Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Hvad er dette?

Natasha Al-Hariri: »Spice Girls gav mig mod til at være den, jeg gerne ville være«



3. juli 2019
Lydspor

Hun har optrådt for Sanne Salomonsen og været Scary Spice i sin skoletid, men der er næsten altid et politisk budskab i Natasha Al-Hariris yndlingssange. Det fortæller hun om i podcasten Lydspor.




Lyt her:

Natasha Al-Hariri: »Spice Girls er min generations protestmusik«
Natasha Al-Hariri: »Spice Girls er min generations protestmusik«

Henter…

Klik her for at lytte på iTunes

Klik her for at lytte på Spotify

Klik her for at lytte i Politikens Podcast App

Når man hører navnet Natasha Al-Hariri vil mange nok tænke på integrationsdebatten, udsatte unge, ligestilling og immigration.

Men hvis man tager et kig i hendes pladesamling, er det imidlertid ikke de tunge samfundsemner, der fylder. Den bugner nemlig med popmusik og rappere, der langt fra er feministiske ikoner.

Den nyudnævnte direktør for Dansk Flygtningehjælps Ungdom har nemlig et hjerte, der banker for musik med god stemning, masser af rytme, flow og fest. Det var også derfor, hun valgte at holde en kæmpe kareokefest på sin 30-års fødselsdag, og også grunden til det har været svært for hende at udvælge bare fem numre til podcasten Lydspor, hvor hun fortæller om det musikalske bagtæppe, hendes liv har udspillet sig imod.

I podcasten, fortæller hun, at hun dog ikke havde ikke svært ved at vælge det nummer, der falder under Lydspor-kategorien ”den første”, nemlig Spice Girls debutsingle Wannabe.

»Det var sådan nogle gode år, da Spice Girls var på deres største. Det er mig som 8-11-årig, der render rundt med mine bedste veninder og bare er glad,« fortæller Natasha Al-Hariri, der blev født i Holland og senere kom til Danmark og Hellerup med sine forældre, der var flygtet fra borgerkrigen i Libanon.

Ligesom mange andre venindegrupper optrådte Natasha Al-Hariri og hendes veninder ofte med Spice Girls-sange, og der var aldrig tvivl om, hvilken af de fem Spice Girls Natasha skulle være.

»Jeg var Melanie B, obviously. Jeg var jo den eneste brune. Jeg var Scary Spice og jeg elskede det. Det var dejligt at kunne spejle sig på den måde.«

Senere i skoleårene optrådte Natasha Al-Hariri også ofte med andre sange, blandt andet TLCs ’No Scrubs’. Det skete på den ungdomsklub, hun gik i sammen med Sanne Salomonsens søn Victor, og derfor sad Danmarks popdronning ofte på tilskuerrækkerne. Det var først senere, at det gik op for Natasha, hvor stort det egentligt var.


Protest- og popmusik

Selvom det kan virke som om, der er langt fra barndommens Buffalo-sko og Spice Girls-optrædener til de optrædener i Deadline, Debatten eller P1, der i dag fylder op i den juristuddannede Natasha Al-Harriris kalender, så er der en rød tråd.

Pigegruppens budskab om girlpower var nemlig hendes tids protestmusik, selvom det var pakket ind i tyggegummi-pop, crop tops, hårlak og Buffalo-sko.

»Girlpower var noget, Spice Girls introducerede mig og andre kvinder i min generation for. De gav os så meget mod til at være den, man gerne ville være. Og hele begrebet girlpower, det, at kvinder er stærke, og at de skal have lov til at udfolde sig som de vil, det er jo en protest mod det samfund, vi lever i,« siger Natasha Al-Hariri, som stadig sætter Spice Girls på, hvis hun skal skabe god energi eller fest på dansegulvet.

Fra Palæstina til 2Pac

Et anden kunstner, der har spillet en stor rolle på Natasha Al-Hariris playliste – og i hendes liv – er rapperen 2Pac. Hun blev introduceret til den amerikanske rapper af sin storebror, der spillede 2Pac, så det bragede gennem barndomshjemmet i Hellerup, og hun faldt med det samme faldt for musikken.

»Det var stemningen, musikken, flowet og rytmen, der ramte mig,« fortæller Natasha Al-Hariri, der i starten ikke bed meget mærke i de samfundskritiske elementer i 2Pacs tekster.

Senere hen er hun dog begyndt at tillægge dem mere vægt, og ligesom mange andre med tilsvarende baggrund, kan hun spejle sig i dem, selvom de blev skrevet på USA’s vestkyst i 1990’erne.

»Der er rigtig mange med minoritetsbaggrund i Danmark og resten af Europa, der kan relatere til 2Pac og hans tekster. Jeg er ikke afroamerikaner, men oplevelsen af at opleve diskrimination, racisme og ikke at være velkommen i et samfund, at være en byrde, det skriver og rapper han om«.


Soundtrack til borgerkrigen

Når det var forældrene og ikke brødrene, der satte musik på i barndomshjemmet i Hellerup, blev Natasha bragt til Libanon og ikke Los Angeles. Hver eneste morgen satte Natashas mor nemlig den legendariske libanesiske folkehelt Fairuz på, der sang om livet i det borgerkrigshærgede land.

Især et nummer, ”Li Beirut”, vækker minder.

»Det er et nummer, som er skrevet både som en hyldest til Beirut og til Libanon, men samtidig også er en anerkendelse af krigens ofre og hvad det gjorde for byen. Det vækker rigtigt mange minder for mine forældre, og på den måde er det givet videre til os. Det er smertefulde minder,« fortæller Natasha Al-Hariri.

Hendes forældre var flygtninge, der boede i Libanon, indtil borgerkrigen der tvang dem til at flygte videre. Mens Natasha Al-Hariri blev født i Holland, så blev hendes bror født i en flygtningelejr i Libanon, der var under belejring. Alligevel er der især en følelse, der hænger i rummet, når forældrene sætter sangen på:

›Stemningen bærer præg af længsel til Beirut, til hjemlandet, til min familie og til krigstiden. Noget af det, min mor siger, er, at selvom krigstiden var hård - de mistede mange, de sultede, de levede i frygt - så formåede krigen også at samle folk, og man var der for hinanden. Det er en sang, der hiver dem tilbage til noget, der var engang, noget, som nærmest ikke kan forklares med ord, men det er en følelse af at være hjemme for dem. Det er et særligt nummer for mig, fordi jeg er datter af mine forældre«.

Hvis du vil høre ”Li Beirut”, og høre mere om resten af den mest markante musik i Natasha Al-Hariris liv, så lyt til Lydspor.

Lyt her:

Natasha Al-Hariri: »Spice Girls er min generations protestmusik«
Natasha Al-Hariri: »Spice Girls er min generations protestmusik«

Henter…

Klik her for at lytte på iTunes

Klik her for at lytte på Spotify

Klik her for at lytte i Politikens Podcast App

Koda


Pris på musikken

Koda er musikskabernes rettighedsorganisation. Vi bygger bro mellem dem, der bruger musikken og dem, der skaber den. Vi sætter pris på musikken – også i kroner og øre. Fordi musikken har værdi og skaber værdi. Og fordi det er vigtigt at værne om musikkens rettigheder, hvis vi vil have en Carl Nielsen og en Kim Larsen – også om 100 år.

Læs mere om Koda og Lydspor her