Hverdagens whistleblowere: “Jeg var ikke forberedt på, hvilke konsekvenser det ville have”
Whistleblowere kan hjælpe med at afsløre ulovlige, uetiske eller kritisable forhold på deres arbejdsplads, men det kan have store personlige konsekvenser at stille sig frem. Det gælder også efter den nye whistleblower-lov, for konsekvenserne er ofte i højere grad sociale end juridiske.
Avisoverskrifter, actionfilm og storpolitik. For langt de fleste danskere vil det være den slags, man forbinder ordet whistleblower med, måske fordi de mest prominente whistleblower-afsløringer har omhandlet amerikansk masseovervågning, Watergate-skandalen, der kostede Nixon præsidentposten, og drab på civile i krige.
De sidste par år er det imidlertid begyndt at pible frem med en anden slags whistleblower. De har deres gang på de samme lærerværelser, hospitaler, kantiner og socialkontorer som mange andre danskere, og har mere tilfælles med din nabo end fiktive whistleblower-helte som Jason Bourne.
Hverdagens whistleblower tæller blandt andet en socialrådgiver, der afslørede hvordan udsatte børn i Randers blev svigtet af kommunen på grund af kaotiske forhold i dens familieafdeling. En whistleblower i Vestas afslørede svindel, der førte til 26 fyringer, ligesom en Mærsk-laborant fortalte, hvordan hun og andre ansatte blev presset til at fuske med målinger af oliespild. Og det var en menig embedsmand, der i 2012 fik korruptionsskandalen med den daværende borgmester Peter Brixtofte til at rulle.
Det kan imidlertid have store personlige omkostninger for whistleblowere at hvisle, både juridisk, økonomisk og socialt. Derfor kræver det en hel del mod og en masse overvejelser, før whistleblowerne står frem med deres viden.
»En whistleblower står altid i et voldsomt etisk dilemma, og det er som regel et stort valg, om de skal stå frem eller ej. Forskningen viser, at det, folk frygter, er at deres karrierer går i stå, eller at de bliver afskedigede. Så ofte kan det opleves som et valg mellem på den ene side at forsørge sin familie, og på den anden en følelse af, at man har ret og måske endda pligt til at fortælle, hvad der foregår«, fortæller sociologen Rasmus Willig, der er tidligere leder af Roskilde Universitetscenters afdeling for offentlig og privat ledelse, og i årevis har forsket i offentlige ansattes ytringsfrihed.
Uformelle og sociale konsekvenser
Selvom det næsten altid er i sandheden og retfærdighedens navn, at whistleblowere råber op om ulovlig adfærd eller kritisable forhold, så kan det blive opfattet som illoyalt af både ledelsen og kollegerne. Det gælder både steder med streng tavshedspligt såsom i Forsvaret, på hospitaler og i kommuner, hvor borgernes personfølsomme oplysninger skal beskyttes, men også på mere almindelige arbejdspladser i både det offentlige og private.
»Der kan være meget stærke normer for, hvad der kan tales om, og hvad der ikke kan tales om, på en arbejdsplads. Nogle gange er det offentligt kendt, hvem whistlebloweren er, men selv når det er anonymt, cirkulerer der ofte nogle - ofte meget berettigede - forestillinger om, hvem det er. Og man kan nemt blive opfattet som ildeset eller illoyal af gruppen, hvis man går imod de dynamikker. Samtidig kan man blive defineret som en troublemaker, og det kan betyde noget for ens avancement på arbejdspladsen, såvel som for andre stillinger på tilsvarende områder«, fortæller Åse Høgsbro Lading, der blandt andet forsker i gruppedynamikker på arbejdspladsen ved RUC.
Og det er netop de sociale konsekvenser, der ofte er den største pris for hverdagens whistleblowere. Mens nogle whistleblowere bliver landflygtige og retsforfulgte, så vil konsekvensen for størstedelen af hverdagens whistleblowere være af mere subtil og social karakter. Det fortæller advokaten Mads Pramming, der har ført flere prominente whistleblower-sager i Danmark. Som formand for whistleblower-organisationen Veron rådgiver han ofte folk, der går med overvejelser om at blive whistleblowere, og den rådgivning handler om meget mere end jura:
»Det kan godt være, at folk har juraen på deres side, ikke kan blive fyrede eller i al fald vil få erstatning, hvis de gør, men jeg er nødt til at fortælle folk, at der kan komme andre uformelle konsekvenser, som ingen kan styre eller gøre noget ved. Det er i høj grad socialt, at folk betaler prisen«, siger Mads Pramming.
