0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

»Danskerne skal ikke nøjes med sommer i Danmark – de skal beriges med den«

2. juli 2020

De fleste har nok set symbolet med margueritten på den brune baggrund, der står placeret langs de danske landeveje. Men præcis hvor og hvad ruten passerer, ved nok de færreste.

I en tid hvor såvel klima- og coronakrisen har sat manges sommerplaner i bero, kan det imidlertid godt betale sig at stoppe op og se, hvad vi har at byde på herhjemme. Danmark er intet mindre end fuld af natur- og kulturoplevelser. Så pak blot bilen og stik afsted.

De blomstrer overalt i øjeblikket. De hvide blomster med den mørkegule midte, der i en årrække har lagt navn til de smukkeste strækninger i Danmark. På marker, i haver, i motorvejsrabatten og langs landeveje står de som påmindelse om, at nu er den her, den danske sommer.

Endelig kunne man fristes til at sige. Efter et mildest talt isoleret forår. Og midt i en tid hvor klimakrisen har indtaget en stadig mere prominent plads i debatten – såvel politisk som over aftensbordet – har også de danske sommerplaner fået en tur i centrifugen. Det bliver sværere og sværere at forsvare svipture til de europæiske storbyer og langdistancefly til Bangkok og New York. Og ifølge den årlige undersøgelse af danskernes rejseadfærd, som Dansk Kyst- og Naturturisme står bag i samarbejde med VisitDenmark, er det tydeligt, at flere og flere danskere vælger at bruge deres sommerferie i Danmark.

Med god grund. Det gode, gamle kongerige er nemlig spækket med natur- og kulturoplevelser samt fortællinger fra en svunden tid. Følger man skiltene med den lille marguerit rundt i landet, vil man blive ført ind i historien med gravhøje, stendysser, runesten og stenkirker. Man vil køre langs kyster, fjorde, søer og åer, og forbi skov, hede, klit og krat. Her vil man opleve, hvordan det danske landskab på én og samme tid er overdådigt og undervurderet.

Afsti afsted

Det er en morgen i juni, da vi triller ud af hovedstaden. Solen hænger allerede ind over byens tage og sender lange mørke skygger ned langs gaderne. Og ind ad bilruden blafrer vinden lunt i håret.

Kører man i nordgående retning fra København, rammer man margueritruten på Strandvejen, hvor brokvarterernes tætte beboelse med ét udskiftes med prangende villaer, kystlinje og grønne skove. Med havet på sin højre hånd løber ruten, forbi lystbådhavne og badestrande, hele vejen til Helsingør, hvor man kan besøge Kronborg Slot, Museum for Søfart og vade rundt i den gamle, smukke færgeby.


Herfra fortsætter ruten ind i landet – forbi Fredensborg Slot og Æbelholt Klostermuseum – til Arresø, Danmarks største sø, åbner sig gennem trækronerne. Vi parkerer bilen i Lille Lyngby – en lille landsby med døsige, stråtægte huse – og går op til den røde landsbykirke, der, ifølge lokale vandresagn, har været hårdt prøvet af natlige nedrivninger og en trolds kast med sten, siden den blev bygget i slutningen af 1100-tallet. I dag ser den dog rimelig fredelig ud. Og så ligger den med udsigt til den blå-grønne sø, hvor dagens første kajakker stryger lydløst gennem vandet.

Vi kører videre. Gennem små landsbyer som Annisse, der har sin egen vingård, og Ramløse, der har en næsten 20 år gammel, funktionsdygtig mølle. Og ender i Tisvilde Hegn. Her kan man gå gennem Troldeskoven, hvor 100-200 år gamle fyrretræer står med deres krogede grene, som er blevet gnavet til af fyrreviklerlarver. Man kan også udforske ruinerne af det gamle middelalder-kloster Asserbo Slot, den udgravede senmiddelalder-landsby Torup og spotte gravhøje fra bronzealderen.

I Tisvilde Hegn ligger fortidens bondesamfund side om side med nutidens. Runesten i samme område som sommerhusbeboernes bog-bytte-biks. Det er bare med at stoppe op, når noget fanger øjet.

