Hun tager den dueblå sommerkjole over hovedet, og lader den falde ned over den sorte underkjole. Hun har skåret æbler i både og lagt dem i en boks og har pakket de sorte dansesko med det blanke spænde. Elisabeth Bille, 78 år, skal til dans for første gang efter nedlukningen. Efter over seks måneder, hvor corona har holdt hende og de andre, hun danser med, hjemme.
»Corona har stjålet et år af mit liv, og det har jeg ikke råd til, når jeg ikke har så mange tilbage. Dansen betyder meget for mig. Den reddede faktisk mit liv«, siger hun og går ud i carporten til sin bil.
Elisabeth Bille har altid været glad for at danse. Fra hun som barn i en landsby på Lolland kom på danseskole, hvor frøkenen lærte dem at danse hæl og tå, skomagerpolka og at stå pænt.
Dengang blev der holdt store fester på landet. Som Elisabeth Billes konfirmation, hvor en mand spillede harmonika hele natten. Hun fik en dans med sin far. Det skete ikke så tit, selv om faren elskede at danse: »Kom så, Lissen«, rettede han, og hun var den stolteste pige til festen.
