Når de er færdige, vil alt deres arbejde stå under vand

Politiken læst op

De bygger tunnel til Tyskland: Når de er færdige, vil alt deres arbejde stå under vand

De bygger tunnel til Tyskland: Når de er færdige, vil alt deres arbejde stå under vand De bygger tunnel til Tyskland: Når de er færdige, vil alt deres arbejde stå under vand

Henter…

16:56

3.000 specialister fra 25 lande er i gang med at støbe tunnelelementer i store fabrikshaller på Lolland. De skal danne verdens længste sænketunnel, der strækker sig 18 kilometer fra Rødbyhavn til den tyske ø Femern mod syd.

Om fem år vil det kun tage 10 minutter at køre i bil til Tyskland. Syv minutter i et eldrevet tog. Og lastbiler kan spare 160 kilometer på ruten Hamburg-København, sammenlignet med turen over Storebælt.

Her kan du møde nogle af dem, der gør det muligt. De støber i døgndrift, koordinerer, tætner, polerer, tilslutter og tjekker, så de 89 elementer kan blive sejlet ud og sænket i Femern Bælt med en nøjagtighed på 15 millimeter.

Carole ville væk fra Paris

Carole Stirnemann, ingeniør fra Paris, koordinerer arbejdet på tunnelportalen, der er overgangen, hvor bilerne kører fra landjord og ned under vandoverfladen og ind i tunnelen. Man kan se ned i portalen fra Pilen, en ny udsigtsplatform i 24 meters højde.

Lige nu står arbejdere i hvide dragter på en lift og gør klar til epoxyarbejde, som skal sikre, at konstruktionen er vandtæt. Brandhæmmende foring er monteret i tunnelen. Væggene skal beklædes med beklædningspaneler, og der skal laves el og ventilation i en nøje rækkefølge, som Carole Stirnemann har sat i system.

Tunnelportalen er støbt og bygget på stedet i en tørdok til forskel fra resten af tunnelen, der bliver lavet som samlesæt af betonelementer, man støber på fabrikken i Rødbyhavn. Da tunnelportalen stod færdig, blev havet lukket ind igen.

»Det var et stort øjeblik for mig, da jeg stod og så vores arbejde blive oversvømmet. Det var fantastisk at se, hvordan det pludselig gik fra at være en byggeplads til noget, der passer ind i landskabet«.

Carole Stirnemann havde altid drømt om at komme udenlands og bo, og hun ville gerne gøre det, før hun var for gammel. Hun er sprognørd, så hun taler dansk nu og kan – som måske den eneste af udlændingene på tunnelen – sige »Rødby« fejlfrit.

Hun blev ansat, mens hun var højgravid:

»De synes, jeg var den rette, og ville gerne vente, til jeg havde født«.

Og så købte hun og manden hus i Maribo. Nu har de to børn, og den store taler ubesværet dansk og fransk.

For Carole Stirnemann er det en fornøjelse at være leder på en dansk byggeplads.

»Byggeindustrien i Frankrig er svær for en kvinde. De andre ansatte vil altid se ned på dig. I Danmark betragter de mig bare som et menneske, ikke som en kvinde. Det gælder også i hjemmet. I Frankrig ville en håndværker altid forvente at tale med manden i huset, ikke med kvinden. Her kan jeg godt få lov at tale med dem, der laver vores tag, der er ramt af skimmelsvamp. Efterhånden kan jeg alle ord, der har med tag at gøre på dansk«.

Mens taget forhandles på dansk, så er hendes arbejde 100 procent internationalt.

»Vi har et meget godt team. De fleste af os har kun vores egen familie omkring os. Så vi får stærke relationer, der er meget mere end bare kolleger«.

Anders fik opfyldt drømmen

Anders Wede, ingeniør og construction areal manager, er vokset op i området, der nu er fabrikshaller. Hans mor, mormor og morfar arbejdede alle på tysklandsfærgerne, og de spøgte med, at Anders Wede som voksen skulle bygge forbindelsen, som der har været snakket om i et halvt århundrede.

»Så da jeg fik mulighed for at komme herned igen, slog jeg til og flyttede familien med. Vi endte i Nykøbing (hovedbyen på den østlige naboø Falster, red.). Længere sydpå ville min kone ikke være med til«, siger Anders Wede med den lidt flade dialekt, som hører egnen til.

