»Et levende fossil. Det kalder man denne type træ«, siger arkitekt Flemming Rafn, mens han står og beundrer et nedfaldent blad fra det 12-13 meter høje ginkgo træ, hvis krone vejrer i den kolde vind.

»Et ginkgo træ – eller Tempeltræ som det også bliver kaldt – kan blive over 1000 år gammelt, og det her er fra 1862, så det er stadig ret ungt. Ginkgo-træer har ingen nulevende slægtninge, men man ved, at træsorten har rødder helt tilbage til før dinosaurus-tiden for 290 mio. år siden«.

En rytmisk lyd af metal der hamrer mod metal overdøver næsten Flemming Rafns ord, og han hæver stemmen.

»Det sætter tingene lidt i perspektiv, og man kan ikke undgå at føle sig lidt ydmyg«, siger han og lader bladet falde til jorden.

Vi befinder os på en byggeplads ved Sortedams Sø på Nørrebro i København. Ret beset står vi nede i et hul på størrelse med 3-4 fodboldbaner, der hvor Plejecenter Sølund plejede at ligge. Byggeriet fra 1967 er jævnet med jorden, da det ikke kunne ændres til tidssvarende plejedrift, og det eneste der står bevaret her mellem jord, gravemaskiner og sand er »Dame-træet«, som centerets tidligere beboere kaldte det gamle gingko-træ.

»Vi er ved at gøre klar til at bygge det kommende generationshus, hvor der både skal være børnehave, ungdomsboliger, ældreboliger og et plejecenter«, siger Ole Schrøder, der er iført briller, sorte sikkerhedssko og en hvid beskyttelseshjelm med påskriften Tredje Natur.

Han er ligeledes arkitekt og sammen med Flemming Rafn stifter af tegnestuen af samme navn, Tredje Natur, der sammen med et stort team skal etablere fremtidens Sølund – et 40.000 etagemeter stort byggeprojekt, der skal stå færdigt i 2022.

Tredje Natur har arbejdet på projektet i syv år, og tanken er, at det nye byggeri skal skabe et bæredygtigt socialt byrum, hvor folk kommer hinanden ved på tværs af generationer.

»Det bliver et meget åbent hus, som vil imødekomme sine omgivelser. Det gamle byggeri var ret lukket omkring de ældre, hvorimod dette nye byggeri skal invitere folk til at møde hinanden i stedet for at afskærme os fra hinanden«, siger Flemming Rafn og tilføjer:

»Så vi kan vi forhåbentlig bidrage til en tilværelse, hvor beboerne er mere sammen på tværs af aldersskel og forhåbentlig kan få gavn af hinandens erfaringer«.

Ole Schrøder og Flemming Rafn er begge uddannet på Det Kongelige Akademi, der uddanner arkitekter, designere og konservatorer. Efter uddannelsen opdyrkede de hver deres faglighed inden for henholdsvis bygningsarkitektur og landskabsarkitektur. Og før de i 2011 sammen stiftede Tredje Natur, var de begge ansat i gode jobs.

Begge følte de sig imidlertid begrænset i deres arbejde.

»Vi havde begge en fornemmelse af, at en slags håndbremse var trukket i forhold til de opgaver, vi fik og de løsninger, der var mulige«, siger Ole Schrøder.

Flemming Rafn istemmer:

»Arbejdslivet føltes til tider skizofrent. Det var en endeløs række af vidt forskellige opgaver, der ingen tydelig fællesnævner havde. Der var ingen sammenhæng, ingen rød tråd«.

Frustrationen ved den manglende fællesnævner  fik i 2010 de to chelsea-boots-beklædte mænd til at søge et legat hos Statens Kunstfond, hvor de formulerede deres tanker om en ny bæredygtig arkitekturpraksis, der skulle udfordre det klassiske skel mellem by og natur.

»I vores ansøgning slog vi først og fremmest fast, at verden er i en miserabel tilstand, fordi vi mennesker modarbejder naturen. Vi går glip af så meget værdi i vores hverdagsliv, fordi vi adskiller by og natur i vores systemer og tankegange i stedet for at samtænke dem. Samtidig var vi også super positivistiske og kom med vores bud på en løsning«, fortæller Flemming Rafn.

