27-årig frivillig hos Livslinien: »Vores samtaler handler alle om at trække folk væk fra døden og tilbage til at ville livet«.

Som frivillig rådgiver på Livslinien har 27-årige Kathrine Krage Byrialsen haft utallige samtaler, som har gjort et stort indtryk på hende. Faktisk insisterer hun på, at alle hendes snakke hos rådgivningsorganisationen, der tilbyder chat- og telefonrådgivning til folk med selvmordstanker, skal gøre indtryk.

For et år siden fik hun imidlertid en henvendelse på en nattevagt, der i særligt høj grad satte hendes arbejde i relief. Den kom fra et ungt menneske, som viste sig at have været til den samme koncert som hende selv tidligere på aftenen.

Og oplevelsen af hvordan en tilsyneladende ligesindet, der på trods af at have brugt sin aften i »musikkens og fællesskabets« tegn, havde fået akut brug for hjælp til at håndtere tanker om selvmord, virkede stærkt på Kathrine Krage Byrialsen.

»Det var virkelig, virkelig syret at have været til den samme koncert få øjeblikke inden, og at vores aftener så havde udspillet sig så forskelligt efterfølgende. Jeg havde haft en virkelig god aften, og det her menneske havde haft sit livs dårligste. Vi var forbundne, men alligevel oplevede vi verden helt forskelligt. Det gjorde et meget stort indtryk på mig«, fortæller hun.

Der er i princippet ingen grænser for, hvor lang en samtale med Livslinien kan vare, men i udgangspunktet rådes rådgiverne til at holde dem under en time. Denne samtale tog to timer. Og den var mere end al tiden værd, fortæller Kathrine Krage Byrialsen.

»Vedkommende gik fra at være i gang med at udføre selvmordshandlinger til at komme helt ned i low arousal, være i stand til at mentalisere og til sidst udbryde »Hvad fanden er det, jeg har gang i?!«. Det blev en nat, jeg ikke glemmer, fordi den så tydeligt viste, hvor meget selv et anonymt menneskemøde kan flytte«, siger hun.

Mangel på frivillige

På trods af den store respekt for Livsliniens arbejde, som både Kathrine Krage Byrialsen og Agnieszka Storgaard Nielsen oplever, så står rådgivningsorganisationen med et stort og meget centralt problem: De mangler rådgivere. En hel del rådgivere, faktisk.

Og det sætter klare begrænsninger for det arbejde, som Livslinien hver dag skal udføre.

»Sidste år ringede telefonen cirka 230.000 gange, og vi var i stand til at besvare 22.000 af de henvendelser. Mange af dem, der ikke får svar, ringer igen, så hvis vi ser på antallet af unikke henvendelser, så besvarer vi nok cirka halvdelen. Det giver et meget stort potentiale for forbedringer, hvis vi bare havde flere rådgivere«, siger Agnieszka Storgaard Nielsen.

At psykiatrien i Danmark kæmper med meget lange ventelister, er velkendt. Og selvom det ikke er tilfældet for alle dem, der kontakter Livslinien, at de er eller har været i kontakt med psykiatrien, så skaber presset på de offentlige tilbud uundgåeligt også et øget pres på en frivillig organisation som Livslinien, mener Agnieszka Storgaard Nielsen.

Den betragtning deler Merete Nordentoft, der er overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet.

Og selvom professoren ser lovende takter i den nye psykiatriplan, der over en tiårig periode skal forbedre forholdene i psykiatrien, så er der for nuværende »lang vej igen«, mener hun.

Merete Nordentoft giver OPUS (et ambulant behandlingsforløb til folk mellem 18 og 35, der har eller har haft en psykosetilstand, red.), hvor hun selv arbejder, som eksempel.

»Det er meningen, at hver behandler hos os skal have ansvaret for 12 patienter. Men der er masser af steder, hvor det tal har sneget sig op på 18. Det svarer til at putte 36 børn ind i en skoleklasse og sige, at det går nok. Men det gør det selvfølgelig ikke. Slet ikke, når man har med meget sårbare mennesker at gøre«, siger hun.

Særligt kritisabelt er det ifølge Merete Nordentoft, hvordan psykiatriens problemer først og fremmest rammer socialt skævt.

»Vores velfærdssystem giver jo formelt set folk lige adgang til sundhedsvæsenet, men de facto ser vi alligevel nogle uligheder på psykiatriområdet. Folk med private sundhedsforsikringer kommer foran i køen, og de mindre bemidlede havner bagerst«, siger hun.

Løsningerne på den skrantende psykiatri må først og fremmest findes i det offentlige, mener professoren. Men frivillige initiativer såsom Livslinien spiller også en vital rolle, siger hun.

»Frivillighed er afgørende. Selvom rådgiverne på eksempelvis Livslinien arbejder frivilligt, så er de jo meget grundigt uddannet og har en god adgang til supervision undervejs. Det gør dem i stand til at besvare opkaldene på en meget kvalificeret måde. Det er en stor hjælp«, siger Merete Nordentoft.