29-årige Morten Jakobsen kigger rundt i sin stue. Udenfor fyger sneen og dækker langsomt legetårn og børnecykel. Indenfor, i den grå sofa, ligger hans telefon og vibrerer hidsigt. Der har ikke været mange rolige øjeblikke, siden Morten Jakobsen og en gruppe venner, han også omtaler som gutterne, startede Men In Black, der med sortklædte demonstrationer kalder til kamp mod coronarestriktionerne.
Gruppen har påkaldt sig stor opmærksomhed efter sammenstød med politiet, uroligheder og afbrændingen af en dukke, der skulle ligne statsminister Mette Frederiksen. Herpå hængte et skilt med skriften ‘hun må og skal aflives’.
Da dukken blev sat i brand, lærte Danmark ikke blot navnet Men In Black at kende. Den følgende mandag deltog Morten Jakobsen og musikeren Ali Sufi i Aftenshowet på DR. Her sagde Morten Jakobsen, at folkene bag Men In Black ikke stod bag hverken dukke eller afbrænding.
Siden har han været tavs. Lige indtil denne vinterdag hjemme i hans rækkehus i Roskilde.
