Manden i habitjakken kravler ned ad stigen til prammens halvmørke indre. Hans navn er Rasmus Fenger, og han er praktiserende læge på det østlige Møn. Overalt hvor han kigger hen, ligger og sidder tynde skikkelser i stribede fangedragter og slidt tøj. Der mumles, men høres også stille gråd i mængden. Stanken er fæl, og det er åbenlyst hvorfor. I dørken ser han spor af opkast, af urin og ekskrementer.
Fangerne ligger stuvet sammen på rækker, svøbt i lasede tæpper og tøj. En smal passage mellem rækkerne gør, at han kan bevæge sig længere ind i den lange, dunkle pram, der er opdelt i tre store sammenhængende lastrumssektioner under det lave tag holdt oppe af jerndragere. Selve skroget er af jern, men med et skelet af planker på indersiden. Herinde har der engang været fyldt op med kæmpe kulbunker, nu er det mennesker, der udgør lasten.
Og jo længere doktoren går frem gennem prammen, i des ringere forfatning forekommer skikkelserne. Nogle kryber langs dørken. De har udtryksløse øjne, mens de tigger om mad. Andre ligger apatiske hen uden at ænse lægen, som forsøger at tælle dem.
I midten af april 1945 beordrede SS-chefen i Nazityskland, Heinrich Himmler, at ingen fanger måtte falde i hænderne på den fremrykkende Røde Hær fra Rusland. Dermed begyndte evakueringen af de sidste af regimets koncentrationslejre – en af dem var Stutthof ved Danzig (Gdansk), der på det tidspunkt stod næsten totalt omringet af Den Røde Hær. Den eneste korridor til en udvej mod resterne af Hitlers rige var landtangen Hel på toppen af det besatte Polen. Hertil blev de sidste knap 4.000 fanger, deriblandt nogle danske kommunister, transporteret i de sidste dage af april. Under heftige russiske luftbombardementer af halvøen blev fangerne gennet om bord i en række flodpramme, der blev slæbt ud på Østersøen med kurs mod det vestlige Tyskland.
