Frederiksbergs unge førstemand Simon Aggesen (K) har fået mange positive tilkendegivelser på Facebook, hvor borgmesteren giver sin version af et spektakulært boligsalg, der i al ubemærkethed har gjort ham godt 11 millioner kroner rigere. Men han har også fået det modsatte.
Siden Ekstra Bladet forleden kunne afsløre, hvordan Simon Aggesen i 2016 havde held til at købe en 460 kvadratmeter lejlighed på Frederiksberg Alle fra en bibelskole og overtale »den falske marquis« Marcel de Sade til at opgive sin uopsigelige lejekontrakt og flytte til en anden adresse, har oasen med de godt 100.000 indbyggere midt i København ikke rigtig været den samme.
»Læser aldrig Ekstra Bladet, men har lige læst artiklen på nettet og misundelse er en grim ting«, skriver en Frederiksberg-borger, mens en anden er mere forbeholden over for borgmesterens forklaring om, at han som vordende far altid har drømt om at bo i en herskabslejlighed, og »det er vist det, man kalder redebygning«:
»En meget laaaang bortforklaring fra en der godt kan se, at de færreste 28-årige køber 460 kvm for at skabe en rede til tre mennesker. Den samme som så nogle år senere harcelerer mod spekulanter«.
