Ja, og så er der ikke så forfærdeligt meget mere i den 50 kvadratmeter store Nørrebro-lejlighed, 31-årige Loui Lam bor i. Og sådan kan han allerbedst lide det.

»Jeg hader nips. Og det gælder alt, der er mindre end en vandmelon«, siger han smilende, da vi besøger ham i den toværelses lejlighed, han har boet i siden 2009. Møblerne, der har fået logi i hjemmet, har han langt hen ad vejen erhvervet sig brugt. Og på de blotlagte murstensvægge er der ikke én eneste hylde med udstillet affektionsværdi.

Loui Lam er nemlig ikke bare minimalist. Han har også fravristet sig et følelsesmæssigt bånd til ting og sager. Og så er han af den overbevisning, at vi køber og forbruger alt for meget. Mere end vi kan tillade os i en tid, hvor klimaforandringerne taler med stadig større bogstaver, og hvor der snart ikke er flere ressourcer at tære på.

»For mig at se er vores hovedløse forbrug verdens største problem. Vi skal simpelthen drosle ned«, siger han og fortæller, at han af den årsag lever på en »sten«, hvilket giver mulighed for at investere de penge, han ikke bruger, der hvor de kan få en indflydelse.

Man kunne måske godt tænke, at ord som aktier, obligationer og børs var forbeholdt en verden fuld af mænd i slips og jakkesæt. Men i takt med at de fleste efterhånden er blevet bevidste om de miljø- og klimamæssige fordele i at tage cyklen frem for dieselbilen, sortere affaldet og minimere de lange flyrejser, har flere og flere også fået øjnene op for, hvordan vi i kraft af investeringer og pensionsopsparinger kan være med til at skubbe til den bæredygtige dagsorden.

Vi har mødt Loui Lam, der har taget turen ind i investeringsverdenen, til en snak om at tage ansvar – for sit klimaaftryk og det liv, man drømmer om at leve.

I takt med at flere og flere virksomheder i disse år bryster sig af helt eller delvist at have kastet sig ind i klimakampen, er der kommet større fokus på, hvordan man via investeringer kan være med til at skubbe verden i en positiv retning. Men for den menige borger kan det dog være svært at gennemskue, hvornår der egentlig er tale om grønne gerninger, og hvornår der er tale om greenwashing – hvor virksomheder udgiver sig for at være mere klimavenlige, end de rent faktisk er.

»Man kan både investere i fonde, der søger for at sprede ens investering ud. Og så kan man kan købe i enkelte virksomheder, hvilket er mere komplekst og lidt mere risikabelt. For mig har det været en udvikling. Jeg har tidligere været meget investeret i en fond, der på det tidspunkt var én af de mest bæredygtige. I dag går jeg mere specifikt efter virksomheder, der beskæftiger sig med vedvarende energi«, siger han.

I takt med at forbrugerne i stadig stigende grad stiller krav til virksomheders gøren og laden, har de bæredygtige investeringsfonde de seneste år oplevet stor interesse. Og for at gøre det nemmere at gennemskue, hvad det er, man investerer i, præsenterede Europakommissionen i foråret en moppedreng af et opslagsværk over, hvad der fremover kan betegnes som klimavenlige og bæredygtige investeringer. Retningslinjer, der skal bidrage til EU’s ambition om at blive det første klimaneutrale kontinent, når vi når 2050.

Og det er noget, der er med til at skabe gennemsigtighed for investorer, fortæller Camilla Schjølin Poulsen, der er privatøkonom i Nykredit, hvor de blandt deres kunder oplever en stigende interesse for at investere bæredygtigt.

»Der er ingen tvivl om, at vi alle skal gøre, hvad vi kan. Men man behøver ikke nødvendigvis afsværge sig forbrug for at understøtte en bæredygtig udvikling. Man kan også vælge at lade sine penge flyde i retningen af de virksomheder og fonde, som har de samme ønsker for fremtiden som en selv«, siger hun og fortæller, at EU’s nye kategoriseringer giver et bedre indblik i, hvordan de enkelte fonde ligger i forhold til bæredygtighed.

»Fondene kategoriseres under tre artikler: Artikel 6, der ikke har krav til inddragelse af bæredygtighed, men forpligter til oplysning om fondens negative påvirkning. Artikel 8, der udover kravene i Artikel 6, sikrer en klar og dokumenterbar tilgang til inddragelse af bæredygtighed i investeringsprocessen. Og Artikel 9, der yderligere kræver, at fonden skal sætte helt konkrete bæredygtighedsmål – eksempelvis at CO2-udledningen skal være faldet til x procent om x år«, siger hun.

Ifølge Camilla Schjølin Poulsen er det en udbredt myte, at det udelukkende handler om miljø og klima, når man taler bæredygtige investeringer. Når man skal vurdere, hvorvidt en virksomhed er bæredygtig, ser man nemlig også på socialt og ledelsesmæssigt ansvar. En bæredygtig virksomhed er altså en, der opfører sig ordentligt – socialt, miljø- og klimamæssigt.

Og det er positivt for investorer, da der ellers hurtigt kunne blive tale om en meget smal og dermed mere sårbar investering, fortæller hun og tilføjer, at hun af samme årsag vil anbefale nye investorer at starte ud i en bred, bæredygtig fond. Så kan man altid senere, hvis man som Loui Lam får stor interesse for bestemte områder, plukke enkelte selskaber – velvidende at det er mere risikabelt.

Det er i virkeligheden mange af de samme overvejelser, man skal gøre sig, hvad end man investerer traditionelt eller bæredygtigt, forklarer Camilla Schjølin Poulsen.

»Først og fremmest bør man udelukkende lægge de penge, man har mulighed for at have investeret i minimum 3 år og meget gerne længere, for derved at sænke risikoen for at skulle sælge på et tidspunkt hvor man har tabt penge. Derudover er det ofte en fordel at investere via en fond fremfor en enkeltaktie, så man spreder sin investering og ikke lægger alle æg i én kurv«, siger hun og tilføjer, at selv om vi på mange områder er blevet vant til – når vi køber kød og æg i supermarkedet og tøj i en forretning – at det bæredygtige valg koster os lidt mere, så gælder det ikke nødvendigvis for investeringsverdenen.

»Nu er det jo ikke sådan, at et historisk afkast er en garanti for fremtiden, men de seneste år har vist, at man faktisk kan opnå et endnu større afkast ved at investere bæredygtigt«.