0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Billedkavalkade: 51 begivenheder vi vil huske 2018 for

Øjenkontakt. »Jeg tror på, at Gud er på vores side. At hvis vi står fast, er standhaftige og holder ud, så må det ændre sig«. Sådan sagde 30-årige Sarah 1. august, da det såkaldte tildækningsforbud trådte i kraft. Sarah har tre børn, læser hf-fag, drømmerom at blive ingeniør – og så bærer hun den muslimske klædedragt niqab, som nu er forbudt. Hun har kurdisk-tyrkisk baggrund, men hendes forældre er mindre religiøse end hun, og de var faktisk bekymrede, da hun som 18-årig tog sin niqab på. Straffen for at overtræde tildækningsforbuddet er i første omgang en bøde på 1.000 kroner, ved gentagelser stiger beløbet, men politiet har kun givet få bøder i månederne, som er gået.

kirsten.nilsson@pol.dk


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling


Afskedssalut. 13. februar døde prinsgemalen i en alder af 83 år. Selv om Henri Marie Jean André, greve de Laborde de Monpezats, embedsperode i Danmark strakte sig helt fra 1967, følte mange danskere, at det først var ved hans død, de forstod, hvem han egentlig var. I sine sidste år var prins Henriks også i vælten på grund af sin frie fortolkning af sin egen rolle i samfundet. Ikke mindst hans kontroversielle erklæring om, at han »ikke var kommet til Danmark for at blive begravet i Roskilde Domkirke«, når han nu ikke kunne få titel af konge, fik danskerne til at ryste på hovedet af den egensindige Henrik. De mildeste tilskrev de kontrære udsagn hans sygdom – uagtet at manden havde sagt nøjagtig det samme i årevis. Ved prinsens død blev han af mange husket for de mere positive sider af samme egensindighed: den slagfærdige humor, festlige påklædning, hans kunstneriske gemyt og legende indstilling til tilværelsen. Det gik op for mange, at Henrik i mange år havde været den, der satte kolorit på det hele. Selv om prins Henriks aske blev spredt så forskellige steder som baghaven ved Fredensborg, Øresund og i slotshaven i Frankrig, var det, som om kongehusets fremmede fugl ved sin død langt om længe fik bygget rede i danskernes bevidsthed.

henrik.vesterberg@pol.dk



Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN

Ufortrolige forhold.
Det er ikke set før, at en vestlig efterretningschef risikerer fængsel for at have talt over sig. Men skæbnen kan overgå tidligere PET-chef Jakob Scharf, der er tiltalt for tavshedsbrud i bogen ’Syv år for PET’. Under retssagen har PET’s nye ledelse og Scharfs juridiske højre hånd forklaret, at loven er overtrådt. Selv siger Scharf, at han kun har udtalt sig om kendte og ufortrolige forhold. Københavns <diskret-bindestreg>Byret lader til at være i tvivl om anklagerens påstand om 6 til 9 måneders fængsel. Helt ekstraordinært skal dommerne bruge 2 måneder på at tænke sig om, før <diskret-bindestreg>dommen falder 25. januar.

hans.davidsen@pol.dk


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Hårdtslående rigsadvokat. Kun få i kongeriget kender sandheden om, hvorfor landets øverste anklager i februar røg ud med få dages varsel. Var det manglende politisk lydhørhed, dårlig ledelse eller noget tredje? Til gengæld er det åbenlyst for enhver i justitsvæsnet, at den ny rigsadvokat, Jan Reckendorff, er en mere kontant type end sin detroniserede forgænger, Ole Hasselgaard. I sit første interview i Politiken meldte den tidligere betjent sig klar til at implementere regeringens politik: »Jura skal ikke være løsrevet fra virkeligheden«, sagde Jan Reckendorff, mens kritikerne frygtede for retsstatens fremtid.

hans.davidsen@pol.dk


Foto: Mads Nissen
Foto: Foto: Mads Nissen

Skandaløs debut. Klap, støn, gnid og kærtegn. »De færreste vil nok sige, at det var musik«, skrev vi om årets nok mest specielle koncert, og med den konstatering gav anmelder Henrik Friis 1 hjerte til Jeppe Ernsts debut fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Den mindede om »et ritual af vold og selvtilfredsstillelse«. Kvinder med nøgne underkroppe tjattede til hinanden og gjorde cirkelbevægelser ud for hinandens skød. Alligevel havde Jeppe Ernst kaldt de næsten lydløse optrin musik. Fordi han har komponeret dem med samme stramhed, som hvis han havde arbejdet med noder.

thomas.michelsen@pol.dk


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Højt skum. Verden kom på besøg i Herning og København til A-VM i ishockey. Et samlet tilskuertal på 520.481 til de 64 kampe gjorde den hidtil største idrætsbegivenhed på dansk grund til en succes. At danske kommuner og regioner, som Politiken kunne afsløre, ikke havde sikret sig at få del i et eventuelt overskud fra turneringen, er en helt anden sag. I Herning var der massiv opbakning til det danske hold, der i sidste gruppekamp spillede for en plads i kvartfinalen, men tabte 0-1 til Letland. Sverige tog VM-trofæet i København, hvor tjekkiske og slovakiske tilhængere allerede på anden VM-dag omdannede Royal Arena til Europas største værtshus.

bo.moshage@pol.dk


Lisi Niesner/Ritzau Scanpix
Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix

Alle mod en. 2018 har budt på mange nedture for Theresa May, men det uformelle EU-topmøde i Salzburg i september var en af de værsteslemmeste. Her var den britiske premierminister præcis så ensom, som hun ser ud på billedet. Hun blev sendt ydmyget hjem med besked fra EU om, at hendes forslag til en skilsmisseaftale, den såkaldte Chequers-plan, slet ikke kunne fungere. I november lykkedes det endelig at blive enig om en Brexitaftale med EU. Aftalen skal godkendes i det britiske parlament, men Theresa May udskød i sidste øjeblik den planlagte afstemning 11. december af frygt for endnu en ydmygelse.

