Minken er død, lastbilen er parkeret og den sidste pelsning i gang. Så ... hvad nu?

Når du træder ind på Danpels, rammer den syrligtsøde og tunge minklugt dig allerede i kantinen. I radioen spiller en litauisk udgave af ’Sweet Dreams’ med Eurythmics. Halvdelen af medarbejderne på Danpels er sæsonarbejdere fra Litauen og Ukraine.

Franz Struntze og hans medarbejdere er ved at pelse de sidste 680.000 mink, som de nåede at få fra avlere fra hele landet. I familien Struntze har man aldrig skullet mangle noget. Over tre generationer har man stolt arbejdet på at videreføre familierhvervet. Æraen stopper ved Franz Struntze.

Som udefrakommende lader alt på fabrikken her i midten af januar til at være normalt. Franz Struntze fortæller med stolthed i stemmen.

»Der er 20.000 ledninger, der konstant eksekverer inden for 3 sekunder«.

Og nu er alt udstyret ubrugeligt. Robotterne, som de selv har udviklet, dominerer lydbilledet i rummet. I en flerfaset proces sørger de for at flå skind fra resten af dyret, hvorefter man skrubber, puster, tromler, børster og skraber skindet for at give det reneste og pæneste resultat. Verdens bedste, ifølge Franz Struntze.

»Da jeg viste pelseriet for Kopenhagen Furs bestyrelse i sommer, sagde vi: »Nu skal I ind at se det mest moderne og effektive pelseri i verden««.

Bemandingen på fabrikken er allerede mere end halveret. I dag er der 38 på arbejde. Danpels havde regnet med, at de i år skulle pelse omtrent 1.400.000 mink efter at have opkøbt udstyr i foråret, der udvidede deres produktion. Sådan blev det ikke. Til april vil de sidste mink være pelset og være sendt på auktion.

»Jeg kan lave alt med mink og pels«, fortæller Anna Maliuta.

For fabriksarbejderen Anna Maliuta blev sæsonarbejde til permanent opholdstilladelse. For 12 år siden kom hun til Danmark fra Ukraine for at arbejde på en minkfarm. Nu skal hun for første gang beskæftige sig med noget andet. Mink har været omdrejningspunktet for hendes tilværelse i Danmark.

Anna Maliuta kender hele processen inden for minkavl, og det er hårdt for hende pludselig at skulle omstille sin tilværelse. 12 år er gået, og Anna Maliuta har giftet sig med manden Dima. De har sammen et barn, der går i børnehave Aars, hvor de for to år siden købte hus.

De fleste andre sæsonarbejdere tager hjem nu eller skal forsøge at finde anden beskæftigelse inden for landbrug. Anna Maliuta håber, at Franz Struntze vil tage hende med videre i sine nye projekter.

»Det er ikke helt gået op for mig endnu, at det stopper. Det har været vores liv her i Danmark. Arbejdet var vores liv«, siger Anna Maliuta.

Hvad fremtiden bringer for Franz Struntze selv eller medarbejderne, ved han ikke.

»Hvad kunne du tænke dig at bruge din fremtid på, spurgte vi os selv som unge. Der var meget oppe at vende i hovedet, og det er der også nu. Det er de samme tanker, vi skal starte forfra med. Det, vi har uddannet os til de sidste 25 år, og den viden og erfaring, vi har opnået, kan vi lægge i skuffen«.

Den sidste lastbil har været ude at hente frosne mink fra Limfjordens Fodercentral, hvor de har opbevaret de sidste dyr for avlerne ...

»Som selvstændig erhvervsdrivende har man indflydelse på de beslutninger, der bliver taget, og indflydelse på de resultater, man opnår. Her har man stået magtesløs og fulgt et uskønt forløb på sidelinjen«.

Franz Struntze er til gengæld ikke i tvivl om, at når den sidste mink er pelset, vil han komme til at blive ramt af en tomhed. Den tomhed, som mange af avlerne oplever lige nu.

»Min egen person har været sat til side i det her. Flere farmere, som jeg pelser for, beskriver for mig, at om morgenen, når de vågner, så har de været vant til at skulle ud at fodre mink. Nu sidder de og får morgenkaffe og venter på, at det bliver lyst«.

Situationen er den, at Kaj Christensen er gået fra at være en gift mand, der ejede to minkfarme med 13.000 mink til at være single og jobsøgende. Konen har forladt ham og fundet en anden. For første gang siden han startede i lære som 15-årig, mangler han beskæftigelse.

