0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Psst ... her får du de lokale aarhusianeres guide til byens gemte guld

2. november 2021

I Aarhus har den kulturelle og kulinariske scene taget kvantespring de seneste år. Den hjemlige fornemmelse, der gemmer sig bag døren til hver en butik, bistro eller bar, gør den perfekt til årets juleshopping. Oplev 48 timer i smilets by med de personligheder, der giver byen glimmer.

11:00 MORGENMAD

und Butter

Fra hjertet af Aarhus til byens smørhul. Start dagen med surdejsboller, kaffe og friskpresset æblemost hos und Butter på Frederiksbjerg. Det tyskklingende navn er en hyldest til ejernes kærlighed til smør. Og hos und Butter får du den hjemmesyrnet og -kværnet.

Alle de ingredienser, de bruger, er som smørret forankret i lokalområdet. Og de simple, rustikke boller er ærligt lavet af »vand, mel, salt og lidt magi«, som Torben Kiel Hviid fortæller, mens han smører fennikelsirup udover kanelsnurrerne.

Torben Kiel Hviid og Jan-Ole Herfurth er på fornavn med deres stamgæster og ved, hvornår børnebørnene er på besøg. Og man får følelsen af at stå i ejernes private køkken.»Frederiksbjerg er en lille landsby. Man låner af hinanden, hvis man står og mangler noget«, siger Jan-Ole Herfurth.

und Butter
Odensegade 35
Instagram

12:00 SHOPPING

Shoe Chapter

Høj på smør kan du stikke dit hoved forbi Shoe Chapter, der det seneste årti er blevet bybørnenes sneaker-mekka. Her står Mark Sommerlund, der med en passion for sneakers, en drøm og et kælderlokale grundlagde butikken for 10 år siden. 

I dag ligger butikken prominent placeret på Store Torv, hvor sollyset strømmer ind på sko fra Reebok, Vans, New Balance og mange flere.

»Jakob, der står bag disken, brugte 17 klik på et par sko den anden dag«, griner Mark Sommerlund. »Der kan jeg slet ikke følge med. Jeg har kun omkring 40, 50 par«, siger han og fortæller, at jubilæet bliver fejret i samarbejde med hummel, hvor drengene i butikken har sat deres eget præg på en af skoproducentens modeller. Samarbejdet udkommer inden jul, hvis du vil imponere hjemmets sko-aficionado.

Shoe Chapter
Store Torv 6
Instagram

13:00 SHOPPING

Formuleret

Hvis Danmark skulle have en hovedstad for keramik, ville Aarhus være med i opløbet om titlen. Og kunsthåndværkeren Ninna Gøtzsche ville være en potentiel borgmester. Formuleret er hendes butik og laboratorium. Og fra gaden kan du kan kigge direkte ind i værkstedet, hvor hun drejer ler med inspiration fra blandt andet Limfjorden. Hun har haft adresse i Jægergårdsgade de sidste 10 år.

»Gaden er en institution. Det er fantastisk at stå her og se, hvordan livet skifter i løbet af dagen. Fra morgenens forhastede folk, der skynder sig på arbejde, til børnefamilier, de udsatte med en guldbajer og til sidste venner, veninder og kærester, der skal have vin og fin mad«, siger Ninna Gøtzsche.

I slutningen af november og frem mod juleaften plejer de lokale erhvervsdrivende i gaden at skrue op for julehyggen og -pynten, og hvis du er heldig, finder ud også et godt glas gløgg.

Formuleret
Jægergårdsgade 78
Instagram

14:00 SOUVENIRS

Bülow Duus

For mere end tre årtier siden blev Mette Bülow Duus dybt forelsket i glas. Hun finder materialet forførende skrøbeligt. Og i hendes butikværksted i Studsgade kan du ikke blot købe hendes produkter, men se hende puste glas.

»Glas er enormt varmt, og man skal have respekt for det. Det er blødt og lækkert i sekunder, før det bliver hårdt som sten. Udfordringen med at udfolde sig på den korte tid er enormt fascinerende«.

Glaspusteriet Bülow Duus
Studsgade 12
Instagram

MØD GLASPUSTER METTE BÜLOW DUUS 

Mette Bülow Duus blev forelsket i glas, da hun pustede sin første boble på Bornholm. I de sidste 25 år har hun drevet et glaspusteri i det legendariske Latinerkvarter, hvor udviklingen har udskiftet sexarbejdere med skæve eksistenser og skøre butikker. Skal du på tur med hende, står den på gløgg, æbleskiver og live musik.

