4 dage tilbage: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

To patienter i Brasilien er i isolation, fordi de udviser ebola-symptomer efter ophold i Uganda og DR Congo.

Ebola frygtes at have spredt sig til nyt kontinent

Røde Kors-ansatte og andre kæmper hårdt for at dæmme op for ebola i DR Congo og andre steder i Afrika. Nu er to personer indlagt i Brasilien med mulige symptomer på virussen. Foto: Gradel Muyisa Mumbere/Ritzau Scanpix
Røde Kors-ansatte og andre kæmper hårdt for at dæmme op for ebola i DR Congo og andre steder i Afrika. Nu er to personer indlagt i Brasilien med mulige symptomer på virussen. Foto: Gradel Muyisa Mumbere/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

To patienter, der for nylig er ankommet til Brasilien fra afrikanske lande, er indlagt i isolation, efter at de har udvist symptomer på ebola, oplyser brasilianske myndigheder. Det skaber bekymring for, at virussen kan sprede sig ud over det afrikanske kontinent. De brasilianske myndigheder understreger dog, at der fortsat kun er meget lille risiko for, at ebola når til Sydamerika.

Den ene af de indlagte er en 37-årig mand, som for nylig har rejst til Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Det er her, at udbruddet er værst. Den 37-årige »udviser symptomer som feber, hvilket opfylder definitionen på et mistænkt ebolatilfælde«, oplyste delstatsregeringen i São Paulo i en erklæring lørdag.

Manden blev isoleret på en særlig hospitalsafdeling for virussygdomme i São Paulo. Patienten er siden blevet diagnosticeret med en alvorlig form for meningitis, men lægerne er i færd med at teste ham for ebola, oplyser myndighederne søndag.

En anden mand er indlagt i isolation i Rio de Janeiro efter at være ankommet fra Uganda den 22. maj. Han har udvist »virussymptomer som hoste, kulderystelser og diarré«, oplyser lokale myndigheder. Bystyret i Rio de Janeiro oplyser søndag, at manden havde testet positiv for malaria, men at »sagen fortsat undersøges«.

Der har været mere end 1.100 mistænkte tilfælde af ebola i DR Congo siden udbruddet begyndte 15. maj. 43 mennesker er bekræftet døde af ebola, langt de fleste i DR Congo, meddeler Den Afrikanske Unions sundhedsagentur i et indlæg i Financial Times søndag.

Flere smittetilfælde og ét dødsfald er blevet bekræftet i nabolandet Uganda. I DR Congo er den reelle udbredelse sandsynligvis langt større, har World Health Organization (WHO) advaret om. Virussen menes at have cirkuleret i noget tid, inden det blev opdaget, mener WHO.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her