0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

»Vi danskere er meget mere tyske, end vi er bevidste om«

26. december 2019

Tyskland oplever et comeback som kulturnation. Men egentlig er det bare os, der længe har lukket øjnene for landets fortræffeligheder. Godt hjulpet på vej af tv-serier er vi dog ved at få øjnene op for hvor meget af det tyske, vi rent faktisk har kært, mener Knud Romer.

Nationalmuseets særudstilling om Tyskland overrasker for tiden ved at være overordentlig velbesøgt. Tv-serien ’Babylon Berlin’ er også blevet slugt af en særdeles stor portion danskere og har banet vej for flere andre nyere tyske tv-seriers popularitet her til lands. Og i forbindelse med Murens fald blev der udgivet et væld af danske bøger om vores sydlige nabos historie og stadig flere skønlitterære tyske forfattere oversættes generelt til dansk.

Mens danskerne i årevis er gået til Franske Film Mandage, har nørdet italiensk historie (og vin), læst svenske krimier og set amerikansk og britisk tv, har der været en tendens til at overse, hvad Tyskland kan tilbyde.

Det er ved at ændre sig, og efter i årevis mest at være blevet betragtet som en politisk og økonomisk kæmpe er Tyskland nu ved at genvinde sit ry som stolt kulturnation hos sin nordlige nabo såvel som i andre lande:

»Man kan næsten snakke om en regulær revolution, i forhold til hvor stor indflydelse og udbredelse tysk tv og film har fået i Danmark, resten af Europa og USA de seneste par år. Tyskland har løftet sig meget stærkt, både når det kommer til tyske tv-serier og den rolle, tyske produktionsselskaber spiller i europæisk tv, og det bliver bemærket«, fortæller professor Ib Bondebjerg, der forsker i europæisk tv, film og mediekultur ved Københavns Universitet.

Det er på høje tid, at danskerne igen får øjnene op for tysk kultur, for man kan i høj grad sætte lighedstegn mellem kultur- og åndslivet i Tyskland og herhjemme. Det siger den danske forfatter Knud Romer, som er halvt tysk og bliver udgivet på det toneangivende tysksprogede forlag Insel Verlag. Han har længe undret sig over, at danskerne ikke kan se, at de i virkeligheden er decideret tyske.

»Vi er meget mere tyske, end vi er bevidste om. Men efter krigen i 1864 og Anden Verdenskrig har vi vendt hinanden ryggen og trukket en unaturlig grænse mellem de to lande, hvor overgangen i virkeligheden er glidende. Vi har mistet blikket for, hvad vi har tilfælles, for i virkeligheden er vi jo bare germanere hele vejen fra Wien op over Tyskland, Danmark, Sverige, Norge og til Island«, siger Knud Romer.

  • Arkivfoto fra Belin-murens fald 9. november 1989. Foto: Ole Lind/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Dansk-tysk kulturudveksling toppede for 200 år siden

Tyskland har historisk været det land, der har haft størst kulturel indflydelse på Danmark. Den dansk-tyske forbrødring toppede for 200 år siden, hvor det danske hof snakkede tysk, danske og tyske forfattere, kunstnere og videnskabsmænd rejste frem og tilbage mellem de to lande, og tyske forfattere fik livslange pensioner af kongen i Danmark.

»Hvis man går historisk til værks, var der omkring år 1800 næsten tale om en enhedskultur, hvor dansk og tysk kultur stort set var det samme. Den tysk-danske kulturudveksling var helt overvældende i de år, og danske intellektuelle var vildt påvirket af tysk åndsliv, tænkning og litteratur«, fortæller Søren R. Fauth, der forsker i dansk-tysk kulturudveksling ved Aarhus Universitet og oversætter tyske klassikere til dansk.

Når der var så stor udveksling mellem de to lande, skyldtes det ikke mindst, at tysk var så udbredt i Danmark:

»Både politisk, geografisk og kulturelt var vi stort set vokset sammen, det tyske sprog havde den samme status og udbredelse i Danmark, som engelsk har i dag, tysk var sproget ved hoffet, danske forfattere som Oehlenschläger udkom synkront på dansk og tysk, og der var danske forfattere, der underviste på universiteterne i Tyskland«, fortæller Søren R. Fauth.