Lige nu har Anders Wede og teamet travlt med at støbe et af de ni segmenter, der skal ende med at blive til et tunnelelement på 217 meter. Støbeforme og armeringsburet, der er skelettet i tunnelen, bliver langsomt fyldt med beton, der pumpes ud fra spinkle blå edderkoppeben hængende fra loftet.

Processen startede i morges klokken 9, og nu skal der støbes uden stop i cirka 30 timer, mens arbejdere i orange tøj går rundt med vibratorer, lange rystestænger, de kan stikke ned gennem armeringen for at få materialet på plads i alle hjørner.

20 meter fra støbeformen sidder to mænd med computere. Hvert kvarter får de en betonprøve, som de tjekker. Den må hverken være for våd eller for tør.

»Vores entreprenør har haft nogle besværligheder ved overgangen mellem gulve til vægge. Det er en utrolig svær støbeteknik, som kræver dygtige folk. Hvis du støber for hurtigt, så vælter betonen ud fra væggen og laver en stor bule ud på gulvet. Støber du for langsomt, tørrer betonen, så man får støbeskel, og så er støbningen ikke sammenhængende«, forklarer Anders Wede.

Løsningen blev at forlænge støbeformen i bunden af væggen, så man fik kortere ventetid, inden man kunne støbe videre op i væggene.

Men det største problem er vægten. Når de ni segmenter er sat sammen til et element, vejer det 73.000 tons. Syv Eiffeltårne, der skal skubbes ud i dokken.

»Hvis vi støbte det på skinner, ville de bryde sammen. I stedet står de på seks kæmpestore fundamentsbjælker, som hver løber 650 meter ud mod bassinområderne. Elementet står på 324 cirkelformede donkrafte, belagt med teflon på undersiden, som glider oven på bjælkerne. På den måde kan vi nøjes med at skubbe med 1,5 procent af vægten«.

Folkene i støbehallen forfiner hele tiden alle processer.

»Vi støber et element på den halve tid nu, sammenlignet med da vi begyndte«, forklarer manden, der snart kan udfordre sin børnelærdom om, at en overfart Rødby-Puttgarden varer 45 minutter.

Bartlomie støber beton

Bartlomie Szcęsny, betonarbejder hos entreprenøren FLC. Før det har han støbt beton i Københavns metro.

»Jeg kan godt lide at arbejde her. Det er et kæmpe infrastrukturprojekt, og vi arbejder med ny teknologi og løsninger, der aldrig er set før. Mange af vores processer er skræddersyet til det her job. Og pengene er gode«.

Han tilbringer fire uger på fabrikken med 10 timer om dagen, seks dage om ugen. Og så kan han tage hjem i to uger til sin kone og datter på seks år i Katowice i Polen.

»I starten var det hårdt. Jeg savner min familie meget. Men til gengæld så er det kvalitetstid, når jeg er hjemme. Jeg kan fokusere 100 procent«.

Bartlomie Szcęsny har arbejdet på tunnelen i godt tre år, så han har vænnet sig til rytmen. Han bor i Tunnelbyen, hvor de ansatte er indkvarteret i pavillioner med 1.344 enkeltværelser, og der kan han få tre måltider om dagen, dyrke fitness, spille billard og bordtennis. Og om søndagen besøger han og kollegerne Lalandia og byerne på Sydhavsøerne.

»Men arbejdet er det vigtigste for mig. Det er derfor, jeg er her«.

Dan og de svære jokes

Dan Andersen, ingeniør for entreprenøren FLC. Han koordinerer arbejdet med støbelinjerne 3 og 4 fra en af de grå pavilloner med gråt linoleumsgulv. De er stablet i tre etager uden for hallen med kontorer, bad og omklædning.

Dan Andersen tøver ikke et sekund, når han skal fortælle, hvorfor han har valgt sin arbejdsplads:

»Størrelsen«.

Femern Bælt-forbindelsen er en af Europas største og mest avancerede byggepladser, og derfor er det hans drømmejob.

Hans største udfordring er ikke af teknisk karakter, men at få en arbejdsstyrke på 175 mennesker fra Frankrig, Polen, Irland, England, Filippinerne, Rumænien og Marokko til at fungere sammen.

»Der er kun en dansker i vores hal ud over mig. Så jeg skal hele tiden være opmærksom på kommunikationen. Hvornår er det okay at sige en joke, og hvornår er det absolut ikke passende? Og hvordan siger jeg noget kritisk på en god måde, så ingen taber ansigt?«, siger Dan Andersen.