En kamp om skønne strækninger

Margueritruten blev indviet en forårsdag i 1991. Dronning Margrethe klippede snoren og navngav Danmarks første officielle bilrute efter sin engelske mormor, Margerit, og sit eget navn på engelsk, Daisy. Nu havde Danmark fået en rute, som ville lokke »bilisterne ad små veje, hvor de stille og roligt [kunne] nyde den danske natur«, skrev Politiken dengang. En rute, som ville være af »blivende værdi for både danskerne og vores gæster fra udlandet«, lød det.

Selve idéen til ruten opstod imidlertid allerede 20 år forinden. I en menneskealder havde en mand ved navn Axel Dessau været dansk turistchef i New York, hvor han arbejdede med at få folk til at vælge Danmark som feriedestination. Og da han i 70’erne gik på pension og vendte tilbage til Danmark, havde han en idé med sig.

»Derovre i Amerika har de det, man kalder scenic routes, altså landskabeligt smukke ruter. Sådan nogen skal vi også have i Danmark«, lød det.

Men det var først, da Turismens Fællesråd blev stiftet i slutningen af 80’erne, at der for alvor kom fut i fejemøget, så at sige. I spidsen for foretagendet med at finde og forbinde de smukkeste danske destinationer og strækninger stod rådets direktør Jørgen Hansen. Og det var slet ikke så nem en opgave, fortæller han.

»Vi var nogen, der havde hørt Dessaus idé. Så vi gik videre med det til Vejdirektoratet, da vi helt bestemt mente, at det måtte involvere en masse skilte, som viste, hvordan man skulle følge de ruter«, siger Jørgen Hansen, der er forfatter til i omegnen af 20 bøger om kultur, historie og natur i Danmark.

Vejdirektoratet var forbeholden. Det mente, at der måtte være skilte nok i Danmark. Men hvis det partout skulle realiseres, havde de tre krav, fortæller Jørgen Hansen.

»For det første måtte den ikke gå ad motorveje, hvilket lidt gav sig selv, når strækningerne skulle være naturskønne. For det andet skulle det være en fortløbende rute, hvilket er forklaringen på, at ruten i dag ikke går til Skagen, hvad der jo er en stor fejl. For det tredje skulle den føre forbi Danmarks 100 vigtigste seværdigheder, hvilket jo er noget af et krav – for hvem udstikker lige det?«, spørger han grinende.

Turismens Fællesråd påtog sig opgaven med at konstruere ruten og udnævne de 100 vigtigste seværdigheder, og i et års tid til halvandet sad Jørgen Hansen og forhandlede med amter og kommuner om, hvordan ruten skulle krydse deres territorium.

»Det var før, vi fik regioner og før kommunalreformen, så der var intet mindre end 14 amter og ca. 200 kommuner, der skulle nikke godkendende til ruten. Og det skulle de, fordi de hermed forpligtede sig på at sætte skilte op. »Jamen, skal vi ikke lægge ruten lidt sydligere«, kunne én kommune sige. »Hvad med at lægge ruten helt nordligt«, kunne nabokommunen indvende. Og så var der pludselig ikke længere en sammenhængende rute. Men det lykkedes til sidst«, siger han og fortæller, at kun Bornholm betakkede sig for at være med på ruten, for som de sagde »alle veje på Bornholm er naturskønne«.

I dag ser Jørgen Hansen margueritruten lidt som en »service-foranstaltning«, siger han. Og når ruten kan føre til alt fra Dybbøl Skanser og krigen i 1864 over brovandring på den gamle Lillebæltsbro til Vadehavet, Nationalpark Thy og surferparadiset Klitmøller, så er det vel vidende, at der er tale om nogle af de mange skønne oplevelser, man kan få i Danmark.

»Det er en hjælpende hånd fra nogen, der kender landet rigtig godt. Her er der – en garanti er måske så meget sagt – men en til vished grænsende sandsynlighed for, at hvis man følger den her vej, så kommer man til at få nogle oplevelser, man nok ellers ikke ville have fået. Og hvis det er tilfældet, så mener jeg, at ruten har opfyldt sin mission«, siger han og tilføjer:

»I år kan margueritruten måske få en særlig betydning, da mange vil holde ferie herhjemme, men set i et længere perspektiv så tror jeg, den vil blive ved med at være det, som jeg mener, den skal være: En god inspirationskilde for folk, som ikke skal skynde sig. Man skal have tid til at kigge ud ad vinduet. Til at lytte. Og til at stoppe op og stige ud«.

