunne stå til ansvar for, at de varer, der sælges, lever op til samme regler, som hvis kunderne købte dem i en fysisk butik på gågaden.
For Morten Løkkegaard, europaparlamentariker for Venstre, er det en afgørende del af den nye lovgivning:
»Spørgsmålet om ulovlige produkter er en kamp, vi fører relativt aggressivt, for det er et stort problem. Når borgerne køber noget på nettet, sidder de med en forventning til, at det er i orden, fordi der er regler for produkterne i EU, men det er ikke altid, at varer fra tredjelande lever op til de regler«.
Han peger på blandt andet legetøj fra lande som Kina, som kan købes via platforme som Amazon og Wish, som et problem:
»Der er tale om alle mulige produktgrupper, men børnelegetøj er eksempelvis et kæmpestort marked, som kinesiske virksomheder har fået godt fat på. De er ikke kendt for deres sikkerhed, og legetøjet indeholder alle mulige stoffer, vi ikke normalt ville bruge i produkter til børn. Det er et klassisk eksempel på, hvad der sker, når virksomhederne kan slippe af sted med ikke at leve op til reglerne«, siger han.
For Christel Schaldemose står forbrugerrettigheder og produktsikkerhed også meget højt på listen, når Europa-Parlamentet skal forhandle med Ministerrådet om, hvilke dele af lovforslaget der skal vedtages og blive til lov:
»I EU har vi utrolig høje standarder for produktsikkerhed, og vi må ikke gå på kompromis med forbrugernes rettigheder. De online markedspladser skal selvfølgelig efterleve de samme regler som butikker i den fysiske verden«.
Skal helt ned i algoritmerne
Et andet hovedpunkt i den nye lovgivning for digitale tjenester er kravet om mere gennemsigtighed. Det skal både gøre konkurrencen mellem virksomheder mere fair og gavne forbrugerrettighederne i Europa. Det skal blandt andet ske gennem øget kontrol og gennemsigtighed.
Siden e-handelsdirektivet blev vedtaget, er der kommet nogle kæmpestore, meget magtfulde virksomheder – Big Tech, som de kaldes. De høster ikke bare enorme mængder data om deres brugere. De benytter sig også af algoritmer og målrettede reklamer, som myndighederne hverken har kontrol med eller adgang til. Virksomhederne skal fremover gøre det muligt for de kontrollerende myndigheder at se og undersøge, hvordan deres annoncesystemer virker.
Med de nye regler vil virksomhederne blive tvunget til i al fald delvis at offentliggøre, hvordan deres algoritmer virker. Det kan eksempelvis have betydning for, hvilke produkter – eksempelvis et hotelværelse – der rangeres højest, når man søger på produktet på eksempelvis hotels.com, eller hvem og hvad man ser på Facebook, fortæller Karen Melchior, som er radikalt medlem af Europa-Parlamentet.
»Lige nu ser du de ting på Facebook, som Facebook gerne vil have, at du skal se, uanset om der er tale om en vare eller en ven. Hvis Facebook vurderer, at nogle af dine venners posteringer ikke er med til at fastholde dig på platformen, så viser algoritmerne dem ikke. Med de nye regler vil vi sikre, at borgerne selv har indflydelse på kurateringen af indholdet, og også over den data, Facebook indsamler om dig«, siger hun.
Tech-virksomhederne har kæmpet imod kravet om offentliggørelse af deres algoritmer og annoncesystemer, fordi de mener, det er forretningshemmeligheder. Men Europa-Parlamentet insisterer på, at der skal åbnes nok op for deres forretningsmodel, til at i det mindste myndighederne kan følge med i, hvad der sker og hvordan virksomhederne opererer:
»Vi skal sikre, at offentlige instanser har adgang til den data om borgerne, som bliver indsamlet på sociale medier, så vi kan føre kontrol med tech-virksomhederne på samme måde, som medicinalagenturer fører kontrol med medicinalvirksomheder«, siger Karen Melchior og fortsætter:
»Det får vi kun, hvis vi lovgiver på området. Det vil skabe åbenhed om, hvad det er, der foregår«.
Den øgede åbenhed, gennemsigtighed og kontrol skal ikke bare gavne borgerne, men også de store virksomheders mindre konkurrenter. Eksempelvis skal gatekeeper-platforme som Amazon, der både er en online markedsplads og selv sælger produkter, dele noget af sin data med myndighederne og konkurrenterne. I dag kan Amazon indsamle information om et givent marked via de produkter, andre virksomheder sælger via platformen. Den data kan Amazon så bruge til at designe et produkt, der matcher efterspørgslen, og så kan Amazon pushe det produkt til forbrugerne i stedet for konkurrentens.