»Der er også stor forskel på, hvordan nationerne synes en chef skal være. Mod nord har vi et fladt hierarki. Mod syd bliver det mere spidst«.

Dan Andersen gør meget ud af at sludre med sine folk, en ice breaker kalder han det. Hvordan gik det derhjemme? Fik du lavet alt det, din kone havde på sedlen, du skulle lave? For selv om man er vild med projekter i stor størrelse, er smalltalk en vigtig social lim i hverdagen.

Kevin fik strøm i lampen

Kevin Jessen, elektrikerlærling hos FLC.

»Jeg havde ikke så meget lyst til gymnasiet, selv om jeg havde karaktererne til det. Derfor tog jeg grundforløbet på teknisk skole i Køge. Jeg havde fem uger som elektriker, og det blev jeg meget glad for. Men jeg kunne ikke finde en læreplads, så jeg kom i skolepraktik«.

Kevin talte med sin far, der arbejder på Femern Bælt-tunnelen, og de blev enige om, at han skulle prøve at søge. Selv om der er langt fra Køge til Lolland.

Men Kevin Jessen fik ikke bare pladsen. Han fik også mulighed for at flytte ind i Tunnelbyen, hvor der er en særlig afdeling for de unge lærlinge.

»Så bor jeg her fra mandag til fredag, og så kan jeg følges med en af de andre lærlinge, der bor i Ishøj«.

Kevin Jessen står og arbejder i et elskab, hvor der skal tilsluttes gadelamper til det lille minisamfund, fabrikken udgør. For ham er elektriker et godt job, fordi der er så meget variation.

»Vi laver så meget forskelligt. Jeg har lige brugt to uger på at trække datakabler til kontorerne her sammen med en anden lærling. Så kan der være en dag eller to med værktøjseftersyn og test af udstyr. Og nu trækker jeg så strøm. Det er meget anderledes, end hvis jeg bare skulle ud i en villa og hjælpe med en lampe«.

Ditte og frøerne

Ditte Hjort, projektleder for naturindsatsen for Sund & Bælt.

Ditte Hjort sidder bag rattet i elbilen, som fragter os tre kilometer mod vest væk fra Femern Bælt-tunnelen. Her har Sund & Bælt købt 42 hektar landbrugsjord af godsejeren på Lidsø Gods.

Allerede fra bilen kan vi se et rigt dyreliv. Gæs, ryler, viber og harer og et enkelt rådyr. Og en masse fasaner på godsejerens jorde. Ditte Hjort siger, at godsejeren også syntes, det var en god idé at udtage noget af hans jord:

»For han bliver jo kompenseret for de afgrøder, han ikke kan dyrke. Og naturen omkring ham bliver rigere. Han er også selv vild med at spotte dyr. Han har sendt mig fotos af storken, der har været her. Og mosehornuglen«.

»Når man laver store byggerier, så skal man kompensere for den natur, man forstyrrer, ved at plante nyt, anlægge søer eller, som her, etablere nye vådområder«, forklarer Ditte Hjort, der siger, at Sund & Bælt på Femern-forbindelsen vil give tre gange så meget natur igen, som der var i forvejen.

Det er mere ambitiøst end det generelle krav på danske infrastrukturprojekter, hvor bygherren skal erstatte natur, der bliver nedlagt undervejs i forholdet 1:2.

Vi kommer ud til de marker, der har haft fred i et halvt år. Og her ser man tydeligt, hvor hurtigt der går fuglebad i jorden på det flade Lolland, hvis ikke dræningskanalerne bag digerne gør deres arbejde. Fra bilen går vi nu hen mod et stort og rundt vandhul.

»Kan I høre det?«.

Jo, der er helt sikkert tudser og frøer i gang med at kvække. Ditte Hjort fortæller, at man har fundet både strandtudse, løvfrø, grønrød tudse og den mere almindelige grønne frø.

Vi går så stille, vi kan. Men ikke stille nok. For nu dør larmen helt ud.

Ditte Hjort går rundt i vandkanten for at jage de tyste padder. Efter nogle forsøg fanger hun en lillebitte grøn frø.

»I eftermiddag kommer de fra Zoo og lytter. På lyden skal de registrere, hvor mange arter der er. Og vi bruger det til at finde ud af, om vores arbejde nytter«.