Han hedder Johnson og sidder i Filippinerne. Han er omkring 50 år med et langt arbejdslivs erfaring og suveræn til sit arbejde.
»Den dygtigste sushikok, jeg har mødt. Kreativ, hurtig, erfaren«, siger Karam Ayad.
Han ejer den danske takeawaykæde SushiMania. 22 hvide, lyse, kølige og skinnende rene restauranter, hvor kokken står bagest i butikken og ruller sushien.
»Da vi indrettede det, sagde folk, at det var som at besøge en tandlægeklinik eller en botox-klinik. »Fint«, sagde jeg. Det er den fornemmelse, de skal have. De skal fornemme, at her er klinisk rent«.
