Verdens største nødhjælpslager
Få et sjældent kig ind i verdens største humanitære lager, som ligger i… Nordhavn!
Fra et kæmpestort og fuldautomatiseret lager i København kan UNICEF nå udsatte børn på højst 72 timer, når naturkatastrofer, krig og kriser bryder ud. Men ikke uden hjælp fra velorganiseret forsyningskæde – og sommetider et stædigt æsel eller en driftig kamel som hjælp på den sidste mil.
Store, gule og fuldautomatiserede maskiner smyger sig elegant og hurtigt frem og tilbage ad lange gange i en velkoordineret koreografi.
Så stiger de målrettet opad for at plukke varer i otte etagers højde på lange rækker af hylder fyldt med brune papkasser med medicin, tæpper og telte, tabletter til at forvandle urent vand til drikkevand, jordemodersæt med babyvægte og stetoskoper samt sakse, plakater med tal og bogstaver plus kuglepenne og kridt i orange, grønne og gule farver.
Et andet sted på lageret svinger robotterne Robert og Roberta rundt med armene og et godt greb om de kasser med forsyninger, som pakkeriets medarbejdere forinden har samlet, stabler dem sirligt på paller, og får til sidst selskab af den indpakningsansvarlige robot, Robin, før et lille ”tog” med 43 vogne får det hele til at køre på skinner fra pakkeriet ud til afgangshallen, hvorfra nødhjælpen sendes ud til verdens brændpunkter.
Og den hjælpende hånd har de intet imod. For de har travlt. Mere travlt end normalt på UNICEF’s tre fodboldbaner store lager i Nordhavn i København. Verdenslageret, som det hedder, det største nødhjælpslager i hele verden.
»Vi skal arbejde tjept, når en krise pludselig opstår et sted i verden«, forklarer lagerchef Susanne Fraisse. På bare 72 timer skal UNICEF stå klar med akut og livreddende nødhjælp i forbindelse med krige eller naturkatastrofer.
Det gør de fortsat. Oftere og oftere.
»Vi har aldrig haft så travlt som netop nu«, siger Susanne Fraisse, der har arbejdet i UNICEF i 30 år:
»De sidste tre år har der virkelig været tryk på. Først med pandemien, derefter krigen i Ukraine og konflikten i Sudan. Samtidig hjælper vi stadig i Tyrkiet og Syrien efter jordskælvet, ligesom der stadig er fuld smæk på forsendelserne af nødhjælp til Yemen på grund af borgerkrigen«, fortæller hun.
Skolekuffert som redningsplanke
36.000 paller med 1.100 forskellige typer af forsyninger tjekker hvert år ind i UNICEF’s lager. Her gennemgår de en grundig kvalitetskontrol, så man kan være sikker på, at medicin virker som lovet, og at kuglepenne kan skrive selv i høje temperaturer, før de pakkes og sendes ud igen.
Nogle af forsyningerne ender i store aluminiumskufferter, som står i høje stabler på gulvet i Verdenslagerets pakkeri. Heri er der skoleredskaber som en vinkelmåler, en oppustelig globus, sort tavlemaling og tilhørende pensel, der kan trylle indersiden af kuffertens låg om til en tavle, og kladdehæfter uden margin, så børn i hele verden kan skrive med – både dem, der begynder en sætning fra venstre mod højre, og dem, der gør det modsatte.
School-in-a-Box hedder skolesættet og er et af UNICEF’s mest efterspurgte kits i katastrofesituationer, efter den første og livsnødvendige nødhjælp er nået frem.
»School-in-a-Box er i bund og grund et klasseværelse, som man kan slå op hvor som helst; i et tomt lokale, i et telt eller under et træ, hvis det er den eneste mulighed«, fortæller Emma Maspero, senior katastrofekoordinator i UNICEF, der ofte rykker ud til verdens brændpunkter med sit team og skolekufferterne, som indeholder skolematerialer nok til, at en lærer kan undervise op til 40 børn i alderen seks til 16 år i tre måneder.
5-årige i skole trods »apokalyptiske« oversvømmelser
UNICEF understøtter børns fortsatte udvikling ved at skabe midlertidige læringsfaciliteter og sørge for, at skoleudstyr som for eksempel School-in-a-Box når frem til børn i udsatte områder.
Netop denne School-in-a-Box fik 5-årige Shaista og hendes jævnaldrende skolekammerater, Parveen og Mariyam, sidste år glæde af.
Efter måneder med kraftig og endeløs monsunregn var – og fortsætter Pakistan med at være – hårdt ramt af oversvømmelser og jordskred.
»Apokalyptiske« har premierminister Shehbaz Sharif kaldt oversvømmelserne, der er de værste i Pakistans historie, og som har efterladt flere end 3,4 millioner af børn med ekstraordinært hårdt brug for humanitær bistand.
Børnenes skole i landsbyen Allah Dina Channa i Baluchistan-provinsen, et af de hårdest ramte områder, var blevet ødelagt. Men i september sidste år fik de tre børn igen mulighed for at modtage undervisning i et midlertidigt læringscenter støttet af UNICEF.
