En stor avnbøg, Bornholms nationaltræ, siger Stoltze, er for nogle år siden væltet halvvejs hen over stien ind i dalen. Den vokser imidlertid stadig.
Avnbøgen har overlevet den næsten træløse tid, fordi den ligesom den småbladede lind, der dukker op lidt længere fremme, kan tåle at blive skåret ned til brænde. Avnbøgen er i øvrigt slet ikke en bøg. Den er i familie med hassel. Også vintereg, som kun den meget trænede kan skelne fra stilk-eg, dvs. ’almindelig’ eg, har klaret sig i hundredvis af år. Halvdelen af Danmarks vinterege befinder sig langs kanten af Ekkodalen.
Den sjældne skægflagermus og Bechsteins flagermus, som begge kun findes på Bornholm, er blandt de flagermusarter, der lever i de gamle træer.
Pludselig standser Michael Stoltze op og tager sit kamera frem. Han har set, at en barkmåler har sat sig på en egestamme. Den lille natsommerfugl falder så meget i med træets bark, at Politikens fotograf har svært ved at få øje på den, selv gennem en 200-millimeter linse på tæt hold.
