Jimmy og Stig på 70 og 71 år på slog hinanden i bordtennis for første gang i fire måneder. ’Classic-Jørgen’ knappede en øl op på sit stamværtshus. Og Peter på seks år synes, det var totalt uhyggeligt at se en ægte mumie i Glyptotekets kælder.
Onsdag åbnede barer, restauranter, museer, biblioteker, storcentre og idrætsklubber for de unge under 18 og de gamle over 70 år for første gang siden slutningen af december. Det sker som led i den fremrykkede genåbning af Danmark, som regeringen og et stort flertal af Folketingets partier blev enig om fredag. Dagen forløb ikke uden besvær - flere meldte om et lidt spagt fremmøde, takket være kravene om bl.a. coronapas og forudgående bordbestillinger. Og det faktum, at det trods alt bare var en onsdag.
Men foråret og håbet var i luften. Her er syv scener fra genåbningen.
