»Når man ser et barn dø af stivkrampe, bliver det pludselig meget tydeligt, hvorfor vi får vacciner herhjemme«
-
Mads Geisler er læge hos Læger uden Grænser og har været udsendt 11 gange over de seneste syv år.
I Danmark tænker de færreste over betydningen af de små stik, vi får i barndommen. Men i en lang række lande verden over oplever man endnu de forfærdelige konsekvenser af sygdomme som mæslinger, difteri og stivkrampe. Her er vaccinerne et spørgsmål om liv eller død.
Børnelæge Kristoffer Vogler husker tydeligt, dengang han tog imod en mor og hendes 9 dage gamle søn i Liberia. Han var udsendt for Læger uden Grænser. Og drengen, moren havde i armene, var meget svag og ville dårligt amme.
»Vi startede med at behandle ham for en almindelig bakterieinfektion. Men efter en dags tid kunne vi se, at han havde nogle krampagtige sammentrækninger i musklerne, hvilket overbeviste os om, at han havde stivkrampe«, siger han og fortæller, at der herefter fulgte et langt forløb.
Lægerne behandlede den lille dreng med beroligende medicin og smertestillende, så han kunne slappe af i musklerne. Da han ikke længere ville amme, madede de ham med sonde gennem næsen. Og da han reagerede med smertefulde spasmer ved lys, lyd og enhver berøring, byggede de et mørkt rum, hvor han kunne ligge med så få stimuli som muligt.
»En formiddag var han blevet så dårlig, at vi var nødt til at hjælpe ham med at trække vejret, og vi måtte derfor fortælle moren, at vi ikke mente, han ville overleve – at hun måske skulle tilkalde faren, så de sammen kunne tage afsked«, fortæller Kristoffer Vogler.
Lægerne stoppede derfor med at hjælpe ham med at trække vejret, til han lå helt stille. Men så skete det uventede. Den lille dreng begyndte selv at trække vejret, hvorefter de fortsatte behandlingen. Og efter 50 dages indlæggelse blev han udskrevet sammen med sin mor.
Historien er et godt eksempel på et langt og smertefuldt forløb, der kunne have været undgået, hvis moderen var blevet vaccineret i svangerforløbet, fortæller Kristoffer Vogel.
Desværre ender forløbet langt fra lykkeligt for alle. Ofte koster sygdommene, der kunne være undgået med vacciner, liv.
»Der er ikke den landsby i DR Congo, der ikke har oplevet børn dø af mæslinger. Her er det tydeligt, at dem, som får vaccinerne, også er dem, som bliver stærke over for sygdommen – det ser de helt konkret«, siger han.
Selv om vi måske efterhånden har glemt, hvorfor vi herhjemme bliver vaccineret som børn, er det med andre ord ganske tydeligt andre steder i verden. Og selv om det er frustrerende at være vidne til frygtelige situationer, der kunne være afhjulpet i tide, så understreger det netop, hvorfor de udsendte læger er der, mener Kristoffer Vogler.
»Den grundlæggende uretfærdighed i, at der er forældre, der som ikke kan regne med, at deres børn overlever til de er fem år – det er årsagen til, vi rejser ud. Læger uden Grænser findes, fordi der er så megen ulighed i verden«, siger han.
-
Børnelæge Kristoffer Vogler har set sygdomme, der kunne være undgået med vacciner, koste liv.
Medicinske antikviteter
Globalt set anslår WHO, at to-tre millioner børn under fem år hvert år reddes fra at dø, fordi de er blevet vaccineret mod smitsomme sygdomme.
Når man som dansk læge rejser afsted ud i verden, kan det godt være »absurd at opleve, hvordan folk dør eller bliver invalideret af sygdomme, vi herhjemme læser om som antikviteter«. Det forklarer Mads Geisler, der er læge hos Læger uden Grænser og har været udsendt 11 gange over de seneste syv år.
»Mæslinger og de sygdomme, vi ellers vaccinerer mod, er nogle forfærdelige sygdomme. Vi skal være glade for, at folk lader sig vaccinere, både for deres egen sikkerhed, men jo også ud fra en solidarisk tanke«, siger han og fortsætter:
»Når man ser et barn dø af stivkrampe – fordi man ikke kan kontrollere deres luftveje – bliver det pludselig meget tydeligt, hvorfor vi får de her vacciner herhjemme. Det føles bizart, at folk skal dø af så banalt forebyggelige sygdomme«.
Det anslås, at 1,5 millioner børn hvert år dør af sygdommme, der kan forebygges med vaccination.
Læger uden Grænser tilbyder forebyggende vaccinationsprogrammer til børn i flygtningelejre og udsatte samfund, samt i de dele af verden, hvor skrøbelige sundhedssystemer ikke kan klare opgaven. Desuden vaccinerer organisationen hvert år hundredtusindvis af mennesker i forbindelse med epidemier og pandemier.
Hjælp Læger Uden Grænser med at vaccinere flere børn og giv dem en chance for at leve.
