Vi har ikke råd til at skære i public service, mener Jesper Christensen: »Vores demokrati ender med at hvile og vakle på clickbait og konfrontationer«
I en tid hvor film og serier fra den anden side af kloden ikke er mere end et klik væk, er public service-tv på tværs af Norden vigtigere end nogensinde. Det mener skuespiller Jesper Christensen, der i årevis har arbejdet på tværs af landegrænserne. Bag skærmen får vi nemlig ikke blot et vindue ind til hinandens kultur. Vi bliver samtidig klogere på os selv, istemmer Bertel Haarder og Stine Bosse.
Der er formentlig ikke mange danskere, der kender til forfatteren Walter Kempowski, selv om han blandt vores naboer i syd regnes for én af nutidens mest betydningsfulde tyske forfattere. Og det er måske, fordi han var så tysk i sit forfatterskab – »ekstremt detaljeorienteret«.
Ræsonnementet flyder fra en halvrusten stemme i røret, da vi en formiddag i december fanger Jesper Christensen over telefonen.
Uden for vinduet er vejret mere end almindeligt nordisk. Det ene øjeblik fyger det med smelteklare snefnug, det næste står det ned i stænger. Og fra sin hængekøje i sit hjem på Christianshavn, kan den 73-årige skuespiller se ud over kanalen, mens han mindes sin første udenlandske tv-produktion, filmatiseringen af Kempowskis ‘Tadellöser & Wolff’.
»Kapowski voksede op i det bedre borgerskab i Nazi-Tyskland og blev som 18-årig, ganske urimeligt, dømt for spionage under et visit i Østtyskland. Der sad han så i sin celle og huskede: På alt fra ordspil og reklamer til passager fra film og litteratur. Og det resulterede i nogle pissemorsomme bøger, som ZDF lavede en serie ud af med stor succes«, fortæller Jesper Christensen, der spillede danskeren Sven Sörensen.
Og hvis der er ét ord, der indkapsler den oplevelse og stadig står indprentet i hukommelsen hos skuespilleren, som sidenhen har indspillet mere end hundrede film i og udenfor landets grænser. Ja, så er det nok »chok«. For det var præcis den følelse, han stod med den dag i 1974, hvor optagelserne gik i gang.
»Jeg kom direkte fra Børne- og Ungdomsafdelingen på DR, hvor alle havde en mening om og blandede sig i alt for ikke at tale om konstant at vade ind over hinandens faggrænser. Holdene var små, og der var ikke penge til en skid. Og pludselig stod jeg i en hierarkisk, fuldstændig forstenet produktionsmaskine, hvor jeg blev kaldt til møder hos producenten, fordi jeg havde dristet mig til at tale direkte til kameramanden«, griner han.
I håbet om ikke at blive hyret igen, gjorde Jesper Christensen sig »umulig« og forlangte »urimeligt« mange penge for sit arbejde. Men det resulterede bare i, at han blev rykket op i selvsamme hierarki, han udfordrede. For hvis man tjente et vist beløb i dagsløn, var man nødsaget til at sidde i de finere stuer og blive fragtet ene mand rundt i bil, husker han.
»Det er sjovt, hvordan vi på så mange områder ligner vores nærmeste naboer fuldstændig, og så er der alligevel områder, hvor vi er milevidt fra hinanden«, siger Jesper Christensen, da vi får ham i røret til en snak om tv på tværs af nabolandene og public service i streamingtjenesternes tid.
Den grænseløse bekymring
Børn født før 80’erne vil formentlig huske ham som faren til Nana i DR’s børne-serie af samme navn, mens de, som er vokset op efter, måske mere forbinder ham med den forbitrede og selvdestruktive alkoholiker Kaj i Per Flys ‘Bænken’ eller Mr. White i James Bond.
Jesper Christensen har spillet med i et utal af film i og uden for Danmark, og slår man et smut forbi hans profil på filmdatabasen IMDb, kan man læse, at han bliver ved med at komme tilbage til den »bekymrede mand«. En mand, man finder på både den ene og anden side af landegrænserne, forklarer han.