»Glas er forførende. Det er enormt varmt, og man skal have respekt for det. Det er blødt og lækkert i 10 til 15 sekunder, og så bliver det hårdt som sten. Udfordringen med at udfolde sig på den korte tid er enormt fascinerende. Det er utroligt følsomt, og materialet tilgiver ingenting. Når det er blødt, glemmer det intet af det, man har gjort. Når det er færdigt, går det nemt i stykker. Og så er det et smukt materiale. Der er ikke andre materialer, man kan kigge igennem, som man kan med glas. Jeg er måske lidt forelsket i materialet og glaspusteri som håndværk.

Jeg er glad, når jeg laver glas. Man er bundet til at være koncentreret omkring det, se på materialet og følge det hele tiden. Det giver en rolig fornemmelse i kroppen. Det er meditativt. Det hele kører i en fast, rolig rutine. Jeg tænker også, at lyset fra ovnen er supergodt. Jeg behøver ikke lysterapi, fordi jeg kigger ind i en ovn flere gange om dagen, og når jeg åbner den, er det som at mærke solen.

Jeg blev glaspuster ved en tilfældighed, mens jeg havde et sommerjob som bartender på Bornholm. Det blev kedeligt om efteråret, når turisterne var smuttet og så stod min søster i et glaspusteri og manglede en til at hjælpe sig. Jeg tog chancen, og det var simpelthen det sjoveste i mit liv. Det gik op for mig, at jeg aldrig ville finde noget, jeg var lige så glad for.

Nu har jeg lavet det i 34 år, og jeg skal stadig koncentrere mig. Jeg kan ikke bare tage hånden på ryggen og lave det uden at tænke mig om. Det er en grounded følelse. Når det fungerer, er det som at være i zen, når det ikke gør, kan jeg blive meget frustreret. Det kan være, når glasset driller. Hvis man laver den mindste dumhed, følger det dig resten af processen. Nogle kører træt i at lave glas i så mange år, men det gør jeg ikke. Jeg er mere forelsket end første gang, for nu har jeg også styr på det.

Min inspiration finder jeg i naturen, der næsten altid er perfekt. Det kan være det brusende vand, der slår mod træbåden, når det sejler, eller når jeg ser sandbunden i det kolde vand, når jeg vinterbader. Det er i mine omgivelser, jeg finder inspiration. Og jeg har blandt andet lavet en vase, der er et aftryk af en lille træstub.

Jeg har altid ønsket, at mit værksted skulle ligge i Latinerkvarteret. For mig er det den bedste del af byen, så jeg måtte knibe mig i armen, da jeg fandt det her sted. Da jeg åbnede i 1996, var det stadig et luderkvarter. I dag er der mange specielle butikker, der er en rar og festlig stemning, og så er det hele ikke så strømlinet. Der er sjæl hernede. Til jul er der en helt særlig stemning, hvor vi i fællesskab sætter juletræer op, mens der bliver serveret pebernødder, gløgg og portvin.

I år kan Bülow Duus fejre 25 års jubilæum. Når jeg kigger tilbage, så er et af de største øjeblikke, da vi tog ruden ud af butikken for at få ovnen. Og den 9. november da jeg lavede den første boble og pustede det første glas fra mit eget værksted.

Jeg glædes stadig meget over Aarhus. Der er en nærhed mellem folk, der er anderledes end København. Folk kigger hinanden i øjnene, når de mødes på Strøget. Der er også rigtig mange nye tiltag. Det er blevet fedt på havnen, og der åbner mange nye steder i graven. Alle skal komme til Aarhus på et tidspunkt, fordi det er en by med sjæl og nerve«.

3 ANBEFALINGER: Bæredygtige klæder, æbleskiver og intimkoncerter

I Latinerkvarteret vil jeg anbefale folk at tage til tøjbutikken Searching for Lines. Den er ejet af min søn og sælger lækkert og anderledes tøj med fokus på klatretøj. Man får en oplevelse, der er altid en god historie, og så går de op i bæredygtighed.

Ellers sender jeg også mine kunder hen til Landcafé. Det er et mega hyggeligt sted, flot indrettet, alt er økologisk, og så er der rigtig mange genbrugsting i indretningen. Det er et super lækkert morgenmadssted, hvor du også kan få æbleskiver og gløgg om eftermiddagen. Æbleskiverne bliver lavet helt fra bunden på en gammeldags, traditionel opskrift, og så er det den bedste gløgg ever.

Mit sidste tip er Fairbar. Det er et lækkert spillested, hvor man kan få kaffe og øl og høre upcoming bands. Det er et lille sted, hvor man sidder tæt på musikerne. Sidste gang jeg var der, hørte jeg et band, der blandede dansk og kurdisk musik.

