Da David Wisnia første gang vekslede ord med hende i 1942 ved krematoriet i kz-lejren Auschwitz, gik det op for ham, at Helen Spitzer ikke var nogen ordinær fange. Zippi, som hun blev kaldt, var velsoigneret og altid nydelig. Hun bar jakke og duftede godt. De blev introduceret for hinanden af en anden fange på hendes opfordring.
Hendes tilstedeværelse var i sig selv usædvanlig: en kvinde uden for kvindernes barakker, der talte med en mandlig fange. Før David Wisnia vidste af det, var de alene, og alle de andre fanger omkring dem var som forduftet. Han indså senere, at det ikke var et tilfælde. De aftalte at mødes igen ugen efter.
På den aftalte dag sneg han sig som planlagt ud for at mødes ved barakkerne mellem krematorie 4 og 5. Han klatrede op ad en improviseret stige bestående af pakker med fangeuniformer. Helen Spitzer havde arrangeret det hele og sørget for at indrette en krog blandt hundredvis af stakke, hvor der lige akkurat var plads til dem begge. Han var 17 år gammel, og hun var 25.
»Jeg anede intet om hvad, hvornår, hvor«, erindrer David Wisnia i en alder af 93. »Hun lærte mig alt«.
