De diskuterede det hvert eneste år. Når George Catalin Cristian havde haft sin hustru og datter på besøg i Skagen om sommeren, var det altid et åbent spørgsmål:
Skulle de blive hos George i Danmarks nordligste by med det fantastiske lys og de velholdte smukke gule huse? For slet ikke at tale om strandene med det bløde sand.
George Catalin Cristian var kommet fra Rumænien til Nordjylland i 2007 for at arbejde som elektriker. Først hos forskellige underleverandører, der stod for elektrikerarbejde på nybyggede skibe, og derefter for KS Elektro, som er ejet af Karstensens Skibsværft i Skagen.
Rutinen var enkel. Han arbejdede to måneder i Skagen og var derefter én måned hjemme hos familien i en mindre by tæt ved Sortehavet – undtagen i familiens sommerferier, hvor hustruen og datteren kom til Skagen. År efter år.
