»Vi har aldrig kunne forhindre verden i at komme ind på børneværelset, så vi skal klæde børnene på til at træde ud i verden«

Unicef & Privat (foto), Amelia Plesner Björk (Layout), Michelle Arrouas (kommerciel redaktør & journalist)

23. oktober 2026

I en tid, hvor verden er mere krig, end den har været siden Anden Verdenskrig, kan det være svært at finde balancen mellem at engagere sine børn i verden og afskærme dem fra voldsomme verdensnyheder. Men der er råd at hente. Eksperter anbefaler at fokusere på håb og handlekraft – og at gemme preppingen, til børnene sover.

Da Stine Liv Johansens datter lige var startet i børnehaveklassen, var der et voldsomt terrorangreb på en skole i Rusland, som kostede tæt på 200 børn livet. Stine Liv og hendes mand besluttede bevidst at slukke for nyhederne og ikke at tale om det.

Men dagen efter kom datteren hjem fra skole og fortalte, at de havde holdt et minuts stilhed for børnene.

»Vi kan ikke holde udviklingen i verden væk fra børn, for det, der sker i verden, er en del af vores hverdag og vores samtaler. Og det er kun blevet sværere siden da,« siger Stine Liv Johansen, der forsker i børn og unges medieforbrug ved Aarhus Universitet og har skrevet flere bøger om emnet.

I dag navigerer børn og deres forældre nemlig i et helt andet medielandskab, hvor det er blevet endnu mere umuligt at afskærme børn fra den tsunami af information, vores medieforbrug kan føles som.

»Børn har meget større adgang til et meget større og bredere mediebillede i dag, end de havde for bare en eller to generationer siden. Især fra skolealderen og frem, hvor mange får deres egen mobiltelefon og let adgang til forskellige platforme, vil de møde verden ufiltreret. Men det sker også, før de får en telefon,« siger Stine Liv Johansen.

Derfor anbefaler hun også, at forældre ikke kun arbejder med at begrænse informationsstrømmen – eksempelvis ved at sørge for, at ens små børn ikke sidder alene sociale medier som TikTok – men også med at klæde deres børn på til at navigere i den:

»Det er meget begrænset, hvor meget vi kan skærme dem. Derfor er vi nødt til at hjælpe dem med at finde medier, der udlægger historierne på en god måde, og så er vi som forældre nødt til at være klar til at gribe samtalerne.«

Det er Lise Bæksgaard Christoffersen, der er redaktionsleder på Børneavisen, enig i. Sammen med resten af redaktionen følger hun nøje med i, hvad læserne har føling med, for de har en ambition om ikke at være de første til at bringe historier og krig og ødelæggelse ind på børneværelset. Men ofte kan de se, at børnene allerede har kendskab til historier, de overvejer, hvorvidt de skal bringe:

»Som forældre har vi aldrig kunne forhindre verden i at komme ind på børneværelset, så det handler om at klæde børnene godt på til at træde ud i verden i stedet.«

»Jeg vil gerne have, at hun har samme oplevelse af at have en stemme og nogle handlemuligheder, som jeg havde, da jeg holdt demonstrationer i skolegården«

- Kaya Packness

Ansvarets størrelse skal passe til skulderbredden

Kaya Packness er en af de mange forældre, der sammen med sin partner Morten de sidste par år har overvejet, hvordan de bedst kan involvere deres syvårige datter i verdens udvikling.

Hun arbejder som socialrådgiver, arrangerede demonstrationer i skolegården som barn, og er vokset op i et hjem, hvor forældrene havde stærke holdninger til social retfærdighed og mangel på samme. Det samfundsengagement vil hun gerne give videre. Til gengæld kan hun også huske, at hun som barn havde en frygt for verdensudviklingen, og den vil hun for alt i verden skåne sin datter for:

»Jeg var bange for syreregn, jeg kan huske at blive skræmt af billeder fra Golfkrigen, og jeg tror, jeg har overhørt nogle voksensnakke om emner, jeg ikke helt forstod, men hvor jeg godt kunne forstå alvoren i tonelejet. Det har jeg været ret bevidst om at undgå,« fortæller Kaya Packness, der var lille barn i slutningen af 1980’erne og slutningen af 1990’erne.

I dag er der mindst lige så mange meldinger om krig, kriser og katastrofer i nyhederne som i 1980’erne. Alligevel var Kaya Packness ikke i tvivl om, at datteren skulle involveres i snakke om samfundet – bare på en anden måde:

»Jeg besluttede ret hurtigt, at det er vigtigt for mig, at hun ikke skal skånes for, at der er uretfærdighed i verden. Hun må gerne vide, at der er mennesker i verden, der har andre livsvilkår end os. Men min tilgang er at sørge for, at hun får en følelse af, at hun har indflydelse, og at vi som mennesker i et demokrati har mulighed for at handle,« siger hun.