nilas.heinskou@pol.dk


Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Et sidste skub. Den verdenskendte britiske hjernekirurg Henry Marsh talte råt for aktiv dødshjælp, da han i sommer besøgte København i anledning af, at hans seneste bog udkommer på dansk: »Selv hvis der er en lille risiko for, at ganske få mennesker blev presset til at begå selvmord imod deres vilje, er det så ikke en pris, vi skal betale for, at så mange andre får en mere værdig død?«, spurgte kirurgen, som er kendt for at operere, mens patienten er ved bevidsthed. Herhjemme er den pensionerede overlæge Svend Lings kendt for at rådgive personer, der ønsker at dø, hvilket han i efteråret fik en betinget dom på 40 dage for i byretten. En dom, han har anket. Siden har Lægeforeningen arbejdet på at få ham ekskluderet påanlagt en voldgiftssag for at få Svend Lings ekskluderet fra foreningen.

kirsten.nilsson@pol.dk


Javier Barbancho/Ritzau Scanpix
Foto: Javier Barbancho/Ritzau Scanpix

Facisthilsen. Den nye spanske regering lovede som det første ved sin tiltrædelse, at liget af landets tidligere diktator Francisco Franco skulle graves op og fjernes fra monumentet, der hylder de døde i den spanske borgerkrig. Efter over 40 år ville den socialistiske premierminister Pedro Sanchez droppe ’glemslens pagt’ og åbne for et opgør med den dystre fortid. Francos rester skulle graves op i sensommeren, men den fascistiske diktators familie stritter imod, og Francos grav i De Faldnes Dal står fortsat urørt som samlingssted for diktatorens beundrere.

jacob.svendsen@pol.dk


Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

Så hatten passer. Det er ikke nemt at være nogen, som forfatteren Dan Turèll har sagt. I 2018 var det ikke nemt at være rusvejleder, universitetsrektor eller bladtegner og afgøre, hvor grænsen mellem det sjove og det krænkende går. Rusvejledere på KU’s jurastudium ville holde en udklædningsfest bl.a. med mexicanere. To studerende klagede, og rusvejlederne fik besked på at undgå »udklædningstemaer, der går på stereotyper omkring etnicitet, seksualitet, religion med videre ...«. Er det mon o.k. at gå i en islandsk sweater?«, som en munter sjæl skrev på Facebook. Mindre munter var balladen for KU’s rektor, der efter at have afvist problemet i slutningen af året åbnede for, at universitetets retningslinjer om krænkelser præciseres eller ændres.

jacob.fuglsang@pol.dk


Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Likvidering. Mandag aften 19. november blev den tidligere bandekriminelle Nedim Yasar skudt ned på klos hold efter en receptione for sin bog om vejen ud af bandemiljøet. Ingen ved endnu hvorfor, men efterfølgende blev drabet tolket som repressalier fra gamle fjender og et signal om at holde mund om sin fortid. Som altid arbejder politiet med flere mulige motiver. Efter en kort og intens efterforskning blev tre yngre mænd fra Vestegnen anholdt og varetægtsfængslet på mistanke om, at de er gerningsmændene. Alle tre nægter sig skyldige. To af dem er ifølge politiet tilknyttet bandemiljøet.

frank.hvilsom@pol.dk


Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Madkassekamp. Dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde blev et kendt ansigt foran Forligsinstitutionen i København, hvor det trak ud i ugevis, da 800.000 ansatte i landets regioner, kommuner og i staten skulle have nye overenskomster, men da vi nåede bededagsweekenden i slutningen af april, var der forlig. Der var pæne lønstigninger på godt 8 procent over 3 år, den betalte frokost blev skrevet ind som en ret i akademikernes overenskomster, og der var ekstra penge til de lavtlønnede sosu’er for blot at nævne nogle ting. Lærerne fik dog ikke nogen arbejdstidsaftale i stedet for den forhadte lov 409 fra 2013, som nu regulerer deres arbejdstider. De fik en kommission, som skulle se på sagen.

thomas.flensburg@pol.dk


Mette Dreyer/POLITIKEN
Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN

Britta Nielsens plan. ’Afdelingsleder Britta Nielsen, Hvidovre’. Den identitet har været den grå perfekte facade i en af dansk kriminalhistories mest kulørte sager: den om embedsmanden i Socialstyrelsen, der er anklaget for via sit kontorjob gennem 16 år at have franarret staten – og landets udsatte – mindst 111 millioner kroner og brugt pengene på ædle rideheste, ejendomme i Sydafrika og landrovere. Britta Nielsen sammenlignes med opfindsomme Egon fra Olsen-banden, men forskellen er, at hun tilsyneladende i årevis har kunnet nyde frugten af sit systematiske kup. Dertil kom Egon aldrig rigtig.

flemming.christiansen@pol.dk


Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Fuldt stop. I løbet af få timer fredag 28. september afskar politiet Sjælland og Fyn færdsel via broer og færger i jagten på en mystisk sort Volvo. Tog stod stille, bilkøer voksede, og det viste sig efterfølgende at handle om beskyttelsen af en iransk oppositionsgruppe, ASMLA, som driver en lille tv-station i Ringsted. Den er en torn i øjet på det iranske styre, og her var den sorte Volvo blevet set. Bilen var uden betydning for sagen, men PET har siden beskyldt den iranske efterretningstjeneste for at planlægge et attentat på dansk grund. En person er anholdt for tilsyneladende at overvåge ASMLA-gruppen.

frank.hvilsom@pol.dk


Kasper Eistrup/det Nationalhistoriske Museum
Foto: Kasper Eistrup/det Nationalhistoriske Museum

