Duften af nyslået græs fyldte hele staldbygningen, så snart det første læs høballer blev kastet af foran indgangen ved den store røde port.
Vi stod i to hold, ét på høloftet og ét på gulvet. Holdet på loftet var iført støvmasker, handsker og tørklæder bundet om hovedet, mens holdet på gulvet stod bevæbnet med høtyve, så de let kunne svinge de nytrykkede baller op på transportbåndet og sende dem mod loftet, hvor de blev stablet i sirlige rækker, én høballe ad gangen.
For det meste elskede jeg de dage, hvor vi skulle køre hø. Det foregik en gang om året, og her kom både staldfolk, familiemedlemmer og venner for at hjælpe til. Så knoklede vi alle sammen hele eftermiddagen og indtil tidlig aften.
Mellem læssene satte vi os ud og drak sodavand af farvede plastikkopper, mens vi forsøgte at tørre det sorte støv, der havde samlet sig om næsen, af med det reneste stykke håndflade, vi kunne finde. Og når den sidste balle var stablet, grillede vi et kæmpe læs pølser og satte os og spiste ved et langbord, hvor folk som regel blev siddende, indtil solen gik ned.