600 km. længere på tre dage

Da margueritruten i 1991 blev lanceret, bredte den sig 3600 km. gennem landet. Men for fire år siden blev den pludselig længere. Og det helt uden at omlægge ruten, fortæller Lars Bendix Poulsen, der er specialkonsulent i Naturstyrelsen, og som de seneste godt 10 år har varetaget ruten.

»Jeg havde en student, som jeg satte til at genopmåle ruten digitalt. Og tre dage senere fandt vi ud af, at den rent faktisk er 4218 km. lang. Altså, 600 km. længere end vi hidtil havde troet«, siger han og fortæller, at man i sin tid havde sjusset sig lidt frem med en lineal på et landkort.

Klik her og kortet åbner i Google Maps.

Men det har ikke ændret noget på oplevelsen af ruten, fortsætter han. Det man oplever, når man kører afsted efter marguerit-skiltene er »Danmark, når det er skønnest«. Ganske enkelt. Hver en egn har sit eget særpræg. Og derfor bliver det aldrig kedeligt, fortæller han.

»Med margueritruten forsøger vi at guide gennem og til nogle af vores mest fantastiske kultur- og naturperler, man kan komme forbi i Danmark. Selv om man kan cykle på rigtig mange af strækningerne, så er det først og fremmest en bilrute. Og hele ideen var, at man skulle kunne køre gennem Danmark ad en rute, der hele vejen byder på nyt. Derfor krydser den kun sig selv ganske få steder – i Sønderjylland, på Fyn og på Mors«, siger han.

På ruten er der i dag intet mindre end 200 seværdigheder. Men også naturen ændrer sig markant selv inden for ganske få kilometer, fortæller Lars Bendix Poulsen.

»Da jeg var barn, havde mine forældre mildest talt ikke mange penge. Men de havde en station car. Og jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at sidde på bagsædet med nedrullede vinduer og se, hvordan naturen og landskabet skiftede. Når mine søskende og jeg blev trætte, kunne vi tage en lur bag i. Og så kunne man vågne i en ærtemark i Tåsinge til frokost. Det er herlige minder«, siger han og fortsætter:

»Det er det, ruten tilbyder. At man kan læne sig tilbage, opleve og udforske det, man har lyst til. Alt går stille og roligt. Og det giver en mulighed for at se, hvor forskelligartet et land, vi har«, siger han.

I en tid hvor den ene globale krise overdøver den anden, er det ikke blevet mindre oplagt at se på, hvad den mere nationale opdagelsesrejse kan. Ja, det er fantastisk at udforske verden, ingen tvivl om det. Men rigtig mange danskere vil formentlig være overraskede over, hvor meget Danmark rent faktisk har at byde på, mener Lars Bendix Poulsen, der selv har måttet aflyse en tur til USA med sin kone til sommer.

»Margueritruten svarer til strækningen fra Washington D.C. til Los Angeles. Og når det kommer til mangfoldighed og diversitet undervejs, ja, så vinder Danmark altså«, siger han og fortsætter:

»Mange danskere har måske haft en tilbøjelighed til at sige: »Vi bliver bare hjemme i Danmark i år«. Og det, synes jeg, er ærgerligt. ‘Bare’ er så nedgørende, at det halve kunne være nok. Der findes ikke noget bare. Nej, Danmark har nogle fantastiske kvaliteter, som alle fortjener at opleve. Vi skal ikke nøjes med en sommer i Danmark – vi skal beriges med den«, siger han og tilføjer, at han endnu ikke har hørt om nogen, der har kørt samtlige kilometer af ruten. (Jørgen Hansen har. Men derudover er førstepladsen endnu up for grabs, red)

Hvordan lyder og lugter et landbrug?

Vi drejer af ved Tulstrup nær Hillerød og fortsætter ned ad en støvet landevej omkranset af gule og grønne marker. Her er ingen middelalder-sten eller gamle kirker, men et skilt der fortæller, at hernede ligger en økologisk landbrug. Og det vil vi ikke gå glip af.

