Hvorfor gør vi ikke altid det, vi egentlig gerne vil?
Der mangler 30.000 bloddonorer i Danmark*. Mange vil gerne donere blod, men der kan være langt fra den gode intention til den gode gerning. Færre barrierer, stærkere indre motivation og sociale normer kan forhåbentligt være med til at få flere til at møde op i blodbanken.
Når Ole Sandbæk Jørgensen åbner sin kalender, er den mestendels fyldt med de samme ting som mange andre danskeres: Hans arbejde, hans fritidsaktiviteter og hans socialliv. Der er imidlertid én ting, der får hans kalender til at skille sig ud, og det er de aftaler, han hver måned har hos de tappesteder, hvor han donerer blod og plasma:
»Det er sjældent, at jeg ikke har to-tre aftaler i kalenderen, for jeg plejer at booke dem på forhånd. Det er en fast del af min hverdag, som jeg egentligt ikke tænker så meget over længere,« fortæller Ole Sandbæk Jørgensen.
Han har doneret blod fast, siden han blev 18 år, og er en af Danmarks cirka 170.000 bloddonorer. Det kan lyde af meget, men der skal flere til. Hvis Danmark skal kunne dække behovet for blod til alt fra fødsler til operationer og kræftbehandlinger, så er der ifølge Bloddonorerne Danmark brug for 30.000 nye bloddonorer i 2026, og der er særligt mangel på unge mænd.
Fra den gode intention til den gode gerning
Det er ikke fordi velviljen mangler, og undersøgelser viser, at der er mange, der gerne vil donere blod. Men der kan være langt fra den gode intention til den gode gerning:
»Det er et meget velkendt fænomen, og det er det, vi i forskningen kalder intention-handling-gabet,« fortæller Nikos Ntoumanis, der er forsker i motivationsvidenskab og adfærdsændring ved Dansk Center for Motivation og Adfærdsvidenskab, DRIVEN, ved SDU.
Et af de mest almindelige råd til folk, der ønsker at overkomme gabet mellem intention og handling, er at knytte den ønskede handling til vaner, i sin hverdag.
»Det er svært, men ikke umuligt at gøre noget, der ikke sker så ofte, til en vane. Hvis man gør aspekter af handlingen konsistent – eksempelvis ved at donere blod ved den samme blodbank på den samme ugedag – kan man komme tæt på. Og derudover kan man fokusere på andre faktorer – blandt andet selvbestemt motivation, sociale normer, og at mindske friktion som for eksempel afstand eller problemer med at få kalenderen til at gå op,« siger Nikos Ntoumanis.
Foto: Holy Ravioli & Audi Danmark.
Gør forhindringerne mindre
Når Ole Sandbæk Jørgensen donerer blod, så er det som regel enten på vej til arbejde eller i frokostpausen. Han bor i Vanløse, arbejder i Nordhavn, og cykler ofte forbi en blodbank på vejen:
»Det er meget belejligt, og det gør det selvfølgelig nemmere at få det gjort, at jeg bor i byen, hvor der er mange blodbanker. Hvis man bor lidt længere fra et tappested, og har svært ved at finde tid til det i sin hverdag, er det nok lidt sværere. Tidsbarrieren er nok den største forhindring for mange,« siger Ole Sandbæk Jørgensen.
Det er en af grundene til, at Audi Danmark i samarbejde med Bloddonorerne Danmark lancerer en kampagne med fokus på, hvordan en lille omvej kan gøre en stor forskel,som bygger videre på sidste års kampagne Powered by Hearts. Kampagnen sætter fokus på vigtigheden af bloddonation, gør opmærksom på, hvor blodbankerne er lokaliseret, og informerer om, hvordan man kan gøre en stor forskel for andre ved at donere blod – uden at det kræver meget andet, end at man kører en omvej i hverdagen.
