»Jeg tror, at mange unge stadig har svært ved at tale om deres følelsesmæssige tilstand – særligt over for deres venner«
De notoriske ensomhedsproblemer blandt danske unge handler ofte om, at de ikke tør være sårbare over for hinanden.
Det mener ungepsykolog Maja Vain Gilbert, der sætter spørgsmålstegn ved fortællingen om, at de unge er særligt gode til at være åbne omring det, der gør ondt.
»Jeg føler, jeg hele tiden skal være den bedste version af mig selv over for mine venner, og jeg vil ikke lægge dem til last med mine problemer«.
Ord i stil med ovenstående er blevet sagt »et hav af gange«, når ungepsykolog Maja Vain Gilbert har unge mennesker til psykologsamtale i sin praksis på Kvægtorvsgade i København.
Ifølge Maja Vain Gilbert, der er stifter og leder af UngTerapi, som tilbyder psykologhjælp til unge mellem 12 og 30 år, illustrerer ordene kernen i de ensomhedsproblemer, som de seneste år er kommet til at fylde »alt, alt for meget« blandt de danske unge.
For de mange unges ensomhed handler ikke nødvendigvis om, at de mangler sociale kompetencer, og de fleste unge, hun selv taler med, har både venner og en familie, der holder af dem, siger hun. I stedet skal en stor del af årsagen til ensomheden findes i en følelse af grundlæggende utilstrækkelighed, som i høj grad hersker blandt de unge – og en angst for at blive afsløret i denne, mener hun.
»Den ensomhed, som mange unge føler, handler ikke kun om, at de er alene. Det gælder selvfølgelig for nogle, at de ér meget alene, men ofte handler det snarere om, at man føler sig utilstrækkelig i de fællesskaber, man er en del af, og at man derfor ikke er i stand til at knytte tilstrækkeligt dybe forbindelser til hinanden. Det er derfor ikke kun børn med dårlige forudsætninger, der føler sig ensomme, men også børn, som kommer fra ressourcestærke hjem, og som har gode sociale kompetencer«, siger Maja Vain Gilbert.
»Utilstrækkelighedsfølelsen gør, at mange unge bliver bange for at åbne sig op – for ‘så opdager de andre jo, at jeg er utilstrækkelig’ – og derfor trækker de sig yderligere fra fællesskaberne. Og så er vi inde i den onde spiral, der leder til ensomhed«.
Men vi taler ellers ofte om den unge generation som nogle, der er bedre til at åbne op og tale om deres følelser, end ældre generationer har været ... Hvordan hænger det sammen?
»Jamen, det hænger ikke rigtigt sammen, som jeg ser det. Jeg tror, at mange unge stadig har svært ved at tale om deres følelsesmæssige tilstand – særlig over for deres venner. Det oplever jeg også i mit arbejde som psykolog«.
»Mange unge fortæller, at de ikke vil fortælle de mennesker, der betyder noget for dem, om deres sårbarheder, fordi de er bange for, at de så vil udstøde dem, når de endelig opdager, at de er utilstrækkelige. Og hvis man eksempelvis skal indrømme over for andre mennesker, at man er ensom, så frygter man, at de vil tænke, at der nok er en god grund til det: At det er fordi, man ikke er god nok«.
»Det kan også være, at man godt kan åbne op over for sine venner og veninder omkring visse ting, men at man undlader at tale om det, der er allersværest at indrømme, og som måske samtidig fylder allermest – for eksempel hvis man føler sig presset over sin vens eller venindes gode karakterer«.
Ifølge Maja Vain Gilbert kan følelsen af utilstrækkelighed blandt de unge have mange forskellige årsager – men det handler ofte om den berygtede præstationskultur, som er udsprunget af, at de unge i højere grad end nogensinde før sammenligner sig med hinanden, mener hun.
»Jeg oplever, at de unge sammenligner sig med hinanden hele tiden og på alle parametre – hvordan man klarer sig i skolen, hvordan man ser ud, hvor mange venner, man har og så videre og så videre. De sociale medier skal ikke have skyld for alting, men de spiller selvfølgelig en kæmpestor rolle her. Unge mennesker har altid forholdt sig til, hvordan de klarede sig i forhold til deres kammerater, men det er klart, at de sociale medier har gjort, at idealerne er blevet nogle andre, og at det hele bliver meget mere in your face«.
»Uanset hvad, så har præstationskulturen ledt til, at flere unge nærmere ser hinanden som konkurrenter end som kammerater. Det har også været et af budskaberne fra TrivselsTænketanken, som blandt andet består af en række skoleelever. Det påvirker jo helt vildt meget den måde, de unge knytter sig til hinanden på. For du går jo ikke lige over til din konkurrent og fortæller ham eller hende, at der faktisk er noget, du synes er megasvært – for så har du jo tabt den konkurrence, I har kørende«.
