Mere natur skaber trivsel blandt Coloplasts medarbejdere
Alt for mange græsarealer – især foran virksomhedsdomicilerne – trimmes i et ubevidst væk.
Men giver man naturen mere plads og bedre betingelser, skyder farver og liv frem, og en mere naturlig vildskab spirer og medarbejdertrivslen forstærkes.
Line Verner og Tommy Lessel graver nænsomt rundt i jorden. De første spæde skud pibler langsomt frem hen over den sorte jordskorpe. De sidste måneder har overfladen set ganske død ud fra menneskehøjde, men under jorden har rødder suget næringsstoffer til sig og nu – på årets første, officielle forårsdag – søger små, sælsomme blade nærigt solens stråler.
Vintermulden brydes af de første, spæde skud. Forårsbebuderne har meldt sin ankomst.
»Det er superhyggeligt at gå herude og have hænderne i jorden igen«, fortæller Line Verner. Hun er kok og køkkenchef hos Coloplast i Humlebæk, mens Tommy Lessel er driftschef for virksomhedens tre danske kantiner. For de to ‘hvide jakker’ er det fremragende nyt, at vinteren nu er passé.
»Lige nu ser det selvfølgelig noget goldt ud, men sidste år skød det op med grøntsager, urter og vilde, spiselige blomster herude. Vi glæder os meget til, det sker på ny«, supplerer Coloplasts kantinedriftschef, Tommy Lessel, mens de to kaster et blik udover vinterkøkkenhaven og de mange højbede, hvor enkelte urter har klaret sig vinteren over.
Den bugnende køkkenhave blomstrede først sidste år. Årene forinden var der bare græs. Masser af det og altid trimmet. Coloplast-domicilets udendørsarealer var ordnede og ordentlige. Den lille dam, der var lavet lige udenfor kontorerne, fik hyppigt udskiftet vand, så vandspejlet var intakt. Det synede af ordentlighed og renhed.
Men sidste år blev mere end 15.000 kvadratmeter gjort vildere. Der blev gjort plads til blomsterenge med hjemmehørende arter og værtsplanter, frugtlunde og bistader, og tæt på kantinen blev der nænsomt anlagt køkkenhave og højbede. Grøntsagerne blev høstet og brugt i køkkenet. Spiselige blomster blev plukket og pyntede på maden. Urterne ligeså. Det trimmede gav plads til det vilde; det sterile til det naturlige.
Nu er det virkelig skønt herude
Coloplast, der udvikler og producerer intime sygeplejeprodukter, er blandt Danmarks allerstørste virksomheder. I 30 år har virksomheden holdt til i det arkitekttegnede kontorlandskab i Humlebæk, hvor datidens arkitektoniske toner naturligt præger udtrykket; støbte, lysegrå betonelementer, stål, glas og flade tage. Og så den trimmede, bølgende græsplæne, som strækker sig helt ud til Helsingør-motorvej, der løber vest for bygningerne.
Bilerne suser forbi bag skråningen, mens vi går en tur gennem de grønne arealer med Maria Viskum, der er senior media and e-commerce manager hos Coloplast. Vi går på den 1,5 kilometer lange walk and talk-sti, der løber rundt om domicilet, og som smyger sig gennem den spæde frugtlund, forbi blomsterengene og ned forbi søen, hvor bierne hører til i deres bistader.
»Det giver sådan et godt afbræk at komme herud og få noget frisk luft til hovedet – også selvom årstiden endnu ikke har begunstiget os med farverige blomster, grønne træer og buske med bær. Men bare det at komme ud og gå – enten med kolleger eller alene – er rart«.
Vi bliver passeret af et andet sæt medarbejdere, der på engelsk snakker om arbejdet.
»Coloplast er jo en stor og global virksomhed, så man bruger naturligt meget tid i mødelokaler eller foran skærmen med tal og performance. Nogle gange er det i virkeligheden afbrækket, der skal til for at komme videre i sit arbejde. Det er virkelig skønt at komme herud, få clearet tankerne og måske opdage nogle nye perspektiver på mit arbejde samtidig«, forklarer Maria Viskum.
En sommer med bier og fuglekvidder
Projektet handler ikke kun om at bringe mere natur i spil. Det er også rodfæstet i ønsket om at skabe mere trivsel blandt de 1.100 medarbejdere. Og det er indtil videre lykkedes til fulde, forklarer Maria Viskum.
»Det har virkelig været fantastisk, og jeg synes, Coloplast har været gode til at have fokus på trivslen i disse post-corona-tider. Man bruger jo mange timer på sit arbejde, så selvfølgelig skal det også helst være et sted, man trives. Den trivsel forøger de her ture – især om sommeren, når de vilde blomsterenge farver skråningerne og det summer med bier, fuglekvidder og en masse liv, som vi slet ikke oplevede før«.
Derudover nævner Maria Viskum også, at der er spiret et stærkere værdifællesskab med hendes arbejdsplads. Der er nogle konkrete, grønne værdier, som medarbejderne kan spejle sig.
Selvfølgelig redder vi ikke planeten. Men projektet skaber trivsel
Den ekstra arbejdsglæde har også forplantet sig på Jesper Kalenbergs kontor. Han er Senior Vice President og styrer blandt andet indkøb og ejendomme i milliardvirksomheden. Derfor er han også en af de ansvarlige for at opdyrke de nye, grønne tiltag på Coloplast-grunden. Når han skal forklare tiltaget oprindelse, er det ligeledes forankret i medarbejdertrivsel og synlig bæredygtighed.
