Thure Lindhardt er tilbage på teatret efter seks år: Jeg kender følelsen af at vågne op i baronens seng

For den ellers erfarne skuespiller Thure Lindhardt er meget i denne tid en førstegangsoplevelse: Han skal spille titelrollen i instruktør Christian Lollikes iscenesættelse af ’Jeppe på bjerget’, der har premiere på Aarhus Teater den 6. februar, og hverken stykket, instruktøren eller teatret har han arbejdet med tidligere.

Alligevel er det tydeligt, at den 50-årige skuespiller føler sig hjemme her, da han i skrædderstilling sidder klar til interview i et backstagelokale på Aarhus Teater. Selvom det er seks år siden, at Thure Lindhardt sidst spillede teater, har han heller aldrig været i tvivl om, at han før eller siden ville ‘vende hjem’ til de skrå brædder.

»Jeg havde en syv-otte år, hvor jeg rejste verden rundt og filmede og filmede og filmede. Det var vildt spændende, og jeg tjente mange penge. Men jeg arbejdede også konstant, og når jeg ikke arbejdede, sad jeg alene på et hotelværelse«, fortæller Thure Lindhardt.

Til sidst måtte skuespilleren lytte til en indre stemme, som hverken prestigen eller de spændende arbejdsopgaver kunne blive ved med at overdøve.

»Det kan godt være, at der er mange mennesker omkring dig, når du lever livet på den måde, men det er ikke nødvendigvis mennesker, du når at have dybe relationer med. Så der kommer et tidspunkt, hvor man må stoppe op og spørge sig selv, om det er sådan her, resten af livet skal være. For mig blev det simpelthen for ensomt til sidst – alt for ensomt«, fortæller han.

Da coronapandemien ramte i 2020, valgte Thure Lindhardt derfor at se det som en kærkommen lejlighed til at lægge sit liv en smule om.

Han havde underskrevet kontrakten på en rolle i en stor serie, som blev lagt ned, og det halve års pæne løn uden arbejde gav ham mulighed for at søge tilbage til sin »oprindelige drivkraft – kunsten i sig selv« og stable flere egne projekter på benene. Blandt andet en turné med musikalske fortællinger om N.F.S. Grundtvig.

Og nu har det skærpede fokus på at lave ting, som tilfredsstiller hans »oprindelige drivkraft« ledt ham tilbage til teatret.

»Det var ikke et bevidst valg, at der skulle gå seks år uden teater. Det skete bare. Men nu kan jeg sgu ikke vente længere. Teatret kalder på mig«, siger Thure Lindhardt.

På teatret finder Thure Lindhardt netop det fællesskab, som han af og til har manglet på de store filmset.

»Jeg har altid været bevidst om, at der er en særlig samhørighed på et teater mellem publikum og skuespillere og skuespillerne imellem. Men det er som om, at den bevidsthed nu er blevet skærpet hos mig«, siger han.

Kan man blive, hvad man vil?

Men hvorfor var det så netop stykket om den fordrukne fæstebonde Jeppe, der efter en alvorlig sviretur vågner op i baronens seng, som Thure Lindhardt valgte til sit teatercomeback?

Af flere grunde, forklarer han. Først og fremmest på grund af stykket selv. Og på grund af en stor beundring for stykkets forfatter, Ludvig Holberg.

»Hvis jeg skal være lidt grov, har vi haft store fodboldspillere, håndboldspillere, opfindere, filminstruktører og så videre i vores lille land, men vi har ikke haft mange af de der klassiske dramatikere, som virkelig har slået bunden ud af os. Men vi har Ludvig Holberg! Og ’Jeppe på bjerget’ er efter min mening hans klart bedste stykke«, siger Thure Lindhardt.

Hvorfor er det for dig at se hans bedste?

»Du får bare det hele i det stykke. Du får satiren, komedien og tragedien. Og så møder man i Jeppe et menneske, som man ikke kan lade være med at holde af. Jeg kan i hvert fald ikke. Han tager alle de forkerte valg, tingene lykkes ikke for ham, og han er fuld af flugt og eskapisme og drikfældighed – men han er en af os. Og han er oprigtig«.

