Fem måder et rejsekreditkort kan gøre rejsen billigere – og to faldgruber
For erfarne rejsende er rejsekreditkortet ikke bare et betalingsmiddel, men en genvej til flere, billigere og mere komfortable rejser. Men det kræver, at man kender reglerne.
Der var engang for ikke så mange år siden, hvor mange familier havde et fast ritual, inden de tog i lufthavnen: De tog i banken for at veksle ferieopsparingen til euro, pund, dollars eller dirham. Det kan virke som fjern fortid i dag, for de sidste årtier har digitaliseringen ændret markant på den måde, vi rejser på. Kortet har erstattet kontanterne, og kontaktløse betalinger har vundet frem selv i små strandbarer, kiosker og taxaer.
Men selvom det kan føles moderne at betale kontaktløst for en strandstol med det samme kort, som man bruger til at handle ind derhjemme, så er der en voksende gruppe mennesker, der synes, det er decideret forældet at bruge et almindeligt kontokort til at betale med.
I stedet for at bruge hverdagskortet og forbrugs- eller feriekontoen, når de rejser, så bruger de rejsekreditkort. Ikke så meget for at have et bedre overblik over, hvad rejsen faktisk koster (selvom det også kan være en fordel). De bruger det til at optjene point og cashback, undgå skjulte gebyrer på betalinger eller kontanthævninger i udlandet, sikre sig opgraderinger på alt fra hotelværelser til biludlejninger og flysæder, få adgang til lufthavnslounger, partner-programmer og digitale abonnementer, og så for at være bedre sikret, hvis rejsen bliver aflyst, bagagen forsinket, eller lejebilen får en skramme.
»Folk tror altid, vi er rige, når de ser vores feriebilleder. Sandheden er, at vi er en helt almindelig familie. Vi flyver ikke første klasse hele tiden, men vi bruger point fra vores daglige indkøb til at dække de største udgifter – fly og hoteller« skriver en anonym bruger på online-forummet Reddit.
Her og på andre sociale medier diskuterer folk, hvordan de kan få mest muligt ud af rejsekreditkort – og hvordan det i deres øjne svarer til at lade penge ligge på butiksdisken, hvis man bruger almindelige debetkort i stedet. Her er fem grunde til at tage ved lære af kreditkort-specialister og bruge et rejsekreditkort – og to ting, det er vigtigt at huske på.
1. Gratis kontanthævninger (med en vigtig huskeregel)
Der er ikke nogle penge, der er gratis, men der er penge, det kan være gratis at få adgang til. Når man hæver kontanter i udlandet – og det kan stadig være nødvendigt – vil man i mange tilfælde blive opkrævet et hævegebyr, ikke bare af hæveautomaten, men også af ens egen bank. Ofte er der et engangs-hævegebyr på 30-50 kroner.
De bedste rejsekreditkort giver gratis kontanthævninger i udlandet. Der er dog en vigtig huskeregel for at nyde godt af dem. Hvis man ved hæveautomaten bliver spurgt, om man ønsker at betale i danske kroner eller den lokale valuta, skal man altid vælge den lokale valuta. Vælger man danske kroner, accepterer man derimod typisk den vekselkurs, som hæveautomaten tilbyder, og så ender man ofte med et betydeligt ekstra-gebyr.
2. Optjen point, cashback og opgraderinger
Nok er ude godt og hjemme bedst, men mange kender alligevel følelsen af at begynde at drømme om næste rejse, inden man er kommet hjem fra den nuværende. Bruger man et rejsekreditkort strategisk kan man gøre den drøm til virkelighed lidt hurtigere.
Med et rejsekreditkort kan man nemlig optjene point og cashback. Når man bruger kortet, vil man opspare point, som udregnes på baggrund af beløbets størrelse. De point, man sparer op hos kreditkortets udbyder, kan omsættes til eksempelvis flybilletter, tilkøb i forbindelse med flyrejsen eller hotelovernatninger via partnerprogrammer.
Flyver man ikke så ofte, vil det ofte give bedre mening at vælge cashback-modellen. Med den model får man et vist beløb tilbage, når man bruger kortet. Man optjener ofte point eller cashback, uanset om man bruger kortet i udlandet eller derhjemme, og for de fleste mennesker vil hverdagsforbruget være højere end feriebudgettet. Erfarne kreditkortbrugere og awardmaxxere bruger derfor ikke rejsekreditkortet kun på ferie, men også til at betale for helt almindelige udgifter som dagligvarer, tøj og transport, og nogle endda til faste månedlige udgifter.
»At bruge et debetkort til hverdagsforbrug er det samme som at efterlade 2 % af din indkomst på bordet hver eneste måned. Det er gratis penge, du siger nej tak til« som en anonym bruger skriver på Reddit.
3. Få lettere adgang til luksus
Man behøver ikke nødvendigvis være rig for at have adgang til lufthavnslounger, bedre flysæder, en større lejebil eller et lidt bedre hotel. Flere rejsekreditkort har nemlig partnerprogrammer med alt fra biludlejningsfirmaer, hotelkæder og lufthavns-lounger.