I 2020 viste en undersøgelse fra Eurostat, at 57 % af de europæiske borgere (mellem 16 og 74 år) havde brugt sociale medier. Danmark lå helt i top.
Tallene var højere end i 2019 og markant højere end i 2011, hvor Eurostat begyndte at følge EU-borgernes brug af sociale medier. Dengang var tallet 36 %.
Kilde: Eurostat.
Som Karen Melchior støtter Morten Løkkegaard også op om at øge gennemsigtigheden for at følge med i, hvordan tech-firmaerne udnytter algoritmerne:
»Vi vil ind og kigge i kernen, ind og kigge i algoritmerne og forretningsmodellerne hos dem, der styrer hele biksen. Vi er nødt til at kunne kigge dem over skuldrene, hvis vores borgere skal kunne kigge med«, siger Morten Løkkegaard.
Han mener, det er på tide, at EU-institutionerne får en langt bedre forståelse af, hvordan tech-giganterne egentlig opererer. Og så skal der lovgives, for virksomhederne har ikke været i stand til at regulere sig selv i tilstrækkelig grad:
»Vi har været alt for naive, og vi har ikke haft indsigt nok i selve teknologien, hvordan forretningsmodellerne fungerer, og hvordan de her virksomheder egentlig tjener deres penge. Vi skal være meget mere teknologi-nørdede fremover«, siger han.
Gatekeepers skal reguleres hårdere
En del af den kritik, DSA- og DMA-lovforslagene er blevet mødt af indtil videre, er, at de øgede krav til regulering, kontrol og gennemsigtighed vil gøre det endnu sværere for mindre virksomheder at komme ind på markedet. Dertil kommer de markant større bøder, virksomheder, der ikke overholder de nye love, vil blive mødt med.
Derfor har både Kommissionen og Parlamentet foreslået, at der skal forskelsbehandles. De store virksomheder – de såkaldte gatekeepers, som er så store, at de kontrollerer en stor del af markedet – vil blive mødt med strengere krav og større bøder end små og mellemstore virksomheder, fortæller Karen Melchior.
»Vi skal stille større krav til rapportering, dialog med myndighederne og åbenhed fra de store platforme, end vi skal til de små. Og vi skal fortælle de store platforme, at de ikke har lov til at gøre, som de gør i dag, for de ødelægger konkurrenternes mulighed for at agere«, siger Karen Melchior.
I sit arbejde som Parlamentets chefforhandler for Digital Services Act har Christel Schaldemose mødtes med både de store tech-virksomheder og små startups og lyttet til de bekymringer, begge typer virksomheder har.
»Vi skal have et system, der virker, og hvor vi ikke skaber barrierer for små virksomheder i vores forsøg på at lægge arm med de store. De store har monopol på datahøst, og den bruger de til at gøre deres forretning større. Det hjælper ikke rigtig andre, så vi skal regulere og finde en mere fair balance«, siger Christel Schaldemose.
Hun medgiver, at det på kort sigt kan give udfordringer for mindre virksomheder, men på lang sigt vil det være det værd, mener hun:
»For en stund vil det måske gøre det sværere for nogle af de mindre virksomheder, men på den lange bane vil det føre til mere sund konkurrence. Grundlæggende er tiden inde til at begrænse platformenes størrelse, deres høst af data og deres forretningsmodel, for ellers får vi problemer. Hvis ikke vi sætter en grænse, så bliver de grænseløse i deres forretningsmodel, og så bliver det endnu sværere at beskytte borgerne og forbrugerne«.
Morten Løkkegaard køber heller ikke visse dele af erhvervslivets påstand om, at det vil hæmme konkurrencedygtigheden i Europa at indføre de nye krav.
»Der er nogle, der kæmper for, at de her platforme ikke skal pålægges for meget regulering, men det er krav, man stiller i enhver anden sammenhæng, så for mig giver det fuldstændig mening, at de også skal indføres her. Og for mig er der ingen modsætning mellem at være liberal og at regulere markedet. For at have et velfungerende marked er man nødt til at lovgive«, siger han.