»Jeg vil gerne have, at hun har samme oplevelse af at have en stemme og nogle handlemuligheder, som jeg havde, da jeg holdt demonstrationer i skolegården,« fortæller Kaya Packness.

Sammen med sin partner har hun fundet frem til forskellige måder at engagere datteren i samfundet på. De ser ikke nyheder med hende, og hun har stadig begrænset adgang til internettet. Men når de voksne i familien skal stemme, tager de datteren med til valgstedet. De har taget hende med til demonstrationer, blandt andet til fordel for klimaet og for børns rettigheder.

Og så tager de mange hverdagssnakke om emner, der opstår i hverdagen – eksempelvis foranlediget af skolekammerater fra Ukraine, der kom til Danmark efter den russiske invasion af landet, en pige i børnehaven med palæstinensiske rødder, der fortalte at hun havde hørt der boede onde mennesker under jorden i Gaza, hjemløse mennesker, de passerer på cyklen, eller de spørgsmål datteren havde om en orange mand, der ville have Grønland, en dag efter skole.

Men Kaya Packness er hele tiden bevidst om ikke at lægge for stort et ansvar på de stadig små skuldre:

»Vi forsøger at gøre det på en alderssvarende måde, men jeg synes ikke, det er nemt. For hvordan lærer man sit barn om det privilegium, det er at være født i Danmark, uden at det føler skyld over det? Og hvordan fortæller man sit barn, at nogle børn har rettigheder, der ikke bliver overholdt, uden at de føler, det er deres ansvar at lave om på det? Det er jo de voksnes ansvar, men vi kan jo ikke undgå at tale med dem om det, især ikke, når det også er noget, de møder i hverdagen.«

Kig på barnet, ikke retningslinjerne

Ikke bare er der mere krig i verden nu, end der har været siden 1945, krigen er også kommet tættere på. Ruslands invasion af Ukraine i 2022 førte til den første store, konventionelle angrebskrig mellem to stater på det europæiske kontinent siden Anden Verdenskrig. Der er hyppige meldinger om russiske provokationer og aggressioner mod mål i NATO-lande, blandt andet i Østersøen. Og da den amerikanske præsident Trump truede med om nødvendigt at tage Grønland med militær magt – en trussel, han siden demonterede – lød det også som noget fra et andet århundrede.

Det har fået skandinaviske regeringer og NGO’er som UNICEF til at lancere råd til, hvordan man kan tale med børn om krig og katastrofer uden at skabe unødig angst. Men det kan være svært at komme med generelle retningslinjer for, hvilken viden børn kan håndtere hvornår, siger Stine Liv Johansen:

»Det vigtigste er, at man tager udgangspunkt i barnets alder, men man er også nødt til at kigge på det konkrete barn og hvor det er lige nu. Som forælder ved man bedre end nogen anden, hvordan ens barn er. Og ikke bare er børn forskellige, der er også nogle perioder, hvor ens barn kan klare alt, og andre perioder, hvor det samme barn skal skærmes en lille smule mere,« siger Stine Liv Johansen.

UNICEFs ni råd til at tale med sit barn om kriser

1. Skån dit barn, så længe du kan

Små børn i førskolealderen har ikke brug for at høre om andre børn, der lever midt i krig. Børn bør først høre om krig, terror, katastrofer, fattigdom og sult, når det er uundgåeligt at skærme dem for det, typisk når de begynder i skole.

2. Lyt til barnets bekymring

Spørg nysgerrigt ind til, hvad barnet har hørt og set, og lad det sætte ord på sine bekymringer og stille spørgsmål.

3. Vær obs på tv, radio og sociale medier

Små børn i førskolealderen bør ikke se nyheder, og større børn bør kun se dem sammen med en voksen, som kan hjælpe dem med at fortolke indtrykkene.

4. Prøv ikke at ignorere og fortie situationen

Tal med dit barn om de ting, barnet har set eller hørt på tv, radio eller sociale medier. Svar på barnets spørgsmål, så godt du kan.

5. Anerkend barnets følelser

Fortæl barnet, at du sætter pris på, at det kommer til dig, og afvis aldrig dets oplevelser eller følelser som overdrevne.

