Der hænger et kort over Lammefjorden på væggen, som viser de mange små parceller, den tørlagte fjord blev inddelt i.
Men for Søren Wiuff er det ikke bare felter og streger på et kort. Det er hjem. Det er hans families fortid. Hans eget liv og hverdag. Og hans søns fremtid.
Han peger og forklarer.
Den her parcel købte hans far og mor i 1950’erne. Da rapshøsten et år havde været særligt god, betalte de hele lånet til pantelåneren, som havde solgt dem grunden og krævede høje renter, af på en gang. De her parceller købte de til, for det gik jo godt, de lavede gode gulerødder. Her fik de en bid jord mere, da man tørlagde den sidste bid af Lammefjorden, en sø. På den parcel her lå der et hus, som de så købte med. Det var der, Søren Wiuff selv flyttede ind, da han efter en ungdom som rejseleder i Nordafrika, overbevist om, at han aldrig ville gå i sine forældres fodspor, gjorde netop det. Senere flyttede hans forældre ind i huset og han selv ind på familiegården.