I 2023 viste tal fra Danmarks Statistik, at de unge på 16-29 år er den gruppe i samfundet, som hyppigst føler sig ensomme. Ni procent i denne aldersgruppe føler sig ensomme 'hele tiden eller det meste af tiden'. Samtidig er det også i gruppen af de 16-29-årige, hvor den mindste andel - 36 procent - slet ikke føler sig ensomme. De resterende 55 procent af de unge følte sig ensomme 'lidt eller en gang imellem'.
Kilde: Danmarks Statistik
Det er frygteligt hårdt at kæmpe imod sin natur
Som en del af præstationskulturen hersker der blandt de unge også nogle helt urealistiske forventninger til, hvor uafhængig man skal være af fællesskabets anerkendelse, mener Maja Vain Gilbert. Også selvom man på den anden side konstant søger netop denne anerkendelse.
»Jeg møder hos de unge tit en idé om, at de ikke bør være afhængige af andre mennesker, og at den anerkendelse, de gerne vil have fra andre, er noget, de skal skamme sig over. Derfor bliver det også set som en svaghed at indrømme, at man er ulykkelig over ikke at have dybe forbindelser til andre mennesker, fordi man dybest set mener, at man burde kunne klare sig uden«.
»Jeg tror, det er resultatet af en bevægelse, som vi har set igennem mange år, hvor forældre og samfundet generelt opdrager børn til en højere og højere grad af individualisering. Men det er noget rigtig skidt, synes jeg«.
»Elever fortæller, at de i stedet for at hjælpe hinanden fx ved at dele noter og viden, i nogle situationer opfatter hinanden som konkurrenter. Det kan gå udover samarbejdet og det sociale og faglige fællesskab i klassen. Nogle elever beretter ligefrem, hvordan de er gået fra at være klassekammerater til at være ’klassekonkurrenter’. Ifølge eleverne er der altså en tendens til, at de ikke har lyst til at samarbejde og hjælpe hinanden. Det betyder også, at eleverne oplever, at de ikke kan fortælle det til andre, hvis de føler sig pressede, fordi der er en forventning om, at man kan klare sig selv«.
Kilde: Fra inspirationshæftet ‘Præstationskultur i skolen’ udarbejdet af skoleelevernes ‘trivselstænketank’, som i 2017 blev dannet af Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM)
Men der er vel også noget grundlæggende sundt i at lære børn og unge mennesker, at de ikke skal bygge deres selvværd op omkring, at de bliver accepteret af et givent fællesskab?
»Børn og unge skal ikke basere deres selvværd på, at andre mennesker bryder sig om dem. Men man kan ikke stille det så sort-hvidt op. Vi er også dybt afhængige af hinandens anerkendelse, og vi mennesker kan ikke undvære dybe sociale forbindelser. Som ung er det særligt svært at undvære dem med ens jævnaldrende, fordi man er med til at forme hinanden så meget i den overgang i livet, som det er at være ung, og fordi venskaberne ofte bliver tillagt større betydning, end forholdet til forældrene gør i de år«.
En typisk indvending, når man taler om ensomhed blandt unge – såvel som andre mistrivselsproblemer – er, at det netop er vores overfokusering på problemerne, der forstærker dem – eller måske endda er den primære årsag til, at de er opstået i første omgang.
Det synspunkt giver Maja Vain Gilbert imidlertid ikke meget for.
Vi snakker ikke mere, end vi burde om de unges trivsel, siger hun – men vi snakker til gengæld ofte om den på en uhensigtsmæssig måde, mener hun.
»Vi skal blive meget bedre til at kommunikere til de unge, hvad almindelig mistrivsel – og herunder også almindelig ensomhed – er. Det er et ansvar, der både hviler på fagfolk, på medier, skoler og forældre. I vores iver efter at sætte fokus på mental trivsel – og efter at diagnosticering er begyndt at fylde utroligt meget – er vi kommet til at sygeliggøre nogle helt almindelige menneskelige følelser, som du ikke kommer udenom i løbet af et langt menneskeliv«.
»Du kan ikke leve et helt liv uden eksempelvis at føle dig ensom en gang imellem. Det betyder slet ikke, at vi ikke skal tage de unges ensomhed alvorligt, for det ér alvorligt. Men hvis man som ungt menneske får det indtryk, at alle de her negative følelser er noget sygeligt, så bliver man jo enormt bange for at mærke dem og være i dem, fordi man er sikker på, at der må være noget helt galt med en, hvis man virkeligt føler sådan«.
»Det gør jo først og fremmest problemet større, end det behøvede at være, og så risikerer det jo også at have en selvforstærkende effekt, når man bliver overbevist om, at der er noget grundlæggende i vejen med ens følelsesliv«.