Her i midten af december er det svært at mærke, hvor påvirket Kaj Christensen reelt er af situationen. Om det omhandler skilsmissen eller minkaflivning, eller om kaffen skal være med eller uden mælk, har Kaj Christensen ikke de store udsving i mimikken. Kaj er snarere en mand, der handler.
Han er løsningsorienteret.

»Efteråret har været barsk. Hver dag skulle vi omstille os. Der skulle laves en ny plan flere gange om ugen. Det kan godt ske, at jeg lige trænger til at slappe lidt af«.

Det er januar, og vi er tilbage i Gjøl. Denne gang hjemme på Nørredigevej, hvor Kaj Christensen nu går og passer sig selv. I det store hus med dertilhørende lader finder man stadig små indikationer på, at der her har boet en minkavler med kone og børn. Når du træder ind i entreen, står der en lille udstoppet mink på en kommode og byder dig velkommen. Ude i laden står der en bunke nye bure, som Kaj havde købt for at udvide bestanden. Dem får han ikke brug for. Og på knagerækken hænger nogle store jakker med en omdiskuteret figur på ærmet, der stirrer tilbage på dig.

Foto: Marius Renner

Dagene går med at rydde op og få det hele til at se lidt pænt ud. Både på hjemmefronten og ude på minkfarmen, hvor Kaj i december måned var med til at rengøre farme efter aflivningen.

»Det her er en ceremoni for at lukke. Der er ingen drive i det, det er bare noget, vi gør. Vi får jo aldrig brug for noget af udstyret mere. Det skal smides ud med hård hånd, og det føles helt forkert«.

Tilbage i Gjøl i det nye år ved Kaj Christensen fortsat ikke, hvordan fremtiden skal se ud. På jobfronten satser han på at lande noget fabriksarbejde, han kan se sig selv i. Hvis det stod til ham, havde han passet mink de næste mange år. Nu er planen et 8-16-job. Et job, hvor man modsat mink lægger hjernen og sit civile tøj uden for fabrikken.

»Det, der var dejligt ved at arbejde med mink, var, at jeg kunne føle årstiden. Om foråret parrer vi minkene. Om sommeren har vi ungerne. Om efteråret skal vi pelse dem. Der er årets gang i det, og jeg lagde mig altid i selen for at gøre det bedst muligt. Det med at se bagefter, at det hjalp, det, jeg gjorde, det var det, der gav gnisten«.

»Hvis jeg får et fabriksarbejde, og der kommer sne en dag, så må jeg ringe og sige, at jeg kommer en halv time for sent. Kom der sne med minkene, så måtte vi ud med skovle, så foderbilen kunne komme. Hvis det føg ind på halmen, så måtte vi skifte den ud«.

»Nu kan jeg bare kigge ud og sige, nå, det sner, tjaa. Så livet bliver meget nemmere som fabriksarbejder, men udfordringerne – de mangler«.

»Nu bor jeg alene. Jeg har det godt i mit eget selskab, men jeg har eksempelvis aldrig skullet tænke på, hvad jeg skal have til aften. Så det skal jeg lige lære«.

Kaj Christensen tager de mange omstillinger med stiv arm, men han er usikker på, hvordan han med tiden får det, og kan denne gang ikke planlægge sig ud af det. For foråret er på vej og fuglene begynder at synge kraftigere ...

Foto: Marius Renner

På hovedgaden i Birkelse, få kilometer nord for Gjøl, ligger J.C. Fur. Her bor Jan Christensen, der driver sin egen forretning som pelsforhandler. I en tilbygning til huset ligger hans butik, og står man ude på hovedgaden er indtrykket meget anonymt. Der er hverken reklamer eller skilte – blot en gul facade. Alligevel ved kunderne, hvor de skal finde ham, for Jan Christensen tjener dobbelt så meget, som han plejer at gøre på denne tid af året.

Kontrasten mellem industri og luksus i minkbranchen er til at tage og føle på. De fleste vil have svært ved at forestille sig det færdige produkt, når de står på et minklandbrug. Men Jan Christensen kender til både den eksklusive minkpels og den stolte minkavl.

Jan Christensen har arbejdet med mink hele livet og bor tæt på flere farmere. Han er venner med dem, og han sælger færdigbearbejded pelse til dem og andre i området.

Alle mink er døde, men produkterne sælger endnu. Jan Christensen mener godt, at han kan fortsætte et par år mere. Sådan er situationen ikke for Sofie Erichsen 350 kilometer østpå i København ...

