0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

»Vi har brug for at gøre vores verden større lige nu«

25. december 2020

I fem årtier har tyskerne siddet klistret til tv’et, når kultkrimien ‘Tatort’ er kørt over skærmen. Det er nabolandets svar på Matador, og har bundet landet og generationer sammen. Jens Albinus, der har spillet med i serien, drog til Tyskland og lærte noget om livet fra skuespillere, skribenter og lommetyve.

Berlinmuren er faldet. Sovjetunionen er eksploderet. Danmark har vundet EM. Statsledere er kommet og gået, der har været revolutioner, og generation X har født generation Y, der har født generation Z, mens internettet er blevet allemandseje.

Men én ting har som en monolit bestået gennem det hele. Søndag klokken kvart over otte er tyskerne stimlet sammen om fjernsynet og tændt op for, hvad der er blevet beskrevet som deres nationale lejrbål, krimiserien Tatort.

Der er blevet begået et mord, og det er nu op til to kriminalkommissærer at opklare gåden. Et vaskeægte whodunit-drama.

Tatort er en af de længst kørende krimiserier og har siden 1970 været samlingspunkt for tyske familier. Som sølvtøj og guldsmykker er det gået i arv gennem generationer.

Danske Michael Blohm har også arvet ‘Tatort’. Han er opvokset i Tåsinge og forældrene importerede tysk kultur via færgeovergange fra Fyn til Tyskland.

Første gang han så krimien var han 12. Nu er han 51 og et tæppe med ‘Tatort’-logoet slænger sig over sofaen i rækkehuset i Odense. Han tuner stadig ind om søndagen og ser den 1,5 time lange krimigåde udspille sig.

»Selvom den har kørt en halv levetid, så kan man se i figurerne, at de har fulgt med i de ændringer, vi har set i samfundet. Det er blevet mere moderne«, siger Michael Blohm.

»Serien minder mig om min barndom, om at sidde i mine forældres stue, se ‘Tatort’ og snakke om afsnittet efterfølgende. Det er ligesom Matador, som du kan se gang på gang, selvom det er samme indhold«.

Og det er noget af det, som tv-dramaet kan, bringe os tættere sammen og skabe et bånd, fortæller Gunhild Agger, der er professor i dansk mediehistorie og forsker i blandt andet tv-drama.

»Tv-drama er et samlingspunkt for det nationale fællesskab. Vi kan spejle os i samtidens problemer. I krimigenren handler det meget om, hvordan vi indretter os som samfund. Krimien kan diskutere vores samfundsproblemer«.

I de seneste år har hun set en tendens til, at tv-serier som Borgen, The Crown og Babylon Berlin, der er udsprunget i noget nationalt, har haft uanede evner til at dirke andre landes fjernsyn op og skabe sammenhold på tværs af landegrænser.

»Vi kan spejle os i det og se forskelle og ligheder i vores og deres historier. Det er meget vigtigt og betydningsfuldt, at vi ser det, for man får et særligt forhold til historien gennem de fiktive personer«, fortæller Gunhild Agger.

Skrå brædder og skæve værtshuse

At beskrive ‘Tatort’ som blot en krimiserie vil være at frarøve den en stor del af dens betydning. ‘Tatort’ er et fænomen.

Serien bliver optaget i forskellige tyske byer, der hver har sit eget hold af kriminalkommissærer. ‘Tatort’ er oppe på 1.148 afsnit og har i gennemsnit 8-9 millioner seere.

Gennem årene er det lykkedes flere danske skuespillere at snige sig med i en rolle i ‘Tatort’. Senest har Dar Salim fået hovedrollen som en af kommissærerne i Bremens ‘Tatort’-team, der bliver sendt næste år. Og både Thure Lindhardt og Jens Albinus har figureret i udkanten af hvert deres afsnit.

For fem år siden spillede Jens Albinus skolelæreren til en elev, der på mystisk vis forsvandt.

Netop tysk kultur, landets skrå brædder og skæve værtshuse, har formet ham som skuespiller og menneske. Som ung skuespiller dumpede han direkte ned i landets brydningstid, det vakuum der opstod efter murens fald og den efterfølgende sammensmeltning af øst og vest.

I 1996 var Jens Albinus i slut-tyverne, havde spillet nogle af dansk teaters klassiske hovedroller og var i succesen kørt død i sit arbejde. Han fandt ny inspiration i det tyske.

I Tyskland oplevede han, hvordan teatret var blevet punk-i-ficeret. Særligt hans møde med teaterdirektøren Frank Castorf ændrede noget for Jens Albinus.

Den provokerende og progressive Frank Castorf var direktør på Volksbühne (Folketeatret, red.), og i et opgør med den østberlinske befrielses rus – hvor man pludselig væltede sig i vestlige værdier – tog Castorf det modsatte standpunkt og skrev ‘OST’ (ØST, red.) på toppen af sit teater.