Natklubkongen. Mange mener, at årets helt store fødselsdagsbarn, 50-årige kronprins Frederik, ligner en afdanket natklubejer after hours, at hele scenariet er lige afslappet og skødesløst nok på Kasper Eistrups portræt, der blev afsløret på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i november. »Maleriet har intet med majestætsrollen at gøre. Der er intet i billedet, der siger noget om, hvem han er. Hvis man viste maleriet til en amerikaner, ville vedkommende nok gætte på, at han var erhvervs- eller modemand«, sagde kunsthistoriker Thyge Christian Fønss-Lundberg til Ekstra Bladet. Politikens anmelder Trine Ross var ikke uenig, men meget mindre utilfreds: »Det er et meget nærværende og menneskeligt billede. Hvis man var lidt fræk, kunne man sætte sig ved siden af ham, sådan som han sidder med armen«. Selv er kronprins Frederik svært godt tilfreds med billedet. Kunstneren forklarede intentionen sådan: »Kronprinsen er en person, der spørger og lytter meget. Og så observerer han. Jeg synes også, at han er en åben person, og derfor har jeg sat ham i en sofa med jakken åben, mens benene er over kors, fordi det er klart, at man som kronprins også er nødt til at have en form for reservation«. Billedet indgår i Kasper Eistrups soloudstilling på Frederiksborg Slot, ’Fragmentarium’.

henrik.vesterberg@pol.dk


Markus Schreiber/AP
Foto: Markus Schreiber/AP

2.01,39. Sådan ser man ud, når man lige har sat verdensrekord i maraton. Den 34-årige kenyaner Eliud Kipchoge pressede 16. september sin 54 kg lette krop til det yderste gennem Berlins flade gader, da han rykkede endnu et par skridt tættere på drømmegrænsen på 2 timer. Eliud Kipchoge, der også er regerende olympisk mester, hører nu til blandt alle tiders største løbeatleter. Det Internationale Atletikforbund (IAAF) kvitterede for verdensrekorden ved at kåre ham til årets atlet. Før triumfen og rekorden i Berlin var Eliud Kipchoge også bedst i det prestigefulde London Marathon.

bo.moshage@pol.dk


Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Kineserier. Den pensionerede politikommissær Henning Peter Dahl befinder sig bedst under åben himmel. Gerne sammen med sin hund Bondo. Han mødte op i grønt fritidstøj, da han i november var indkaldt til vidneafhøring i den genåbnede Tibet-kommission. Han forklarede, at der i en operationsbefaling op til et kinesisk statsbesøg i 2002 var formuleret en anmodning fra Udenrigsministeriet om, at negative demonstranter ikke blev set af kineserne. I juli stod den tidligere hundeleder sammen med andre tidligere og nuværende kollegaer frem i blandt andet Politiken og fortalte historien.

frank.hvilsom@pol.dk


Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Stop making sense. At nytænkning ikke altid kommer fra de unge, beviste 66-årige David Byrne, da han på årets Roskilde Festival demonstrerede, at koncertformen stadig kan fornys. Byrne havde lagt sin krøllede hjerne i blød og regnet ud, hvordan man kan skabe en tom scene helt uden gear og grej, der så blev skjult bag et glitrende forhæng. Trommesættet var splittet op og blev delt af flere musikere, så samtlige musikere var mobile og kunne deltage i showets koreografi. Danselysten musik, både Talking Heads’ og fra Byrnes solokarriere, skabte en uforglemmelig forestilling, hvor konceptkunstneren Byrne ikke fornægtede sig.

kim.skotte@pol.dk


Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Gadens parlament. Med en beslutning om at hæve afgiften på diesel og benzin blæste Frankrigs præsident Macron til en klimakamp, der skulle reducere Frankrigs udledning af CO2 og dermed være med til at understøtte den globale klimaftale fra Paris i 2015. En aftale, som USA’s præsident Trump vil trække USA ud af, hvorfor Emmanuel Macron så endnu mere grund til at gå forrest. For klimaet! Og for en historisk aftale, der bærer den franske hovedstads navn. Men klimakampen udviklede sig til en regulær klassekamp, da lavtlønnede franskmænd sagde fra, iførte sig gule veste og kaldte til demonstration: Aux armes, citoyens! Hvorfor skulle de lavtlønnede dog betale mere for deres benzin, når erhvervslivet og rige franskmænd fik skattelettelser? Opstanden førte til de voldsomste demonstrationer i Paris siden studenteroprøret i 1968. Men Macron stod fast … indtil han ikke gjorde det længere: Han bøjede af, opgav de nye brændstofafgifter og lovede de lavtlønnede skattelettelser. Gaden havde nok engang besejret en fransk præsident og udstillet, hvor vanskeligt det er at reformere Frankrig. Og sammen med det nederlag gik også en del af glansen af Macron som den dynamiske leder, der skulle føre EU videre.

michael.jarlner@pol.dk


John Randeris/Ritzau Scanpix
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Grus i vejen. Ved åstedsforretningen forud for ekspropriationen af svineavler Martin Lund Madsens jord ved Vejen ankom myndighederne i en hos fodboldklubben FC Midtjylland lejet bus med et stort ulvelogo på siden. Så var tonen slået an i det, som blev en bitter strid om et stykke offentlig vej anlagt på landmandens marker imod hans vilje. 22. oktober blokerede han den med jord og halmballer med Højesterets ord i ryggen for, at ekspropriationen var ulovlig. Siden er der gennemført en ny åstedsforretning for at lovliggøre vejen. Landmanden kæmper nu videre i retssystemet.

frank.hvilsom@pol.dk


Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Forpostfægtning. Klimaforandringerne kræver en statsministerkandidat, der vil sætte den grønne dagsorden før alt andet. Med det argument meddelte Alternativets leder, Uffe Elbæk, at han selv går efter statsministerposten. Hans kandidatur blev dog mere tolket som et fravalg af Mette Frederiksen end som et tilvalg af klimaet, og manøvren satte fokus på de interne uenigheder i det, vi engang kaldte rød blok. Imens fik Elbæk hug. Når han trækker sine »mandater ud af ligningen«, giver han Løkke et forspring, lød kritikken fra den øvrige opposition, hvorfra Enhedslistens Pernille Skipper i øvrigt også gerne vil være statsminister.

cecilie.l.christiansen@pol.dk


Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning
Foto: Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning

