0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?
Oplev Københavns Kulturkvarter indefra

Royale heste, poesi i historisk have og kreative workshops

På blot et kvarter kan man gå rundt mellem 16 af Københavns kulturinstitutioner, der hver fortæller deres unikke historie om København som centrum for kultur, kunst og magt.

KVART I WEEKEND byder hver torsdag i efteråret på en række arrangementer, der inviterer til at opleve kulturen på nye og anderledes måder.

Godt gemt af vejen mellem Christiansborg, Det Kongelige Bibliotek og den gamle børsbygning ligger en lille, idyllisk oase, som uofficielt er kendt som stedet, hvor politikerne spiser frokost i al ubemærkethed.

Med sine store, skyggefulde træer, maritime detaljer fra fordums tid og skulpturer af blandt andre Søren Kierkegaard, er Det Kongelige Biblioteks Have en skjult perle i København.

Men denne torsdag er der sjældent fyldt med mennesker. Med klapstole og tæpper under armene trisser de besøgende gennem haven og tager plads i de grønne omgivelser under den blå sensommerhimmel.

Efter en kort introduktion af sæsonens tema, ’fællesskab’, åbner musiker Dusin scenen med sin guitar og danske tekster, efterfulgt af den dansk-marokkanske digter Elias Sadaq og skuespiller Christine Børge.

Vi er til arrangementet ’Bibliotekshaven Live’, som er en del af det kulturelle initiativ KVART I WEEKEND, hvor 16 af byens kulturinstitutioner er gået sammen om en række torsdagsarrangementer.

Byens kulturelle hjerte

Titlen KVART I WEEKEND er flertydig: Den refererer både til, at torsdag er tæt på weekend, men også til ordet ’kvarter’, som henviser til det kvarter, de kulturelle arrangementer foregår i. Og så henviser den ikke mindst til det faktum, at det kun tager et kvarter at bevæge sig rundt til fods mellem de kulturinstitutioner, som er en del af initiativet KVART I WEEKEND.

Fra Dansk Arkitektur Center i øst til Stadsarkivet i vest, til Tivoli i syd og til Nikolaj Kunsthal i nord.

»Vi vil vise københavnerne, hvad kvarteret kan, og at der er noget at opleve for enhver pengepung. Der er en meget stor spændvidde fra den ældste arkæologi til den nye, hippe samtidskunst. Vi vil gerne åbne københavnernes øjne for de mange muligheder, der er i Kulturkvarteret,« siger Marius Hansteen, der er museumsdirektør, chef for Kunst og Historie i Københavns Kommune og formand for Københavns Kulturkvarter.

Inspirationen kommer fra udlandet, men er oplagt i dansk kontekst.

»Man finder Kulturkvarterer flere steder rundt omkring i Europa. Flere steder ligger der, som i København, mange spændende kulturinstitutioner lige ved siden af hinanden i et geografisk afgrænset område. Det kan man bruge til at vække nysgerrigheden hos dem, der kommer forbi, og vise dem, at der er noget andet end det, de troede, de kom for at se,« siger Marius Hansteen.

De mange kulturinstitutioner kan trods deres forskellighed udnytte, at de ligger tæt på hinanden fysisk og er med til at forbinde kvarteret og minde folk om, at det indre København er andet end magtens centrum.

»Vi er jo alle en del af byens kulturelle hjerte. Mange forbinder kvarteret med politik og embedsmænd, og ikke et ondt ord om det, men der er jo ikke et andet sted i Danmark, som har så mange kulturskatte og så stor en del af den danske identitet samlet på så lille et område,« siger han.

Her fremhæver Marius Hansteen blandt andet arrangementet ’Bibliotekshaven Live’.

»Kulturkvarteret har flere hemmelige perler, som vi gerne vil gøre folk opmærksomme på findes og byde folk indenfor i, og her er Bibliotekshaven et godt eksempel på et fantastisk byrum. Det er næsten synd for byen og dens indbyggere, at der ikke er flere, der kender steder som den, og med et live-arrangement kan vi invitere til en fantastisk oplevelse med musik, poesi og underholdning i virkelig smukke rammer.«

Marius Hansteen nævner desuden gården i midten af Thorvaldsens Museum og ridebanen ved Christiansborg som eksempler på skjulte perler i Københavns Kulturkvarter.

