0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Fra klimaangst til klimagejst: »Der er langt flere muligheder end faldgruber i den grønne omstilling«

Som strategisk virksomhedsaktivist hos energikoncernen SEF er Daniella Schmidt med til at omlægge det meste af matriklen til viltre, grønne områder.

Det gavner biodiversiteten, men vækker også modstand, for der er store følelser på spil.



Daniella Schmidt havde arbejdet et par måneder som bæredygtighedsaktivist i energikoncernen SEF på Sydfyn, da en af hendes nye kollegaer stoppede hende. Energikoncernen havde hyret Daniella Schmidt til at arbejde med FN’s Verdensmål, og hun havde lige præsenteret planen for indsatsen på et stort arrangement.

Indsatsen fokuserede blandt andet på at bekæmpe klimaændringerne og beskytte miljøet, som er blandt hovedsøjlerne i FN’s Verdensmål. Derfor fortalte Daniella Schmidts kollega hende nu, at gartneren på matriklen gik og sprøjtede med Roundup et skarpt ukrudtsmiddel, der er beviseligt skadeligt for miljø, biodiversitet og menneskers sundhed.

»Jeg gik med det samme ud og fandt gartneren, som gik rundt i korte bukser og sprøjtede på arealerne rundt om bygningen, og bad personen om at holde pause«, fortæller Daniella Schmidt.

Dernæst bankede hun på døren hos SEFs CEO og tekniske direktør. Inden dagen var omme, havde de aftalt, at virksomheden ikke længere ville bruge roundup.

»Selvfølgelig redder det ikke verden, at én virksomhed holder op med at bruge Roundup, men for mig betød det enormt meget,« fortæller Daniella Schmidt.

»Det er et eksempel på, hvordan vi kan gøre en forskel for klimaet og miljøet gennem de små valg, vi hver især træffer hele tiden i vores hverdag og på vores arbejde«.

Fra græsplæne til vildt naturareal

Beslutningen om at skrotte Roundup-anvendelsen dokumenterede ikke bare, at der var velvilje og handlekraft i virksomheden – noget, Daniella Schmidt havde været nysgerrig på, inden hun takkede ja til jobbet hos en energikoncern.

Det var også det første skridt i den forskønning eller forgrønning af virksomhedens arealer, som Daniella Schmidt siden da har stået i spidsen for. Siden hun startede som strategisk virksomhedsaktivist er den sydfynske energikoncerns matrikel blevet forvandlet. Da hun først besøgte virksomheden var bygningerne omringet af det, Daniella Schmidt kalder “golfblane-lignende græsplæner holdt med robot-plæneklipper”.

Siden da er en hektar af virksomhedens arealer blevet omdannet til et viltert område med planter, træer og blomster, der skal styrke biodiversiteten. I den bæredygtighedspolitik, der blev vedtaget i starten af året, forpligtede virksomheden sig til at omdanne 90 procent af matriklen til grønne områder. Parkeringspladsen skal beriges med et højbed med akkurat samme størrelse som en enkelt parkeringsbås, så virksomheden kan være selvforsynende med blomster, og der er nu ved at blive anlagt skovområder, en vild eng, en dam med padder, frugttræer og en sommerfuglehave omkring bygningerne det meste i samarbejde med Fælleshaven.

Målet er ikke bare at styrke biodiversiteten, selvom energikoncernen måler udviklingen, først i samarbejde med biologi-studerende fra SDU og nu Fælleshaven. Det er heller ikke bare at øge de ansattes trivsel ved at give dem et mere inspirerende naturområde at holde pauser eller møder i, eller at give lokale et nyt område at gå ture i. Omlægningen af området skal være en slags pionerarbejde, der kan være med til at vise vej mod grønnere, mere ansvarlige virksomheder:

»Vi forventer, at vi sammen med Fælleshaven kan skabe et slagkraftigt eksempel, som kan inspirere andre både borgere og virksomheder til at søsætte deres egne projekter. Vi lægger meget vægt på, at det her ikke bare handler om at anlægge et vildt naturområde. Vi gør også meget ud af at koble et større socialt oplysende arbejde på, sådan at vi kan inspirere og animere folk til handling, for alle kan omlægge et grønt område uanset om det er en altankasse, en have eller en virksomhedsmatrikel«, fortæller Daniella Schmidt.

Skal inspirere folk til handling

Daniella Schmidt har arbejdet med bæredygtighed hele sin karriere, og emnet har optaget hende, siden hun som barn i 1980erne begyndte at bekymre sig for hullerne i ozonlaget. For hende er det imidlertid afgørende, at folk ikke skræmmes, men inspireres til at handle.

»Det er enormt opbyggende, hvis vi kan være med til at vise folk, hvor enkelt det kan være at gøre noget godt for planeten. I stedet for at tale dommedagssnak eller præsentere dem for utilnærmelige, akademiske analyser, så kan vi bogstaveligt talt putte en spade i jorden, plante nogle træer, og dermed være med til at vise vejen frem«, fortæller Daniella Schmidt.

I stedet for at appellere til folks klimaangst og bruge den til at få folk til at handle, så bør vi tale om klimagejst og relationen mellem mennesker og natur, mener hun:

»Der er behov for, at tingene går hurtigere, når det kommer til klima- og biodiversitetskriserne, det er der ingen tvivl om. Men der er også brug for, at vi fokuserer på fortællingen om, at det her kan blive vor tids renæssance. Der er langt flere muligheder end faldgruber i omstillingen til en mere grøn og ansvarlig bioøkonomi, og det vil vi gerne have, at andre virksomhederne får øjnene op for«, siger virksomhedsaktivisten.