Benny gik fra os. Mange danskere har, ligesom en vis Eigil, haft ondt af Snøvsen, som alle gik fra. Derfor var det helt naturligt, at Politiken dagen efter digteren Benny Andersens død ryddede forsiden for at give plads til det lille væsen i Signe Plesner Andersens sjove streg. Men sagen var alvorlig: Nu var det Benny, der var gået fra os. Midt i augustheden udåndede forfatteren, komponisten og musikeren Benny Andersen i en alder af 88 år. Arbejderdrengen fra Vangede, der formåede det sjældne at være kulturradikal, kunstner, original og folkelig på én gang, havde efterhånden været til så længe, at han selv var blevet en kulturinstitution. Ligesom Jellingstenene, Grundtvig og Svante. Den øllede halvsvenskers viser er et andet af Andersens helt store aftryk i den kollektive bevidsthed i dette »lille neurotiske land, beboet af smilende gale«, som digteren skrev. Der blev ribbet op i mange minder i mangt en indre bowlerhat den sommer, hvor en gammel digters død altså, meget udanskt, blev forsidestof. Men Benny var jo også noget helt særligt. Som Jes Stein Pedersen skrev i nekrologen: »Når Benny Andersen blev folkeeje, skyldes det også, at hans ualmindelighed fremstod så almindelig«.

henrik.vesterberg@pol.dk


Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Afbrænder. Afmagten lyste nærmest ud af de danske spillere, da Nicolai Jørgensen med et svagt spark havde brændt i straffesparkskonkurrencen i ottendedelsfinalen mod de senere VM-sølvvindere fra Kroatien og beseglet den danske skæbne i Nisnij Novgorod. Danskerne leverede i lange perioder ellers deres bedste spillemæssige præstation ved VM i Rusland i kroaterkampen, hvor Mathias ’Zanka’ Jørgensen scorede i første minut, men føringen holdt kun 180 sekunder. Målmand Kasper Schmeichel var overdådig med tre straffesparksredninger – en præstation, holdkammeraterne slet ikke kunne matche. I VM-finalen, der blev den målrigeste i 52 år, vandt Frankrig 4-2 over Kroatien.

bo.moshage@pol.dk


Gabriel Sainhas/AP
Foto: Gabriel Sainhas/AP

Nul likes. Facebooks topchef, Mark Zuckerberg, blev af 9 nationale parlamenter indkaldt til høring i London om, hvordan demokratiet kan overleve Facebook. Men Zuckerberg lod sin stol stå tom. I stedet sendte han en underordnet, der undskyldte de mange fejltagelser og lovede bedring. »Men Facebooks løfter er lige så tomme som Zuckerbergs stol«, bemærkede en af parlamentarikerne. En anden brugte den tomme stol som argument for at splitte Facebook op i mindre enheder, som han håbede ville være mindre arrogante. Lovgiverne kom fra Argentina, Brasilien, Canada, Storbritannien, Belgien, Irland, Letland, Singapore og Australien.

jens.bostrup@pol.dk


Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Forsvarsbrødre. Ikke kun aggressiv adfærd fra Danmarks store nabo i øst optog det danske forsvar. Fem sager om de absolutte topfolk i Forsvarsministeriet og forsvaret viste, at de centrale personer ikke har haft en sikker hånd, når det gjaldt anklager om nepotisme. I to sager har intern undersøgelse ført til frikendelse, to sager undersøges af Auditørkorpset, og i den sidste sag overtrådte departementschef Thomas Ahrenkiel habilitetsreglerne, men han udnyttede ikke sin position, da ministeriet behandlede lønforhøjelse til hans kæreste, der var kontorchef i ministeriet.

jacob.svendsen@pol.dk


Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Tavshedskultur. I Danmark tror vi på ideen om at uddanne kunstnere. Vi tror på, at etablerede kunstnere gør arbejdet bedst, og traditionen har præget dansk kultur i århundreder. Men hvordan er det at være kunstelev? I år stod tidligere elever frem fra Kunstakademiets Billedkunstskoler og Forfatterskolen i København. På akademiet var en professor blevet fyret efter en sag om sexchikane mod en elev, og på Forfatterskolen blev en lærer fyret og bortvist for i fuldskab at gå verbalt amok på en elev, hvorefter han blev genansat og igen gik verbalt amok på en elev. Sidste år stod tidligere elever fra filmselskabet Zentropa frem og fortalte om stifter Peter Aalbæk Jensens rituelle ydmygelser. De tre sager er ikke ens, men de har blandt andet det til fælles, at eleverne har ønsket et opgør med tavshedskulturen, og at sagerne har ført til en diskussion af kunstnerrollen.

camilla.stockmann@pol.dk


Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Mæt af politik. Alle regeringsrokader har sin historie. Den i maj kom meget til at handle om Søren Pind (V), der nogle måneder forinden over en pande med frikadeller på Marienborg havde meddelt statsministeren, at han ønskede at tage sit gode tøj og gå. »Jeg er mæt. Ikke af dage. Men af politik«, sagde Søren Pind ved sin afskedsreception, hvor han til lejligheden havde fåret kreeret en ministeruniform til 40.000 kroner med fjerhat, kårde, krans og forgyldte knapper. I samme ombæring valgte Esben Lunde Larsen (V) at sige farvel til politik. Ind i regeringen trådte blandt andre Jakob Ellemann-Jensen (V), der foreløbig har levet så meget op til de høje forventninger, at han omtales som en joker i et muligt formandsopgør i Venstre. På sigt kan det meget vel blive hans indtog i ministerkontorerne, som rokaden huskes for.

jakob.h.beim@pol.dk


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Vand i bryghuset. Kulturværdier var i fare, da et sprinkleranlæg på loftsetagen af Slots- og Kulturstyrelsens samling af statuer og gipsafstøbninger i Christian IV’s Bryghus på Slotsholmen i København løb løbsk en nat i marts. Brave folk fra Hovedstadens Beredskab indså hurtigt, at kombinationen af flere tusinde liter vand og myriader af gipsmodeller var en dårlig kombination. Da de havde slukket for vandet, fik de i løbet af natten afdækket de fleste skulpturer med plastikdækkener. Samlingen rummer gipskopier af op imod 400 skulpturer og statuer, der står ude i landet ved og i de kongelige slotte, haver og parker. Kopierne er et vigtigt værktøj, da mange skulpturer, de fleste formet i sandsten, løbende skal repareres eller fornys. Kongernes Lapidarium, som samlingen kaldes, kunne trods vandskaderne som sædvanlig åbne for publikum i sommer.