I et værksted i en baggård i indre by sidder hun. Sofie Erichsen har mere end et par år i pelsbranchen bag sig. Siden hun fik svendebrevet som buntmager i år 2000, har hun beskæftiget sig med det, hun elsker.

Af de få buntmagere, der findes i Danmark, er langt størstedelen selvstændige. Og med langt størstedelen snakker vi 30-40 i alt. Kort sagt er det en lille branche med hård konkurrence. Alligevel fik Sofie Erichsen sit drømmejob for Kopenhagen Fur.
Her rejste hun rundt, udlærte unge, besøgte farme og hjalp afdelingen med at vokse.

I oktober ophørte stillingen grundet tilbagegang i pelsindustrien.

Imens Sofie Erichsen arbejder på sine sidste pelsprojekter, er hun begyndt at læse hf enkeltfag. På den måde kan hun søge kvote 2 som sygeplejerske til sommer.

»Jeg tænkte allerede på at blive sygeplejerske, da jeg gik ud af folkeskolen. Så satsede jeg på det kreative, og det har jeg haft det godt med i mange år. Nu tænkte jeg, at jeg kunne tage fat i sygerplejerskedrømmen igen«.

Medmindre pelsindustrien får et comeback, tror Sofie Erichsen ikke, at hun kommer til at dyrke sit håndværk igen. Det er ikke som at strikke derhjemme. En buntmager har brug for tid. Og plads.

Når man kigger rundt i lokalet, forstår man, hvad hun mener. Værkstedet, som tilhører den selvstændige buntmager, Pia Christensen, kan bedst beskrives som en grotte af pels. Et rent virvar af forskellige maskiner, skind og skitser.
Her har Sofie Erichsen fået lov til at færdiggøre sine sidste projekter.

Når de er færdige, begynder et nyt kapitel i Sofie Erichsens liv.

»Jeg kan godt lide at være noget for andre og bruge mit hoved. Og så kan jobbet som sygeplejerske være et job, jeg kan have, til jeg går på pension«.

Gjøl-pølsen, gjøl-trolden, årets landsby 2007 og forhenværende epicenter for minkavl. Som lokalsamfund har Gjøl rigeligt at bryste sig med.

En by med velstand, gåpåmod og visioner.

Og når man går ned ad byens hovedgade, er man heller ikke i tvivl. Store villaer på begge sider med en flot udsigt over Limfjorden. Der var penge i minkindustrien, og der er penge i Gjøl. Avlerne har hjulpet med finansieringen af en lang række initiativer i byen.
Byen har nu en festival. En havn. En idrætshal. Sågar et årligt bankospil med store gevinster. Kort sagt: et lokalliv.

Jens Erik Nielsen har boet i Gjøl hele sit liv. Hans ægtefælle, Dorte Nielsen, er tilflytter. Ingen af dem har minkavlere i familien, men mink har alligevel fyldt i deres hverdag. Ligesom mink har for resten af byen.

November er for de fleste danskere grå og kedelig. For en gjølbo er november et årligt ritual.

Hundredtusinder af mink bliver aflivet i november, hvor en stærk lugt af minkfedt og savsmuld spredes over byen. En årlig påmindelse om industrien i baghaven.

Fra de mange farme til den lokale brugs, hvor der var flere kunder og mere mangfoldigt end vanligt grundet de mange østeuropæiske sæsonarbejdere. Flere gjølboere frygter, at det bliver brugsens endeligt efter det store frafald af kunder.

Men efteråret 2020 var anderledes  ...

Minkindustriens fald stod for døren, og det fik folk på gaden. Også Dorte og Jens Erik Nielsen.

En diset morgen triller en karavane af store lastbiler, politibiler og sorte varevogne fra Fødevarestyrelsen ind i byen.

Ved bygrænsen tropper lokale borgere op for at markere deres frustrationer og tilstedeværelse. De får selskab af næsten lige så mange journalister fra lokale og landsdækkende medier.

Fra at være en platform, hvor hverdagstips og naturbilleder bliver udvekslet, forvandler gjølboernes facebookgruppe sig til et debatforum, hvor politik og pandemi diskuteres. Og gruppen vokser.

Faktisk så stor, at den i dag har dobbelt så mange medlemmer, som Gjøl har indbyggere.
Tonen i diskussionen er ikke altid lige pæn.

Camilla Andersen er en 27-årig ph.d.-studerende fra Gjøl. Her er hun vokset op, og efter en kort visit til Aalborg på et par år er hun flyttet tilbage til byen med sin kæreste.

