Han tog hårde stoffer første gang som 17-årig og gør det i dag mindst en gang om ugen. Han ryger hash dagligt.
Vi når frem til lejligheden, der ligger centralt i fuglekvarteret i Nordvest. Da vi træder ind, fyldes lungerne hurtigt af en stank af hash. Askes venner har allerede siddet og røget joints i en time.
De unge sidder rundt om et bord, hvor der står en lille højttaler sammen med en flaske billig vodka og en flaske Morgan rom. Det billede skiller sig ikke ud fra billedet af mange andre unge før en bytur, men det gør den hvide porcelænstallerken på gulvet til gengæld. På den ligger et rejsekort, et kørekort og noget hvidt pulver.
»Skal vi have en hurtig streg?«, bliver der spurgt, inden Aske overhovedet har nået at få sat sig ned.