Balancegang: Krav om at fjerne ulovligt indhold kan skade ytringsfriheden
Mens tech-virksomhederne har lobbyet mod dele af lovgivningen, så er der også kommet kritik fra andre sider. Når sociale medier skal fjerne ulovligt indhold hurtigere, så kan det nemlig komme til at føre til mindre demokrati og gennemsigtighed online.
Kritikken er både kommet fra parlamentarikere og fra menneskerettighedsorganisationer, fortæller Tobias Liebetrau, som forsker i cybersikkerhed, digitalisering og teknologiudvikling ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
»Menneskeretseksperter ser nogle problematikker, mens andre fokuserer mere på, hvilke virksomhedstyper og ydelser der bliver underlagt regulering«, siger Tobias Liebetrau.
Det er også en bekymring, Karen Melchior har haft i forbindelse med arbejdet med lovgivningen.
»Jeg er lidt bekymret for, at man kan fristes til en nem løsning, hvor man stiller krav til at tage indhold ned uden at kigge på de skadelige, negative effekter, det krav kan have. For platformene kan hurtigt ende med at tage for meget ned, fordi de frygter bøder, og det vil have stor negativ indflydelse på demokratiet«, siger hun.
Hun peger eksempelvis på feminister og bodypositivitets-forkæmpere, hvis billeder med nøgenhed er blevet taget ned, selvom de ikke er mere nøgne end modellerne i mange reklamer – deres nøgenhed vurderes bare som stødende af platformene. Et andet eksempel er amerikanske pressefotografers billeder fra stormen på kongresbygningen Capitol Hill i kølvandet på det amerikanske præsidentvalg. Fotojournalisternes pressebilleder blev fjernet, fordi de sociale medier mente, de opfordrede til vold og terror.
»Det viser, hvor grovkornet sådan en elektronisk nedtagning af indhold er, og det viser, hvordan det vil være problematisk, hvis vi bare beder dem tage mere og mere ned uden at sikre, at de ikke fjerner det forkerte«, siger Karen Melchior.
Både Christel Schaldemose og Morten Løkkegaard er også opmærksomme på problematikken.
»Det er svært at finde balancen mellem at regulere, så det får effekt, men uden, at det begrænser ytringsfriheden«, siger Christel Schaldemose.
Morten Løkkegaard forventer også, at det bliver en af de mest komplekse dele af forhandlingerne:
»Det er afsindigt svært at finde ud af, hvor man skal lægge snittet henne, og at afgøre, hvem der skal være overdommer. Balancen mellem at begrænse disinformation og at sikre ytringsfriheden er meget svær at finde med konkret lovgivning. Lige meget, hvad vi gør, vil vi blive kritiseret«, siger han.
Tech-virksomhederne er hurtigere end lovgiverne
En af de største udfordringer ved at lave lovgivning, der skal regulere den digitale og teknologiske verden, er, at den er kendt for at bevæge sig hurtigt. Det tager imidlertid tid at lovgive for 445 millioner EU-borgere, især når lovene er så komplekse og vidtrækkende som de to nye lovpakker, Digital Services Act (DSA) og Digital Markets Act (DMA).
»Det er helt generelt en kæmpe udfordring på tech-området at lave lovgivning, der ikke bliver uddateret for hurtigt, for udviklingen går stærkt, og det er ikke staten eller EU, der er i førersædet«, siger Tobias Liebetrau fra DIIS.
Han fortæller, at et af grebene, man kan ty til, er tech-neutral lovgivning. Det vil sige, at lovgivningen ikke skal gælde for en specifik form for teknologi, men snarere gå på effekterne og brugen af skiftende teknologi.
Morten Løkkegaard er enig i, at det er svært at lovgive på et område, hvor fremtiden altid kun er et par opfindelser væk, men han ser ikke noget alternativ til at forsøge at gøre det alligevel.
»Som lovgivere er vi altid bag teknologien, for den digitale udvikling har været så hurtig, at stort set al lovgivning, vi er kommet med, har været for lidt og for sent. Det oplever vi hele tiden. Men er det et argument for ikke at lovgive? Selvfølgelig er det ikke det«, siger han.
Han er imidlertid fortrøstningsfuld, når det kommer til effekten af den nye lovgivning, for parlamentarikerne er både blevet mere nørdede og mindre naive:
»Vi har efterhånden gjort os så mange erfaringer med de her platforme og den teknologi og forretningsmodel, de benytter, at vi begynder at nærme os en tanke om, hvad det er, der skal reguleres«, siger EU-parlamentarikeren.
