Blankpudsede sorte snørestøvler, marineblå trøje med bogstaverne STORY på maven, måske fordi der nu skal skrives et nyt kapitel. En offwhite knælang slå om-trøje og to lange franske fletninger, der smyger sig til hårbunden, som frisøren har lavet. Det er rart ikke at have hår i nakken, hvis hun skulle begynde at svede, og det sker, hvis hun bliver ramt angst.
Jeanne Degn, 53 år, er klar til første skoledag hos firmaet Crowdio, der bor i moderne lokaler mellem DR Byen og Københavns Universitet på Amager. Det er hendes første tur til København i lang tid, og søsteren har måttet tage en fridag for at hjælpe med transporten.
Selv om hun er elektronikmekaniker og har kørt som lokofører for DSB i Jylland i 26 år, kan hun ikke længere køre med tog. Heller ikke som passager. Faktisk kan hun ikke engang holde ud at høre et tog køre forbi, så derfor måtte hun flytte fra Skørping syd for Aalborg til en endnu mindre by, Haverslev – for at komme væk fra lydene af hjul på skinner.
»Jeg kunne selvfølgelig have fløjet, men jeg kan ikke engang overskue at komme ind i et metrotog fra lufthavnen og hertil«, forklarer Jeanne Degn, der har søgt om et job hos Crowdio, der ansætter mennesker med handikap til at passe chatten for 400 firmaer. Altså det lille vindue ’Er der noget, jeg kan hjælpe med?’, der dukker op, når man surfer på for eksempel en ferie, en forsikring eller en støvsuger.