På marken foran den hvidkalkede gård Mangholm er der fyldt med smukke, viltre blomster med røde, lilla og gule kroner, der strækker halsen mod himlen. Og her er en kvinde i færd med at luge mellem blomstrende stauder.

»Vi er endnu i starten af sæsonen, men når vi når midten af juli, bugner det med økologiske blomster«, siger hun smilende og bukker sig for at samle en vandslange op. Brede Havekiosk hedder blomsterlandbruget. De betegner deres blomster »slowflowers«, da de bliver dyrket, så de belaster miljøet mindst muligt – i certificeret økologisk jord.

Vi vandrer ned til gården og stikker hovedet indenfor i den lille tilstødende gårdbutik. Her kan man få alt fra nyopgravede grøntsager og stenkværnet, økologisk hvedemel til kød fra gårdens dyr, naturbørster og keramik. Betalingsprincippet er baseret på tillid og MobilePay. Men på et lille skilt ude foran står telefonnummeret på Tine Hage, gårdens daglige leder, der efter sigende skulle kunne svare på alle spørgsmål. Det prøver vi at ringe til.

»Jeg er faktisk lige ved at lave personale-frokost«, lyder det i den anden ende af røret. »Når det er sat på bordet, så er jeg der«.

På Mangholm holder de røde, danske malkekøer, ertebøllefår og danske landhøns, ligesom de har islandske heste, katte og den hund, der lige nu nyder lidt skygge på trappen foran hovedhuset. Og tidligere har de også haft sortbrogede landracesvin, fortæller Tine Hage, da hun smilende møder os foran gården.

Men de havde svært ved at holde snuden fra afgrøderne og de økologiske blomster. Så nu fokuserer de primært på de økologiske grøntsager, som de sælger til restauranter som Helenekilde Badehotel i Tisvilde, Kokkedal Slot samt Hotel Kong Arthur, Geranium og den nyfødte lillesøster Angelika inde i København, fortæller hun, mens vi bevæger os over gårdspladsen.

Solsorten giver den gas i træet over den lille hønsegård. Og langs facaden i middagssolen er personalet i færd med at tage for sig af blandede salater fra glaserede lerfade.

Som en lang række af landets økologiske landbrug, har Mangholm indrettet sig, så det er muligt for folk at besøge gården. I hverdagene er der åbent for selvbetjening, mens det i weekenden er muligt på egen hånd at trisse rundt på gården, fortæller Tine Hage, der har været på gården de seneste syv år.

»Mangholm er et åbent landbrug, forstået på den måde, at vi inviterer folk ind for at se, hvad det vil sige at drive økologisk landbrug, hvor man laver fødevarer i samarbejde med naturen«, siger hun og fortæller, at det særligt er børnefamilier, der benytter sig af at besøge gården.

»Vores mål er at få flere ud i naturen – især børn. At give dem muligheden for at opleve, hvordan et landbrug lyder og lugter. Da vi havde grisene, sagde børnene næsten altid: »Eeej, de lugter«. Og ja, det gør de, fordi de vælter sig i mudderhuller fyldt med det ene og det andet. Sådan er grise«, siger hun.

Gården stiller ikke op med en masse klappedyr og legetraktorer. Besøger man Mangholm får man lov at se, hvordan en økologisk gård drives i dagligdagen. Fårene kan man se med lammene lidt længere nede ad vejen. Hestene går omme bagved. Og kyllingerne render rundt i hønsegården midt på gårdspladsen. Sådan som de lever til daglig, fortæller Tine Hage og peger ind over marken, hvor et par vildgæs-forældre vader rundt med deres gæslinger.

Vi vandrer ned gennem rækker med salathoveder, kål og jordbærplanter. Det har været et ustadigt forår, hvilket har forsinket processen lidt i år. Men selv om restauranterne er desperate, tager det den tid, det tager, siger Tine Hage.

»Vores filosofi er ‘jord til bord’ og alsidighed. Vi dyrker korn og grøntsager på markerne, holder husdyr, og så har vi et mølleri, hvor vi forarbejder korn til mel og havregryn. Alt det kan man smage på, hvis man kommer forbi gården«, siger hun og fejer med hånden over de lilla blomsterhoveder på en række med purløg.