Europæisk lov med globale ambitioner
For Christel Schaldemose har arbejdet med Digital Services Act fyldt de fleste af hendes arbejdstimer det seneste år. Hendes arbejde gik for alvor i gang, da Kommissionen, som har eneret på at fremsætte lovforslag, sendte lovforslaget til Parlamentet i december 2020. Derefter behandlede Parlamentet lovforslaget i de relevante udvalg og kom med forslag til ændringer.
Når de relevante udvalg og det samlede Parlament har taget stilling til de samlede ændringsforslag, skal Parlamentet forhandle om lovene med Ministerrådet, hvor medlemslandenes regeringer sidder. De forhandlinger forventes at munde ud i vedtagelsen af en lov i løbet af 2022.
Tech-giganterne har fulgt med i forhandlingerne og forsøgt at påvirke dem. Ifølge en undersøgelse baseret på tal fra EU Transparency Register bruger Big Tech-virksomhederne nu 97 millioner euro årligt på at praktisere lobbyisme i EU, hvilket er mere end nogen anden sektor. Det viser, hvor meget der er på spil for virksomhederne, og hvor stort et marked Europa er for dem.
»Facebook kan dybest set godt leve uden Danmark, men ikke uden de 445 millioner mennesker, der er i EU. Det er derfor, vi er nødt til at gå gennem EU, når vi skal lovgive på det her område«, siger Christel Schaldemose.
Hun håber, at hendes og resten af Parlamentets arbejde vil resultere i et stykke lovgivning, der kan inspirere resten af verden til at følge trop og regulere tech-virksomhederne bedre, strammere og hårdere.
»Først og fremmest handler det om, at DSA’en skal have en virkning for borgere og virksomheder i Europa, men jeg håber, at den kan smitte af i resten af verden og levere en lovgivningsramme, resten af verden kan måle sig op imod«, siger Christel Schaldemose og tilføjer:
»Det er også derfor, det er så spændende. Hvis vi kommer i mål, så vil det virkelig være lovgivning, der for alvor gør en forskel for demokratiet, forbrugerne og borgerne på verdensplan«.
Det er ikke urealistisk, at det vil komme til at ske, mener Tobias Liebetrau fra DIIS:
»Der er ikke nogen tvivl om, at lovgivningen har stort potentiale til at påvirke, hvordan man ser på reguleringen af tech-giganterne uden for EU’s grænser. Som man kan se med GDPR-lovgivningen, så bliver EU-lovgivning brugt som lovskabelon i lande uden for EU.
EU er standardsætter, når det kommer til regulering på tech-området«, siger Tobias Liebetrau.
I hvor høj grad det kommer til at ske, afhænger dog af, hvor ambitiøs en lov forhandlingerne ender ud i:
»Det er et hamrende vigtigt stykke lovgivning, hvilket man både kan se på, hvordan tech-giganterne forsøger at påvirke forhandlingerne, og hvor meget EU-institutionerne selv har investeret i og promoveret lovgivningen«, siger Tobias Liebetrau.
»Det er en slags svendeprøve for EU-institutionerne. Der er meget prestige forbundet med den her lovgivning, og derfor vil det også føre til et stort prestigetab, hvis ikke man når i mål, og man skal lave en eller anden udvandet version i stedet«.
Digital Services Act / Digital Markets Act:
Digital Markets Act (DMA) – på dansk 'loven om digitale tjenester' – skal regulere digitale tjenester, der forbinder forbrugere med varer, tjenester eller indhold. Eksempler er Facebook, Amazon og Google. Det skal være muligt at fjerne ulovligt indhold hurtigt, samtidig med at brugernes sikkerhed og rettigheder bliver beskyttet bedre.
Digital Markets Act (DMA) – på dansk 'loven om digitale markeder' – skal regulere digitale 'dørvogtere' ('gatekeepers'). Der skal være særlige regler for virksomheder, der dominerer et bestemt område af det digitale marked, så de ikke udkonkurrerer mindre konkurrenter med unfair midler. Målet er at øge konkurrencen på det digitale indre marked for at sikre forbrugernes interesser.
DSA og DMA blev fremlagt af den danske kommissær Margrethe Vestager i december 2020. Europa-Parlamentets chefforhandler på DSA er Christel Schaldemose, som har til opgave at forhandle lovens endelige udformning på plads med sine kolleger i Europa-Parlamentet og derefter med Ministerrådet.
»Vi har været alt for naive«: Politikere gør klar til opgør med Zuckerberg