Riskorn ligger i små bunker på skovvejen, lagt ud som bionedbrydelige markører til et løb. Langs en ridesti plukker Elisabeth Sthur fra Bidstrup Ridelaug et par gulgrønne vimpler op. De stammer fra weekendens orienteringsridt og skulle egentlig have været indsamlet efter løbet. Det giver et første indtryk af de mange organiserede friluftsaktiviteter, som Bidstrupskovene danner rammen om.
»Der har været holdt DM i orienteringsløb her flere gange«, fortæller Flemming Hjorth, formand for Hvalsø Orienteringsklub. Klubben ’deler’ skoven med Roskilde Orienteringsklub, idet de to klubber holder arrangementer på skift.
Skovene er også meget søgt af mountainbikere, der er polarhundetræning med vogne i stedet for slæder, der er spejdere, skole- og børnehaveudflugter og masser af organiserede ture til skovens shelters.
Et kort over området viser et virvar af markerede stier samt et ’stilleområde’ i den sydlige del af skoven, som holdes fri for organiserede aktiviteter. Her holder skovens beskedne krondyrbestand til.