»Det er et gammelt istidslandskab, så der er masser af grus, mineraler og sand i jorden. Og den jord, vi dyrker i, har jo indflydelse på grøntsagernes smag«, siger hun og ser ud over landskabet. »De gulerødder, vi producerer, smager ganske enkelt ikke, som de gulerødder, der produceres ved Lammefjorden«, siger hun.

Kold krig og kridtbrud

Vi drager videre. Langs Roskilde fjord, forbi Jægerspris Slot og gennem Frederikssund, hvor man kan besøge Willumsens Museet og se nogle af de storladne, udfordrende og halv-bizarre værker fra multikunstneren Jens Ferdinand Willumsens karriere.

Vi fortsætter dernæst tilbage mod østkysten, følger Køge Bugt sydpå og parkerer bilen ved Stevns Klint. Klinten er blandt de syv danske attraktioner, som er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, da et tyndt lag af fiskeler fortæller historien om, hvordan dinosaurerne og halvdelen af alle dyrearter blev udslette for 66 millioner år siden, da en asteroide ramte jorden.

Vi er kørt efter fyrtårnet, der med sine 41 meter over havet er klintens højeste punkt. Her kan man besøge den gamle fyrmesterbolig, der har skiftende udstillinger om områdets natur- og kulturhistorie. Man kan gå op ad en smal trappe til toppen af fyrtårnet og nyde udsigten af vand så langt øjet rækker. Og i den gamle kystudkigshytte kan man ofte fange én af de frivillige fyrpassere til en sludder om fyrets historie, købe en kop kaffe eller en »Cola-Fanta-Faxe« til en 10’er.

Så heldige var vi desværre ikke. Udkiggen er lukket for dagen. På vinduet hænger et kort over området og oplysninger om såvel grotte-edderkoppen, der findes i Stevns grotter som vandrefalken, der yngler på klintens klippehylder. Men der står et nummer på formand for fyrforeningen, Ove Bundgård, som vi giver et kald.

»Der er en helt masse at se i det her område. Uanset om man søger naturoplevelser, historie eller ren og skær sved på panden. Man kan vandre ud ad vandrestien eller tage turen på cykel. Vandet er særdeles velegnet til at sejle kajak, og så er der masser af fiskemuligheder«, siger han.

Ove Bundgård anbefaler, at man starter ved Faxe Ladeplads, hvorfra man kan tage turen gennem strand-bøgeskoven, der fører op langs klinten. Her skifter landskabet. Klinten bliver højere. Og som man har passeret Rødvig, begynder man at se kalkbrud, siger han og fortæller, at man tidligere har udvundet kalk til landbrug ved at brænde det i to store ovne, og i dag kan man stadig se den 20x60 meter store pyramide, der opbevarede knust og tørret kalk.

Kalk er imidlertid langt fra alt, der gør Stevns til noget særligt.

‘Better Two Feet in Nato Than a Cold Ass in Siberia’, står der klistret på en udstillet radar på Koldkrigsmuseum Stevnfort. I 40 år var fortet døgnbemandet i tilfælde af, at der udbrød krig. Og besøger man i dag fortet, kan man få en guidet tur i de underjordiske gange, der står, som da krigen var tættest på, fortæller Ove Bundgård.

»Området gemmer på mange levn fra Den Kolde Krig. Ude i skoven ved Faxe Ladeplads ligger syv minedepoter, som man i mange år ikke anede var der. Foran hegnet til museet står en kanon, man kan gå op og kigge på. Og så er museet en fantastisk oplevelse i sig selv«, siger han.

Områderne omkring Stevns og Faxe lå under Den Kolde Krig i Danmarks og NATO’s forreste frontlinje mod øst, og derfor er området blandt Slots- og Kulturstyrelsens 25 udvalgte steder på Danmarkskortet over steder, der fortæller om livet under krigen.

Også udkikken blev bygget under Den Kolde Krig for at kunne kontrollere farvandets fartøjer – særligt dem fra østmagten, fortæller Ove Bundgård. »Passerede suspekte fartøjer, rapporterede man til Stevnsfortet, ligesom det kunne ske den anden vej rundt – hvis Stevnsfortet havde et radarekko, som de skulle have visuelt identificeret – så ringede de til udkiggen«, siger han og fortsætter:

»Derudover var der luftforsvaret. En NIKE Missil ved Mandehoved og Sigerslev og en HAWK Missil på Stevnsfortet. Begge enheder var meget vigtige for luftforsvaret og indgik i NATO’s samlede luftforsvar af Nordeuropa.

