Svævende cykler, farverige tekstiltryk og ikoniske møbler – få tre kulturprofilers anbefalinger til Designmuseet

Møbelsnedker og industriel designer Kasper Salto har især set frem til udstillingen med danske Anders Hermansen og den nye permanente udstilling DANISH MODERN. Han blev ikke skuffet.

Jeg holder virkelig meget af Designmuseet. Jeg har altid syntes, det var så fedt, at vi i København har et museum, som beskæftiger sig med det, jeg blandt andet laver, og som er en gammel institution. Det er på en eller anden måde indbegrebet af det, vi kan i Danmark. Der er mange kunstmuseer, men der er knap så mange designmuseer.

Jeg var især begejstret for udstillingen LABORATORIUM. Museer er ofte rigtig gode til at hylde afdøde kunstnere og designere, men det er forfriskende, at udstillingen her hylder levende kræfter som Anders Hermansen. Han er 7 år ældre end mig, og siden jeg var studerende, har jeg syntes, at han var en spændende designer, som lavede ting, jeg ikke turde drømme om dengang. Både i sit samarbejde med Bang & Olufsen, som han arbejdede for som ung, og sideløbende som mere legende kunstner med sine mange trådskitser som flyvemaskiner og cykler lavet i ståltråd. Han skitserer simpelthen i tre dimensioner i luften med tråd på fri hånd – han skaber uden at følge en tegning, og det er meget fascinerende. Selvom jeg kendte ham på forhånd, kom det bag på mig, hvor legende han i virkeligheden er. Han mener det virkelig, når han siger, at han gerne vil have legen og poesien med i sine ting, for ellers dør det hele. Det har vi brug for i en tid, hvor det hele er så alvorligt og kommercielt.

DANISH MODERN har jeg virkelig set frem til. Det er en udstilling, som vender op og ned på måden at fremvise gamle klassikere, som vi alle sammen kender, og hvis eksistens vi betragter som lidt en selvfølgelighed. Det var en meget fortættet udstilling, hvor stole blandt andet hang i loftet og var udstillet i rækker bag glas på en ny og anderledes måde, end man normalt ser dem. Der er godt knald på farverne, og det er som et visuelt bombardement af gamle ting samlet i en kæmpestor maggiterning. Jeg er selvfølgelig også virkelig glad for, at det er blevet til en permanent udstilling, for vi har al grund til at være stolte over at leve i et land med så mange dygtige designere. Det er jo toppen af kransekagen af møbelkunstnere, der er udstillet her, og på verdensplan er der ikke mange, der kan være med. I tre årtier styrede de det hele. “Stolen” eller “The Chair” af Wegner er jo så fuldendt, at det næsten gør ondt. Den er så irriterende vellykket, at man godt forstår, at mange lader sig inspirere af den. Den er meget let, men den ser umiddelbart ikke let ud, den er utrolig stærk, og man sidder helt fantastisk i den. Og så er den også smuk om tusind år.

Pauser kan ikke undervurderes, når man går på museum. Jeg kan godt få lidt overload af alle de indtryk. Derfor elsker jeg, at museet har en dejlig have med en café, hvor du kan sætte dig ud og tage en tiltrængt pause, så du ikke føler dig tvunget til at skulle igennem alle udstillinger på én gang. Faktisk vil jeg anbefale, at man udvælger max. to, men egentlig kun én udstilling, når man er på museum og i stedet går i dybden med den. Man får mest med hjem, når man har tid til at læse baggrunden for de enkelte værker. Det er lidt som at se en bog og sige, at coveret er pænt uden at læse den. Hellere få meget ud af én udstilling end at browse overfladisk igennem dem alle.

Sanserne var på overarbejde for kunstner Noah Umur Kanber, som oplevede Designmuseet for første gang. Hun brugte især lang tid på en særlig kiste og fandt fascination i museets nok mest farverige rum.

Det er første gang, jeg besøger Designmuseum Danmark. Det er næsten lidt flovt at indrømme, for jeg har cyklet forbi så mange gange og har ofte tænkt, hvad der mon gemte sig derinde. Så for mig var det en ny og meget overvældende oplevelse. Design kan jo være virkelig mange ting, og jeg følte mig nærmest væltet omkuld af indtryk i hvert rum, jeg gik ind i. Jeg kan godt lide, at man ikke behøver at have en særlig interesse for møbler for at komme her. Museet har gjort virkelig meget ud af at skabe en særlig atmosfære i hvert rum, som gør, at det føles som en totalinstallation i sig selv. Hvis man bare havde stillet møblerne på en række, havde det jo været kedeligt, men fordi museet leger med præsentationen af dem, bliver det nærmest som at være i et hurlumhejhus.

Jeg var især fascineret af et rum, hvor der var en stor, brun kiste indgraveret med en masse orientalske eller religiøse symboler på. Rummet lignede en dagligstue med store, tunge gardiner, men der var også en mellemøstlig og lidt barok-agtig vibe. Der var ikke rigtig andet end den kiste, og jeg fik at vide, at det er et rum, de færreste går ind i, men det burde de. Der var bare to stole, hvor man kunne sidde og observere den kiste, og det kunne jeg bruge lang tid på. Jeg bruger også meget historie og historiefortælling i min egen praksis, og jeg kan godt lide at opleve ting, som jeg kan fordybe mig i og fortolke min egen fortælling i.

WONDER er en meget anderledes udstilling. Den er fyldt med mærkelige ting som små lommeure, samuraisværd, smykkeskrin og billedrammer. Det var en sammenkobling af mange ting, som de fleste kender og har set før, men iscenesat på en ny måde. Der var virkelig mange små ting og detaljer, som man kunne dykke ned i, og det var inspirerende, hvordan ting vi kender kan ses i nyt lys, når de fremvises i nye rammer.

Verner Panton-rummet var en stor oplevelse. Der var et brag af farver, og jeg er vild med, at han tænkte så utraditionelt, så et skrivebord ikke bare er et skrivebord, men gerne må have sjove ben, og en stol kan være en skulptur i sig selv. Jeg er helt klart maximalist, så mens stilen for mange nok er for meget, kan jeg slet ikke få nok af den slags. Jeg følte, at jeg kom ind i hans private hjem. Samtidig er udstillingen næsten helt sci-fi-agtig, hvor man nærmest bare manglede en UFO-lampe i loftet for at føle sig som på en anden planet.