Derfor arbejder SEF også med at hjælpe de virksomheder, energikoncernen samarbejder med, med at blive mere grønne. De har eksempelvis hjulpet en lokal vognmand, der tager sig af energikoncernens affaldssortering, med at omlægge sin forretningsmodel, så han kan dokumentere genanvendelsesgraden og dermed henvende sig til kunder på en helt ny måde.

»Vi hepper på partnerskaber, hvor vi som virksomheder kan være med til at udvikle og inspirere hinanden. Vi håber, det kan sprede sig som ringe i vandet«, fortæller hun.

Derfor har de også etableret et internt advisory board, hvor alle virksomhedens aktivister, direktørgruppen, CEO’en og Daniella Schmidt som strategisk virksosmhedaktivist etablerer et holistik billede af organisationen, tidsånden og de indsatser, de som virksomhed vil agere på alene og i partnerskab med andre ligesindede.

Modstand mod vilter æstetik

Daniella Schmidt er generelt blevet mødt med mere omstillingsparathed og velvilje end modstand, siden hun startede som bæredygtighedsaktivist hos SEF. Hun valgte at tage springet fra stillingen som karma-chef hos Christian Stadil til strategisk virksomhedsaktivist hos SEF, fordi hun ville arbejde så konkret med bæredygtighed som overhovedet muligt og gøre alt, hvad hun kunne, for at omsætte holdning til handling.

»Det har overrasket mig enormt positivt, at en branche, som har et kedeligt ry den har jo lukreret på de fossile brændstoffer er så omstillingsparat og kan se idéen og formålet med mange af de ting, jeg som virksomhedsaktivist foreslår også, når de koster en del ressourcer«, siger Daniella Schmidt.

Mens hun er blevet positivt overrasket over, hvor villig SEF er til at tage hende helt tæt på beslutningerne på direktionsgangene, så har der også været modstand fra lidt uventede retninger. Omlægningen af de grønne områder har nemlig vakt større følelser, end hun havde forudset:

»Det er som om, at det har været ret provokerende for folk, at de grønne områder blev lagt om til den her vild med vilje-æstetik«, fortæller Daniella Schmidt.

»Biodiversitet har en helt anden æstetik og nerve end de der kortklippede græsplæner, og det er ikke noget, man er vant til at se som virksomhedsæstetik. De grønne projekter, der anlægges sammen med Fælleshaven, bliver visuelle og æstetiske eksempel på de ændringer, der skal til for at vi som samfund kan blive mere grønne, og det er meget tydeligt, at klimaforandringer og bæredygtighed er noget, der vækker følelser«, siger Daniella Schmidt.

Hun fortæller dog, at der har været en positiv udvikling, og at folk generelt er meget konstruktive:

»Alle vores kollegaer har flyttet sig på en eller anden måde. Dem, der var tilfredse med projektet før, er meget begejstrede nu, og dem, der var modstandere før, er blevet mere lavmælte. Men det er tydeligt, at det er et område, hvor folk har mange følelser på spil«.

Moralsk forpligtelse til ny slags ledelse

Det er ikke kun internt i SEF, at Daniella Schmidt og hendes arbejde som virksomhedsaktivist har vakt debat. SEF har også købt et område på 91 hektar svarende til mere end 125 fodboldbaner som efter planen skal omdannes til naturområde med fokus på biodiversitet. Det projekt har kostet SEF 18 millioner kroner, og da SEF inviterede til nabomøde, blev beslutningen ikke kun mødt af udelt begejstring.

»Området støder op til en masse ejendomme, og til tider var der en hidsig debat. Det er forventeligt, for som vi har set med debatten om vindmøller og solcelleanlæg er hele not in my backyard-fænomenet stærkt i Danmark«, fortæller Daniella Schmidt.

Det var imidlertid ikke kun naboer, der var nervøse for, hvad ændringerne vil betyde for deres ejendomme, der sætter spørgsmålstegn ved SEFs bæredygtighedsarbejde:

»Der er nogen, der protesterer imod, at vi tager noget af den bedste landbrugsjord ud for at gøre det til et biodiversitetsområde. Og der er andre, der siger, at vi burde sænke elprisen i stedet for at plante skov eller anlægge vilde enge. Men vi gør det her, fordi vi som ansvarlig virksomhed har en moralsk forpligtelse«, siger Daniella Schmidt.

Hun er glad for den udvikling, der er sket, hvor en ansvarlig virksomhed langt fra kun handler om sorte tal på den økonomiske bundlinje; det handler også om at være socialt ansvarlige, beskytte planeten og at give noget tilbage.

»Ansvarlighed handler ikke kun om at sænke priserne så meget som muligt for vores kunder, men også om at sikre de bedste forudsætninger for fremtidig drift af virksomheden, at give noget natur tilbage til vores lokalsamfund og at have en positiv påvirkning på biodiversiteten. Det er ikke længere en modsætning at investere i grøn omstilling og at være en ansvarlig virksomhed tværtimod, det er selve forudsætningen«.

FÆLLESHAVEN bringer naturen tættere på danske virksomheder og deres medarbejdere.

Vi udvikler engagerende udearealer for mere liv og mere trivsel – områder med plads og rum til mere natur samt områder med nænsomt dyrkede køkkenhaver og grønne smagsoplevelser.

Læs mere her