»De stærkeste fortællinger handler jo ofte om mennesker i krise. Folk, der står et sted i livet, hvor noget ændrer sig, så de er nødsaget til at finde på noget nyt – hvad end der er tale om krig, parforhold eller familierelationer. Og når jeg læser et manuskript, skal jeg kunne sige: »Ja ja, ham der kender jeg godt«, uanset om han er konge af Norge eller en bums nede fra hjørnet«, siger han og fortæller, at når alt kommer til alt, er der ikke den store forskel på de to.
Selvfølgelig har vi forskellige forudsætninger, der naturligt påvirker, hvilke sider vi viser af os selv. Men grundlæggende er vi de samme, siger Jesper Christensen lidt eftertænksomt og tilføjer, at han kan finde alt fra ondskab til altruisme i sig selv.
»Vi kan gå ind og se en film fra Japan, der rent følelsesmæssigt er ret ueksotisk – hvor man øjeblikkeligt forstår, hvad der er på spil. Der kan være samfundsmæssige detaljer og udsmykning af scenerne, der vidner om, at vi er langt væk, men når det kommer til vores følelsesliv, så er menneskene til alle tider sig selv lig. Og det gør det på en og samme tid banalt og interessant«.
Godt tv er således det, der giver os mulighed for at blive klogere på os selv og hinanden. Og derfor er public service-tv ikke bare interessant, men nødvendigt – herhjemme som på tværs af vores nabolande, mener Jesper Christensen.
»Jeg tror, at man kan lære enormt meget af at se tv om miljøer, man ikke selv er del af. Og dem er der jo masser af – både herhjemme og i udlandet. På mange områder vil vi på forhånd have en idé om, hvad vi kan spejle os i, og hvad der føles anderledes. Men vi kan også blive overrasket af, hvad der hører ind under hvad«.
-
Babylon Berlin ©ARD
Nordisk drama på verdenskortet
Vi har set et utal af prom nights i highschool-film, været eksponeret for dokumentarer om Den Amerikanske Borgerkrig og fulgt præsidentvalgkampe i realtid. Og med streamingtjenesterne og techgiganternes indtog på markedet, har den amerikanske kulturindustri bestemt ikke fået mindre tag i vores forestillingsverden.
I årevis har en overvægt af amerikanske film- og tv-produktioner gjort os mere end godt bekendt med et folk, en historie og en kultur, der ligger tusindvis af kilometer væk. Men det er de senere år blevet udfordret af en række nordeuropæiske drama-succeser, der for alvor har sat den nære geografi på dagsordenen.Herhjemme har drama-serier som ‘Borgen’, ‘Broen’, ‘Bedrag’, ‘Arvingerne’ og ‘Forbrydelsen’ vundet international hæder og gjort Danmark til kronet repræsentant for den skandinaviske krimi-genre nordic noir. I Sverige har serien ‘Vores tid er nu’ suget seere til sig med fortællingen om familien Lövanders rejse fra den ekstatiske efterkrigstid til hippiebevægelsen. Den tyske gigantsatsning Babylon Berlin er, med et budget på 300 millioner kroner, den dyreste ikke-engelske serie nogensinde. Og så har Norge for alvor manifesteret sin placering i den internationale bevidsthed.
EXIT ©NRK
Siden ungdomsserien SKAM i 2015 fik gloser som »dritkul«, »kødder« og »serr« på de danske læber og vækkede en interesse for skandinavisk-produceret ungdoms-tv, er blandt andet serien EXIT, om narkotika, vold og prostitution i den norske finanssektor, blevet en kæmpe succes.
Og det er bare nogle af de dramasatsninger, de nordiske public service-kanaler har bidraget med de seneste år. Hermed har vi fået et helt særligt vindue ind til hinandens verden og færden, der er helt afgørende for samhørigheden på tværs af vores landegrænser, mener præsident for Nordisk Råd og tidligere kulturminister for Venstre Bertel Haarder.
Det er nemlig ikke bare fysisk – foran TV’et i stuerne – at vi samles om godt indhold. Det samme gør vi moralsk, når vi forbruger kulturprodukter på tværs af vores nabolande.
»Det er helt afgørende for den nordiske samfølelse og sprogforståelse, at vi ser hinandens tv-produktioner. Jeg plejer at sige, at Pippi Langstrømpe har gjort mere for den nordiske samhørighed end samtlige sessioner i Nordisk Råd. Og det tror jeg, at alle vi, der sidder i det, er ganske enige om«, siger han.