15:00 FROKOST

Gaijin Ramen

Der er verdener til forskel på den simple ramenbutik, barndomsvennerne Emil Fisker og Benjamin Veje driver, og de fine dining-restauranter, de tidligere har været køkkenchefer på rundt omkring i verden. Når du går ind i den lavloftede restaurant, er det som at træde ind i køkkenet hos dine nære venner. Du kan spise i bardisken med direkte udsigt til køkkenet, og når Emil Fisker og Benjamin Veje ikke er fordybet i at lave deres fordanskning af den klassiske japanske spise, trisser de selv rundt og rydder op og seater folk. Og så joker ejerne lige så meget med hinanden, som de gør med gæsterne.

»Vi har ramt noget, der passer til vores personligheder. Det er dejligt at skabe en stemning og atmosfære rundt om maden og ikke bare lave mad for at lave mad i jagten på at blive den bedste«, siger Emil Fisker, inden han træder tilbage i køkkenet for at ryste vandet af nudlerne.

Gaijin Ramen
Nørregade 16
Instagram

16:00 KULTUR

Den Gamle By

Efter du har fået varmen på en stor skål ramen, kan du tage på dansk tidsrejse, når du dykker ned i vores kulturhistorie i Den Gamle By. Det levende museum er inddelt i 1970’erne, 1920’erne og før 1900. Fra april og resten af året, kan du møde mennesker, der er klædt, arbejder og gebærder sig som i gamle dage.

Om vinteren er fokusset på 400 års julehistorie, der giver indblik i, hvordan helt almindelige mennesker har fejret jul, pyntet og spist i tidligere tider. 

»Det giver en helt særlig stemning og en fantastisk måde at se og mærke sin egen historie på. Særligt når det kommer til maden, hvor Den Gamle By er elsket for sine vaniljekranse, vildsvinepølser, og ikke mindst rigtige æbleskiver, der er et stykke æble lagt ind i en dej, som steges i svinefedt«, siger Lars Vesterlykkegaard fra Den Gamle By.

Den Gamle By
Viborgvej 2
Instagram

17:00 KAFFEPAUSE

Street Coffee, Bassin 7

Træd ud af tidsmaskinen og ind i fremtiden. Bydelen Aarhus Ø er under ombygning, og under lockdown blev det aarhusianernes åndehul og mødested. Langs promenaden, Bassin 7, er gamle mandskabsvogne omdannet til madboder, kaffebar og wakeboard-udlejning. Et helt perfekt sted til en kop kaffe.

I den arkitekttegnede baggrund arbejder kranerne på højtryk med at færdiggøre den nye bydel. Og på en solrig decemberdag kan man stadig få en snert ferie-vibe, når strandstolene foran kaffebaren Street Coffee bliver fundet frem. Modsat 1920’erne serverer de en flat white.

Street Coffee
Irma Pedersensgade 2D, Bassin 7
Instagram

18:00 SIGHTSEEING

Eske Touborg

Træk vejret et øjeblik og se mod himlen. På gavle rundt omkring i Aarhus har den autodidakte kunstner Eske Touborg givet væggene undervands liv. Hammerhajer, djævlerokker og hvidhajer svømmer farverigt rundt.

Gå på opdagelse i byen og find hvidhajen i Vestergade, djævlerokken i Søndergade (Strøget)  og hammerhajen i Skt. Anna Gade.

Eske Touborg
Instagram

19:00 AFTENSMAD

Yi East

Yi East serverer ikke hammerhaj, men du kan spise dig mæt i autentisk, traditionel kinesisk mad og få et stærkt udvalg af cocktails til. I køkkenet er duften intens i næsen og øjnene, når chilien bliver svitset af, og shakeren kører på livet løs i baren. Det er eftersigende en skjult perle for byens bedste kokke, der efter endt arbejdsdag får deres fix her.

Deres dim sum er fantastisk, og det møre kød falder fra hinanden, når man stikker gaflen i.

Yi East
Frederiks Plads 6
Instagram

20:00 OPVARMNING

Force Majeure

Hvis du har mod på mere efter det kinesiske køkken, er Force Majeure det oplagte sted at starte de sene nattetimer. Mads Schack gjorde noget så gakket som at åbne en bar og spiritusforretning midt under corona, da han blev for rastløs af sidde derhjemme. Sæt dig ind i baren, der er bygget af hans far, og nyd en clear colada – en elegant udgave af den søde 80’er drink.

»For mig betyder Force Majeure forvent det uforventelige. Og sådan skulle det gerne være, når du kommer herind«, siger Mads Schack, mens han finder nogle figenblade til en cocktail frem.