henrik.vesterberg@pol.dk


Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Sjæleløs ventetid. Billedet er taget i maj, lige da irakiske Tasnim kom ud fra en koncert for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark. Da havde hun, hendes tre søskende og hendes mor boet i Danmark i 2 år og 7 måneder, heraf 3 måneder i udrejsecentret. De bor der stadig. Familierne på Sjælsmark er afviste asylansøgere. De bliver anbragt her, når de har fået afslag på opholdstilladelse i Udlændingestyrelsen og derefter i Flygtningenævnet og stadig ikke frivilligt vil rejse hjem. På Sjælsmark er der ikke køkkener, forældrene må ikke lave mad til deres børn, og familierne må ikke have køleskab, medmindre nogen i familien er syge, eller børnene er meget små. Forholdene i centret er blevet kritiseret skarpt af Børns Vilkår, Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors. Et bredt flertal i Folketinget mener, at forholdene er gode nok, og at det er forældrenes eget ansvar, hvis deres børn har det dårligt, da ingen forhindrer dem i at rejse.

olav.hergel@pol.dk


Julie Jacobson/AP
Foto: Julie Jacobson/AP

Heppekor. Vinter-OL i Pyeongchang i Sydkorea var omgærdet af storpolitik, da atleterne fra diktaturstaten i nord trådte ind på den olympiske scene sammen med værterne fra syd. Der var nord- og sydkoreanere på samme hold i kvindernes ishockeyturnering, og på lægterne på skøjtebanen og speedskater-ovalen sørgede et større antal statskontrollerede nordkoreanske tilhængere i fredens navn for symmetrisk iscenesat opbakning og stemning. Netop på speedskater-ovalen blev der skrevet dansk historie, da Viktor Hald Thorup i massestarten leverede det bedste individuelle vinterlegsresultat nogensinde ved at blive nummer 5.

bo.moshage@pol.dk


Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Vejen til Europa. »Jeg ved godt, at det her ser crazy ud. Men for os er det stille og roligt«, sagde afghaneren Bashir i slutningen af april til Politikens udsendte. »Vi klatrer over. Det er nemt ... Vi har alle oplevet meget, meget værre ting«. Vi var i den græske havneby Patras, hvor hundredvis af flygtninge og migranter fra især Afghanistan og Syrien hver dag forsøgte at klatre over pigtråden og komme om bord på en færge til Italien og videre op mod Europa. En skare frustrerede politifolk kæmpede ihærdigt for at forhindre det. De kaldte dramaet på havnen ’The Game’. EU betaler enorme summer til Tyrkiet og en række lande i Afrika for at forhindre folk i at rejse mod nord. Blandt andet i kraft af EU’s støtte til den libyske kystvagt og hetzen mod de frivillige redningsskibe daler antallet af migranter på den centrale rute over Middelhavet. Til gengæld ankommer et stærkt stigende antal flygtningebåde til Spanien. Der lander også stadig mange flygtende på de græske øer. I 2018 tog nogle af de mest veltrænede videre til Patras og blev deltagere i ’The Game’.

kjeld.hybel@pol.dk


Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Garanti. for fejl. Skat blev nedlagt og erstattet af syv nye styrelser med hundredvis af nye ansatte, men resultaterne til det bedre lader stadig vente på sig. En gruppe sommerhusejere i Silkeborg, blandt dem fotograf Brian Skyum og hans kone Annie, fik helt uden grund mangedoblet deres grundskyld, og alle klager til den nye Vurderingsstyrelse blev afvist med vidt forskellige begrundelser. Det var en fejl, måtte skatteminister Karsten Lauritzen (V) erkende, efter at Politiken havde skrevet om sagen. Og ikke nok med det. Han måtte selv to gange i løbet af 2018 udsætte de nye vurderinger, som skal sikre, at borgerne kommer til at betale korrekte bolig- og ejendomsskatter. Det gør de ikke i dag, hvor helt ens ejendomme beskattes forskelligt, hvor der gives rabat til beboere i lejligheder og lægges ekstra skat på ejere af parcelhuse. Sådan har det nu været i 6 år, hvor der er opkrævet 13 milliarder i uberettiget skat, og det eneste, skatteministeren kan garantere, er, at det kommer til at fortsætte i mindst to år mere.

hans.drachmann@pol.dk


Cicilie S. Andersen
Foto: Cicilie S. Andersen

Sidste omgang. Set i bakspejlet ligner det unægtelig et kollektivt selvbedrag af dimensioner: Alle vidste, Kim Larsen havde kræft. Først på året havde sygdommen fået folkets spillemand til at aflyse en række koncerter. Men hen over sommeren deltog titusindvis af danskere landet over i en tydelig svækket Kim Larsens koncerter. Alligevel var vi mange, der gik fortrøstningsfulde derfra, når Kim Larsen havde sagt tak for i aften. For den gamle hankat lød jo veloplagt og sang bedre end nærmest nogensinde. Hen over hvad der skulle blive hans livs sidste sommer, gik Kim Larsen på scenen sammen med Kjukken 21 gange. Meddelelsen om hans død kom 30. september, kun en måneds tid efter hans sidste koncert. De næste uger var store dele af befolkningen i en form for kollektiv choktilstand, som ingen rigtig havde kendt magen til før. Nogle betegnede det som landesorg. Kim Larsens død i en alder af 73 satte sit præg på alle platforme, ikke bare på tv og de andre medier. I adskillige byer samledes titusinder i fakkeltog, dansede og sang ’Køb bananer’, mens de gik ud over Langebro eller sad på knejperne i stræderne og bearbejdede sorgen. Selv statsministerens åbningstale i Folketinget og U2’s koncert i Royal Arena bar præg af den ufattelige kendsgerning: Kim Larsen er taget hjem til Joanna.

henrik.vesterberg@pol.dk


Evan Vucci/AP
Foto: Evan Vucci/AP

Flair for autokrater. Nordkorea, Rusland, Saudi-Arabien og Kina har flere ting til fælles: foruden mere eller mindre diktatoriske regimer bl.a. en række topmøder mellem Donald Trump og de fire landes ledere, afholdt i løbet af 2018. USA’s præsident har udtrykt beundring og forståelse for Kim Jong-un, Vladimir Putin, Mohammed bin Salman og Xi Jinping, og følelserne blev gengældt ved møderne mellem Trump og de fire autokrater. Og det i en sådan grad, at der nu sættes spørgsmålstegn ved USA’s rolle som leder af den frie og demokratiske verden med liberale idealer.

