2021 har været et bittersødt år for Det Konservative Folkeparti. Bittert, fordi det utvivlsomt vil skrive sig ind i annalerne som året, hvor partiet sagde farvel til überkoryfæet Poul Schlüter, den eneste konservative statsminister siden systemskiftet i 1901.
Sødt, fordi partiet for første gang siden Schlüters velmagtsdage er kravlet op i toppen af partiernes superliga. Derop, hvor partiets medlemmer uden at blive beskyldt for overdreven optimisme kan tale om, at netop deres leder rent faktisk har en fair chance for at blive landets næste statsminister.
Mink, slettede sms’er og et skuffende kommunalvalg har i efteråret 2021 retoucheret gevaldigt på billedet af statsminister Mette Frederiksen (S) som de næste mange års urørlige statsminister. Rød bloks klare føring fra for seks og 12 måneder siden er forvandlet til en svag rød føring eller dødt løb.
Mens de konservatives nabopartier, Venstre og Dansk Folkeparti, gennem to et halvt år på skift har udkæmpet endeløse borgerkrige for åben tv-skærm, har den konservative leder, Søren Pape Poulsen, gradvist vokset sig så stor og stærk, at der for alvor synes grund til at begynde at tage den smilende mand med den skaldede isse alvorligt og finde ud af, hvad en sådan omgang Pape Power monstro indebærer.