Vores tid er nu @SVT
NabolandsKanalerne er tv fra public service-kanalerne i Tyskland, Sverige og Norge. Det er tv af høj kvalitet, der er værd at se – det være sig krimiserier, dramaer, dokumentarer, natur og musik i verdensklasse. Ofte prisbelønnede og ofte nyskabende.
De fleste danskere har adgang til mange af NabolandsKanalerne med en tv-pakke fra en dansk tv-distributør, og mange af programmerne har danske undertekster.
Tag på opdagelse på www.nabolandskanalerne.dk
Ved hjælp af en tv-guide kan du læse om alle programmer, søge på kanaler, tidspunkter og genrer samt søge efter udsendelser med danske undertekster. Her er også tv-tips og artikler med inspiration til at gå på opdagelse på de tyske, svenske og norske tv-kanaler.
Du kan også tilmelde dig et nyhedsbrev og løbende få nyt om aktuelle tv-premierer og kultur i nabolandene.
Besøg Nabolandskanalerne her
-
Babylon Berlin ©ARD
En fælles referenceramme
Hvis vi skal kunne spejle os i hinanden på tværs af landegrænserne, må vi med andre ord have en fælles referenceramme at tale ud fra, og det får vi bedst ved at se de samme ting, fortsætter Bertel Haarder.
»En af grundene, til at danskere er så gode til engelsk, er, at de har set engelsk tv med danske undertekster, siden de var små. Og da SKAM kom ud, lærte danske unge nærmest at tale norsk på 14 dage. Det er den bedste sprogundervisning, der findes«, siger han og tilføjer, at det derfor er vigtigt, at vi ikke bare ser tv fra engelsksprogede lande.
»Jeg er tilhænger af, at det er den bedste dramaproducent, der vinder. Selv har jeg set hvert et afsnit af The Crown, hvilket er et ret godt eksempel på, at der findes kvalitetsindhold på streamingtjenesterne. Men med en serie som Borgen har vi vist, at vi sagtens kan være med på den her vogn«, siger Bertel Haarder.
Tv fra vores nabolande er med til at udvide vores nære horisonter. Hermed får vi et kig ind i samfund – kultur, politik og institutioner – der på visse områder ligner og på andre områder adskiller sig fra det, vi allerede kender. En kulturudveksling, der på en og samme tid gør os klogere på os selv og hinanden.
»Det handler om kulturel identitet – vi, der bor i dette område, har en kulturel hjemmebase, der rækker ud over vores eget lille land og sprog. Og ved at gå sammen, kan vi bedre klare os i den store verden«, siger han og fortæller, at det er en verden, der i disse år er særligt domineret af sociale medier og underholdsningsplatforme.
»Man kan frygte, at der vokser en generation op, der er mere til fals for fake news og ekkokammerretorik og samtidig får en mindre forståelse for deres eget kulturelle nærområde«.
Vidste du ...
... at Babylon Berlin – der udspiller sig i mellemkrigstiden med dyb fattigdom, krigsinvalider, politisk vold og et dekadent kulturliv – er den dyreste ikke-engelsksprogede serie nogensinde? Og vidste du, at serien, at Bryan Ferry, forsangeren fra Roxy Music, optræder som cabaretsanger i et afsnit i første sæson.
Det mangfoldige mediebillede
I en tid, hvor streamingtjenester som Netflix, Amazon Prime, og HBO ligger rigtig lunt ved hånden af seere verden over, kan public service-tv siges at være under pres. Færre slubrer sig i flow-tv, og flere – ikke mindst unge – orienterer sig og henter oplysninger på de sociale medier, hvor algoritmerne hersker. Her får de mere af det samme og bliver sjældent præsenteret for noget, de ikke aktivt har vist interesse for.
Og det er grundlæggende en demokratisk udfordringen udvikling, mener erhvervsdebattør Stine Bosse, der er formand for den uafhængige TechDK-kommission, som har til formål at udarbejde »anbefalinger til, hvordan vi tøjler den nye teknologi«.