Derudover rummer fortællingen om Jeppe også flere interessante eksistentielle spørgsmål, mener Thure Lindhardt.

Og særligt ét af disse spørgsmål optager ham for tiden.

»Der er et spørgsmål i forestillingen, som går ud på, om man kan tage et menneske og forandre det fuldstændigt. Hvad sker der, hvis vi tager en fra almuen og gør ham til baron for en dag? Vil han så begynde at opføre sig som en konge? Nej, det vil han ikke. For han har ikke lært hvordan. Det synes jeg er et vanvittigt spændende tema«, siger han.

I en tid, hvor mange af os er opdraget til, at vi kan blive, hvad vi vil, er det vel en ret provokerende morale?

»Ja, det er det. Men når alt kommer til alt, tror jeg, det er rigtigt. Vi kan ikke bare blive, hvad vi vil. Men det gode er, at vi, ligesom Jeppe, kan blive elskelige på trods af alt. Og at vi selv kan elske. Hvad det så end betyder«.

For Thure Lindhardt er det ikke nødvendigt at finde konkrete lighedspunkter mellem sig selv, og den karakter han spiller, for at kunne spille den troværdigt, siger han. Det vigtige er at forstå det almenmenneskelige følelsesliv, som vi alle deler med karakterer som Jeppe, og som ifølge skuespilleren altid vil være det, der knytter publikum til en karakter og gør os begejstrede for et kunstværk.

Ikke desto mindre har hans personlige oplevelser med succes og berømmelse fået ham til at føle et særligt slægtskab med Jeppe på ét punkt: Følelsen af at vågne op i baronens seng.

»Det at opnå succes og berømmelse er på mange måder som at vågne op i baronens seng. Jeg har fra helt ung været utrolig god til at følge min intuition, men i det øjeblik, jeg fik succes, fik jeg meget svært ved det. Min intuition ville pludselig alt muligt, som jeg egentlig ikke havde lyst til, fordi succesen forblændede mig«.

»Jeg har en god ven, som altid kondolerer, når han hører, at folk har fået succes. For det er først, når du pludselig har muligheden for at gøre, hvad du vil – når du vågner op i baronens seng – at du for alvor bliver prøvet som menneske. Hvem vælger du så at være? Det er en virkelig svær opgave. Og der kan jeg godt se noget af mig selv i Jeppes historie«, siger Thure Lindhardt.

Selvom komikken fortsat er til stede i Christian Lollikes iscenesættelse af klassikeren, er der måske ikke helt lige så meget at grine ad, som der plejer at være.

»Det er jo farligt, for kan man virkelig godt tillade sig at fjerne noget af komikken, når det gælder Holberg og Jeppe? Det må vi se. Vi kan jo altid lægge nogle pruttepuder ned på stolerækkerne, hvis det bliver nødvendigt«, siger Thure Lindhardt.

Selvom det kan være en udfordring med de mange forudfattede meninger om et stykke så berømt som ‘Jeppe på bjerget’, har Thure Lindhardt dog først og fremmest oplevet det som en gave, at der på forhånd er lagt så mange tanker og så meget sjæl ind i karakteren Jeppe.

For sjældent har en karakter så tidligt i processen stået lige så klart for skuespilleren.

»Kunstneren Michelangelo talte om, hvordan han så sit kunstværk for sig inde i marmorblokken, når han skulle lave en marmorskulptur; han skulle bare hugge det fri. Uden nogen form for sammenligning, har jeg det på samme måde med Jeppe. Og sådan har jeg det bestemt ikke altid med de karakterer, jeg spiller«.

»Både Holberg selv og alle de gode skuespillere, der har spillet Jeppe gennem årene – og alle de danskere, der har set og elsket det stykke gennem århundreder – har lagt så meget sjæl i ham, at han allerede ligger klar derinde. Nu skal jeg bare grave ham frem. Samtidig skal jeg selvfølgelig give et nyt bud på ham. Det er et virkeligt spændende arbejde«, siger Thure Lindhardt.