Fascinationen gik begge veje, for selv om Tyskland altid har været et større, mere folkerigt og magtfuldt land, kiggede kunstnerne i Tyskland ofte mod nord:

»Det er svært at forestille sig H.C. Andersen uden Grimm-brødrene, Kierkegaard uden Hegel og Pontoppidan uden Schopenhauer, men der er tale om en gensidig berigelse. Tyske forfattere var også meget inspirerede af de danske«, fortæller Knud Romer.

Vi er langsomt ved – igen – at få øjnene op for Tyskland som andet end et bogstaveligt og kulturelt pitstop på motorvejen på vej sydpå, men det undrer stadig den danske journalist Mikkel Fønsskov, der er kendt fra sit værtsskab på . bl.a. DR’s ’Aftenshowet’ og i en årrække har boet i Berlin, at danskerne ikke er mere bevidste om Tysklands rolle.

»Vi glemmer, at Danmark i den grad står på skuldrene af Tyskland, især kulturelt. Når det regner på præsten, drypper det på degnen, og i mange år var Danmark degnen, der nød godt af udviklingen i Tyskland. Vi er influeret af Tyskland på godt og på ondt. Jeg forstår godt, at politikken i det 20. århundrede ødelagde det venskabelige sammenhold mellem Danmark og Tyskland, men det virker som en unaturlig efterkrampe, at vi stadig ignorerer de knap 100 millioner mennesker syd for grænsen, som har så stor betydning for os«, siger Mikkel Fønsskov.

Han rejser hvert år til Tyskland 8-9 gange, ofte for at se en specifik Wagner-opera i et specifikt operahus i byer som Karlsruhe, Dresden, Leipzig eller Hamburg – tale tysk med sine venner og dyrke den tyske kultur.

Han glæder sig over, at Tyskland er begyndt at få mere opmærksomhed i Danmark. Bauhaus-bevægelsens 100-års jubilæum, 30-året for Berlinmurens fald og tyske tv-serier som ’Babylon Berlin’s store succes har banet vejen, og Mikkel Fønsskov håber, at det kan skabe en motorvej mellem dansk og tysk kulturliv:

»Det er min fornemmelse, at Tyskland rykker, og at folk i alle aldre får mere blik for landets kultur, end de har haft før. Jeg tror, der kommer en renæssance«.

Bauhaus plakat af Herbert Bayer, tidligere elev på Staatliches Bauhaus. Foto: Photoshot/Ritzau Scanpix

Syv danske ting, der ifølge Knud Romer, er tyske:

Julen

»Vores juletraditioner er tyske. Fra juletræet til lysene, fra julemarkederne til gløgg, fra julekalendere til ’Glade jul, dejlige jul’. Den danske jul er vendt tilbage til sine tyske rødder, nu hvor man kan gå på Weihnachtsmarkt og drikke Glühwein«.

Højskolesangbogen

»Den danske sangtradition kommer fra tyske viser. Det er komponisterne Kuhlau og Weyse, som kommer fra Nordtyskland, der tog den tyske visetradition og overførte den til dansk. Hele schlager-traditionen kommer fra Tyskland, vi har bare fordansket den og kaldt den “dansktop”«.

Øl, pøller og hornmusik

»Vi spiser pølser, vi drikker bajere, og vi kan virkelig godt lide hornmusik, og det hele kommer fra Tyskland«.

Simon Spies og charterbranchen

»Vi er så glade for de varme lande, hvor man rigtigt kan være løsslupne og drikke sig fra sans og samling. Det har vi fra tyskerne. Det er faktisk ‘velkommen til Tyskland’, når du ankommer til Mallorca, og den klassiske danske charterbranche er i virkeligheden tysk«.

Frisindet

»Vores frigjorthed betragter vi som dansk, men der er altså flere nudister i Tyskland«.