6. Vær konkret og giv korte og klare svar

Overvej, hvad og hvor meget du vil fortælle. Forklar så enkelt som muligt om den aktuelle krig uden at udpensle dramatiske begivenheder.

7. Tilpas informationen til barnets alder og fællesskaber

Brug ord, som barnet kender og forstår. Vær opmærksom på, om det kender andre børn, hvis familie har bånd til de lande, der er i konflikt.

8. Forklar dit barn, at børnene får hjælp

Fortæl om den hjælp, nødhjælpsorganisationer giver børn i konfliktområder, og om de voksne, der beskytter børnene og sørger for mad, rent drikkevand og skolegang.

9. Understreg, at der ikke er fare for krig i Danmark

Forklar dit barn, at der ikke er nogen risiko for, at der kommer krig i Danmark.

Misforstået hensyn at affeje børns bekymringer

Bølgerne kan godt gå højt, når der er redaktionsmøder på Børneavisen. Til hvert eneste redaktionsmøde debatterer redaktionschefen Lise Bæksgaard Christoffersen nemlig med sine kollegaer, hvilke historier, de mange tusinde læsere skal præsenteres for.

Ligesom mange forældre er de opmærksomme på ikke at ville skabe unødig bekymring hos børnene. Men selvom hun godt forstår forældrenes ønske om at skærme deres børn fra omverdenens tumult, er hun bange for, at det ikke gør dem noget godt:

»Jeg tror grundlæggende, at voksne skal passe på ikke at tage et misforstået hensyn. Undersøgelser viser, at der er mange børn, der gerne vil tale med deres forældre om nyhederne. Men fordi forældre ikke vil gøre deres børn bekymrede, kan de godt finde på at affeje deres børn og sige, at det ikke er noget, de skal bekymre sig om, når de kommer til forældrene med tanker om nyhederne,« siger Lise Bæksgaard Christoffersen.

Det har imidlertid langt fra altid den ønskede effekt, når forældrene forsøger at skåne børnene ved at affeje dem:

»Det betyder bare, at børnene stadig bekymrer sig, for så står de uden svar. Det kommer fra et ønske om at give tryghed, men man skal huske på, at svar og handlemuligheder kan give lige så meget tryghed som uvished. Modsætningen til usikkerhed og afmagt er fakta og handlemuligheder,« siger Lise Bæksgaard Christoffersen, som anbefaler forældre at søge hjælp til at forklare ting, de føler sig usikre på.

Det sidste årti er der kommet flere tilbud til både børn og unge, der gerne vil følge med i nyhederne, og de forældre, der gerne vil støtte dem i det. DR lancerede UltraNyt, et nyhedsprogram til de 9-13-årige, i 2013, og Børneavisen fulgte efter i 2018. Nu lancerer UNICEF et børneunivers, hvor man kan hente inspiration til at tale om verden med sine børn, i øjenhøjde med børnene:

»Derfor har vi skabt dette univers, det her er formålet, det her er målgruppen. Vil gøre det inspirerende, sjovt, at lære om verden, blive klogere på andre kulturer, se løsninger på nogle af verdens problemer.«

- Stine Liv Johansen

Stine Liv Johansen mener også, at vi bør imødekomme børnene i deres ønske om at lære om verden – også selvom de handler om emner, forældrene føler er alvorlige eller svære at forklare:

»Børn er også medborgere, og de har ret til at vide noget om verden omkring sig. Og det er jo alle mulige spørgsmål, der kommer fra bagsædet. Det er en del af deres naturlige udvikling at ville forstå verden, også for at de kan lære, hvordan de selv skal agere i den. Selvfølgelig skal man som forælder bakke dem op i det,« siger Stine Liv Johansen.

Giv nyhederne et konstruktivt spin

Der er flere og flere voksne på verdensplan, der lider af nyhedsudmattelse og undgår at se nyheder, fordi det gør dem i dårligt humør, og undersøgelser viser, at den samme tendens gør sig gældende blandt børn og unge. Det er en af grundene til, at både Børneavisen, UltraNyt og børneuniverser som Mission Verdens Venner fokuserer på at præsentere børnene for inspirerende fortællinger om, hvordan verden også er på vej i den rigtige retning.

Derfor kan man i børneuniverset læse artikler om innovative idéer og vellykkede projekter, der gør en forskel for verdens børn – eksempelvis droner, der transporterer blodprøver fra nyfødte, digitale åndedrætsmæler, der kan afgøre om børn har lungebetændelse, og indiske skoler, der lykkes med at fastholde piger i puberteten ved hjælp af bl.a. pigerum og flere toiletter.