Kigger man på Jens Albinus CV, har der været den samme trang til at gå mod strømmen og skrive ‘OST’ på toppen af teatret.

Som da han i 2002 efter at have spillet hovedrollen i teatrets arvesølv, Hamlet, smækkede med døren til Det Kongelige Teater og drog ud i det ukendte. Eller nu, hvor han efter at have været med til at gøre Husets Teater til en publikumssucces, har sagt op for at skrive på sin bog.

Et par år og en kæmpe filmsucces efter det første møde med Frank Castorf vendte Jens Albinus tilbage til Tyskland. Her lærte han at arbejde med teatret som en katalysator til at angribe og udfordre, de stammer vi tilhører og på den måde lære noget om fællesskabet.

»Teatret er en lidenskab for mig, som kan være en vanskelig kærlighed. Tv er på mange måder let. Der er det med teater, at man når et punkt, hvor det mest attraktive kan synes at være at tage afsked. I 90’erne forekom det mig at det mest spændende foregik på teatre i Tyskland«, siger Jens Albinus.

Vi snyder os selv

‘Tatort’ har ikke kun bundet familierne sammen foran tv-alteret. Det har også været med til at binde Tyskland sammen på tværs af landets enorme størrelse, fordi hver delstat har deres kommissærer og leverer programmer til serien.

»Tatort bliver brugt til at markedsføre områderne, hvor man viser natur og byer fra de forskellige landsdele. På den måde viser man indbyggerne i eksempelvis Berlin, hvordan det er at leve i Sachsen«, fortæller Michael Blohm.

Og det med at binde nationen sammen og mangfoldigheden, er én af tingene, der gør tysk tv-kultur ekstraordinær, fortæller Steen Bille, der er formand for Dansk-Tysk Selskab, tidligere spillefilmskonsulent ved det Danske Filminstitut og opvokset lidt uden for Hamborg.

»Når man kigger mod syd, så tænker man, at de er én tysk kultur. Men alle områder er vidt forskellige. Der er stor afstand mellem Aalborg og København, men den er utrolig meget større mellem Berlin og Bayern - både sprogligt og kulturelt«, siger Steen Bille.

Det andet, der gør flimmerkassen i Tyskland exceptionel, er deres vovemod. De er ikke bange for at nye instruktørtalenter debuterer på TV med film.

»På tysk tv kan man opleve unge instruktører gå deres første skridt. Og de får lov til at gå meget langt og afprøve mediet og fortællingens former. Det er vanvittigt spændende«, siger han og tilføjer:

»Samtidig har tysk tv nogle økonomiske muskler, man kan spille med, hvilket giver en enestående kvalitet«.

Desværre er danskerne berøringsangste, når det kommer til Tyskland og tysk kultur, mener både Gunhild Agger og Steen Bille.

»Hvis det eneste, man kender, er Berlin og tyske rastepladser, så er tv-serier et godt sted at opleve, hvad de taler om, både deres drømme og deres bristede drømme. Det er et vindue til at forstå dem«, siger Steen Bille.

Det er tidligere kulturminister og nuværende administrerende direktør for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, enig i. Han betegner sig som en storforbruger af public service og mener, at det er vigtigt i forhold til landets sammenhængskraft og for at lære os selv og vores naboer bedre at kende.

»Kulturen er vigtig for at styrke fællesskabet med vores naboer. Vi har rigtig meget til fælles, og det bliver vi mindet om, når vi oplever hinandens kulturer. Selvom det er forskellige selvstændige nationer med egne sprog og traditioner, er der mere, der binder os sammen end skiller os ad. Vi kan også i høj grad finde inspiration hos hinanden«, siger han.

Han mener også, at vi burde komme ud af busken og skue længere end blot til USA og England, når fjernsynet flimrer.

»Man kan sige meget godt om de mange amerikanske film og serier, som der er et enormt udbud af, så er det rigtigt godt at have et alternativ, der geografisk, kulturelt og værdimæssigt er tæt på Danmark, men alligevel lidt anderledes«.

En af grundene til at vi ikke udfordrer os selv nok, skal findes i sproget, mener Gunhild Agger.

»Sproget har i høj grad været en barriere. Det er beklageligt at måtte konstatere, men vi er så utroligt anglofone«, siger hun.

»Vores nysgerrighed er blevet amputeret. Vi danskere stiller os tilfredse med det, vi selv laver og det, vi overtager fra den engelske og amerikanske kultur«, siger Steen Bille.

Sammenbruddet

I Tyskland kom Jens Albinus i nærkontakt med Volksbrühnes chefdramaturg.

»Han introducerede mig for en masse mennesker og trak mig med i lange, lange samtaler, på natværtshuse, eller på teatrets kontorer, hvor jeg mødte alle de her skuespillere, skribenter, filmfolk og lommetyve af enhver art. Jeg kunne meget lidt tysk, og mens jeg lyttede, havde jeg rig lejlighed til at forestille mig alt det jeg ikke vidste, at jeg selv vidste. Det er på en måde tæt på kernen i hvad teatret beskæftiger sig med«, siger Jens Albinus.