Dårlig adgang til lægehjælp, drikkevand, uddannelse og manglende sikkerhed samt en enormt lav vaccineudbredelse er hver for sig på ingen måder ønskværdigt, men i kombination er det i mange tilfælde fatalt, forklarer Mads Geisler.
»De steder, vi kommer med Læger uden Grænser – som eksempelvis i Centralafrika – er befolkningen meget afhængige af forsyningslinjer. Hvis der er dårlig infrastruktur, regntid, der gør vejene til mudder eller væbnet konflikt mellem forskellige grupperinger og bevæbnede militser, ser man hyppigt, at der i kortere og længere perioder ikke kommer nogen behandlinger og vacciner til en hel befolkningsgruppe eller region«.
Det betyder, at der er enorme huller, hvor områder på størrelse med Sjælland pludselig ikke er dækket af vacciner. Og det resulterer i udbrud af sygdomme, som er meget nemme at forebygge, og som vi ikke har set i Danmark i generationer.
I DR Congo var der eksempelvis gigantiske mæslingeepidemier i 2018 og 2019. Knap 400.000 var rapporteret smittet, og var samtlige tilfælde blevet registreret, havde tallet været langt højere, fortæller Mads Geisler.
»Der er så mange år, hvor det er gået dårligt i områder af DR Congo, hvor folk ikke er blevet vaccineret. Og som en konsekvens af det ser man så de her udbrud, hvor mange tusinder dør af noget, der er så enkelt at forebygge«.
Samtidig er der ifølge ham områder, hvor det er svært at få mad, og hvor det faktisk kan være en daglig udfordring at få kalorier nok. Børn, der overlever en mæslingeepidemi, er derfor ofte så svækkede - både af sygdommen og mangel på mad - at de i måneder efter er i høj risiko for at udvikle underernæring.
Mad, sanitet og vaccination
Mæslinger viser sig først som noget, der ligner forkølelse, og det er i den fase, at sygdommen er mest smitsom. Så får børnene lidt røde øjne og nogle særlige pletter i mundhulen. Fra børnene bliver smittet, til de får det karakteristiske hududslæt, går der i gennemsnit 12-14 dage. I den periode smitter det syge barn i gennemsnit ca. 20 andre.
Børnenes immunforsvar bliver så svækket af mæslinger, at mange af dem rammes af følgesygdomme som lungebetændelse, diarré eller hjernebetændelse, hvilket i sidste ende er medvirkende til, at de dør af sygdommen. Og WHO anslår, at i flygtningelejre, hvor der er en stor andel af underernærede børn, vil 20 procent dø af mæslinger, hvis de rammes af sygdommen.
Særligt tydelige var konsekvenserne af manglende vaccination, da Mads Geisler var udsendt til netop en flygtningelejr i Bangladesh. Her var flere hundredtusinder rohingyaer, et statsløst mindretal i Myanmar, flygtet til.
»Her så vi hele paletten af de sygdomme, vi ikke længere skænker en tanke i Danmark«, siger Mads Geisler. Han fortæller, at de udsendte hermed for alvor så, hvad der sker, når adskillige generationer ikke er vaccineret.
»Mange af dem fik forfærdelige sygdomme«.
Blandt andet kom der et kæmpe udbrud af difteri, som vi ikke nævneværdigt har set i Danmark siden 1950’erne. Samtidig blev rohingyaerne behandlet for alt fra kighoste, over mæslinger til leverbetændelse – sygdomme, der alle er med i det internationale, udvidede vaccinationsprogram, forklarer Mads Geisler og tilføjer:
»Det første, man sørger for i en flygtningelejr, er derfor vand, kalorier, toiletter - og vaccinationer«.
Vacciner på vers
At få vacciner frem i konflikter, i regntid eller på dårlige veje er ikke de eneste udfordringer, de danske læger møder på deres missioner.
De står også med en væsentlig formidlingsmæssig opgave, fortæller Mads Geisler.
»Rohingayerne har eksempelvis aldrig hørt om vacciner, og i DR Congo, Den Centralafrikanske Republik og helt ude i den sydsudanske jungle er man nødt til at forklare, hvad bakterier og virus er«, siger han og fortsætter:
»Her er udfordringen på en følgelig og empatisk måde at forklare, hvad det er, vi gør, og hvorfor – at forklare at vaccinen gør, at børnene ikke bliver syge. Og det er oftest et godt og virksomt argument«.
Derfor har Læger uden Grænser såkaldte sundhedsformidlere, som oplyser lokale befolkninger om sundhed. Nogle gange bl.a. ved brug af sange, huskeregler og digte.
Sundhedsformidlerne samarbejder ofte med respekterede medlemmer i lokalsamfundet som f.eks. skolelærere, formanden for kvindeforeningen, ældre mennesker eller andre samfundsledere. De hjælper med at sprede budskabet om, hvordan man forebygger sygdomme, og hvilken hjælp de kan få.