jacob.svendsen@pol.dk


Andy Brownbill/AP
Foto: Andy Brownbill/AP

Australsk mester. Tennisspilleren Caroline Wozniacki satte i januar et af de helt tunge aftryk i den danske idrætshistorie, da hun i tredje forsøg og ni år efter sin første Grand Slam-finale fik overrakt et af de fire eftertragtede trofæer i ketsjersportens prestigeturneringer. I Melbourne i Australien besejrede danskeren sin rumænske rival Simona Helep i en tresætsgyser og erobrede samtidigt førstepladsen på verdensranglisten. »Det er en milepæl i dansk idrætshistorie, og jeg er virkelig glad på både Caroline og dansk idræts vegne«, lød det fra Morten Mølholm Hansen, direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

bo.moshage@pol.dk


Per Lange/Ekstra Bladet
Foto: Per Lange/Ekstra Bladet

Lovlig live. Arbejdsstationerne hos al landsens lærere, symbolanalytikere og den kreative klasse generelt glødede den dag i februar, der blev åbnet for billetsalget af syv eksklusive klubkoncerter med C.V. Jørgensen. Dansk populærmusiks mest elitære eremit var tilbage – efter 8 års fravær fra musikscenerne og små 16 år efter sit seneste album. I de kommende måneder blev turneen, hvor gode gamle Carsten Valentin fra Birkerød luftede sine klassikere, noget mindre eksklusiv. For som ugerne gik, eksploderede den i omfang. C.V. og hans håndgangne mænd fik hen over sommeren besøgt stort set samtlige musikfestivaler fra Gedser til Skagen med et velspillet, vellydende, men også meget forudsigeligt repertoire. »Hvor er I søde«, »Tusind tak« sagde C.V. gang på gang til sit trofaste publikum. Sidste gang på Plænen i Tivoli 14. september. Så var sommeren forbi, og den nærmest fløj af sted. Sidst på året blev indtrykket af C.V. Jørgensens sommerturné som en helt særlig begivenhed forstærket ved meddelelsen om orkesterets mangeårige trommeslager Gert Smedegaards død.

henrik.vesterberg@pol.dk


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Dansk drama. Katrine Greis-Rosenthal, skuespiller, 32 år, fik sit folkelige gennembrud, da hun funklede på biograflærreder landet over i rollen som Jakobe, en af dansk litteraturs mest beundrede kvindeskikkelser. Lykke-Pers kvindelige modpart i Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans klassiker fra 1904 fik lige som alle andre skuespillere i fremtrædende roller i det store episke og meget danske drama stjernerne frem i øjnene på det danske anmelderkorps. Men ikke nok med det: Næsten 400.000 købte billet til en tur i biografen med ’Lykke-Per’, der blev en af årets mest sete danske biograffilm. Men ikke nok med det: Endnu flere kommer til at se eller gense Katrine Greis-Rosenthal og Esben Smed i titelrollen i de næste uger. Det første afsnit af serieudgaven af ’Lykke-Per’ havde 2. juledag premiere på TV 2. Men ikke nok med det: Filmen, de gode anmeldelser og tv-serien fik Pontoppidans mere end 100 år gamle udviklings- og/eller afviklingsroman om antihelten Per Sidenius’ bedrifter og mangel på samme i industrialiseringens og internationaliseringens tid tilbage på boghandlernes bestsellerlister.

henrik.vesterberg@pol.dk


Tesla i rummet. I 2018 stjal den excentriske topchef for Tesla og SpaceX, Elon Musk, overskrifter på godt og ondt. Den 6. februar kl. 21.45 lykkedes det hans rumfartsvirksomhed at sende verdens kraftigste rumraket mod Mars med en meget opsigtsvækkende last: en kirsebærrød Tesla-sportsvogn, der nu har passeret Mars’ bane og kredser i en elliptisk bane omkring Solen. Bilens chauffør er en mannequindukke i en hvid rumdragt, som er døbt ’Starman’ efter en af David Bowies sange, og bilradioen spiller hittet ’Space Oddity’ på repeat. I handskerummet ligger Douglas Adams berømte roman ’The Hitchhikers Guide to the Galaxy’. Et kamera filmede opsendelsen live, og det er nok de færreste, der vil glemme billederne af den røde Tesla på tur i rummet med den blå planet som baggrund. Elon Musk kom dog hurtigt ned på Jorden igen, hvor han har rodet sig ud i flere uheldige episoder. Som for eksempel, da han på Twitter anklagede en britisk dykker, der prøvede at hjælpe 12 indespærrede thailandske drenge ud fra en klippehule, for at være pædofil.

lasse.foghsgaard@pol.dk


Apple Corps Ltd.
Foto: Apple Corps Ltd.

Begyndelsen til The End. 50 år efter ’The White Album’ blev der pustet nyt liv i det legendariske dobbeltalbum. Ikke mindst fordi de medfølgende ’Esher Demos’ udgør et bevægende møde med The Beatles på et afgørende tidspunkt. Netop hjemvendt fra en ashram i Indien sidder de hjemme i George Harrisons bungalow, og man hører dem spille deres nyskrevne sange for hinanden. Fantastiske sange. Som vil føre dem videre fra ’Sgt. Pepper’ til nye højder. Men også til store uenigheder i studiet, hvor de fire snart vokser fra hinanden. Det er lyden af en ny begyndelse. Som de endnu ikke ved også er begyndelsen til enden.

