0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Christian Grau kender danske elbilsejere: Er du firstmover, bilentusiast, hr. og fru Danmark – eller noget helt fjerde?

I Danmark går det for fulde hestekræfter med omstillingen fra benzin og diesel- til elbiler. Faktisk udgør 10 procent af den samlede vognpark allerede el efter knap 10 år.



Det har aldrig været nemmere at være elbilsejer – og det bliver kun bedre fremover, mener bil- og livsstilsekspert Christian Grau, der har inddelt danskerne i fem forskellige “elbil-arketyper”.

I Danmark er vi godt med på den grønne bølge, når det kommer til elbiler. Lige knap hver anden solgte bil herhjemme er elektrisk. Det vidner om, at mange er blevet trygge og glade ved elbilerne, og at de ikke længere er så mystiske, som de plejede at være – at “rækkeviddeangsten” er skrumpet.

»Lige nu er det forbrugernes marked, og der er priskrig, så man får utroligt meget værdi for pengene, når man vælger elbil lige nu. Og selvom det er en anden måde at køre bil på, som kræver mental omstilling, er der ingen vej tilbage, når man først er kommet ind i det nye mindset«, forklarer Christian Grau.

Nogle har dog været hurtigere ude end andre. Og andre igen har ventet på det rigtige tidspunkt og tilbud, og så er der stadig dem, der ikke er helt overbevist. Endnu. Der er forskellige elbiltyper – og her taler vi altså mennesketyper. Christian Grau har inddelt dem i fem forskellige kategorier.

Hvem kommer først, når tørsten er størst

Den første kategori er typerne, der har været hurtigst på aftrækkeren og i den grad har været afgørende for, at elbiler er blevet mere end bare en dille. Det er selvfølgelig firstmoverne. Og faktisk er der to undergrupper af disse entusiaster.

»Mange af firstmoverne er “de religiøse”, som er stærkt motiverede af klimaet og den grønne omstilling. De styrtede ud for at købe en elbil. Nogle af dem endte med en Tesla Model S og for mange af dem, var det den vildeste, flotteste og dyreste bil, de nogensinde har haft. De er stolte elbilskrigere, som gerne tager diskussionen og forkynder det grønne evangelium til folk, der stadig kører diesel«, fortæller Christian Grau og uddyber:

»Nogle af dem er meget indsigtsfulde og veluddannede, og for nogen kammer det nok lidt over i noget religiøst og lidt frelst, men ellers er mange af dem nogle moderate typer, som er ivrige i deres klimafokus«.

Den anden undergruppe har haft en anden motivation, og det er teknologien. For gadget-typerne skal altid have det sidste nye – om det så er smartphones, airfryere, VR-briller eller robotstøvsugere.

»Gadget-typerne har fra begyndelsen syntes, det hele var nyt og spændende, og det var både teknologisk, men også hele idéen om at køre elektrisk, og at bilen i sig selv er én stor gadget. De kørte kun Tesla i starten – de skulle ikke have nogle af de små og mindre udgaver af elbiler. De er oftest drevet mere af teknologi end glæden ved biler specifikt. Nu hvor mange efterhånden kører Tesla, har disse typer nok skiftet til noget andet – medmindre de er blevet så store Tesla-fans, at de bare kører videre med dem«, forklarer Christian Grau.

Elon Musk har et godt tilbud til dig

Da firstmoverne fik afmystificeret elbilerne, tittede nogle flere danskere frem fra garagerne. Og de trives især lige nu, hvor priskrigen raser på elbilsmarkedet. Der er noget typisk dansk over et godt tilbud – måske en fascination, vi skylder Lars Larsen. Nogle af os er nemlig fuldbyrdede tilbudsjægere ifølge Christian Grau.

»Der er en kæmpe gruppe af bilkøbere i Danmark, som er drevet af gode tilbud. De er drevet af lysten til at gøre gode handler – og især at fortælle om det. Det er lidt klassisk dansk, vi er jo et afgiftsplaget og fornuftsdrevet folkefærd, og det er nogle værdier, der i høj grad driver bilsalget. Når det gælder bilen, som typisk er en husstands næststørste investering, lader disse typer sig lokke af knaldtilbuddet,« siger han og tilføjer:

»Tilbudsjægerne vil altid time det og slå til, når tilbuddet er godt. De sondrer altid terrænet for gode handler, men de er ikke religiøse, og de kunne sagtens finde på at vælge en plug-in hybrid eller benzinbil igen om tre år. Det er kun den gode handel, der er i fokus«.

Fra kaffe til varm mælk og tilbage igen

Nogen, der måske kan siges at være tilbudsjægerens diametrale modsætning, er bilentusiasten. Her handler det nemlig på ingen måde om økonomien (i den forstand, at den i hvert fald ikke skal stå i vejen for noget), men om bilen i sig selv og køreglæden som det ultimativt vigtigste.