»De oplyser befolkningen om, hvornår der eksempelvis kommer en vaccinationsbåd ned ad floden, at det er gratis og sikkert, hvor meget vaccinationen beskytter, og hvilke mulige bivirkninger der er. Og så tager de sig tid til at forklare, hvorfor det er en god idé«, siger Mads Geisler.
Vaccinen kom med kajak
Kommunikationen med lokalbefolkningen er med andre ord helt afgørende for befolkningernes tillid til vaccinationsprogrammer.
Og når børnelæge Kristoffer Vogler er afsted, oplever han i overvejende grad stor glæde og taknemmelighed for den hjælp og de vacciner, han og hans kolleger tilbyder. Ja, faktisk har han ikke mødt nogen på sine udsendelser, som ikke har taget imod tilbuddet om at blive vaccineret eller få deres børn vaccineret, fortæller han.
»Langt de fleste stoler på os og kan se, at vi gør et godt stykke arbejde«, siger han.
En oplevelse han deler med sin kollega, Mads Geisler, der ikke mener, det er utopisk at tro, at man vil kunne dække hele verden, hvad angår vacciner.
»Hvis der er en vilje, kan man sagtens få vaccineret mange flere alle steder i verden. Vi er kommet ud med kajak og med motorcykler med frysetasker på«, siger han. Han fortæller, at han også selv har overværet planlægningen af ture, hvor folk i månedsvis sejlede i udhulede træstammer op og ned ad Congofloden for at vaccinere lokale befolkninger.
»Der er ikke noget smukkere, end når det hele går op, og man kan se, at man fik vaccineret alle i målgruppen«, siger han og fortsætter:
»Så kan man komme der med sine sprøjter og sin lægefaglighed, men det, der batter, er dem, der evner at mobilisere befolkninger, informere om vacciner og logistisk arrangere ture ud til de steder, der ellers ikke ville få vaccinationer«, siger han.
Når én virus spænder ben for andre
I Danmark, hvor vi har god infrastruktur og et godt sundhedsvæsen, har coronavirus ikke nogen indflydelse på, om børn kan blive vaccineret mod eksempelvis mæslinger.
Men andre steder i verden forårsager den globale pandemi nu endnu et benspænd. Steder, hvor det i forvejen halter med infrastruktur og sundhedsvæsenet,
WHO frygter, at det benspænd vil vende hårdt vundne fremskridt for at nå ud til flere børn og unge med en bredere vifte af vacciner.
»Enhver afbrydelse af immuniseringstjenester, selv i korte perioder, vil efterlade et samfund og især børn med øjeblikkelig risiko for vaccineforebyggelig sygdom«, lyder det fra Siddhartha Datta, der er regional rådgiver i vaccineforebyggende sygdomme og immuniseringsprogrammer på WHO’s europæiske kontor.
Coronavirus har allerede haft alvorlige indirekte konsekvenser. Færre vacciner bliver leveret til de relevante steder, og færre læger og sygeplejersker kommer frem på grund af for eksempel karantæne, forklarer hun.
»Ved at øge antallet af personer, der er modtagelige over for vaccineforebyggelige sygdomme, vil samfundsbeskyttelsen blive bragt i fare og øge sandsynligheden for udbrud af sygdomme«.
Sådanne udbrud vil, ifølge WHO, resultere i en øget byrde for sundhedssystemerne, der allerede er anstrengt af reaktionen på COVID-19-udbruddet.
»Vi anbefaler fra WHO, at alle rutinemæssige vaccinationer administreres som planlagt, selv under COVID-19-pandemien, i det omfang, det er muligt og tilladt inden for det lokale COVID-19-beredskab«, siger Siddhartha Datta.
WHO opfordrer derfor til, at der laves handlingsplaner for, hvordan man trods benspænd kan få vacciner ud til alle. På den måde kan vi forhåbentlig minimere de indirekte, men fatale konsekvenser af coronavirus.
Selv om man, grundet corona-restriktioner, generelt ser færre læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale mange steder, hvor der desperat er brug for vacciner, er både Mads Geisler og Kristoffer Vogler dog klar på flere udsendelser.
»Coronavirus vil ikke have nogen betydning for mig i forhold til at tage ud igen«, konstaterer Kristoffer Vogler.
Og selvom ressourcerne mange steder flyttes rundt, og der ikke sættes gang i så mange nye vaccineprojekter som planlagt, lukker Læger uden Grænser ikke ned for de projekter, der allerede er i gang.
»Det er helt centralt, at de her projekter kører videre – alt andet vil jo være katastrofalt«, siger Mads Geisler.
Vacciner redder liv
Læger uden Grænser er ikke i tvivl: Vaccinationer redder hvert år millioner af liv og beskytter endnu flere mod alvorlig sygdom og følgerne deraf.
Som medicinsk nødhjælpsorganisation er vaccination derfor en helt central del af arbejdet. Og selvom vi i hele verden kæmper med en historisk pandemi - og for at finde en vaccine mod coronavirus - må vi ikke fjerne fokus og ressourcer fra andre dødelige sygdomme, som allerede kan forebygges.