Det var i 15. uge af graviditeten. Fie og Thomas skulle være forældre for anden gang. Thomas var overbevist om, at det blev en pige. Og han havde bestemt, at hun skulle hedde Thit.
Men Thomas nåede aldrig at møde sin datter. Han døde af en udposet pulsåre i hjertet, kaldet en aneurisme, inden hun blev født. 35 år gammel.
En decembermorgen sidste år havde Anna-Sofie Bülow Wahlgreen, kaldet Fie, tid til en kønsskanning. Thomas var forhindret i at tage med, så han blev hjemme med parrets ældste barn, 3-årige Gro, mens Fie tog af sted mod klinikken.
Thomas fik ret. Det var en pige.