Sproget

»20 procent af det danske sprog består af låneord fra Tyskland. At kaste perler for svin, at male fanden på væggen, at knibe tænderne sammen - er alt sammen ordsprog fra tysk«.

Hygge

»Man kan spørge, om ikke hygge og gemütlichkeit er det selvsamme. Hvem kan se forskel?«.

Tv-serier og jubilæer puster til ilden

Der hvor tysk kultur for tiden vinder allerstørst indpas er på tv- og film-fronten. Det sidste par år har flere tyske tv-serier nemlig klaret sig godt i udlandet. Førnævnte ’Babylon Berlin’ er det mest prominente eksempel, men ’Charité’, ’Ku’damm’, ’Deutschland 83’, ’Weissensee’, ’Das Boot’ og ’Vores mødre, vores fædre’ har fulgt trop. Samtidig nyder tysk film i stigende grad også stor international anerkendelse.

Denne nyvundne popularitet skyldes først og fremmest, at niveauet er blevet højere år for år, fortæller Ib Bondebjerg. Efter Anden Verdenskrig dominerede tunge, triste dokumentarer om landets mørke historie sendefladen i Tyskland. Først oppe i 80’erne, efter at den amerikanske tv-serie ’The Holocaust’ fik succes med brug af dramaturgiske kneb til at fortælle om en jødisk families kamp for at overleve i nazisternes Tyskland, begyndte tyske tv- og filmmagere at lave tv og film, der gav seerne indlevelse og underholdning. Filmmageren Edgar Reitz lavede filmserien ’Heimat’, der fortæller Tysklands historie gennem menneskeskæbner, og det blev startskuddet for en ny generation af film og tv-serier.

»I 80’erne vågnede film- og tv-skaberne op og besluttede at lave noget andet tv, som var mere gribende, og hvor der var mere identifikation. Der havde været en lang periode med en kollektiv skyldfølelse, der blev behandlet på tv, men først da man begyndte at lave film om de samme emner, men på en måde, der rystede op i publikum, begyndte der at ske noget«, fortæller Ib Bondebjerg.

Bølgen blev endnu stærkere efter genforeningen af Tyskland og fortsatte op igennem 90’erne og 00’erne. I dag, hvor tv- og filmskaberne tør endnu mere, er tv-serierne for alvor begyndt at blive interessante for et udenlandsk publikum:

»Der er kommet en ny åbenhed og et nyt mod til at beskrive historien mere direkte. Der er fokus på mennesker, man kan forholde sig til, uanset hvilken rolle de har haft. Man ser eksempelvis i ’Vores mødre, vores fædre’, der handler om Anden Verdenskrig, hvordan tyskerne for første gang ikke er skurken, men hovedpersonerne, og hvordan de fremstilles som almindelige mennesker. Det er nyt, og det virker«, siger Ib Bondebjerg.

’Babylon Berlin’, der handler om de vilde Weimar-år i mellemkrigstiden, er den største tyske tv-succes nogensinde. Ligesom stort set alle andre tyske tv-serier, der har fået succes i udlandet, handler den om Tysklands dramatiske historie. Knud Romer studser over, at Tysklands rolle som moderne kulturnation delvis er skabt ved at fokusere på årene, hvor landet sidst var en dominerende kulturel mastodont:

»Frem til fascisterne rykkede ind i Berlin, var det den vildeste kulturelle hovedstad. Hverken New York, San Francisco eller Paris kan måle sig med den kulturelle eksplosion, der skete i Berlin under Weimarrepublikken – der var kabaret, der var ekspressionisme, der var eksperimenter i seksuel frigørelse og alternativ livsstil, der var Bauhaus – det var fuldstændig crazy!«, siger Knud Romer med begejstring i stemmen.

Med ’Babylon Berlin’ gør tysk kultur et forsøg på at fortsætte, hvor den slap, da fascisterne indtog Berlin og sendte kunstnerne, fritænkerne og forfatterne på flugt, mener Knud Romer.