»Uheldigvis er der en meget stor efterspørgsel på blandt andet skolekufferterne. Og de seneste år er den blevet stadig større. Det betyder, at flere og flere børn ikke befinder sig i deres normale omgivelser«, siger Emma Maspero:
»Fremover kommer vi kun til at stå over for flere klimarelaterede kriser som oversvømmelserne i Pakistan sidste år. Det kommer til at betyde, at flere familier bliver nødt til at forlade deres hjem, og at antallet af børn i nød stiger«.
Den sidste mil
At få skoleudstyret – og nødhjælp i det hele taget – frem til børn i de flere end 160 lande, som UNICEF samarbejder med, er ikke altid let.
Rigtig mange børn bor midt ude i ingenting og langt, langt væk fra større byer, på steder, hvor hverken fly kan lande eller biler nå frem, fordi infrastrukturen er brudt sammen på grund af krig eller en naturkatastrofe.
Det ved Jean-Cédric Meeùs, global transportchef med base på Verdenslageret i København, om nogen alt om. Han har brugt 30 år af sit arbejdsliv på nødhjælpsarbejde, de seneste 15 år i UNICEF, og har været udstationeret og udsendt så mange gange, at han har dækket 65 procent af hele kloden på sine missioner. Blandt andet har han oplevet konflikten mellem Israel og Palæstina, ebolaepidemien i Sierra Leone og Liberia samt utallige naturkatastrofer på nærmeste hold.
Før hjælpen når de nødramte områder, skal de på en længere og nøje planlagt rejse: fra lageret i København med fly eller skib afhængigt af, hvor meget opgaven haster, til modtagerlandet om muligt og derfra videre til slutdestinationen.
»80 procent af gangene kan vi nå helt frem til destinationen med biler og lastbiler, og den første del af forsyningernes rejse fra Verdenslageret er for det meste ligetil«, fortæller Jean-Cédric Meeùs.
»Det er den sidste del af vejen, der er den mest komplekse, så det er på den sidste mil, det gælder. Og din første løsning virker aldrig. Det er altid plan b, plan c og plan d, det er altid nødløsningen, der virker«.
Hjælpen bliver båret frem på cykel, kano - og på ryggen
Og det er ikke småting, Jean-Cédric Meeùs i sine mange år som UNICEF-medarbejder har lært i forsøget på at tilbagelægge den sidste mil og nå frem med nødhjælpen, som nogle gange skifter transportform 10-15 gange undervejs før målet er nået:
Han har lært, at fiberglas- og aluminimumsbåde er bedre end både med luftpuder under. Det lærte han i Limpopo-dalen i Mozambique i 2008, som var ramt af store oversvømmelser.
Dengang arbejdede han på UNICEF’s kontor i landet og skulle transportere livreddende forsyninger og tæpper, men hvad han ikke opdagede, før det var for sent, var de mange hegn under vandoverfladen, som punkterede puderne og satte en pludselig stopper for rejsen.
Det var også i Mozambique, Jean-Cédric Meeùs blev mindet om, at slanger og glubske krokodiller gerne søger hvil på de samme tørre pletter, som mennesker, mens han i Haiti i forbindelse med anlæggelsen af tre skoler og et apotek på toppen af et bjerg, fandt ud af at, at 12 mennesker faktisk godt kan løfte en 20 fod lang container.
»Jeg har også lært, at kameler er driftige dyr. Dem har vi fået hjælp af i ufremkommelige bjergområder i Afghanistan, hvor vi også brugte æsler. De er slet ikke så stædige, som de har ry for at være. Med en kasse spændt på hver side af dyret og med ti på række kunne vi nå med hjælp frem ad meget smalle stier i bjergene. De stopper nemlig ikke op og opdager, hvor højt oppe de rent faktisk er…«, fortæller Jean-Cédric-Meeùs.
»Vi bruger også cykler, pramme, kanoer, motorcykler, småbåde og bærer ting på hovedet og ryggen. Et præsidentfly har været også i spil på et tidspunkt. Vi er opfindsomme og finder altid på måder at nå frem, så de penge, din bedstemor har brugt på et UNICEF-julekort eller en regering har investeret i os, bliver udnyttet bedst muligt, så vi kan levere det, folk har betroet os at levere«.
Og opgaverne er ikke blevet færre de seneste år. I 2018 reagerede UNICEF på 285 katastrofer, kriser og konflikter i 90 lande. I 2022 var tallene 442 nødsituationer i 128 lande.
Samtidig er oversvømmelserne blevet større, tørkerne ligeså, der er politisk uro flere steder og krig, sygdomsudbrud, og kriserne rammer flere mennesker, fordi der i det hele taget bor flere mennesker i verden end tidligere.
»Men for os i UNICEF er alle børn vigtige, så vi gør alt, hvad vi kan, for at nå frem. Også selv de steder, der ved første øjekast virker helt ufremkommelige«, siger Jean-Cédric-Meeùs.
Omskriv historien for verdens børn
Verden over kæmper børn for deres fremtid. For at få en uddannelse. For adgangen til rent vand. For det næste måltid. For at overleve. Men sådan behøver det ikke at være!
UNICEF er verdens største børneorganisation. Vi er til stede i over 190 lande og territorier og hjælper flere børn end nogen anden organisation. Vi ved, hvad der skal til for at nå flest børn, hurtigt. Og vi strækker os langt for at nå frem til hvert eneste barn, der har brug for os. Men vi kan ikke gøre det alene. Vil du hjælpe? Sammen kan vi omskrive historien for verdens børn.
Støt UNICEF i dag