0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

»Du ligger lige i kanten af skoven. Du hører uglerne tude om natten. Du får et stykke natur. Men du ligger i nogle sindssygt fede dobbeltsenge«

16. april 2021

I Silkeborg venter den næste naturoplevelse lige rundt om hjørnet. Den kan være fuld af action i løb i det kuperede istidslandskab eller i kajak på Danmarks længste vandløb, Gudenåen, eller den kan være helt nede i slentretempo omkring en af områdets utallige søer. Danmarks Outdoor Hovedstad har noget for enhver friluftssmag og byder på mange andre former for eventyr for besøgende end bjergbestigning på Himmelbjerget og sejlture med Hjejlen, verdens ældste kulfyrede hjuldamper i drift.


I gågaden i Silkeborg pryder flagranker med Dannebrog handelsgaden. Fra den ene side af gaden, hvor Mr. Silkeborg har jakkesæt til salg, til den anden, hvor en café byder på kaffe og kagetapas. Her finder du alt det, en godt udstyret by med tæt på 50.000 indbyggere skal have.

Solens stråler forkæler os, mens vi går ned ad den ene af to centrale gågader i Silkeborg, Vestergade, og selvom foråret endnu er i dets begyndelse, ledes tankerne mod de milde stunder, der ligger på lur og om lidt overfalder os med alt det grønne, der er godt for øjnene.

Og i Silkeborg ligger de grønne oplevelser og massevis af outdooraktiviteter og venter for enden af næste gadehjørne. Bogstavelig talt. Fra bymidten er den nærmeste skov få hundrede meter væk. Vand skal du heller ikke lede længe efter.

Een af mange ting, som Silkeborg har kørende for sig, er naturen, og alle mulighederne for at boltre sig aktivt både på land og til vands: det bakkede landskab skabt af istiderne, Silkeborg-skovene, som er en del af Danmarks største skovområde, og ikke mindst masser af vand med blandt andet Danmarks længste vandløb, Gudenåen, samt alle områdets søer.

Smukt som et glansbillede


Der er Julsø, Brassø og Borre Sø. Lillesø, Vejlsø, Avnsø. For ikke at nævne Salten Langsø, Gudensø og Ørnsø. Hvis Finland er de tusind søers land, er det nærliggende at kalde Silkeborg de mange søers by.

Der er også Almind Sø, en af byens populære badesøer med de to badeanstalter Vestre og Østre Søbad og en strand med okkerrødt sand, Aggerholm, anlagt af tyskerne, som under Anden Verdenskrig havde hovedkvarter i det nærliggende Silkeborg Bad.

Ved Østre Søbad, der blev indviet sidste år og er bygget af træ fra Silkeborgs skove, er mange tidligt på færde denne morgen, på rolige gåture eller lidt mere tempofyldte ture på mountainbike forbi søen og videre ind i skoven. Her møder vi Sanne Sehested, kreativ direktør for og grundlægger af det danske modebrand Gestuz. Hun er født og opvokset i Silkeborg og har Almind Sø lige i baghaven.

»Jeg elsker at bade i søer. Og de er så rene her, at jeg tror, jeg er blevet afhængig af det«, fortæller Sanne Sehested.

»Jeg kan ikke blære mig med at være vinterbader, så ville mine venner grine ad mig. Men hver evig eneste sommer, når jeg svømmer ud i søen og bare har alt det idylliske rundt om mig, så tænker jeg virkelig, at jeg lever. Jeg kalder det et smukt glansbillede, for I skulle se, hvordan her ser ud om sommeren, det er helt vildt«.

Lige så begejstret for Almind Sø var den verdensberømte H. C. Andersen, da han for mere end 150 år siden besøgte den smukt beliggende sø og skrev følgende i ‘Folkekalender for Danmark’ i 1854:

»En lille sti fører os mellem træer og buske til en brat skrænt ned mod den store Almindsø, der set i morgenbelysning blå og stille har det mest smilende, venligt indbydende. De store løvskove hælde sig som grønne, svulmende skyer ud over bredderne, hvor vandet er så klart at man ser de store fisk svømme i sollyset«.

Søvandet er her i det tidlige forår nok ikke helt så venligt indbydende som den dag, eventyrdigteren besøgte den. Knap fem grader varmt er vandet, viser en skærm med badevandstemperaturer, hvilket ikke afholder et par yngre kvinder med tophuer og en ældre herre med gråt på toppen fra at kravle ned i vandet og svømme et par hastige tag fra den runde badebro ud mod søens midte og retur til stigen.

I dag er det kun Sanne Sehesteds sorte labrador, Shaka, der springer en tur i Almind Sø. Men normalt er hun med egne ord en kæmpe vandhund og kaster sig gladeligt i skovsøens klare, dybe vand. Hun er også vant til at være på farten i både ud- og indland i forbindelse med sit arbejde, men når hun er hjemme i Silkeborg, bruger hun især Almind Sø og de omkringliggende skove, hvor hun dagligt går ture med hunden og finder ro til at komme ned i gear og »recharge«.

»Er der noget mere afstressende end naturen? Ikke rigtig. Hvis jeg ikke havde det her, så ved jeg ikke, hvad jeg ville gøre. Det er her, jeg får tankerne et andet sted hen og får min kreativitet op«, siger hun.

»Og hvis du er vild med natur, så er det bare idyllisk. Det er det smukkeste sted i Danmark. Der er også leben i byen, der er også hygge, der er ikke lukket og slukket. Men for mig er det helt klart naturen, der tæller i Silkeborg«.