»Kulturkvarteret er magt, politik, kultur og historie i en virkelig utrolig koncentration, og man kan gå rundt og få det hele med på et kvarter.«

Guide

Udvalgte oplevelser under KVART I WEEKEND


- Thorvaldsens Museum
Lydbad med Anders Rhedin, 4. september kl. 17.30 og 19.30.
Oplev en unik koncert i form af en afslappende og afspændende oplevelse i hjertet af Thorvaldsens kunst og arkitektur. Det beroligende og meditative lydlandskab bliver fremført af komponist og musiker Anders Rhedin. Pris: 180 kr. Billetter købes på Thorvaldsensmuseum.dk

- Københavns Stadsarkiv
På sporet af byvåbenet i gadebilledet i 750 år, 4/9 kl. 15-17
Hvad har biskop Absalon til fælles med en overfyldt skraldespand på Rådhuspladsen? På denne byvandring følger vi Københavns byvåben rundt i Indre By og ser på hovedstadens udvikling fra middelalderborg til moderne kommune. I 2025 fylder byvåbenet 750 år, og jagten sættes ind overalt i byen. Oplev en fortælling om krig, kirke og konger, og få svaret på, hvorfor de tre tårne er blevet symbolet på København. Pris: 50 kr. Billetter købes på Kbharkiv.dk.

- Bibliotekshaven LIVE
4/9 kl. 17-18.
Det Kgl. Biblioteks succesfulde sommerscene, Bibliotekshaven LIVE, vender tilbage med masser af musik, poesi og performance. Fællesskab er temaet, når danske musikere, digtere, skuespillere og talere inviterer til et kunstnerisk åndehul i Københavns nok smukkeste og mest hemmelige have. Denne eftermiddag kan du opleve musikeren Atusji, forfatterne Gustav Valdemar Strange og Vibeke Koushede. Gratis, ingen tilmelding.

- Guidet tur gennem Københavns kulturelle hjerte
Tag med på en guidet tur gennem dele af af det smukkeste og mest historiske København. Få fortællingen om historiske begivenheder indefra, og oplev byudvikling, stilhistorie og kunst og kultur omkring Slotsholmen. Turen er udviklet af Københavns Museum og Dansk Arkitektur Center og giver dig et unikt indblik i Kulturkvarteret fra forskellige perspektiver. Turen tilbydes med guider fra enten Dansk Arkitektur Center og Københavns Museum. Se mere her.

- Dansk Jødisk Museum
Workshop: Tegn arkitekturen, 11/9
Oplev en særlig aften, hvor du kan fordybe dig i arkitekturens linjer og former med papir, oliekridt og malertape i hånden. Der vil være afslappende musik og smagsprøve på museets nye øl og du vil få dit eget værk med hjem i passepartout-ramme. Alle materialer er gratis til rådighed, og det kræver ingen tilmelding.

»Vi vil gerne vise københavnerne, hvad kvarteret kan, og at der er noget at opleve for enhver pengepung. Der er en meget stor spændvidde fra den ældste arkæologi til den nye, hippe samtidskunst.«

- Marius Hansteen, chef for kunst og historie i Københavns Kommune

Gamle rammer - nye gæster

Med tonerne af fællesskab i baggrunden bevæger vi os mod Christiansborgs Ridebane, hvor der gemmer sig endnu en skjult kulturel perle.

Den diskrete indgang fra Christiansborgs Ridebane vidner om, at man kun går ind i De Kongelige Stalde, hvis man ved, at det er her, man skal hen. Men er man nået så langt, skuffer besøget formentlig de færreste.

Fra de brostensbelagte gulve stiger høje, massive søjler op mod hvælvingen, og mellem søjlerne står en række af de vel nok mest beskattede dyr i Danmark: De kongelige, hvide heste af arten ‘kladruber’ fra Tjekkiet. Særligt indkøbt på efterspørgsel fra Prins Henrik i 1994, der ønskede at genindføre hvide heste til royal transport, som tidligere har været udbredt i Europas kongehuse.

Denne dag er der dog ikke kun heste i staldene. Der er også rækker af bænke med tegneblokke, blyanter og viskelædere, som allerede er fyldt godt op med besøgende.

Der er Birgitte og hendes mand Poul fra Jylland, som faldt over arrangementet ved en tilfældighed og tænkte, at det var en god mulighed for at opleve Københavns kulturskatte på en anderledes måde.

»Jeg synes, det lød som en sjov og anderledes måde at lære noget nyt om København på. Og jeg lokkede min mand med, at han kunne få et glas vin, imens vi tegner,« siger hun.