Motivationsforskeren Nikos Ntoumanis fortæller, at det bedste man kan gøre for at hjælpe en ønsket handling på vej, netop er at mindske friktionen:
»Friktionen er de forhindringer, der står imellem det, vi sætter os for at gøre, og det, vi faktisk får gjort. Det er afgørende at reducere den og gøre det så problemfrit som muligt, hvis man ønsker at promovere en handling.«
Sociale normer og glæden ved at gøre noget godt
Udover at mindske friktionen, have en plan for at overkomme forhindringer, og at forsøge at gøre det til en vane, så anbefaler Nikos Ntoumanis at fokusere på ens motivation for at ønske at gøre noget:
»Der er nogle former for adfærd, det er nemt at gentage, fordi vi forbinder dem med nydelse, som eksempelvis at dyrke sin yndlingssport eller at se sin yndlingsfilm. Det kalder vi indre motivation. Og så er der andre handlinger, drevet af selvbestemt motivation, hvor det snarere end fysisk nydelse er bevidstheden om, at det kan give stor værdi for andre, der får os til at handle. Det føles godt, når vi handler i overensstemmelse med vores værdier.«
Motivation er en vigtig drivkraft, men omverdenen betyder også meget, siger Nikos Ntoumanis:
»Sociale normer kan også spille en stor rolle, især hvis det kombineres med reduceret friktion. Der har eksempelvis været et succesfuldt eksperiment i Brasilien, hvor man fik sportsfans til at donere blod på stadionet i forbindelse med en kamp.«
Foto: Holy Ravioli & Audi Danmark.
»Man bliver tilbudt at få en SMS, når ens tapning bliver brugt, og det giver virkelig et boost, når den SMS tikker ind. Det er ret rørende at vide, at jeg faktisk har hjulpet nogen.«
- Ole Sandbæk Jørgensen
Ole Sandbæk Jørgensen nikker genkendende til, at både følelsen af at gøre noget godt og de sociale normer betyder meget:
»Jeg startede som 18-årig, fordi min far altid havde doneret blod. Til at starte med gjorde han det vist, fordi de i militæret fik fri til at donere blod, men med tiden kom det til at handle om at gøre noget, der tjener et godt formål. Men min bror og jeg har også en lille konkurrence kørende om, hvem der først kommer op på 100 tapninger,« fortæller Ole Sandbæk Jørgensen, der ligesom sin bror er ved at være tæt på.
Udover konkurrencen med hans bror, er der særligt en anden ting, der motiverer ham til at blive ved:
»Man bliver tilbudt at få en SMS, når ens tapning bliver brugt, og det giver virkelig et boost, når den SMS tikker ind. Det er ret rørende at vide, at jeg faktisk har hjulpet nogen. Det er normalt det, jeg siger til folk, når jeg anbefaler dem at blive donorer.«
Årets kampagne er et samarbejde mellem Audi Danmark og Bloddonorerne Danmark. Kampagnen skaber ikke bare opmærksomhed omkring de 30.000 bloddonorer, der ifølge Bloddonorerne Danmark mangler i Danmark i 2026, men gør det også lettere at handle på intentionen ved at vise, at blodbankerne ofte er tættere på, end man tror.
Kampagnen består blandt andet af den type udendørsreklamer, man ofte møder som bilist, og det er ikke tilfældigt, at Audi Danmark er afsenderen. Særligt unge mænd er nemlig sværere at rekruttere. Med kampagnen håber Audi Danmark at kunne få dem til at gøre en stor forskel ved at køre en lille omvej i hverdagen.
Audi - Powered by Hearts
En lille omvej på din daglige rute kan gøre en stor forskel.
På vej til arbejde, indkøb eller træning? Din nærmeste blodbank ligger måske allerede på den vej, du tager. Du ved det bare ikke endnu.
Med initiativet "lille omvej, stor forskel", gør Audi Danmark i samarbejde med Bloddonorerne Danmark det lettere at finde vej til blodbankerne i din hverdag. For når du ved, hvor de ligger, kan vejen fra tanke til handling blive kortere. Og en lille omvej for dig, kan gøre en stor forskel for en anden.
Find din nærmeste blodbank allerede i dag.