»Det har skabt en utrolig negativ omtale, at der var så meget fokus på Gjøl. Men jeg håber, at  folk kan se ud over det i forhold til tilflytning. Om man vil det eller ej, har minkerhvervet gjort mange ting mulige og gjort byen attraktiv og lækker at flytte til«.

Alligevel trækker hun på det, hvis man spørger, om hun vil betegne sig selv som en ’ægte’ gjølbo. For at være det skal familien være bosat i byen i tre generationer eller mere, fortæller hun smilende.

Camilla Andersen elsker Gjøl. Hun deltager engageret i foreningslivet og i lokalpolitik. Selv om der er langt fra at være ph.d.-studerende til minkavler, er lokalsamfundets ånd ikke til at tage fejl af ...

Af de fem tilbageværende medarbejdere på Fodercentralen Limfjorden, er der ingen, der ved hvad fremtiden bringer. Men flere har alderen med sig. Det føler Bjarne Pedersen ikke, at han har.

»I transportbranchen skal man helst være 25 år og havde 25 års erfaring.
Med en alder på 53 er det sidst ind, først ud på nye jobs«.

Det er starten af december, og Bjarne Pedersens sidste dag på fodercentralen nogensinde. Han virker ikke just optimistisk i forhold til fremtiden. Bjarne Pedersen føler sig gammel. Skridtene er tunge i dag, og det samme er øjnene.

Det runger af tomhed på den enorme fabrik. Ekkoer af vanddråber fra loftet høres i baggrunden. Til venstre for Bjarne Pedersens lastbil samles en vandpyt.
En pære blinker under taget. Den behøver ikke at blive fixet.
Når Limfjordens Fodercentral lukker, ved man ikke, hvad bygningen skal bruges til. Eller om den kan bruges, for hele maskineret og fabrikken er bygget til at producere minkfoder.

Det samme gælder de 3.000 tons plader af minkfoder på lageret.

... og i fryserummet har de fået plads til en række af de mink, som lokale avlere nåede at redde til pelsning hos Franz Struntze og Danpels.

Udenfor er den stærke vintersol ved at gå på hæld. Dens sidste stråler står ind ad vinduerne i den halvtomme kantine. Alle bordene er tomme undtagen et enkelt. Her sidder de resterende fem medarbejdere fra Fodercentralen Limfjorden og nyder deres sidste frokost. Kaffemaskinen er tom, og der er ikke blevet købt nye bønner.

»Julegaverne bliver noget mindre i år, hvis jeg ikke får et job«.

Der er ikke sket meget siden sidst, fortæller Bjarne Pedersen. Vi er et par uger inde i det nye år. Hundene er det første, der møder dig hjemme på hans gård. Den ene er ung og energisk. Den anden er gammel og sløv. Den unge forsøger ivrigt at hoppe ud over gårdspladsens hegn. Bjarne Pedersen undskylder og tager dem med sig ind i huset. Derefter fortsætter han ud i stalden, hvor han på det seneste har tilbragt en hel del tid ...

Det er ikke, fordi økonomien sejler, men den har set bedre dage.

»Jeg savner kompensation. Det er ikke kun avlerne, det går ud over. Vi er blevet glemt i ligningen, da vi jo ’bare’ er chaufførerne«.

Alligevel har han både fået et job og sagt det op igen. Faktisk gik der ikke meget mere end uge, fra han stoppede på Fodercentralen Limfjorden, til han var i gang et andet sted. Men det var ikke noget for ham. Det var for uorganiseret, og arbejdstiderne var dårlige.

Og Bjarne Pedersen har pludselig fået meget tid mellem hænderne ...

Han står tidligt op om morgenen og spiser morgenmad med sin kæreste, inden hun skal på job. Det har de ikke haft tid til før. De flytter permanent sammen snart. Mens hun er væk, søger han job og laver projekter på gården. Når hun kommer hjem, laver de mad sammen. I aften står den på frysesuppe med melboller fra Mou.

I fremtiden drømmer Bjarne Pedersen om et job, der er mindre nedslidende. Et job, som han kan beholde til pensionsalderen. Helst på en fabrik. I næste uge venter en ny jobsamtale.

Foto og tekst: Marius Renner Christensen

Video og tekst: Adam Klixbüll Eisenhardt

Kode og udvikling: Martin Stender

Design og udvikling: Nima Hajarzadeh

Redaktører: Johannes Skov Andersen og Thomas Borberg