kim.skotte@pol.dk


Darko Bandic/AP
Foto: Darko Bandic/AP

Besynderlig taktik. OL-guldvinderen Pernille Blume kom i modvind på de indre linjer, da hun i Glasgow i EM-semifinalen på 100 meter fri valgte en besynderlig taktik, der gik imod gængse aftaler på landsholdet. Blume hamrede af sted på de første 50 meter i et forsøg på at bevise noget og sætte verdensrekord på 50 meter, hvor hun tidligere på ugen var blevet henvist til sølv af svenske Sarah Sjöström. Blumes stunt gik galt, og hun nåede end ikke finalen i 100 meter fri. Det hele endte efter flere dages skærmydsler dog med forsoning, da Blume som ankerkvinde svømmede de danske kvinder til EM-sølv i 4 x 100 meter medley-holdkappen.

bo.moshage@pol.dk


Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

Sommerseance. Allerede i august kunne det konstateres: Sommeren 2018 skal skrives ind på en solid førsteplads som den mest solrige siden 1920, da Danmarks Meteorologiske Institut første gang talte de lyse timer. Efter 71 år på førstepladsen måtte sommeren 1947 således vige for sommeren 2018. Især maj gjorde sig bemærket med 363 solskinstimer. Temperaturmæssigt må årets sommer nøjes med at have tangeret 1997’s rekord for alle tiders varme sommer. Varmen og de mange lyse timer bragte naturligvis mange glade stunder med sig, som en god sommer altid har gjort. Men da det skete i vore dage, var der selvfølgelig en masse, der allerede omkring sankthans var begyndt at brokke sig over vejret. Efterhånden som sommeren bare fortsatte, fik brokkehovederne selskab af mere reelt bekymrede, der relaterede varmen til den globale opvarmning på grund af menneskets udslip af CO2. Videnskaben bekræftede mistanken, så og gav næring til en forestilling om, at endnu flere danskere i år blev bevidste om de alvorlige konsekvenser af klimaændringenden globale opvarmning.

henrik.vesterberg@pol.dk


Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Røven af 2. division. Konflikterne mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og spillernes repræsentanter i Spillerforeningen eskalerede til helt nye højder forud for testkampen på udebane mod Slovakiet. Her måtte en højst alternativ landsholdstrup med spillere fra 2. division og ned forsvare de danske farver, af frygt for at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) ville iværksætte alvorlige sanktioner mod DBU og dansk landsholdsfodbold. Med 1992-helten John ’Faxe’ Jensen, der »gjorde det for Danmark« som landstræner for en dag, tabte sekundaspillerne kun 0-3. Et par dage senere var millionærholdet på banen igen, mod Wales, og en ny 6-årig aftale kom på plads.

bo.moshage@pol.dk


Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Teatrets fald. Politikens anmelder var chokeret: »Den er helt gal«, skrev Anders Vesterlund om spanske Carlus Padrissas iscenesættelse af Johannes V. Jensens store danske roman i Skuespilhuset: »Vi sidder og kigger vantro på alt det, der foregår på scenen, vandet, der sjasker rundt, de forvredne menneskeheste og kongen, der langsomt stiger ned fra himlen over en dyster Mikkel Thøgersen. Hallucinerer jeg? Scenografien sigter i hvert fald mod stjernerne. Og er vel også ved at stikke helt af? Ja, hurtigt står det alligevel klart: Den er helt gal. Den er helt gal med Det Kongelige Teater og Aarhus Teaters store og længe ventede satsning ’Kongens fald’«, skrev den chokerede anmelder, inden han fortsatte med at slynge ord som »bombastisk patos«, »vulgær æsteticisme« og »ufrivillig komik« efter forestillingen. Nedsablingen af den uortodokse forestilling var så konsekvent i dansk presse, at det fik professor emeritus Thomas Bredsdorff til tasterne i forsvaret af det gennemheglede teatereksperiment: »Giv ’Kongens Fald’ en chance mere«. S, skrev Bredsdorff, der mente, at stykket er faktisk var meget interessant, hvis man bare betragter det som »et maleri i bevægelse«.

henrik.vesterberg@pol.dk


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Magtdemostration. Massivt omgivet af ordensmagten marcherede Brøndby-tilhængere gennem Københavns gader og mod Parken på Østerbro til derbyet mod FC København 6. maj, men det selvsikre indtryk forsvandt i de kommende 15 dage, der skulle blive nogle af de mest nedtursagtige i klubbens historie. 1-1 mod FCK var til at leve med, men et nederlag til de senere mestre fra FC Midtjylland ugen efter og en formøbling af en 2-0-føring i næstsidste spillerunde i Horsens gjorde, at de håbefulde i gult og blåt måtte nøjes med sølv i fodboldens bedste række i stedet for det første mesterskab i 13 år.

bo.moshage@pol.dk


Roald Als/POLITIKEN
Foto: Roald Als/POLITIKEN

Syg platform. Embedsmændene i Region Hovedstaden havde på forhånd forelsket sig i det it-system, som de var blevet præsenteret for i USA af det amerikanske firma Epic. Det viste sig at være langt dyrere end konkurrenternes, men embedsmændene stillede lidt på vægten, så tilbuddet fra Epic tog sig bedre ud. Det gør det til gengæld stadig ikke ude på hospitalerne, hvor lægerne på tredje år kæmper med det nye it-system, som under navnet Sundhedsplatformen lever sit eget liv og blandt andet ændrer på patienternes medicin, uden at hverken læger eller patienter er klar over det. Det har sat Styrelsen for Patientsikkerhed, der aldrig har set noget lignende, på overarbejde. For de hårdtprøvede ansatte, som håbede på, at regionerne ville skrotte Sundhedsplatformen og koble sig på det jysk-fynske system fra Systematic, blev året en stor skuffelse. Regionens embedsmænd havde nemlig på forhånd – og uden at spørge politikerne – sagt nej til at holde den mulighed åben.