Ambitionen var at finde en måde, hvorpå man kan forene byen og naturen i en tredje samlet tilstand. Til deres egen overraskelse blev de to arkitekter, på baggrund af den med egne ord ‘noget højtravende ansøgning’, tildelt et 3-årigt arbejdslegat. Det betød, at de turde opsige deres faste jobs og stifte deres egen virksomhed.

»Det var legatet, der gjorde, at vi turde tage springet fra 10-meter vippen«, genkalder Ole Schrøder.

Den første store opgave, nydannede Tredje Natur kastede sig over, var en åben konkurrence om et kvarterløft af det grå og triste kvarter omkring Skt. Kjelds plads på ydre Østerbro.

Men Flemming Rafn og Ole Schrøder ville ikke nøjes med et kvarterløft. Selvom der kun var seks dage til deadline, ville de kreere en klima- og byrumsløsning, som kunne inspirere resten af verden.

»Vi svarede ret hurtigt på de ret tidstypiske temaer , som konkurrencen konkret krævede – og så koncentrerede vi os ellers om at udfolde vores egen natur- og klimastrategi i kvarteret«, fortæller Flemming Rafn.

De analyserede sig frem til, at hele 18,5 procent af det 270.000 kvadratmeter store samlede gadeareal ikke havde nogen funktion, b.la. fordi det over årene primært var blevet indrettet på bilens præmisser.

I Tredje Naturs projektbeskrivelse forsøgte de derfor at aktivere områdets ubenyttede areal – svarende til fem Rådhuspladser – ved at skabe en række grønne områder med bynatur og klimafunktion, som både skulle danne ramme for bydelens sociale liv – men samtidig kunne optage og opmagasinere den stigende mængde nedbør, som de forudså, at klimaforandringer ville bringe.

»Vi havde en instinktiv fornemmelse af, at vi skulle sikre kvarteret mod store mængder regnvand«, husker Flemming Rafn.

I dag er der over 300 klimatilpasningsprojekter i København, som skal gøre byen mere robust i forhold til massiv nedbør. Men tilbage i 2011 var det ikke noget, der stod højt på agendaen hos Københavns Kommune.

»Efter vi havde indsendt forslaget, gik vi med en følelse af, at vi havde været for tidligt ude. Det, at klimasikre mod oversvømmelser, var simpelthen ikke en prioritet«, fortæller Flemming Rafn.

Alle løsningsforslag blev sendt til Wien, hvor en række fagdommere og stadsarkitekten skulle tygge på det i månedsvis, før vinderen af det omfangsrige projekt ville blive kåret. Som dagene gik, mistede Flemming Rafn og Ole Schrøder troen på, at de kunne vinde.

Men den 2. juli 2011 blev troen på et splitsekund vakt til live.

Indrammet af breakingbjælker kunne man i fjernsynet se taxaer flyde hjælpeløst rundt på Lyngbyvejen ved Ryparken i København. Et voldsomt skybrud havde efterladt store dele af hovedstadsområdet oversvømmet, og København var i alarmberedskab.

»Jeg kan huske, at vi kiggede noget vantro på hinanden. Og Ole – der har bevingede ord til enhver given lejlighed – citerede Blues Brothers, og sagde ...«.

Ole Schrøder fuldender Flemming Rafns sætning:

»… We’re on a mission from God«.

I kølvandet på skybruddet indkom der 90.000 skadesanmeldelser, og ødelæggelserne løb rundt regnet op i 6 mia. kroner.

Det var ambivalent at være tilskuer til, husker Flemming Rafn.

»Vi havde netop identificeret en tendens og adresseret præcis denne oversete udfordring for byen, og så eksploderede det for øjnene af os. Jeg blev fyldt op af en blanding af vild begejstring og dyb bekymring«.

Tredje Natur vandt konkurrencen og skabte, i samarbejde med Københavns Kommune, det område, der i dag går under navnet Klimakvarteret – fyldt med træer, vegetation og klimatilpasset til bedre at kunne modstå ekstreme skybrud, som videnskabsfolk forventer flere af i fremtiden.

»Det er eddermaneme kram«, udbryder Flemming Rafn om vinduernes konstruktion, da vi bevæger os igennem det oprindelige indgangsparti til Enghaveparken på Vesterbro i København.

Den neoklassiske park blev bygget i 1929, og en ung Arne Jacobsen har tegnet mange af parkens bygværker. I dag er Enghaveparken Danmarks til dato største enkeltstående klimatilpasningsprojekt og kan rumme 23.000 kubikmeter skybrudsvand – og det er Tredje Natur, der har stået for den ombygning.

