Carl og Ottilia blev stormende forelskede, fik otte børn sammen, mistede fire af dem og skabte en af Danmarks mest fascinerende kunstsamlinger

Hun går med hastige skridt gennem den ene salon efter den anden. Stopper entusiastisk op, træder et skridt tilbage, tager en dyb indånding flere gange og udtrykker et »wauw«, »hold da op« og »er det her virkelig, hvad jeg tror, det er….?«

Historiker Emma Paaske virker ikke bare imponeret. Nærmere blæst helt bagover, mens hendes øjne sakser fra det ene berømte værk til det andet. Der er meget at se. Men hun står også helt stille. Længe. Mange gange.

Historikeren er på eksklusiv rundvisning i deres private glyptotek på Valby Bakke, som støder op mod parrets private villa. Dette glyptotek blev brugt til at udstille deres private kunstsamling, som med tiden voksede sig for stor, hvorefter de stiftede Ny Carlsberg Glyptotek, som kunne indeholde deres store samling.

Normalt er dette private glyptotek kun åbent for særligt inviterede. Det er en hemmelig perle, som ligger et stenkast fra den berømte Elefantport, som i sin tid markerede indgangen til Ny Carlsbergs bryggeri fra Valbysiden. Og et sted, som i allerhøjeste grad emmer af historiens kunstneriske vingesus.

I en enestående række af højloftede saloner finder man en lige så enestående kunstsamling, som brygger Carl Jacobsen og hans kone Ottilia kuraterede sammen gennem deres liv.

Blot få skridt inde i det private glyptotek står det klart, at parrets kunstinteresse ikke havde et bestemt tema. Her er alt fra nordisk mytologi med Thors kamp mod midgårdsormen, fresker fra forskellige tidsperioder, en række skulpturer af danske dronninger og prinsesser og en række portrætter af familien.

Der er et billede af Carl Jacobsen til noget, der ligner et møde med fem andre betydningsfulde mænd, hvor han er den højeste og har hånden på bordet, så man ikke er i tvivl om, hvem der bestemmer. Titlen afslører snart, at det er ’Komiteen for opførelsen af en bygning for Ny Carlsberg Glyptotek’ - altså glyptoteket i indre by - der mødes her.

Der er portrættet af Ottilia, som iført en dydig, gulvlang kjole med diskrete blondedetaljer på én gang fremstår mild og rolig, men på den anden side sorgfuld, hvilket måske kan fortolkes ud fra, at parret mistede fire ud af deres otte børn. For selvom det var normalt, at børn døde oftere dengang - som følge af sygdomme, vi i dag kan kurere - var der ifølge Emma Paaske ingen tvivl om, at Carl og Ottilia var kede af det.

Der er malerier af de overlevende børn, herunder Vagn og Helge, iklædt deres stiveste puds og med laurbærkranse om hovedet. Og der er et helt rum fyldt med portrætter af alle de medarbejdere, som har arbejdet 50 år i Carlsberg - som vidner om, at det historisk har været en arbejdsplads, hvor mange ansatte blev, så længe de fik lov til det.

Men for at forstå, hvorfor danskerne er blevet beriget med så storslået en kulturarv, er man nødt til at kende en af danmarkshistoriens mest fascinerende kærlighedshistorier.

Vi går igennem det ene spektakulære rum efter det andet. Normalt er parrets private samling lukket for offentligheden bortset fra få arrangementer, som salene lejes ud til. Det føles næsten som en skam, fordi de rummer så meget historie og kunst - men samtidig vidner det om, at der er tale om et tidligere privat hjem, om end det var ud over det sædvanlige - og at man værner om privatlivets og kunstværkernes fred.

I en balsal af en salon, hvor Carl fra et lille vindue øverst oppe kunne skue ud over de sociale arrangementer og fester, som ofte blev afholdt, er der døre indrammet i monumentale søjler, et lille indendørs springvand og gulve i et utal af mønstre og farver, som man let fortabes i.