Derudover kan man begive sig ud på forskellige missioner, og bl.a. lære at lave sine egne VR-briller og vandfiltre med børne-darlings som Sofie Østergaard, bygge drager ud af plastikposer og bambus med Lakserytteren, og lære fodboldfinter fra landsholdsspilleren Joakim Mæhle.

Det handler ikke bare om at give børn og unge viden om verden og troen på, at der også er masser af grund til håb, men også om at inspirere dem til selv at være med til at påvirke den i positiv retning, fortæller xx:

»Vi prøver at inspirere børn til selv at gøre noget aktivt og vise dem, at de har handlemuligheder,« siger Lise Børksgaard Christoffersen.

»Det her med håb og følelsen af at kunne gøre en forskel er ret centralt, når man gerne vil uddannede den her generation til at være engagerede samfundsborgere. Som voksne er der mange ting, du kan gøre – du kan stemme, du kan engagere dig i politik, du kan donere en masse penge – men for børn er det mere begrænset. Derfor tror vi på, at det her med at vise nogle små skridt på vejen til noget, man selv kan gøre, betyder meget.«

Helt andre nyhedskriterier

Når Børneavisen vælger, hvilke nyheder de skal præsentere læserne for, arbejder de med andre kriterier end de traditionelle medier. I stedet for at have aktualitet som et af de afgørende parametre, så udvælger de nyhederne efter, om de inspirerer, er konstruktive, og skaber håb:

»Vi har ret omfattende diskussioner på vores redaktionsmøder, for der er klart alvorlige ting, man ikke skal fortælle børn, men det er en balancegang, for de har jo også ret til viden. I de tilfælde spørger vi først os selv, hvad et barn vil få ud af at høre en given nyhed, og så hvilken følelse, barnet vil sidde tilbage med bagefter,« siger Lise Bæksgaard Christoffersen.

Derfor prioriterer de i høj grad nyheder, der er inspirerende og håbefulde, for dem er der masser af på verdensplan, selvom alvorlige nyheder fylder størstedelen i mange voksnes nyhedsbillede.

Det betyder ikke, at Børneavisen ikke skriver om alvorlige emner som naturkatastrofer og krig, eller at de negligerer alvoren. Men de forsøger altid at gøre det på en måde, der ikke efterlader børnene med en følelse af frygt eller håbløshed. Da der var jordskælv i Venezuela, skrev de om en brandmand og hans hund, der rejste afsted for at yde nødhjælp. Da de fik mange spørgsmål fra børnene om situationen i Gaza, lavede de et interview med en ekspert, der fortalte om vellykkede fredskommissioner og hvordan nogle, der har gjort hinanden fortræd, siden kan leve side om side. Og når de skriver om klimakrisen, fokuserer de på folk, der gør noget aktivt - eksempelvis de to piger, der har startet Fridays for Future-klimademonstrationerne op igen.

Vil vise, at de voksne passer på børnene

Det er netop det ønske om at give sin datter troen på, at hendes stemme betyder noget, der fik Kaya Packness til at tage sin datter med til demonstrationer. Hun begyndte selv at gå til flere demonstrationer i vinteren 2023, hvor situationen mellem Israel og Palæstina eskalerede, og hun følte sig fortvivlet over manglen på medmenneskelighed.

Juleaften 2023 var hun til en julegudstjeneste med sin mor og datter, hvor en præst italesatte den fortvivlelse. Præsten talte om betydningen af håb, og vigtigheden af at bakke håbet op med handling. Det fik Kaya Packness til at tage både sin mand og sit barn med til demonstrationer, hvor de gik bagerst med børneblokken. Her var der ingen grafiske billeder, megafoner eller skilte, men sæbebobler, popkorn, slikkepinde og klistermærker.

Kaya Packness var meget opmærksom på, hvordan hendes datter reagerede, på at holde voldsomme detaljer ude af samtalerne, og på at gå, når datteren ikke havde lyst til at være der længere. Og i stedet for at præsentere hende for tidligt for den storpolitiske baggrund, fortalte hun hende, at der var nogle voksne, der var blevet uvenner, nogle børn, der derfor ikke havde så meget mad, og nogle andre voksne, der kæmpede for at hjælpe dem, der var uvenner, med at finde løsninger – ligesom når der opstår konflikter i skolen eller børnehaven.