Anders Kærgaard Bruun: Fra socialt udstødt til prisvinder
Det var 2004, Danmark var i krig i Irak, og Anders Kærgaard Bruun var udsendt som efterretningsofficer. Han opholdt sig i det sydlige Irak, da whistlebloweren Frank Grevil lækkede en række hemmeligstemplede vurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste, der såede tvivl om grundlaget for Danmarks deltagelse i krigen.
»Da Frank Grevil først stod frem, tænkte jeg, at det var latterligt og illoyalt, det han gjorde. Men to måneder efter stod jeg i den præcis samme situation«, fortæller Anders Kærgaard Bruun om begyndelsen på sit liv som whistleblower.
Det, der fik Anders Kærgaard Bruun til at skifte mening, var en omstridt militæroperation i det sydlige Irak. Anders Kærgaard Bruun fik kendskab til, at danske soldater havde set til og undladt at gribe ind, da civile irakere blev mishandlet af irakiske sikkerhedsstyrker og efterfølgende fængslet og tortureret. Anders Kærgaard Bruun forsøgte først at få sin overordnede til at gå videre med sagen, men der skete ikke noget. Derefter forsøgte han at glemme det. Men da de civile irakere år efter lagde sag an mod Danmark, valgte han at dele sin viden.
Han vidste godt, at det ville få konsekvenser. Han vidste bare ikke hvilke.
»Jeg var ikke overrasket over, at der ville komme en reaktion fra Forsvaret, og at det ville blive en hård tur i medierne, for jeg havde set, hvad der var sket med Grevil. Men jeg var ikke forberedt på, hvilke konsekvenser, det ville have i min egen familie, og hvor meget jeg ville komme til at miste«.
Indtil Anders Kærgaard Bruun blev whistleblower, havde hans liv været forankret i Forsvaret; ligesom sin far var det der, han havde gjort karriere, fået venner, og tilbragt størstedelen af sine vågne timer. Efter han delte en videooptagelse, der dokumenterede de danske soldaters manglende indgriben, vendte store dele af hans familie, venner og Forsvaret ham ryggen. Han blev kaldt landsforræder og modtog hademails, og mistede kontakt til sin nærmeste familie.
»Mit liv splintrede i tusinde fragmenter. Rigtig mange af mine tætte relationer forsvandt«, fortæller Anders Kærgaard Bruun.
Han har siden da kæmpet med PTSD, og det har taget ham mange år langsomt at stykke sit liv sammen igen. Han har fået genetableret kontakten med sine børn, fået en ny hustru og en hund, og stiftet whistleblower-organisationen Veron for at hjælpe andre whistleblowere.
I 2015 modtog han Menneskerettighedsprisen for sit arbejde, ligesom Veron er blevet hædret med Transparency Internationals Åbenhedspris. Det er han taknemmelig for, men Anders Kærgaard Bruun døjer stadig med granatchokket efter whistleblower-detoneringen.
»Dengang havde jeg ikke forestillet mig, at jeg her mere end ti år efter stadig skulle fortælle om de personlige konsekvenser. Lidt naivt havde jeg måske forestillet mig, at det ville være relativt hurtigt overstået, men det har trukket enormt store spor gennem mit liv. Jeg har brugt ti år på det her. Jeg var ikke forberedt på, at det ville fylde så meget eller have så store konsekvenser«.
Sådan beskyttes whistleblowere
I 2019 vedtog EU en række regler, der har til formål at beskytte whistleblowere, og i 2021 blev de implementeret i Danmark. Reglerne betyder, at virksomheder med mere end 50 ansatte skal have en whistleblowerordning, som skal gøre det nemt og sikkert for whistleblowere at indberette lovovertrædelser. Det er et skridt i den rigtige retning, men Rasmus Willig fortæller, at der stadig er langt igen. Ordningerne er nemlig interne, og det betyder, at det i nogle tilfælde vil være den samme ledelse, der bliver kritiseret i de ansattes indberettelserne, som vil behandle sagerne.
