Tobias Ignatiussen trækker bjørneskindshuen ned over ørerne og skubber båden fra land. Motoren kæmper lidt, fordi den skal arbejde sig igennem store dynger is, før den kan bevæge sig ud blandt de turkise isbjerge, der står som skudt op af vandet i Sermilik-fjorden.
Den 64-årige storfangers øjne flakker fra det ene yderpunkt til det andet, og en gang imellem må han tage en luffe op for øjet for at skærme mod solen.
Riflen ligger bare i skødet og venter på, at han får øje på en sæl.
Om vinteren er det sæl, isbjørn og fugle, der fanges. Om sommeren er det også hvaler og fisk.