»Der har i mange år været en lidt negativ aura omkring parken – det har været en nedslidt eller ligefrem glemt perle. Det handler om at ændre fortællingen«, siger Flemming Rafn, der har arbejdet med den ny version af Enghaveparken i fem år.

Tredje Natur vandt konkurrencen om en skybrudssikring af den historiske Vesterbro-park, fordi deres projektforslag både formåede at få den til at rumme de millioner af liter af vand konkurrencen krævede samt bevare parkens kulturarv, som var et andet krav.

Bagerst i parken er i dag en nedsænket firkantet boldbane, der fyldes op, når store regnskyl rammer. Men opstår der en såkaldt 100- eller 1.000-årshændelse, som skybruddet i 2011, bliver hele parkens areal taget i brug, fortæller Flemming Rafn og uddyber:.

»Parken falder en meters penge nedad mod Enghavevej. Så da vi satte en kant på de tre lave sider af parken, kunne vi pludseligt få den til at fungere som en gigantisk fejebakke, der kan fange alt det skybrudsvand, der kommer løbende oppe fra terrænet på Valby bakke og Søndermarken«.

På den måde kan man nu tillade en fuld oversvømmelse af samtlige Enghaveparkens 35.000 kvadratmeter, så der skabes et kæmpemæssigt vandspejl, der kan sikre store dele af Vesterbro mod oversvømmelser.

Det er ikke længere kun København, der nyder godt af Tredje Naturs bæredygtige løsninger. I takt med at Tredje Natur har vundet national som international anerkendelse og hæder, senest en Danish Design Award for Enghaveparken, er der kommet bud efter tegnestuens særlige tilgang fra nær og fjern – indenlands som udenlands.

Og samtidig med at byggeriet af generationshuset omkring ginkgotræet i det nye Sølund skrider frem, bygges der på livet løs i et andet Tredje Natur projekt på den anden side af kloden – dybt inde i den japanske urskov.

Ugakei Circles hedder det bæredygtigt turismeprojekt, der er under opførelse i distriktet Inabe tæt på både millionbyen Nagoya.

Byggeriet, der skal munde ud i kombinationen af et campingområde og bæredygtigt videnscenter, bygges i træ ovenpå forladte bygningsfundamenter og skåner derfor skoven.

»Glamping (komfortabel luksus-camping, red) er verdens hurtigst voksende form for turisme, og det særlige mål med vores japanske projekt er at introducere de besøgende for en bæredygtig naturforståelse, så de får indsigt i de økologiske kredsløb, vi alle er afhængige af«, siger Flemming Rafn.

»Vi danskere er jo vokset op med bål, snobrød og skovbørnehaver, men det er japanerne ikke. Dette projekt skal fungere som en gateway til et nyt natursyn, der skal hjælpe dem at komme tættere på naturen og hinanden«, supplerer Ole Schrøder om Ugakei Circles, der forventes at stå klar i 2022 og formentlig bliver det første af en række kommende bæredygtige cirkel-projekter rundt om i verden.

På byggepladsen ved Søerne i København knitrer bladene fra ‘Dametræet’ i den kolde vind. Gingkotræer som dette er oprindeligt fra Kina, men blev importeret til Europa fra Japan – hvor træet er helligt – for mange hundrede år siden.

Ifølge Flemming Rafn er gingko et godt bytræ, fordi det er tolerant overfor luftforurening. Og vi har brug for træer i byen, understreger han.

»Træer betyder mere, end vi aner for vores trivsel. Undersøgelser viser, at når bare vi kigger på en plakat med et træmotiv på, så falder vores blodtryk. Så hvorfor er det, at vi til stadighed bygger byer, hvor man end ikke kan skimte et træ ud af vinduet?«, spørger han retorisk.

De metalliske lyde stopper, og i et par sekunder er der helt stille under det gamle træ på byggepladsen midt i København.

Ole Schrøder skutter sig i den kolde vind og bryder tavsheden.

»Vi prøver at hjælpe folk med at opleve og forstå, at vores omgivelser, klimaet og vores velbefindende reelt set hænger sammen. Kan vi skabe en sammenhæng og en øget forståelse for det, så er vi lykkedes med den mission, vi har sat os for«.