Sanna Marins hvedebrødsdage som nyudnævnt, ung socialdemokratisk statsminister i Finland varede mindre end en uge i december 2019.
Øverst på hendes to do-liste havde hendes forgænger, partifællen Antti Rinne, efterladt en uløst problemsag i den helt farlige kategori for statsministre: en sag af hastende karakter om håndteringen af de finske børn i den kurdiskkontrollerede Al-Hol-lejr i Syrien. Og for den sags skyld deres mødre.
Nøjagtig som herhjemme var der tale om en sag, hvor værdipolitik, konventioner, terrortrusler, moralske hensyn, børn og deres rettigheder løb sammen i et djævelsk og mangefacetteret politisk dilemma.
Sanna Marin var ikke bare ny på den statsministerpost, hun havde tiltrådt 10. december, fordi forgængeren af andre årsager var blevet væltet. Hendes fem partier store koalitionsregering var under hårdt tidspres for at finde en løsning om Al-Hol-børnene og tilmed indbyrdes uenige om skæbnen for mødrene til de finske børn, der aldrig havde bedt om at vokse op i en kurdisk kontrolleret fangelejr i det nordlige Syrien.