»Det er jo lidt interessant, at genrejsningen af tysk kultur er sket med en serie, der fokuserer på Weimar-årene, som er de år, hvor tysk kultur blev bremset. Anden Verdenskrig satte låg på Tyskland som kulturnation, og nu griber den serie, der har haft størst succes i udlandet og har genoprejst Tysklands kulturelle ry, tilbage til den tid, hvor det faldt«.

Mens det især er de nye seriers høje kvalitet, der gør, at de bliver bemærket i udlandet, har der dog også været en konstant import af andre tyske kulturprodukter. Den legendariske krimiserie ’Tatort’ – ’Gerningsstedet’ på dansk – har i 2020 haft 50-års jubilæum, og de mere end 1.000 afsnit af serien har også en dansk fanskare. Derudover er der også altid blevet oversat meget tysk litteratur til dansk, også selv om kun få forfattere, eksempelvis Daniel Kehlmann og Simon Strauss, for alvor er blevet en del af et mainstream mediebillede. Søren R. Fauth fra Aarhus Universitet fortæller, at danske forfattere stadig i høj grad er inspireret af de tyske; han peger eksempelvis på, at digteren Mette Moestrup er inspireret af Rilke, mens mange andre forfattere, eksempelvis Claus Beck-Nielsen, også kendt som Madame Nielsen, kigger mod tyske forfattere som Thomas Bernhard.

  • Billede fra TV-serien Babylon Berlin. Foto: ARD/Babylon Berlin

Tv-serier kan hele et splittet Europa

I en tid hvor Storbritannien fortsætter sin haltende march ud af EU, og hvor USA med Trump ved roret vender sig mod sig selv, kigger europæiske lande i stigende grad mod hinanden både økonomisk, kulturelt og sikkerhedsmæssigt. Og der er god grund til, at de også gør det kulturelt, for tv-serier kan være med til at bygge broer i et splittet Europa.

De kan nemlig skabe en fælles sfære på tværs af landegrænserne og skabe identifikation, forståelse og nysgerrighed mellem seerne, fortæller professor Ib Bondebjerg:

»Forskning viser, at det gør en stor forskel for forståelsen de europæiske borgere imellem, om man jævnligt konfronteres med udsendelser, der ikke kommer fra éns eget land eller fra USA. Selv om forskellene er markante, er vi også vævet sammen kulturelt, og vi har en fælles historie, og det er tv-serierne med til at eksponere. Det skaber en slags nationalitetsfølelse, som omfatter de andre europæiske lande, og det er ellers svært at skabe i et Europa, der er splittet, og hvor der er mange forskellige sprog«, siger Ib Bondebjerg og tilføjer, at begrebet kaldes det medierede kulturmøde.

Der har været forsøg på at producere paneuropæiske tv-serier, hvor der er skuespillere og instruktører med fra mange forskellige europæiske lande, og visse danske skuespillere, eksempelvis Sofie Gråbøl og Peter Mygind, har spillet med i mange tyske film og serier. Ib Bondebjerg spår imidlertid ikke de fælleseuropæiske serier en lys fremtid. Stærke serier fra de enkelte europæiske lande vil, tror han, til gengæld vokse i popularitet i andre europæiske lande. Og det giver mening at kigge mod nabolandenes serier, film og bøger, for ofte kan kulturprodukter fra lande, der ligner os, lære os mere om os selv og vores egen kultur end eksempelvis amerikanske tv-serier.

»Det skaber opmærksomhed, forståelse og tolerance for andre folkefærd, men det sætter også éns egen kultur i relief at se serier fra andre lande, for så kan man bedre få øje på de forskelle og ligheder, der eksisterer. På den måde kommer man til at forstå både sig egen og den fremmede kultur lidt bedre ved at se tv-serier«, fortæller Ib Bondebjerg.