Noget af det, der var indholdet i de lange snakke, var menneskets tilhørsforhold til stammen og nationen.

»Enhver kan umiddelbart forstå, hvorfor det var et stort tema i Berlin i årene efter genforeningen. Men også for os i norden er overvejelserne om fællesskabet, og de magtforhold vi som fællesskab indretter os under interessante«.

Ikke lang tid efter var den danske skuespiller tilbage i Danmark, da han fik et opkald fra chefdramaturgen. Han skulle komme til Berlin med det vuns og spille med i en iscenesættelse.

»Aber, ich spreche doch kein deutsch«, sagde jeg. Men det var lige meget, så jeg røg ned og kæmpede mig igennem på gebrokkent tysk. Det var min første berøring med at spille på tysk, noget som jeg efterhånden har fundet stor frihed i og glæde ved. Og - må jeg sige: Det har da været en fordel at sætte mig ned og lære sproget. Sidenhen«.

»Det er vigtigt at gøre dét, vi ikke vidste om os selv, mærkbart. Så nationen, stammen, ikke forhærder sig om sine egne identitetsmarkører, men kommer hen til et sted, hvor nationens kerneindhold kan blive overskredet. Man kan måske lidt firkantet sige, at et serieprodukt som Tatort gerne vil repetere de identitetsmarkører. Mens teatret ofte henter energi og fascinationskraft ved at nærme sig et punkt, hvor det næsten bryder sammen«, siger Jens Albinus.

I at forholde sig tvivlrådigt til sit eget stammeslægtskab, ligger der måske endda et potentiale for at komme endnu tættere sammen.

»Vi har brug for at gøre vores verden større lige nu. Når krisen strammer, er der måske en umiddelbar impuls til at besinde sig på sin stamme. Men jeg vil gerne appellere til, at man løfter sig op af det nationale og tillader sig den luksus at dyrke modsigelsen. Tillader sig den luksus, som teatret er«, siger han.

Som Blohmen i et æg

Tilbage i rækkehuset på Fyn skærer Michael Blohm endnu et stykke af brunsvigeren og hælder tyske bobler op i glassene. Vinen er på en måde manifestationen af det, der er galt i danskernes forhold til tysk kultur, mener han.

»Vi har den her forudindtagethed om, at tysk vin smager dårligt. Ligesom man tænker at tysk mad, tysk kultur og tysk tv er tilbagestående. Tyskland har ændret sig helt vildt meget bare de sidste 30 år, men folks mindset vedbliver at være det samme«, siger Michael Blohm.

Og hvis vi bibeholder den tankegang, så går vi glip af rigtig meget, for Tyskland er mere end Anden Verdenskrig.

»Vi skal ikke være så skræmt for tysk kultur. Vi skal turde prøve noget nyt«.

Når corona-pandemien forhåbentligvis snart er mere under kontrol, og det igen er muligt for mennesker at mødes og rejse, fortsætter Michael Blohms arbejde med at invitere danskerne med ind i nabolandets verden.

Han vil blandt andet afholde ‘Tatort’-arrangementer, hvor man mødes, ser søndagens afsnit og får en drink.

Det danske ‘Tatort’-fællesskab er endnu ikke så stort, men Blohm er sikker på, at han kan skabe interesse om det og få tilslutning fra danskere og tyske udvekslingsstuderende.

»Jeg oplevede det første gang i Tyskland, hvor de har tradition for at mødes på barer og se Tatort sammen. Det fungerer ligesom en fodboldkamp. Du får lidt at spise, en drink og kvart over otte starter ‘Tatort’«, fortæller Michael Blohm.

»Bagefter taler man om afsnittet: »Hvordan var kommissæren?«. »Var det et spændende afsnit?« Det er et hygge-arrangement i stedet for at sidde alene hjemme«.

Indtil videre må han nøjes med at se det alene eller sammen med sine forældre. Men en ting er sikkert, på søndag sidder han klinet til skærmen, når endnu et mord bliver begået.

Tatort – hver søndag

Tatort, som på dansk hedder ’Gerningsstedet’ bliver sendt på den tyske tv-kanal ARD/Das Erste søndage kl. 20.15. Får du dit signal via en dansk tv-distributør, kan du også se programmet med danske undertekster.  Langt de fleste søndage sendes helt nye afsnit, men af og til genudsendes afsnit fra det enorme ’Tatort’-bagkatalog.

Læs mere om Tatort her
Artiklen er låst – Sådan kommer du videre:
Du er her
Vil du have adgang?
NEJ
JA
Vil du tillade dataindsamling?
NEJ
JA
Køb abonnement

Som abonnent kan du tilpasse hvilken data, der indsamles.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.