Force Majeure
Borggade 5
Instagram

MØD MADS SCHACK FRA FORCE MAJEURE

Mads Schack åbnede sin kombinerede spiritusforretning og bar midt under pandemien. Det trak tænder ud, men tankerne og hænderne blev rastløse af at sidde derhjemme på kompensation. Hans udgave af Aarhus byder på østeuropæisk bistro og en hemmelig cocktailbar.

»Force Majeure er fransk for større kræfter. Det er en juridisk term, der dækker over de overnaturlige uheld, man ikke selv er herre over. For mig betyder det at forvente det uforventelige. Da jeg stod som bartender under pandemien og var sendt hjem på kompensation, så jeg ikke anden udvej end at kalde en force majeure på det og starte min egen hybrid af en spiritusforretning og bar.

Set i bakspejlet var det måske ikke det smarteste, at starte under en pandemi. Det var hardcore. Men jeg følte virkelig, at jeg havde ryggen mod muren. Efter ti år som først afrydder og til sidst restaurant- og barchef, var min tid bag disken færdig. Jeg havde brug for et break. Samtidig blev jeg rastløs af at sidde derhjemme med for meget krudt i røven. Mine hænder og tanker havde brug for noget at lave. Tanken om at starte mit eget sted, havde stået på et par år, og i sidste ende ville jeg ikke lade dårlig timing stoppe mig fra at gøre noget nyt.

Jeg har valgt at fokusere på spiritus, fordi der manglede et sted, der satte den i første række og ikke andenprioritet, som den er hos en vinhandel. Jeg har også meget erfaring med at lave cocktails og drinks.

Min karriere startede i Gothersgade i København, hvor jeg var afrydder, og vagterne startede midnat og sluttede klokken 11 om formiddagen. Siden blev jeg skibums i Østrig, for så at komme hjem og arbejde på en Bib Gourmand-restaurant i Kødbyen. Som 20-årig blev jeg barchef på Kødbyens Fiskebar, hvor jeg blev en smule cocky. Vesterbro kan gøre én kæphøj engang imellem. Jeg byggede ovenpå det autodidakte med en sommelier-uddannelse med ønsket om også at blive en god tjener. Og der oplevede jeg, at jo mere jeg lærte, jo mere usikker blev jeg faktisk på min viden, fordi man opdager alle de lag, der ligger under.

Jeg er drevet af min passion. Ganske enkelt. Det betyder alt, at gæsterne i butikken går herfra med mere viden i baglommen, eller hjælp til teknikken, hvis de ikke kan få nok skum på deres whiskey sour. Eller hvis de har haft en skidt dag, og jeg kan gøre deres dag lidt bedre med en snak over baren. Jeg vil drive noget i Aarhus, der beriger byen.

Jeg fik hurtigt et tilhørsforhold til byen. Den har en perfekt størrelse, og der er en anden ro, som passer mine kreative evner godt. Jeg kan arbejde mere med naturen – hente ramsløg i Risskov og skovmærker i Marselisborg. Og i øjeblikket bruger vi nogle figenblade i drinksene, som en kundes mor er kommet med. Aarhus er tættere på naturen, og det spirer min kreativitet.

Jeg flyttede hertil som 23-årig, da jeg blev tilbudt en stilling som barchef på Gedulgt. De tilbød både en lederstilling, en enorm udfordring og muligheden for at starte noget nyt, og så skulle geografien ikke stå i vejen.

Dengang kendte jeg intet til byen, men jeg blev hurtigt forelsket. Jeg kvittede livet i København, det sikre job, hvor jeg stod til at stige i graderne, og min lejlighed på Frederiksberg for at flytte til Jylland. De første fire måneder sov jeg på en luftmadras og pendlede frem og tilbage til København. Weekenderne på Gedulgt, ugedagene i Kødbyen. Kombardo-jinglen var ved at gøre mig sindssyg til sidst.

Men det var fedt at være med til at starte noget nyt. Gedulgt ville virkelig noget andet. Det har kostet en del at få stedet op at køre, og der vil altid være en kærlighed til det. Til sidst nåede det bare et punkt, hvor det ikke havde brug for mig længere. Og min skabertrang blev rastløs. Nu kan jeg selv bidrage med noget på barscenen i Aarhus og give folk noget spændende på hylderne. Men jeg tør ikke tænke på, hvad der sker, når Force Majeure går hen og bliver en succes«.

ANBEFALINGER Naturvin, hård sprut og skjulte cocktails

Mit første tip er min genbo Reduktivt, der ligger lidt længere oppe ad gaden. De specialiserer sig i naturvin, og jeg sender alle, der har hang til naturlig vin, derhen.