Forskeren og forfatteren Søren R. Fauth mener også, der er god grund til at kaste blikket mod syd og ikke kun over Atlanten. Ud over at tyske tv-serier på mange måder viser os en verden og en hverdag, der minder mere om vores egen end den amerikanske, er der kulturelt gods i Tyskland, som han håber på, at danskerne vil tage til sig:

»Tysk tv-kultur tilbyder en anden form for langsommelighed og fordybelse end den amerikanske og angelsaksiske tv-kultur, som mere har fokus på underholdning. Som f.eks. ’Babylon Berlin’ viser, er der i tysk kultur et konstant forsøg på at komme overens med det 20. århundredes meget problematiske historie, og der er fokus på tankevækkende dybereliggende ting. Der er noget tyngde over tysk ånd, og vi har brug for at indtage noget føde, som der er næring i. Det tilbyder tysk kultur«.

  • Sofie Gråbøl ses her i den svenske serie Vår tid är nu. Foto: SVT

  • Billede fra TV-serien Babylon Berlin. Foto: ARD/Babylon Berlin

Bauhaus-bevægelsen og brutalismen

Det er ikke kun i film- og tv-branchen, at der er fokus på den tyske historie. Også Tysklands visuelle og æstetiske kulturarv har fået et bedre ry, og mange arkitekter, designere og modeskabere har, til manges overraskelse, rettet blikket mod strømninger som Bauhaus, brutalisme og DDR-mode.

Den arkitektoniske bevægelse brutalismen, som bredte sig som en steppebrand over krigshærgede lande i Østeuropa efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser – og som stadig er stærkt repræsenteret i Østtyskland – var i mange år udskældt, men i dag er de brutale betonbygninger genstand foren hype uden lige. Dusinvis af bøger og magasiner er dedikeret til betonbygningerne, og hashtagget #brutalism trender på Instagram.

På samme måde er ’ostalgien’ – en sammentrækning af de tyske ord for øst og nostalgi – blomstret op især i Berlin, og det er ikke gået danskerne forbi. En bølge af barer i København er udstyret med tyske navne og tysk design, der dyrker ’grimhedens æstetik’ og skubber lidt til det tyske sprogs status som »de europæiske hovedsprogs paria i Danmark«, som en forsker formulerede det i Politiken et par år tilbage.

Bauhaus-bevægelsen, derimod, er ikke cool på en ironisk måde - men helt nøgternt. Med sit fokus på mødet mellem minimalisme, æstetik og funktionalisme har bevægelsen meget tilfælles med hæderkronede danske arkitekter og møbelskabere såsom Arne Jacobsen. Det kunne man opleve på den særudstilling som Designmuseum Danmark havde tidligere på året i forbindelse med Bauhaus-bevægelsens 100-års jubilæum.

Jubilæet har sammen med 30-året for Berlinmurens fald givet tysk kulturliv mere spalteplads i danske medier end i mange år, siger Mikkel Fønsskov.

»Disse begivenheder har givet Tyskland en mere aktuel krog. Vi har vendt os mere mod Tyskland, og det har gjort, at det er ved at gå op for folk, i hvor høj grad Tyskland har præget os«.

Når Knud Romer går forbi de dansk-tyske julemarkeder, der de senere år er poppet op i København, eller bliver inviteret til at holde foredrag om Tyskland i forbindelse med Murens fald og kan se, hvor populær Tyskland-udstillingen på Nationalmuseet er, er han ikke i tvivl om, at interessen for tysk kultur er til stede i Danmark, den er bare ikke blevet cementeret endnu.

»Vi skal have hentet flere tyske kunstudstillinger hertil, mere tysk musik, flere tyske film. Det kræver bare, at der er nogle kulturpromotere og bookingbureauer, der tager sig sammen. Når der endelig er film, koncerter og udstillinger fra Tyskland, går folk jo ind og ser dem, så man kan jo se, at folk godt gider tysk kultur. Der er stadig et vakuum, i forhold til hvor meget danskerne ved om tysk kultur, men der er en enorm potentiel interesse«.

  • National Theatre London. Foto: Simone Hutsch

  • Pressemateriale ved begivenhed på Bauhaus Museum Dessau i september 2019. Foto: Via www.imago-images.de Hartmut Boesener/Imago/Ritzau Scanpix

ET VINDUE TIL VERDEN OMKRING OS

Læs mere her