»Det her er det klassiske blåskjortesegment. Det er de borgerlige typer i det private erhvervsliv, der elsker biler og også har skiftet dem ud ofte. Audi, BMW, Mercedes, Porsche. Det handler om, hvad bilen kan, hvordan den ser ud, og hvordan den performer. Men de kigger mere på hestekræfter og performance end på, hvor mange tommer skærmen på dashboardet har. Mange bilentusiaster vil måske have en “entusiastbil” ved siden af elbilen, som er mindre og smart. Elbilen er her “arbejdshesten” og familiebilen,« fortæller Christian Grau.

Bilentusiasterne hører dog også til dem, som har været lidt lunkne ved tanken om elbiler i begyndelsen og lidt er nogle efternølere i den forstand.

»Jeg tror, at nogle af dem har været skeptiske, for køremæssigt har det måske været som at gå fra kaffe til varm mælk. Der har manglet en vis karakter i den elektriske køreoplevelse, men det har de jo så fundet i BMW i5, Porsche Taycan eller Polestar. Så jeg tror, de er ved at få det bedre, men har tøvet lidt, fordi de første elbiler ikke har kunnet give dem den samme glæde, som de har fået tidligere i traditionelle biler,« fortsætter Christian Grau.

For bilentusiasten er der også en glæde ved at manifestere sin velstand, og det er noget man kan bruge bilen til. De fleste vil helst have, at deres bil kan lidt mere end naboens og er lidt flottere eller hurtigere.

Elbiler er tæt på allemandseje

Og en bilentusiasts udgave af en elbil vil også typisk skille sig ud, når naboen er en del af det utvivlsomt største af alle disse elbilsegmenter: Nemlig Hr. og Fru Danmark.

»De er miljøbevidste, de er ansvarlige, og de handler med omtanke. De gider bare ikke være firstmovere og tage alle børnesygdommene. Men nu føler de, at elbilen er blevet et trygt og godt valg og generelt bare det rigtige at gøre. Og når først de har fået en elbil, bliver de superglade for det. De er ikke kæmpe bilentusiaster, men de skal frem og tilbage fra A til B, og det har de fundet ud af, at elbilen er helt perfekt til. De synes, det er nyt og spændende, selv nu«, siger Christian Grau.

Hr. og Fru Danmark er drevet af fornuften, men de har også en vis glæde ved at få en ny bil cirka hvert syvende år. Ifølge Grau kører de for det meste Volkswagen ID-serien,Tesla (som også er blevet en folkevogn), Skoda Enyaq eller Ford Mustang Mach-E.

»Og så bliver de nok også revet lidt med af hele elbil-bølgen og vil formentlig ikke skifte tilbage til en benzinbil igen, når de først er kommet over på den anden side«, siger Christian Grau.

Lastmoverne tager ikke imod ordrer

Og så er der selvfølgelig også de, der synes, det stadig er lige lidt for spændende: Lastmoverne.

Det er ret menneskeligt at være bekymret for forandring og for det ukendte. Og for en lastmover er en elbil bare lidt farlig, hvis man oveni også er teknologiforskrækket.

»Det er generelt nogle ret selvstændige selvtænkende typer. Nogle af dem har bare besluttet sig for, at de ikke kan lide elbiler, fordi det er en ny ting. Andre reagerer nok på, at omverdenen prøver at fortælle dem, hvad de skal gøre. De har fået tudet ørerne fulde af, at vi skal køre elbil, og det synes de er røvirriterende. Det har afstedkommet en generel modvilje mod teknologien«, siger Christian Grau og fortsætter:

»De kan også bekymre sig om minearbejde og ressourceknaphed i forbindelse med elbiler. Og så har de stor tillid til, at der kommer noget, som er bedre end elbiler. Om de så vil være mere trygge ved det, er det store spørgsmål«.

Èn million elbiler i 2030

Men på trods af skepsis, har elbilerne massiv medvind i Danmark. Og det giver på alle måder mening at skifte, mener Christian Grau. Selv har han ikke taget springet endnu og har to fossile biler – han tester dog en del elbiler og er ikke i tvivl om, at han skal eje én en dag. Ej heller er han i tvivl om, at vi har én million elbiler i Danmark i 2030.

»Man får meget for pengene nu, og der er uendeligt mange ladeløsninger. Skulle jeg ud at købe en ny eller brugt bil, ville jeg uden at blinke vælge en elbil. Jeg ville slet ikke kigge på andet. Jeg vil altid sige, man bare skal ud at prøvekøre noget forskelligt, for så finder man altid noget, man godt kan lide«, siger han.



Er livet med elbil noget for dig?

Hos Norlys gør vi dig klar til livet som elbilsejer. Vi har alt, du behøver – fra videoer og artikler til quizzer og podcasts – fyldt med den nyeste viden, så du nemt kan finde svar på alt om livet som elbilist.

Læs mere her