På kanten af historien

Vi hopper i bilen og kører et stenkast længere syd på til Højrup, hvor den gamle, fredede kirkeruin nærmest hænger på klinten.

»Det skete ret langsomt. Træerne yderst på kirkegården begyndte så småt at vakle, og dernæst begyndte klinten forneden at skride ud efter. Først senere styrtede de øverste jordlag med et dump drøn ned«. Sådan beskrev tre fiskere, i Østsjællands Folkeblad, hvordan Højerups gamle kirkes kor og dele af kirkegården styrtede i havet 16. marts 1928.

Efterfølgende blev en ny kirke opført i kalksten fra klitten, som man i dag kan besøge. Eller blive gift i for den sags skyld. De seneste mange år har den gamle kirke nemlig udgjort rammerne for vielser af par fra hele verden – USA over Panama til Rusland.

Vi går ned ad en ualmindeligt stejl trappe til vi rammer stranden, hvorfra man kan se området fra søsiden. Her skvulper bølgerne ind mellem de store sten, og langs klinten kan man spotte det famøse fiskeler, der ligesom de andre danske UNESCO-attraktioner – Vadehavet, Kronborg Slot, Roskilde Domkirke, Jelling Monumenterne, Parforcejagtlandskaberne og Brødremenighedsbyen Christiansfeld – sikrer en sikker strøm af turister til området.

»Det er kun halvdelen«, siger Ove Bundgård, da vi takker for de mange insiders om området. Længere nordpå kan man nemlig besøge det igangværende kridtbrud i Holtug, »hvor det er muligt at finde 55 millioner år gamle fossiler«, fortæller han, før han slutter af med et »åh jamen, det er jo oplevelser til en hel dag«.

Korch og krigsbarakker i Dragør

Aftensolen ligger roligt ind over Dragør, da vi hen på aftenen parkerer ved havnen. Foran Café Havslapning nyder en gruppe mennesker en fadøl i aftensolen. En kvinde iført hørebøffer opfrisker med rolige og rytmiske strøg lakken på sin sejlbåd. Og på en bådebro ligger en dreng på maven med to solbrune ben i vejret og blikket forankret på den glimtende vandoverflade.

I den sydlige ende af København, blot en halv time fra Rådhuspladsen, fører margueritruten til den gamle skipperby Dragør, der byder på et stykke med såvel 1. verdenskrig, fredede naturområder og levn fra Danmarks storhedstid som søfartsnation.

I den sydlige del af byen kan man vandre gennem den smukke strandeng langs Øresundskysten, hvor Nomas René Redzepi i sin tid blev fotograferet til forsiden af det prestigiøse Time Magazine, og hvor et rigt dyre- og planteliv slår sine folder.

Her kan man finde strandurter som strandmalurt, strandasters og strandtrehage, ligesom man kan spotte både fiskehejrer, grågæs, viber, blishøns og bramgæs. Og så kan man springe i vandet fra badeanstalten Dragør Søbad og spise sin frokost mellem hav og hybenkrat på ‘Cafe Sylten’.

Nær bymidten ligger noget så eksotisk som et udtjent fort, der engang havde til formål at beskytte mod fjendtlige flådestyrker og våge over de missiler, man i krigstid lagde ud i Køge Bugt.

Og ja ja, det er meget muligt, at der bobler z’er på bagsædet i det øjeblik, første verdenskrig bliver nævnt. Men der er faktisk noget ganske fascinerende over at gå på opdagelse i området med gamle krigsbarakker og den firkantede voldgrav med skibskanoner, den gamle kikkertstation og udkigsposter med indridsede beskeder i træ-skodderne. Men hvis der er mere stemning for at slentre rundt i ren Morten Korch-idyl med en gammeldaws i hånden til lyden af nabosladder og cykelhjul på brosten. Ja, så kan man nyde en tur rundt i den gamle by, hvor huse, gader, stræder og pladser stort set er bevaret siden sejlskibenes store epoke i 1700- og 1800-tallet.

Oplevelser er der mange af – også i Danmark – det handler bare om at opsøge dem.