Dedikationen til sin elskede kone viser sig også i et særligt symbol, fortæller Emma Paaske. Hun kigger pludselig ned på gulvet og udbryder:

»Der var den!«

Vi står oven på noget, der ligner en grøn plante, men kigger man nærmere, ser man, at der er tale om en tidsel. Det er slet ikke tilfældigt.

»Tidslen er Skotlands nationalblomst, og Ottilia var meget glad for den blomst. Derfor er den også repræsenteret flere steder i deres kunstsamling,« fortæller Emma Paaske.

Kunsten omringer også bygningen, og da vi går udenfor, springer særligt én skulptur i øjnene på hende.

»Vi er nødt til at tale om den pelikan!« udbryder hun og drejer hovedet helt bagud, mens hun kigger op.

En høj skulptur af en pelikan, som vender næbbet nedad, har fanget historikerens øje, og det viser sig at være af en helt særlig grund. For på søjlen, som pelikanen hviler på, står der med versaler: OTTILIA.

»Pelikanen er en fugl, som simpelthen hakker sig selv i brystet for at fodre sine børn. Det er den ultimative selvopofrelse, og det viser, hvor stor anerkendelse Carl havde af Ottilia som mor og kvinde,« siger hun.

For selvom Carl og Ottilia repræsenterer en af danmarkshistoriens mest fascinerende kærlighedshistorier, var ægteskabet også fyldt med sorgen over at miste halvdelen af deres otte børn. Det ses blandt andet i deres breve og dagbogsnotater.

Emma Paaske står med netop en af de tekster i hænderne. Et længere notat om datteren Beatrice, der døde syv år gammel. Her beskriver Carl Jacobsen hendes sygdomsforløb kort inden hendes død.

»Det var jo en frygtelig tragedie, at de mistede så mange børn. Selvom mange flere mistede deres børn dengang, skal man ikke undervurdere den store kærlighed, der jo har været. Det gjorde ikke smerten mindre. Men det er samtidig virkelig smukt, hvordan de fandt hinanden gennem deres fælles sorg.«

Det skete blandt andet ved, at de besluttede sig for at rive bygningen ned til grunden, fordi de var bange for, at det var den, der var skyld i sygdommene hos deres børn, hvorefter de byggede den op igen fra grunden.

Det kan godt være, at man i gamle dage sagde, at børn skal ses og ikke høres, men det første blev til gengæld tilsyneladende taget meget bogstaveligt. For de overlevende børn er repræsenteret på en række værker i det private glyptotek, og det er der ifølge Emma Paaske også en anden god grund til.

»Hvis man er et dynasti, som Carlsberg jo var, giver det mening, at børnene er med til diverse sammenkomster, for de er jo næste generation, og derfor skal de være til stede, når betydningsfulde mennesker mødes.«

Børnene er også repræsenteret ved, at kirkeklokkerne i Jesuskirken, som Carl Jacobsen opførte, er opkaldt efter parrets fire afdøde børn. Og elefanterne, som bærer tårnet ved Elefantporten, er opkaldt efter de overlevende børn.

Der er så mange sale i glyptoteket, at det føles som et sted, man ikke har lyst til at forlade. Historien og ikke mindst kærlighedshistorien hænger nærmest i vægge, paneler, søjler, guldrammer og mosaikgulve.

Men Carl og Ottilias liv og kærlighed begrænser sig ikke kun til de indendørs udstillingsrum. Tager man en gåtur gennem den nye Carlsberg-bydel, er den også tydelig. Fra indgraveringen af parrets navne over den historiske Elefantport til nutidens hyldest til det ikoniske par i form af et hotel opkaldt efter Ottilia.

Og skulle man være det mindste i tvivl, vidner Ottilias tidligere nævnte brev til Carl om, at dette er en kærlighedshistorie af de sjældne:

»I mine Øine er der ikke noget skjønnere en et ægteskab, hvor alt er Kjærlighed og hvor der er complet fortrolighed imellem mand og kone. Jeg er ogsaa saa taknemmelig for at de vil endnu holde af mig«.