hans.drachmann@pol.dk


Petros Giannakouris/AP
Foto: Petros Giannakouris/AP

Mord på konsulatet. Saudi-Arabien lod rengøringsfolk slette så mange spor som muligt, før de i oktober tillod tyrkisk politi fik lov at komme ind i det saudiske konsulat for at lede efter den forsvundne journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi, 59. Først senere indrømmede det arabiske kongedømmet, at Khashoggi var blevet myrdet. Det er stadig uklartI virkeligheden ved vi stadig ikke helt præcist, hvad der blev af Khashoggiden saudiarabiske eksiljournalist og systemkritiker. Jo, Vi ved, at han 2. oktober var tilsagt til et møde på generalkonsulatet i Istanbul ved middagstid. Og Saudi-Arabien indrømmede efter nogle ugers tyrkisk efterforskning, at Khashoggi blev dræbt af en gruppe agenter fra Riyadh. Men præcis hvem der gennemførte mordet, og hvad de gjorde af liget, ville Saudi-Arabien ikke fortælle. Tyrkisket fastholder, at dets politi har billeder af en stor gruppe saudiarabiske agenter, som kom til Istanbul med det ene formål for at slå Khashoggi ihjel. Den tyrkiske efterretningstjeneste har desuden båndoptagelser af mordernes samtale, mens de slår journalisten ihjel og bagefter parterer liget. Ifølge Tyrkiet fik de saudiske agenter ligdelene opløst i syre.

anders.jerichow@pol.dk


Jonas Ekstrome/AP
Foto: Jonas Ekstrome/AP

Akademiets fald. 3.december fik kulturarrangøren, livsnyderen, kvindebedåreren og voldtægtsmanden Jean-Claude Arnault sin endelige dom: to et halvt års fængsel for voldtægt. Franskmanden med de tætte bånd til Det Svenske Akademi blev dømt for to voldtægter mod den samme kvinde. Sagen handler desværre om mere end det. De færreste tror, at kun én enkelt kvinde mod sin vilje har været i seksuel kontakt med ’Kulturprofilen’, som han kaldtes. Slet ikke, det var 18 kvinder startede, der i 2016 den celebre og indviklede sag, da de stod frem i Dagens Nyheter med anklager om seksuelle overgreb begået af ’Kulturprofilen’ Arnault helt tilbage i 1980’erne. Den serielle Sexkrænkeren opererede i lyset af ægteskabet med Katarina Frostenson og et tæt venskab med Horace Engdahl, der er blandt akademiets mest fremtrædende medlemmer. De to er nu de mest hårdnakkede i den verserende magtkamp. Røgen fra beskyldninger om venskabskorruption, magtmisbrug, hykleri og fortielser omkring Arnaults hærgen hænger nemlig stadig over Stockholm. Seks medlemmer har forladt akademiet i kølvandet på skandalen. 2018-uddelingen af Nobelprisen i Litteratur blev aflyst. Det engang så fornemme Svenska Akademien står tilbage i en forpjusket forfatning. Kun de færreste tror, at litteraturprisen kan genvinde sin respekt uden store ændringer.

henrik.vesterberg@pol.dk


Michael Kappeler/Ritzau Scanpix
Foto: Michael Kappeler/Ritzau Scanpix

Stormfast lods. Er hun ude? Er hun allerede forsvundet? Luften over Tyskland er tæt af gætterier. Da hun efter lange 18 år på posten som formand for landets største parti, CDU, trak sig tilbage, skrev de tyske medier, som i årevis har hungret efter forandringer i det politiske landskab, straks nekrologerne over hendes politiske virke. Men fakta er altså, at Angela Merkel fremdeles er kansler og agter at blive ved at være det indtil næste valg i Tyskland om tre år. Med ’mini-Merkel’, Annegret Kramp-Karrenbauer, som loyal støtte og nyvalgt partiformand bag sig er chancerne for, at det sker, forbedret betragteligt.

erik.jensen@pol.dk


Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Pløkker. Når vi går til den praktiserende læge, skal vi bare svinge sundhedskortet. Hos tandlægen skal man have dankortet med. Et af de steder, den stigende sociale ulighed i Danmark afspejler sig mest konkret, er i tænderne. 42 procent af socialt udsatte har under 20 tænder tilbage, viser en undersøgelse foretaget for Rådet for Socialt Udsatte. Det er ikke kun livsvilkårene, alkohol, tobak, medicin og stoffer, der tærer på tænderne i de underste samfundslag. Også de dyre tandlægeregninger giver de fattigste danskere store problemer med tandsættet, eller hvad man nu skal kalde sådan noget som 55-årige Jan ’Pinse’ Jensens pløkker, som han gav Politikens fotograf tilladelse til at zoome ind på. Mange af de udsattes tandlægeskræk bunder i økonomi. En helt banal tandlægeregning kan vælte budgettet, når man er på kontanthjælp. En kontanthjælpsmodtager skal nemlig selv betale 600 kroner af tandlægeregningen – og 35 procent af, hvad den derudover kan løbe op i. Tandlægeforeningen fortæller, at det ikke blot er hos de socialt udsatte, men også for folk i lavindkomstjob og pensionister, at dårlig økonomi går ud over gebisset.

henrik.vesterberg@pol.dk


Jonas Olufson/Ritzau Scanpix
Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix

Trængt op i en krog. »Vi er et broderskab«, sagde den i 2013 26-årige Shuaib Khan i et interview på et værtshus på Nørrebro med Politiken, da han erklærede sig som leder af grupperingen Loyal to Familia, LTF, med titel af el presidente. Han afviste dengang, at der var tale om en bande. I dag er Shuaib Khan imidlertid udvist af Danmark efter at have truet en betjent, og LTF-grupperingen står over for en retssag om opløsning ved lov. Indtil da er der administrativt udstedt forbud mod banden, som ikke må forsamles eller bære tøj og kasketter med gruppens logo: et maskeret kranium med to hævede pistoler.

frank.hvilsom@pol.dk


Roald Als/POLITIKEN
Foto: Roald Als/POLITIKEN

Anklager på anklagebænken. Den 45-årige tidligere senioranklager Trine Sorgenfri ved Statsadvokaten i København var igennem tårer, snøft, tilråb og til sidst lettelse, da retten på Frederiksberg mandag 19. november afsagde dom over hende. Som den første anklager i retshistorien nogensinde blev hun kendt skyldig i i 2016 at have løjet for landsretten i den – ligeledes historisk – store hashsag om Pusher Street. Sagen, som var en ud af seks, strandede og venter stadig på at blive afsluttet. Det sker formodentlig i 2019. Kvinden blev idømt 4 måneders fængsel. Afgørelsen er ikke anket.

frank.hvilsom@pol.dk

Annonce