Der er Henriette, der bor i København, som er designer og »gammel ridepige«, som hun siger:

»Jeg har tegnet croquis før, men jeg er spændt på, om hestene står stille.«

Og der er grafisk designer Ayo, som er opvokset på en gård med heste, og som har erfaring med både selv at tegne og med at undervise i croquis. Hun har i dagens anledning taget sin syv uger gamle søn med i barnevogn til arrangementet.

»Jeg øver ham i at komme lidt med ud, så jeg også selv kan opleve noget,« siger hun.

I barnevognen sover hendes baby, Ben, godt hjulpet på vej af de gamle brosten i staldene og svøbt i en dyne med hesteprint på. Der er tydeligvis en tendens blandt de besøgende, som i højere grad har en passion for de royale heste end erfaring med croquistegning.

Og det er netop meningen, at KVART I WEEKEND skal lokke mennesker, som ikke normalt ville opleve disse kulturinstitutioner, til at stifte bekendtskab med dem.

Det fortæller Maria Horn Rasmussen, som er chef for Program, Formidling og Undervisning i Den Kongelige Samling, som blandt andet inkluderer Christiansborg Slot, Rosenborg Slot og Amalienborgmuseet.

»Christiansborg er et levende slot og der, hvor man kommer allertættest på den hverdag, der er i kongehuset.«

Maria Horn Rasmussen, chef for Program, Formidling og Undervisning i Den Kongelige Samling

Hestecroquis i kongelige rammer

Til KVART I WEEKEND stod Den Kongelige Samling netop for arrangementet “Hestecroquis” i De Kongelige Stalde.

»Initiativet er en unik mulighed for, at vi som kulturinstitution kan åbne vores slotte og fælles rum op for et publikum, som normalt måske ikke ville have taget vejen forbi. Ved at tilbyde et kreativt rum i form af croquistegning af de kongelige heste, har vi mulighed for på en ny måde at sætte fokus på de historiske rum, som De Kongelige Stalde udgør, og samtidig give indblik i vores nye særudstilling,« siger Maria Horn Rasmussen.

Særudstillingen ’Caroline Mathilde - Rytteren, friheden, faldet’ åbnede i august i De Kongelige Stalde og løber frem til april. Her formidles historien om den unge og kontroversielle dronning, som elskede at ride, men som brød normerne ved blandt andet at ride i herredragt.

»Christiansborg er et levende slot og det sted, hvor man kommer allertættest på den hverdag, der er i kongehuset. Det er her, der afholdes baller, det er her, der bliver taget imod statsoverhoveder og så videre, og ved alle disse officielle arrangementer spiller hestene en central rolle. Derfor er det fuldstændig unikt at få lov til at sidde og fordybe sig i De Kongelige Stalde ved at tegne hestene.«

Maria Horn Rasmussen håber, at Den Kongelige Samling og de øvrige kulturinstitutioner kan lokke en bred skare af gæster til med arrangementerne til KVART I WEEKEND.

»Tanken er, at fordi vi geografisk ligger så tæt på hinanden, skal det være let og hurtigt at gå fra det ene sted til det andet. Ved at tilbyde spændende kulturelle aktiviteter er håbet, at vi kan få nyt liv i Kulturkvarteret, som gør, at folk, der ikke normalt ville komme forbi, får en god oplevelse på nogle af vores museer.«

Dagen afsluttes med et besøg i Nikolaj Kunsthal, hvor der i aftenens anledning serveres lyserøde østers i 35 meters højde med panoramaudsigt over København. Nåede du ikke det, er der heldigvis endnu en mulighed, når selvsamme lokation byder på ’Wine with a view’ med udvalgte naturvine den 25/9.

For som KVART I WEEKEND viser, rummer Københavns Kulturkvarter både fortidens skjulte skatte og fremtidens kunst, kultur og gastronomi.



Oplev en lille-fredag i Kulturkvarteret

Hver torsdag i august og september inviterer Kulturkvarteret til KVART I WEEKEND — et levende sensommerprogram med over 50 unikke events, der strækker sig både indenfor og udenfor i kvarterets smukke rammer.

Fra inspirerende talks og guidede byvandringer til stemningsfulde koncerter, udstillingsåbninger og performances. Slå dig ned til en kold drink og tank op på kulturen hos kvarterets 16 ikoniske kulturinstitutioner.

Se programmet her