Og så gjorde Kaya Packness meget ud af at stoppe op, påpege mængden af mennesker, og tale om hvor mange der var, der gerne ville hjælpe:

»Det var vigtigt for mig at tale med hende om det på en god måde, for hun stillede selvfølgelig spørgsmål til, hvad folk sang om, og hvorfor vi var samlet. Jeg ville gerne have, at hun skulle opleve at være i en verden, hvor de voksne passer på alle børn i verden – også dem, de ikke kender, og som bor andre steder.«

Vis handlekraft i hverdagen og udvis ro

Stine Liv Johansen fortæller, at nyhedsbilledet for børn og unge i dag minder lidt om det 1980’erne, hvor Den Kolde Krigs atomangst fyldte meget, der var frygt for atomnedfald efter Chernobyl, den svenske statsminister Oluf Palme blev skudt, og børn i skolen snakkede om, om de kunne få AIDS i svømmehallen. Nu er noget af verdens uro igen kommet tættere på børneværelset, men denne gang amplificeret af sociale medier, AI og et helt andet medieforbrug blandt børn og unge. Det kræver mere af de voksne:

»Dengang var der nogle meget voldsomme bevægelser i verden, som føltes tæt på, men det var et helt andet mediebillede. I dag støder børn ikke bare på de alvorlige emner via nyhederne, men også via radioværter, stand up-komikere, AI-slop og sociale platforme, hvor der er helt fordrejede, ekstremistiske udlægninger af tingene. Derfor er det vigtigt, at vi voksne udviser ro i stedet for at tale risikoen op. Heller ikke selvom vi voksne nogle gange kan være bange for, om det hele er ved at gå af fløjten,« siger Stine Liv Johansen.

Hvis man opbygger det hjemmeberedskab, den danske regering og Beredskabsstyrelsen anbefaler alle danskere at have, bør man derfor også gøre det uden at involvere børnene:

»Vi skal holde fast i en form for normalitet og insistere på, at krigene stadig er langt væk. Vi skal ikke et sted hen, hvor der er militærøvelser og krigsforberedelse på skoleskemaet, eller hvor børnene skal lære, hvordan de agerer i tilfælde af skoleskyderier. Og de skal slet ikke involveres i at preppe. Den slags skaber kun mere angst,« siger Stine Liv Johansen.

Når det kommer til alvorlige emner, så råder Stine Liv Johansen voksne og forældre til ikke bare at italesætte dem, men til også at vise handlekraft. Det kan eksempelvis være ved at indføre madspildsvægte som visse efterskoler har gjort, både for at mindske madspildet og for at sætte fokus på klimakrisen blandt eleverne. Andre forældre gør meget ud af at affaldssortere med deres børn, at arbejde frivilligt eller at så planter, der binder CO2 eller er gode for biodiversiteten.

På den måde kan man både tale om alvorlige emner, og vise, at man selv kan gøre noget – også selvom man ikke kan redde hele verden, siger Stine Liv Johansen:

»Selvfølgelig skal børnene ikke føle, at det er på deres skuldre at redde verden, men det er vigtigt de oplever, at de kan gøre noget selv, og måske i endnu højere grad, at vi kan handle i fællesskab. Det giver en følelse af agens, det kan få os væk fra den doomscrolling, både børn og voksne kan forfalde til, og så kan det give nogle positive skub til både handle- og tankemønstre.«

Ønsket om at give børnene en tro på, at fremtiden kan være lys og håbefuld, er også en af grundene til, at Børneavisen har så stort fokus på at vise børnene, at verden er fuld af meget andet end krig og katastrofer, og at vise dem handlemuligheder, når det handler om alvorlige emner.

Det skal nemlig ikke være på bekostning af deres fremtidstro, at børnene lærer om verden – tværtimod, siger Lise Bæksgaard Christoffersen:

»Det er vigtigt at minde børnene om, at nyhedsbilledet også kan være inspirerende og håbefuldt. Verden er ikke kun krig og ulykke, der sker også spændende opdagelser, nye løsninger på store problemer, og mennesker, der kæmper for at gøre en forskel, men de historier drukner nogle gange i de voksnes medier. Vi vil gerne give børnene lyst til at komme ud i verden, inspireret af de fantastiske og fascinerende historier, nyhederne også kan byde på.«

Er du – eller kender du en ung - der gerne vil markere overgangen fra barn til ung, med afsæt i humanistiske værdier?

Humanistisk konfirmation er markeringen af overgangsfasen fra barndom til ungdom og er hverken et religiøst eller religionskritisk tilbud. I stedet er emner som livssyn, etik, menneskerettigheder, identitet og kritisk tænkning i centrum på kurserne. Forløbet afsluttes med en højtidelig ceremoni. Vil du markere overgangen fra barn til ung med fællesskab, minder for livet, spændende samtaler og etiske refleksioner?

Læs mere her