1. Det er modigt at være sårbar.
Du synes måske, du udstiller dig selv som svag, hvis du taler om de ting, der får dig til at føle dig utilstrækkelig. Men når andre mennesker tør tale om deres svage sider, synes vi næsten altid, at de er modige. Det vil andre også tænke om dig, hvis du åbner op.
2. Du skal ikke være bange for at være akavet.
Unge mennesker synes, at alle mulige ting er akavede - fx at skulle åbne op om ensomhed eller om sine utilstrækkeligheder. Men alle er akavede en gang imellem - og alle de gode ting i livet opstår, når vi tør bevæge os derud, hvor vi ikke føler os helt sikre på alting.
3. Hvis de andre er værdifulde, er du også.
Langt de fleste mennesker vil mene, at alle mennesker har værdi. Også selvom de nogle gange føler sig utilstrækkelige. Og når alle mennesker har værdi, så betyder det, at det har du selvfølgelig også selv.
4. Ensomhed er naturlig.
Ensomhed er ligesom sult - den fortæller dig, at du har brug for nogle mennesker at være sammen, ligesom sult fortæller dig, at det er tid til at spise. Men ensomheden er ikke nødvendigvis farlig – så vær ikke bange for den.
5. Du kan kun stole på nogen, du har prøvet at stole på.
Hvis du skal vide, om du kan stole på folk, bliver du nødt til at prøve det af og åbne dig op for dem. Tillidsfulde relationer er vigtige for os mennesker, men de kræver, at vi tør vise tillid. Og samtidig kræver de selvfølgelig, at man også selv er til at stole på.
Kilde: Frederik Svinth er stifter af SNAK, iværksætter og foredragsholder, der har holdt mere end 800 foredrag om ensomhed, trivsel og fællesskab. Læs mere her.
Forældre frygter at tage snakken
Ifølge Maja Vain Gilbert er der rigtig mange steder, vi som samfund kan sætte ind mod ensomheden blandt de unge – eksempelvis ved at tage et opgør med karakterræset i skolerne, der ifølge hende har en meget stor betydning for den følelse af utilstrækkelighed, som får de unge til at føle sig ensomme.
Eller ved at styrke foreningslivet, »som desværre er på vej ud, men som lærer de unge at indgå i fællesskaber med hinanden«, siger hun.
De unge selv bør helt lavpraktisk at øve sig i at tale åbent om det, der får dem til at føle sig utilstrækkelige, mener Maja Vain Gilbert – også selvom det kan være angstprovokerende.
Og endelig er der forældrene. De spiller naturligvis en helt central rolle i formningen af vores børn og unge, men Maja Vain Gilbert oplever ofte en bemærkelsesværdig berøringsangst fra forældre, når det kommer til tegn på mistrivsel hos deres børn.
Faktisk sender flere forældre børnene ind til hende i stedet for at tage snakken selv, mener hun.
»Forældre frygter at tage samtalen på en forkert måde. Der findes også undersøgelser på området, som viser, at seks ud af ti forældre gerne ville være bedre til at tale om mentalt helbred med deres børn«, siger hun og tilføjer:
»Mange af de unge, jeg snakker med, fortæller også, at de oplever en berøringsangst fra forældrene i forhold til at snakke om de her ting«.
»Vi lever i et ekspertsamfund, så jeg tror, forældrene har en fornemmelse af, at der må være en hel masse viden i alt det her, som de ikke har, og derfor sender de hellere deres børn til psykolog frem for selv at tale med dem om det, der er svært. Det er på mange måder absurd, for når barnet oplever den berøringsangst, så bliver følelsen af at være forkert jo kun forstærket, og så bliver problemerne igen større, end de behøvede at være«.
Men der må også være tilfælde, hvor det bare er mest ansvarligt at søge professionel hjælp?
»Selvfølgelig er der en masse situationer, hvor den unge har rigtig godt af at komme til psykolog. Men som forælder har man bare en helt intuitiv evne til at forstå sit barn, som ingen andre har på samme måde. Mange forældre kan derfor godt lykkes med at etablere den vigtige intimitet med barnet, der er behov for. Vi skal i det hele taget ikke være bange for at hjælpe dem, vi har tæt på med at tale om alle de her ting. Det er åbenlyst, at berøringsangsten kun gør alting værre«.
Er det svært at få hul på samtalen med dit barn? Lad SNAK-samtalekort hjælpe jer på vej.
Med samtalespil fra SNAK får du et konkret redskab til at åbne op for snakken med dit unge barn. Et samtalespil kan gøre det lettere at tage hul på samtaler om både det sjove og det svære i tilværelsen – prøv f.eks. spillene FAMILIE, UNG eller TEEN. Med over 40 forskellige samtalespil kan du dykke ned i netop det tema eller den relation, du ønsker.
Find samtalespil her