»For mig handler god public service, helt overordnet set, om at kunne levere den gode samtale mellem modsatrettede synspunkter. Og derfor er det vigtigt med programmer, som giver os kvalificeret og journalistisk behandlet viden«, siger hun og fortsætter:
»Vi har brug for programmer, der tager os ud og orienterer os om verden, som når Puk Damsgaard eller Phillip Khokhar løber en personlig risiko for at afdække områder, vi kan blive klogere på, ligesom det er vigtigt med programmer, der samler os om nye indsigter«.
Det betyder ikke, at public service ikke må være underholdende, men der skal være et element af oplysning, mener Stine Bosse, for hvem godt flow-tv kan være alt fra programmer om vilde dyr over klimaudfordringer i Afrika til en god, gammel klassiker som Matador. Og hvis man, som flere i disse år foreslår, overlader de store dramasatsninger til streamingtjenesterne, vil det have store konsekvenser for vores kultur og selvforståelse.
»Det, at spejle sig i andre, gør jo nogle gange, at man opdager egne særkender og de nuancer, vi er fælles om. Og vi må godt både vise, at vi er europæere og fejre vores forskelligheder. For der er forskel på at være dansker og tysker. Men der er også meget, som samler os«, siger hun og fortsætter:
»Kulturimperialismen er jo ikke død. Og hvis vi ikke skal oversvømmes med ting fra USA og Kina, så bliver man nødt til at holde fast i sine rødder. For det er stort, det der kommer til os, og der er så mange penge bag, så hvis vi vil noget med vores kultur i Danmarks og i Europa, så skal vi også kunne finde ud af at holde fast i os selv«.
Vidste du ...
... at næsten halvdelen af Norges befolkning har set serien ‘Exit’ om fire finansmænds liv med “trofækoner”, coke, prostitution og penge i skattely? At cirka 70 procent af indholdet er baseret på virkelige hændelser? Eller at sæson 3 får premiere i foråret 2023?
Tillid i en krisetid
I Danmark vågnede public service-begrebet med Danmarks Radio, som ifølge den danske radiolov skulle sprede programmer til hele befolkningen af »alsidig, kulturel og oplysende art«. Men selv om de fleste i dag tillægger de danske public service-medier stor troværdighed, så er det ikke ensbetydende med, at det bliver ved med at være sådan, lyder det fra Bertel Haarder.
»Vores samfund er i høj grad baseret på tillid, hvilket er helt altafgørende. Gode public service-medier er dermed nogle, der nyder befolkningens tillid, og som er det sted, hvor løgne imødegås. Og når jeg ser på vaccinedebatten, så kan jeg godt frygte, at vi engang får noget, der ligner Trumpske tilstande herhjemme«.
Fra hængekøjen på Christianshavn lyder et par host. Jesper Christensen har fanget noget så almindeligt som en snue i december. Og da han igen fanger stemmen, kan man næsten høre ham ryste på hovedet.
»Det var landsskadende virksomhed af værste skuffe, da DR blev beskåret«, siger han med henvisning til aftalen om at spare 20 procent i DR over fem år, der blev indgået i 2018.
»Vi må ikke have så svagt et statsdrevet fjernsyn i en tid med så meget, der kan splitte os.
Og jeg er af den overbevisning, at hvis ikke vi opruster mod de pengedrevne tjenester og platforme, så mister vi fuldstændig adgang til det offentlige øre. Og det har vi ikke råd til«.
Oplevelsen med ‘Tadellöser & Wolff’ sad så godt fast i Jesper Christensen, at han først 30 år senere tog tilbage til Tyskland for at arbejde. Pludselig stod han der efter årtusindeskiftet og tænkte: »Hvorfor er jeg ikke i Tyskland? Jeg kan godt lide landet. Jeg både snakker og læser tysk. Og om lidt får de deres helt store gennembrud«, fortæller han og siger, at det er et meget godt eksempel på, hvordan man kan ende med at sidde fast i sine forestillinger.
»Der er intet sted i verden, der poster penge i kultur som Tyskland. De bruger mange millioner på film. Og hver eneste lille Esbjerg har et symfoniorkester. Det kan vi lære meget af«, siger han og fortsætter.
»Hvis vi overlader ansvaret til pengemaskinerne, ender vi med at forsvinde ind i hver vores boble eller blive så fokuseret på uenighed, at vi helt overser alle de steder, vi kan opnå enighed og blive klogere. Der må være noget, der trækker den anden vej«, siger Jesper Christensen og pauser et øjeblik.