  • Asfalt er for kedeligt


    Der er mange måder at bruge naturen på. Der er dem, der som Sanne Sehested bruger den til at koble af i. Ved at svømme i det ferske søvand, gå afstressende ture rundt om først den ene, så den anden sø, eller sejle en tur på søerne og i åen, måske fiske lidt, som hun sammen med familien også gør det på en gammel, mindre kutter fra den lille havn i skoven ved navn Indelukket.

    Der er dem, der udforsker dyr og planter – og som sikkert ville være fascinerede af, at skovene i Silkeborg er hjem for ikke bare Danmarks, men Nordens højeste træ. En douglasgran fra 1895, der er halvanden gang højere end Rundetårn i København og strækker sig hele 53,7 meter mod himlen ved en af Silkeborgs andre søer, Slåensø.

    Det er i øvrigt også her ved Slåensø, at H.C. Andersens Bænk findes - efter sigende digterens yndlingssted på Silkeborg-egnen med en fantastisk udsigt i 92 meters højde fra bakkedraget Åsen, som han også kom forbi under sit besøg.

    »Igaar vare vi paa Aasen, hvor jeg alt ved mit første Besøg fik Lov til at opkalde en Plet og den smukkeste her, hvor man seer over Skove, Søer, og sorte Banker kaldte jeg, ved dens skottske Udseende: ‘Andersens Høiland’«, skrev han i et brev til en anden digter, B. S. Ingemann, i juli i 1853, da han vandrede på Åsen og lod sig inspirere til blandt andet eventyret ‘Ib og Lille Christine’. Og hvor han måske fandt den »skov-ensomhed«, han også nævner i ‘Folkekalender for Danmark’.

    Der er i hvert fald en slående ro og tæt på mennesketomt denne dag ved Slåensø, hvor vi møder Simon Grimstrup, der er en af dem, der bruger naturen på en anden måde end både Sanne Sehested og H.C Andersen. Ud over at være lærer på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole og vant til at fremvise den natur, han kender som sin egen bukselomme, er han en ægte kender, når det gælder viden om skovstierne i området. Både dem der kan udfordre den mest erfarne løber og de bakker, som giver de bedste sug i maven.

    Simon Grimstrup har løbet, siden han var ti år gammel og er stort set at finde i løb et eller andet sted i Silkeborgs 128 kvadratkilometer store skovområde dagligt.

    »Jeg gider jo ikke rigtig løbe, hvis det er på asfalt. Det er ikke noget, jeg bare siger. Det keder mig med det samme«, fortæller han, mens vi går en tur ved Slåensø, Danmarks reneste sø, der omkranses af douglasgranerne, fredet kristtjørn og bøgetræer med knopper, der venter på at blive til blade og farve skoven selvlysende grøn.

    Slåensø er ifølge Simon Grimstrup et fint udflugtsmål til en stille og meget lidt strabadserende tur i skoven. En tur rundt om søen er kort, den er fin at bade i, vandet er klart, det er muligt at snorkle og se fisk som gedder og aborrer, og så er det ikke langt fra Hjejlebådene. Mest bruger han selv området omkring Slåensø, når han skal hyggeløbe.

    »De sjove steder for en trailløber som mig, det er jo, når der er lidt smallere og snørklede spor«, siger han.

    »Og der er så mange muligheder i Silkeborg, fordi vi både har store, sammenhængende skovområder med mange højdemeter, hvor du kan få nogle gode op- og nedløb, og afmærkede ruter for dem, der gerne vil vandre. Der er andre steder i Danmark, hvor du finder noget lignende, men det er et af landets bedste steder til trailløb«.

  • Foranderligheden i skoven, der skifter pragt i takt med årstiderne og har noget at byde på, hvad end det er vinterkoldt eller spirende forår, er også noget af det, Simon Grimstrup sætter pris på, fortæller han på vejen op mod H.C. Andersens bænk.

    »Trailløb behøver slet ikke være actionpacked. Det er egentlig bare at løbe ud i skoven og sanse. Og jo bedre du er, jo mindre kigger du, hvor du sætter dine fødder, og så sanser du egentlig bare. Dig selv og ikke mindst udsigterne, træerne, vandet, det hele«, siger han.

    »Naturen rammer mig i maven, når jeg suser ned af stierne. Jeg elsker, når jeg slår hovedet fra og er i naturen og bare løber så hurtigt, jeg kan ned ad bakke og opad og glemmer tid og sted«.

    Overnatning midt i smørhullet


    På den anden side af Slåensø bor Tina og Torben Grønborg Jensen med udsigt til den største af Silkeborgs søer, Julsø. Det har de gjort, siden de i 2018 overtog Skyttehusets Camping, der ligger midt i skoven på en bakketop lige ved en snævring mellem Julsø og Brassø.

    Pladsen er værtsparret i gang med at forvandle fra en traditionel campingplads til en plads, der har fokus på alle de udendørsaktiviteter, som området indbyder til. Derfor har de også omdøbt pladsen, så når gæsterne i den ny sæson ankommer, er det ikke længere til Skyttehusets Camping, men til Skyttehusets Outdoor Camp.

    »Vi er stadig en campingplads. Men fordi vi byder på ting som kanoture, kajakroning og bådudlejning, er det for os mere outdoor camp end traditionel camping«, siger Torben Grønborg Jensen.

    »Og der er rigtig mange muligheder for friluftsliv, uden det bliver en overlevelsestur. Du kan bo her i ti dage og få en ny gåtur hver dag. Eller bare sætte dig ned til en af søerne og nyde det. Og her er da meget nydeligt, ikke?«, supplerer Tina Grønborg Jensen og kigger på først skoven og så ned mod vandet.