»Problemet med whistleblowerordningen er, at den ikke sikrer anonymitet, og at de ansattes ytringsfrihed dermed ikke er sikret godt nok. Og samtidig ved vi, at ledelser forbryder sig mod ytringsfriheden ved at afskedige whistleblowere eller få deres karrierer til at gå i stå. En succesfuld whistleblowerordning skal sikre anonymitet, sådan at folk kan dele deres viden uden at frygte for repressalier eller at blive afskediget«, siger Rasmus Willig.
Mærsk-svindel med oliemålinger
Da Dorte Jensen i 2010 blev whistleblower, vidste hun godt, at der ville være en pris at betale, men hun var ikke klar over, hvor høj den ville blive. I 15 år havde hun arbejdet som laborant på Mærsks olieplatforme i Nordsøen, og på en af dem blev hun og andre ansatte presset til at fuske med de målinger af olien, der udledes i havet fra platformene. Hun havde prøvet at råbe ledelsen op, men da der ikke skete noget, valgte hun at gå til Miljøstyrelsen, og siden pressen, med sin viden.
»Jeg tror ikke, jeg havde lavet en decideret konsekvensanalyse. Men jeg havde det sådan, at jeg havde været i det for længe, og at jeg ikke kunne blive ved. Hvis jeg ville miste mit arbejde på det, så måtte det være det, for jeg kunne ikke blive ved med at arbejde under de forhold. Men at der så var følgeeffekter, og at der var sociale og psykiske ting, der kom oveni, det havde jeg ikke gennemtænkt«, fortæller Dorte Jensen.
Dorte Jensen forsøgte først at være anonym, da hun kontaktede både Miljøstyrelsen og pressen. Da sagen kom frem, blev det imidlertid hurtigt kendt, at hun var whistlebloweren - dels fordi hun længe havde kritiseret ledelsen internt, og dels fordi Miljøstyrelsen udleverede hendes fulde navn til Mærsk, da de bad om aktindsigt i sagen. Dorte Jensen blev ikke fyret, men hun blev forflyttet til en stilling, der var mindre relevant for hende, nægtet bonusser og lønforhøjelser, og frosset ude socialt. Til sidst valgte hun at sige op.
»Jeg havde forestillet mig, at jeg bare kunne finde et andet arbejde og nogle nye kollegaer i den samme branche, men det var ikke sådan, det gik«, fortæller Dorte Jensen, der siden hun valgte at stå frem i perioder har lidt af stress og PTSD-lignende symptomer.
I et stykke tid kæmpede hun for at blive i branchen, men hun oplevede, at ledelsen og kollegaer var mistroiske over for hende, når de fandt ud af, at det var hende, der havde været whistlebloweren hos Mærsk. Hun blev fravalgt til en stilling, som et rekrutteringsbureau var overbevist om, at hun var den bedste kandidat til, og hun havde mistet det netværk, hun havde opbygget i Mærsk gennem 15 år. I dag har hun skiftet branche. Da hun skulle søge job, spurgte hun sin a-kasse, om hun skulle skrive på sit cv, at hun er kasserer i en whistleblower-organisation, da det ville være relevant for det job, hun ville søge.
»Det mente han ikke helt, at verden var klar til, så han rådede mig til ikke at nævne det. I den brede offentlighed bliver folk stadig fjerne i øjnene, når jeg fortæller om det. Jeg ville gøre det igen, for jeg kunne ikke gøre andet moralsk, men det har haft en høj pris«.
Da Anders Kærgaard Bruun i 2012 blev whistleblower, havde han ikke forventet, at han stadig ville tale om sagen ti år senere. Men prisen ved at stå frem viste sig at blive højere end ventet, og efterdønningerne større for virkelighedens whistleblowere. Det er også aktuelt nu, hvor sagen om sygeplejersken fra Nykøbing Falster, som kollegaen Pernille endte med at ringe til politiet og anmelde for at slå patienter ihjel, er blevet til Netflix-serien 'Sygeplejersken'. Serien baserer sig på Politiken-journalisten Kristian Corfixens bog af samme navn.
Lyt til tre podcastafsnit om 'Sygeplejersken' herunder.