Pointene kan ikke altid omsættes til helt gratis services, som de eksempelvis kan, hvis man optjener nok point til at dække hele flybilletten. Men ofte giver de rabat på adgang til lounger, nogle gange kan de omsættes til point hos partner-hotelplatforme, og har man point til overs, efter flybilletten er i hus, kan man bruge point til at få et bedre sæde, mere bagage med, eller til at købe mad og drikke ombord på flyet.
4. Et ekstra sikkerhedsnet
Det er ikke altid, ferien går som håbet – flyet kan blive aflyst, man kan komme til at lave en skramme på rejsebilen, ens bagage kan blive forsinket, og i nogle tilfælde kan man være nødt til at aflyse rejsen på grund af sygdom, eller opleve at den bliver aflyst af udbyderen.
I mange af de tilfælde vil et rejsekreditkort virke som et ekstra sikkerhedsnet. En af de største fordele ved mange rejsekreditkort er, at de kommer med en rejseforsikring, der ikke bare dækker en selv, men også ens familie. Mange af forsikringerne dækker også afbestilling, hvilket man ofte skal tilkøbe, hvis man har en separat rejseforsikring. Derudover kan man ofte tilkøbe en selvrisikoforsikring til lejebiler, som ofte er markant billigere end den, man får tilbudt af biludlejningsfirmaet, og som kan virke som en nødvendig udgift, når man står i skranken og netop er landet i et fremmed land.
Det kan ofte også være nemmere at gøre indsigelser mod betalinger, der er lavet med et kreditkort. Og fordi pengene ikke er trukket direkte fra ens konto, men med et kreditkort, skal man ikke selv undvære pengene, indtil de bliver tilbagebetalt af ens bank.
5. Færre eller lavere gebyrer
Det føles ikke anderledes at svinge eller tappe kortet på ferien end derhjemme. Men når du betaler i en anden valuta, kan der være et valutatillæg. Det betyder, at du ud over selve købsbeløbet betaler et mindre tillæg, når din bank eller kortudsteder veksler fra eksempelvis euro til danske kroner. Hvor stort tillægget er, varierer fra kort til kort, så det kan betale sig at undersøge vilkårene, inden du rejser.
Det er dog ikke nødvendigvis et gebyr, man skal forsøge at undgå for enhver pris. Kortets valutatillæg vil som regel være væsentligt lavere end den omregningskurs, du får, hvis du på ferien vælger at betale i danske kroner frem for den lokale valuta. Når en restaurant, butik eller hæveautomat tilbyder at omregne beløbet til danske kroner for dig, er det derfor som hovedregel bedre at vælge den lokale valuta og lade din egen kortudsteder stå for vekslingen.
Et rejsekreditkort kan i nogle tilfælde have et lavere valutatillæg end dit almindelige kort, men det afhænger af det konkrete korts betingelser. Det vigtigste er derfor ikke, om kortet kaldes et rejsekort, men hvilke gebyrer og valutavilkår der faktisk følger med det.
To grunde til at være påpasselig
1. Det med småt
Ligesom man skal sætte sig ind i tingene, når det kommer til gebyrer i forbindelse med at bruge ens normale kort i udlandet, så kræver det også lidt, hvis man skal have det meste ud af sit rejsekreditkort.
For det første skal man tjekke, om der er udgifter forbundet med at anskaffe sig eller have kreditkortet. Nogle rejsekreditkort har et årligt eller månedligt gebyr, der kan være inaktivitetsgebyrer, hvis ikke man benytter kortet i en længere periode, og valutatillægget kan variere, når man bruger kortet i udlandet. Nogle banker opkræver renter fra dag et, når man bruger kortet, mens andre har rentefri perioder på 30–45 dage. Og samler man på point, så skal man huske at bruge dem – ofte udløber de efter en vis periode.
Man bør også nærlæse betingelserne for forsikringen, der følger med kortet. Ofte vil der være krav om, at man har betalt mindst halvdelen – eller mere – af enten transportudgifterne eller hele rejsen med kortet for, at forsikringen dækker. Afbestillingsforsikringen skal nogle gange også tilkøbes separat, og ofte vil der være højere selvrisiko på eksempelvis billeje, medmindre man tilkøber løsningen (der dog ofte er billigere end hos biludlejningsfirmaet).
2. Høje renter, hvis ikke man betaler hele kreditkortregningen
Hvis der skal være økonomiske fordele ved at bruge et rejsekreditkort, så er der især én ting, man skal være opmærksom på, og det er at betale hele den månedlige regning til tiden. Og det er ikke altid nok at tilmelde kortet til Betalingsservice, for det vil i nogle tilfælde kun trække et minimumsbeløb på gælden og ikke hele det skyldige beløb.
Hvis ikke man betaler hele beløbet til tiden, løber der nemlig renter på. Og selv om et kort kan være billigt at bruge i udlandet, kan renten på kreditten være høj. Hvis man ikke betaler hele saldoen til tiden, kan renteudgifterne derfor hurtigt spise sig ind på værdien af de point, cashback og andre fordele, man anskaffede sig kreditkortet for at optjene.
Nysgerrig på, om kreditkortet passer til dine behov?
Bliv klogere på kortets fordele, muligheder og vilkår og se, om det er det rette valg for dig.