»Vi arbejder anderledes i dag efter perioden med corona. Den tid gav os selvfølgelig nogle udfordringer. Der blev pludseligt åbnet mere op for hjemmearbejde og online-aktiviteter. Og det er kun godt,« understreger Jesper Kalenberg.
»Men det skaber også en afsondrethed. Vi ville gerne bevare og forstærke den sammenhængskraft, vi har i virksomheden. Så hvordan styrker vi trivslen på arbejdspladsen, så vi bevarer et stærkt fællesskab?«
Den nye arbejdsmæssige virkelighed, der især var forceret af pandemiens restriktioner, måtte nytænkes. Der kom nye trivselsinitiativer både inde og ude, forklarer Jesper Kalenberg.
»Vi havde et klart ønske om, at vi brugte udearealerne mere. Lidt firkantet sagt var forholdene tidligere meget ordnede. Måske kunne vi skabe nogle rammer, der var mere aktive og mere liv i.«
Coloplast rakte i efteråret 2021 ud til ‘naboerne’ i FÆLLESHAVEN, der holder til et par kilometer herfra. Hurtigt slog de to virksomheder de grønne pjalter sammen og skabte et projekt, der kommer både medarbejdere og naturen til gode.
Allerede i foråret 2022 omdannede FÆLLESHAVEN store dele af den ordnede græsplæne til blomstereng med herboende blomster, værtsplanter og de første bistader, og senere kom træer og buske til. Parallelt blev der nænsomt anlagt køkkenhave med et væld af lokale og spændende grøntsager til kantinen, samt tilhørende kompoststationer for at demonstrere naturens egen cirkularitet.
»Vi bilder os ikke ind, vi redder planeten med det her initiativ. Men vi skaber et mere vildt område, som er til glæde for medarbejderne og naturen. Og så er det sjovt at se noget vokse op herude. Jeg kan godt lide, vi holder os til det lokale og herboende, og over tid får skabt lommer af vildere natur,« fortæller Jesper Kalenberg, der også beretter, at der er kvartalsmøder med FÆLLESHAVEN, så man sikrer en kontinuerlig udvikling i projektet.
»Det her er et langsigtet projekt. Det er ikke bare et enkelt, grønt nedslag i en årsrapport. Vi er virkelig interesseret i, at det her projekt bliver en hel naturlig del af vores fremtidige hverdag i Coloplast.«
Det bæredygtige tankegods har længe farvet direktørgangene hos Coloplast, men når det handler om at omlægge sin virksomhed i en mere grøn retning, er det sjældent synligheden, der titter frem.
»Vi er jo glade for at læse om CO2-besparende initiativer og grøn strøm i årsrapporterne, men som medarbejdere har vi også brug for at se og opleve de grønne tiltag. Haven er blevet et synligt, grønt åndehul – og jeg oplever, at medarbejderne og vores omgivelser er glade for det, vi har gjort,« siger Coloplasts Senior Vice President, Jesper Kalenberg.
Faktisk har det vist sig, at andre virksomheder også har fået øjnene op for de positive effekter af projektet, som Coloplast og FÆLLESHAVEN søsatte i fællesskab. I hvert fald fortæller Jesper Kalenberg, at han har hørt om flere virksomheder, som også er ved at omdanne sine trimmede græsarealer og bringe naturen mere i spil.
»Det var dejligt at kunne arbejde med alle disse råvarer sidste år. Det smager bare mere friskt, når gulerødderne lige er revet op af jorden. Eller squashen – som vi havde uendeligt mange af sidste år – lige er høstet,«
fortæller Line Verner.
Vi håber, det bliver større og vildere
I den store, lyse kantine er de første medarbejdere efterhånden begyndt at indfinde sig. Af naturlige grunde er der ikke noget lokalt fra køkkenhaven på menuen i dag. Men det kommer snart igen, for der går ikke mange måneder, før køkkenholdet med blandt andre Line Verner og Tommy Lessel iblandt, snart kan høste grøntsager og urter lige udenfor døren.
Der er også kommet mere – eller i hvert fald ny – interaktion mellem medarbejderne på kontorerne og dem i køkkenet. For mange flere kommer og spørger ‘de hvide jakker’, om »der snart er nyt ude fra køkkenhaven«.
»Det er rigtig fedt. Man kan mærke, at der er kommet mere fokus på maden, og mange medarbejdere vil gerne vide, når og hvad vi har brugt ude fra køkkenhaven. Vi er jo ikke selvforsynende – måske lige bortset fra squash og urter,« fortæller Tommy Lessel.
»Men det er bare rigtig fedt at have de her muligheder, og det giver også os mere kreativitet. Så vi er virkelig glade for samarbejdet med FÆLLESHAVEN, for det har gjort haven herude vildere, rigere og mere spændende. Vi håber egentlig bare, det bliver endnu større og mere vildt de næste mange år«.

FÆLLESHAVEN bringer naturen tættere på danske virksomheder og deres medarbejdere.
Vi udvikler engagerende udearealer for mere liv og mere trivsel – områder med plads og rum til mere natur samt områder med nænsomt dyrkede køkkenhaver og grønne smagsoplevelser.