Det var altid spændende at være hos faren. Tove Vang var skilsmissebarn i 1940’ernes besatte Danmark og besøgte sin far og hans kone i weekenderne. Søndag 22. juni 1941 var ingen undtagelse. Stedmoren var ved at bage boller. Senere skulle de ud at svømme. Tove lå i sengen med sin far. Han læste ’Pelle Erobreren’ højt for sin 10-årige datter, da det buldrede på døren. To mænd kom ind og tog hendes far med, trods stedmorens højlydte protester. Så var faren forsvundet.
»Der er meget, jeg ikke husker, men det er, som om jo ældre jeg bliver, jo klarere står den dag for mig«, siger Tove Vang i dag, næsten 80 år efter, i solen uden for sit hus i Silkeborg.
»Vil du tænke dig: Han blev anholdt af det danske politi«.
Tove Vangs far, Thor Vang, var en af de kommunister, som dansk politi arresterede på ordre fra den tyske besættelsesmagt.
